Meltdown

Det kan allerbedst beskrives som et totalt meltdown. Det, jeg i forgårs oplevede, da jeg var syg på tredje dag, og verden pludselig eksploderede i hovedet på mig. Jeg så den ikke komme, og jeg var ikke forberedt. What goes up, must come down, som de siger, og jeg har da også haft en usædvanligt lang periode med glæde sivende ud af alle kroge, så måske syntes universet, det var på sin plads med lidt balance.

Det var ikke én stor ting, der startede det, men snarere en masse små, der hobede sig op. Ting, jeg på en normal dag nok ville have haft lettere ved at kapere, men man bliver en lille smule mærkelig af at være syg. Det mentale overskud ryger i bund, og man kan ikke rigtigt andet end at ynke sig selv og se dårlige amerikanske komedieserier.

Jeg manglede virkelig Frank. Min trofaste sygepasser, min evige trøst i selvmedlidenheden. Det er nu tre måneder siden, han gik ud i verden for aldrig at komme tilbage, og det er første gang, siden jeg var otte år gammel, at jeg har været så lang tid uden et kæledyr. Jeg tackler det ikke særlig godt. Det lyder helt sikkert mærkeligt i nogens ører, men for de af os, der i bund og grund bedre kan lide dyr end mennesker, er humøret uundgåeligt knyttet til vores pelsede venner. Og jeg mangler min.

Derudover blev jeg dumpet. Eller, det kan man nok ikke helt kalde det, men jeg havde skrevet i noget tid med en mand. Han var sød. Han var så sød, at jeg faktisk lukkede andre, mindre lovende samtaler ned, fordi jeg hellere ville tale med ham. Som det brændte barn, jeg nu engang er, er jeg ikke altid tryg ved at dele så meget, men han lykkedes faktisk med at få mig til at åbne lidt op. Og så vågnede jeg om morgenen og ville tjekke, om han havde svaret på min seneste besked, og i stedet havde han unmatchet mig. Og det er selvfølgelig træls, og man føler sig afvist og lidt trist, men allermest bliver jeg bare så målløs over, at man behandler andre mennesker med så lidt respekt. Hvis vi skriver sammen i længere tid, vi flirter og hygger os, vi deler ret personlige ting med hinanden, så forventer jeg som minimum, at man på en pæn og ordentlig måde gør opmærksom på, at man af den ene eller anden årsag nu vælger at afslutte samtalen. Det er så ubegribeligt dårlig stil bare at forsvinde ud i den blå luft. Midt i en samtale, uden et ord. Som om der ikke er et rigtigt menneske i den anden ende.

Små ting, der hobede sig op.

Filmen endte med at knække, da jeg skulle nå en skål oppe på en høj hylde, og min højre albue begyndte at råbe af mig, fordi jeg åbenbart har overanstrengt den. Igen. Og pludselig var det bare så hamrende absurd, at jeg endelig er kommet ind i en fremragende træningsstime, hvor jeg træner for min krops velvære og ikke dens udseende, og så saboterer den mig kraftstejlme. Min egen krop. MED ALBUER!

Så jeg satte mig ned på køkkengulvet og begyndte at græde. Fuldstændig ukontrollerbart. Alt, der bare tilnærmelsesvis kunne betragtes som frustrerende, skyllede ind over mig. Og jeg hulkede, til jeg ikke kunne få vejret, og jeg følte mig som verdens mest ensomme menneske. Jeg havde brug for at komme af med det. Normalt ville jeg skrive det ud og lade det ligge i årevis som kladde i WordPress, men jeg var så fandens svimmel i min sygdom, at det ikke var en mulighed at sætte mig til computeren. Så jeg endte med at gå på instastories og tude videre ind i min telefon. Der var ikke et egentligt formål med det. Jeg var ikke ude efter sympati eller trøst eller skulderklap. Jeg skulle bare have det ud af kroppen.

Men så var der jer. Og helt ærligt, så fortjener alle at opleve at blive oversvømmet med kærlighed, når de sidder nede i bunden af et fuldstændig uoverskueligt hul og føler sig totalt værdiløs og uelskelig og hader alle fibre i egen krop. Tak. I skulle seriøst overveje at gå pro med det shit.

Kommentarer (18)

  • Jeg så dine instastories og havde simpelt så meget lyst til at kramme dig, men jeg fik ikke engang skrevet. Så det gør jeg nu. Du slår mig som et fantastisk menneske, der på trods af modgang stadig står oprejst, langt de fleste dage. Ind imellem knækker filmen og det skal der være plads til, selvom det er skide ubehageligt når det sker. Jeg lærte først at anerkende mine negative følelser sidste år og jeg har stadig mine egne nedbrud, som stadig er sindssyg hårde når det sker, men de er kortere end før. Jeg siger ikke, at du ikke anerkender dine negative følelser og lukker det hele inde, som jeg gjorde. Jeg synes bare du skulle vide, at du ikke er alene.
    Alle de tanker du delte højt i de stories, kunne jeg genkende.

    • Kæft, hvor er du sød. Jeg tror heller ikke, man hverken kan eller skal forvente at være glad altid, men shiiiit, hvor gør det ikke nedturene lettere!

  • Åh hvor er jeg enig i det med Tinder… Jeg har prøvet det flere gange, og en af gangene var det endda med en hvor vi bl.a. havde skrevet sammen om at bagsiden af medaljen i forhold til sociale medier, dating apps osv. -er at mange glemmer almen høflighed og medmenneskelighed og bare sletter folk når de bliver trætte af dem. Han skrev faktisk selv at han synes folk var lidt for hurtige til at danne en mening og så bare forsvinde. 2 dage senere – nogle timer efter at han fra en nattevagt havde skrevet at han håbede at jeg ville sove rigtigt godt, unmatchede han mig. Det gav ingen mening – overhovedet.
    Hver gang bliver jeg så vred på vegne af samfundet. Vred over at se at det er den retning vi har bevæget os i. Jeg forstår simpelthen ikke at folk ikke kan se hvor nederen et moove det er. Det svarer jo til at stå og tale med et menneske, og så pludselig vende ryggen til og bare gå sin vej.
    Nå, men nu hvor jeg fik luft for lidt galle omkring det, så vil jeg sige en ting til dig som du sikkert godt selv ved, men som jeg alligevel bare lige vil være sikker på at du skriver dig bag øret. Man må godt få mealtdowns. Det kan faktisk være rigtig sundt. Selvfølgelig skal de ikke være der hele tiden, men de må godt komme en gang imellem, for de er en ventil der hjælper med at få frustrationerne ud af kroppen. Som sagt så ved du det garanteret godt allerede, men jeg gik bare selv i mange år og vidste det ikke. Jeg troede at det var enten/eller. Enten er du glad og velfungerende, eller også er du depressiv og unormal. Så hvis jeg havde en god periode og så pludselig ramte en dum dag, så blev jeg skræmt fra vid og sans fordi jeg troede at nu gik det galt igen – og frygten alene gjorde det jo bare værre.
    Undskyld for den alt for lange kommentar. Jeg ville vel egentlig bare sige “I hear you sister!” <3

    • Jeg synes også, det er super nederen. En ting er, hvis man har udvekslet to sætninger, men hvis man rent faktisk har haft en længere samtale? Jeg fatter det ikke.

  • Hej Miriam.

    Vi er her for dig. Dine faste læsere. Selvom jeg godt kan forstå at du føler dig ensom, så vid at vi er mange over det danske land, som holder af dig og på en virtuel måde er der.
    Husk at det nok skal blive bedre. Håber at du snart rider på en bølge af glæde igen.
    Kæmpe virtuelt kram. Du er skøn.

  • Jeg kan personligt ikke relatere til det digitale dating-miljø, jeg har aldrig brugt det, men det kan flere af mine veninder og kolleger. De historier, de fortæller mig, ligner ret meget denne du får skrevet om i dit indlæg. Det er så ucharmerende som det kan være. Det må være utroligt smertefrit og for nemt at droppe en flirt på nettet uden konsekvenser: ude af øje ude af sind. Tænk at man ikke engang skriver en pæn afskedsbesked – det fatter jeg ikke – gør man sig ingen tanker om den anden persons følelser? hvordan ville man selv havde det, hvis man var blevet udsat for det samme? Det kunne være interessant at se på, hvorfor nogen handler på den måde? sender masser af varme tanker herfra og håber du får en rigtig sød kat ind i dit liv igen 🙂

  • Miriam, kære, smukke Miriam. Du er ikke alene. Aldrig nogensinde.
    Tusinde knus fra en fellow bundskraber, der også savner sit pelsede selskab.

  • Chokolade og pizza og en god film og så i seng med dig. Ift. ghosting: de mennesker mangler så meget klasse og ikke mindst opdragelse. Hvis vedkommendes mor vidste, hvordan han opfører sig, ville hun stadig elske ham. Fordi hun skal. Eller…det har vi vedtaget, at hun skal. Men hvis hun kendte til hans opførsel, ville det slå slår i hendes stolthed over sin søn. Måske ville hun endda føle sig lidt flov. Han mangler både klasse og cojones og rygrad og styrke og personlig dybde. Fuck ham. Or rather….don’t fuck ham.

  • Den der med bare at forsvinde ud i den blå luft.. Det har jeg også prøvet. Med en mand, som jeg havde været sammen med i et halvt år..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.