Nogle har bemærket det

Jeg vil gerne sige rigtig mange tak for responsen på gårsdagens indlæg. Jeg var meget nervøs for at udgive det. Bange, ligefrem. Jeg har i lang tid trukket mig lidt med de indlæg, der kræver mere af mig. Både dem, hvor jeg føler, jeg blotter mig, og dem, der lægger op til debat. På et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at nogle indlæg tog mere fra mig, end de gav mig. Det er selvfølgelig et regnestykke, der ikke går op, hvis man ikke vil ende i minus. Nogle har bemærket det. Det er blevet påtalt. Og jeg har undgået at forklare, for jeg er ikke sikker på, hvordan jeg kan beskrive det uden at lyde som en snotforkælet blogger, så jeg prøver at stille det lidt nøgternt op: Hvis jeg udgiver et debatindlæg, resulterer det i snit i omkring halvandet døgns støt aktivitet i kommentarfeltet. Det er dejligt. Det er formålet. Håbet, sågar. Men det er også rigtig lang tid at diskutere, også selvom vi antager, at alle mand holder tonen sober, hvilket ikke altid er tilfældet. Og ofte er det mig, der sidder og har 50 separate diskussioner, som lidt ligner hinanden til forveksling, hvilket selvfølgelig bliver noget udmattende på et tidspunkt, og det bliver ikke altid taget pænt, hvis jeg prøver at melde ud, at jeg er færdigdebatteret og gerne vil lukke snakken. Man kan ikke rigtigt tillade sig at brokke sig over, at debatindlæg resulterer i debat. Det ville være decideret åndssvagt. Men det er også åndssvagt at blive ved med at lave debatindlæg, hvis man faktisk ikke rigtigt nyder debatten længere. Så jeg holdt mere eller mindre op. Den beslutning er jeg ret glad for. Jeg er ikke længere så diskussionslystent anlagt, som jeg var engang, og nogle synes, jeg på den bekostning er blevet kedelig, og det er også okay. Der er rigeligt med debatter på internettet, hvis man står og mangler.

Det er værre med de personlige indlæg. Dem har jeg altid nydt at skrive. De er kartartiske for mig. Men oftere og oftere undlader jeg at klikke “udgiv”, efter et skriv er færdigt. Hvis man lægger noget ud, så må man også forvente en respons, som argumentet tit er i forbindelse med en sviner af dimensioner, som afsenderen godt ved ikke er helt fin. Men det er jo rigtigt. Der vil altid være en respons, og man vil ikke altid synes, den respons er fed. Og hvis jeg så har skrevet ud fra et standpunkt, hvor jeg er lillebitte, fucked up og kæmper lidt med livet, så er det for mig meget svært at blive mødt med fx nedladenhed, bagatelisering eller “du skal jo bare”-råd. (Ja, I ved jo, hvordan jeg har det med de uopfordrede råd generelt! 😀 ) Nogle kommentarer er skrevet med himlende øjne, og nogle er skrevet med kærlighed, men i sidste ende er det ikke så meget kommentarerne, der er problemet, som det er min sindstilstand, når de kommer ind. Og jeg har ikke kunnet rumme dem. For i virkeligheden har jeg nok overhovedet ikke haft lyst til at modtage respons. Jeg har bare haft behov for at råbe for min egen skyld. Fordi det er sundt at råbe engang imellem.

Og så i går endte jeg med at trykke “udgiv”. Og jeg blev mindet om, at man ikke altid skal være bange for respons. Nogle gange er respons det fedeste i verden. Når der bare bliver lyttet og nikket genkendende. Når der bliver takket, fordi man på en eller anden måde har været i stand til at ramme noget i andre. Når der bliver delt egne historier og erfaringer. Når der bliver sendt kærlighed og krammere og håb for fremtiden uden fordømmelse eller råd eller løfter, ingen kan indfri. Det var så megafedt. Jeg er glad og rørt og har atter fået blod på tanden. Tak.

Kommentarer (13)

  • Det her er første gang jeg lægger en kommentar. Det gør jeg ikke ofte, men jeg vil gøre en undtagelse nu.
    Jeg følger mange bloggere, og de er alle meget forskellige. Jeg har også en del på listen som jeg følger uengageret, blot for håbet om at de rammer en nerve i mig en gang imellem. Og jeg må sige. Miriam, du rammer helt unikt, med det du skriver, og den måde du skriver det på. Så uanset om jeg kan genkende det i mig selv hver gang, om det blot er små hverdagshistorier. Du rammer altid plet med den ærlige måde du skriver på, om du så rammer plet i en følelse jeg genkender i mig selv, eller blot noget jeg indser – ved dit indlæg – at jeg gerne vil tage til mig. Typisk en tanke eller pointe jeg ikke selv var kommet til, i relation til mit liv, i mine relationer og om mennesker helt generelt.

    Du kan noget unikt, og jeg håber du fortsætter med at dele dine tanker med mig ?? Tak!

  • Jeg synes du er så mega sej!! Jeg nyder din ærlighed, ja du er sgu en sej kvinde ????giv Herbert et dut på næsen fra mig ❤️

  • De fleste af dine reflekterende indlæg om kærligheden (til mænd, sig selv osv) rammer mig virkelig og dine hverdagsanekdoter får mig ofte til at smile. Du kan virkelig noget særligt med ord. Derfor er du den eneste livstilsblogger jeg føler ? tak for din blog!

  • Fuldstændig urelateret, men hvordan endte det egentlig med indsamlingen og secret Santa? Det var sådan en fin ide!

  • Jeg vil blot sige, at du ikke er alene. Godt nok er det “kun” lidt over to år siden jeg fik knust mit hjerte i atomer, men jeg har siden hen heller ikke åbnet mig over for nogen som helst – eller endog fundet nogen synderligt interessante. Jeg er pissehamrende bange for, at jeg aldrig bliver forelsket igen. Jeg har i mit 27-årige liv kun været oprigtigt forelsket to gange, hvor kun den ene – sidste gang – endte i et reelt forhold. Det var enormt dysfunktionelt, men også godt på mange punkter. Jeg har aldrig sørget så meget over et andet menneske. Og det overlever jeg, uden pis, ikke igen. Jeg lå i flere måneder for nedrullede gardiner og kunne ikke møde verden. Jeg har det sidste års tid haft det fint, men jeg har stadig et totalsmadret hjerte med jævnlige tilbagefald, der minder mig om, at jeg blev knust. Jeg er lige dele bange for aldrig at blive forelsket igen, og lige dele bange for at blive forelsket. Hvis du forstår. Jeg tror lige som dig, at der ikke nødvendigvis er én til alle. Det skræmmer mig helt åndssvagt. Tak for dit indlæg, anyway. Fra en fellow katteelsker, der bor i dit hood 🙂

  • Kære Miriam

    Jeg genlæste hele historien og kom til at tænke på om din eks mon var tjener? Det lyder det som om, på den måde du beskriver hans arbejde og arbejdstider. Jeg har selv været tjener og ser det ikke som en “karriere”. Men du skriver, at han havde travlt med sin karriere. Ser din eks og jeg blot forskelligt på ethvervet eller havde han et mål om at stige i graderne?

    • Jeg svarer ikke på deltajerede spørgsmål om Redaktøren. Han skal have lov til at have sin anonymitet. 🙂

Der er lukket for kommentarer.