Forandring fryder

Det er det, de siger. Og okay, når jeg ser på min nye header, er det svært at være uenig. Nu. For den er så fin og så utroligt meget mig, og så er der altid lidt Frank med på job. (Den er i øvrigt lavet af Betina Drews, som jeg meget gerne vil anbefale, at man tjekker ud og bruger, hvis man har brug for en illustrator/grafisk designer). Men det tog mig lang tid og meget overtalelse at acceptere, at det måske var på tide med et nyt look. Jeg sagde nok i virkeligheden mest ja, fordi min agent pressede på. Og det er jeg så glad for. Men shit. Jeg er elendig til forandring.

Jeg ved godt, jeg ikke er den eneste, der har det sådan, men har I nogensinde tænkt over, hvorfor det er, vi ikke kan lide forandring? Er det, fordi vi er lidt bange for det ukendte? Er vi magelige? Orker vi bare ikke at skulle vænne os til noget nyt? Min umiddelbare tanke er, at det for mig handler om lige dele tryghedsnarkomani og behovet for at være kontrolfreak. For hvad nu, hvis alting ændrer sig, og det nye er eksponentielt meget værre, end det er nu? Og ja, okay, det er måske en lige eksistentiel nok tanke, når det handler om en ny header, men det er ret gennemgående mine følelser omkring forandring. Det var også derfor, det tog mig en mindre uendelighed at gå solo med bloggen. For godt nok var jeg ikke glad, som tingene så ud, men jeg var også skrækslagen for, at alternativet var endnu værre. Og jeg tror tit, det er der, vi ender. Better the devil you know og alt det der. Hvis man kaster sig ud i noget nyt, har man ingen idé om, hvad der venter en, og der er få ting i verden, der kan gøre mig lige så panisk, som når jeg ikke har kontrol over en situation.

Jeg synes, det er svært. Jeg føler mig på dybt vand, når jeg ikke kan kontrollere tingene. Yderst i mine fingerspidser begynder en angstsitren, som langsomt spreder sig til resten af kroppen. Den er ikke livsfarlig, men det er ustyrligt ubehagelig. Den kommer, når bloggen og jeg er i tale til et samarbejde, jeg virkelig gerne vil have, men hvor jeg ikke ved, om vi vil kvalificere i kundens øjne. Den kommer, når jeg begynder at skrive med en sød mand, og jeg ikke aner, om han også synes, jeg er sød, og jeg derfor bliver en lille smule bekymret for at være blevet kasseret, når han ikke har skrevet i fem timer. Den kommer, når jeg er i større selskaber, hvor jeg ikke rigtigt kender nogen, og alle andre networker, mens jeg drikker min vin alt for hurtigt, fordi det er noget at tage sig til.

Kontrol. Min bedste ven og værste fjende. Jeg beundrer virkelig de der mennesker, der fx tager på backpacking i et fremmed land, hvor de ikke kender sproget eller ved, hvad de skal. Jeg føler mig modig, når bare jeg tager til en storby, hvor alle taler engelsk, og jeg både har planlagt transport og overnatning ned til mindste detalje.

Jeg tror på mange måder, lidt kontroltab er sundt ind imellem. Så jeg øver mig i det. Man bliver stærkere, modigere og stoltere af at lykkedes i noget, man var bange for. Men det gør det ikke sjovere, når man er i øjeblikket. Overhovedet ikke. Jeg skal virkelig være obs på at smække døren til min komfortzone bag mig, for ellers kravler jeg tilbage, når den første mulighed viser sig. Om det nogensinde vil ændre sig, ved jeg ikke, men jeg gør mit bedste i at udfordre mig selv lidt, når jeg tror, det ville være sundt.

Hvem er du? Kontrolfreak, adventurejunkie eller noget midt imellem?

Kommentarer (16)

    • Af alle de indlæg jeg har læst her os dig, og det er mange, har det her været det, der var allermest spot on ?
      Altså på mig, og min usikkerhed.
      Tak, tror jeg.

  • Therese Buch-Andersen

    Hej Miriam!
    Jeg lavede faktisk din gamle header i sin tid og jeg har sååå mange gange tænkt at jeg gerne ville lave den bedre. Haha! (Er også grafiker og er kun blevet bedre med tiden)
    Men jeg er virkelig fan af den nye og er glad for at hun løste opgaven så fint ?

    • Jeg knuselskede virkelig den gamle, du gjorde det så godt! Men ak, intet varer evigt, og den nye er også dødfin!

  • Ifm. nu overstået sygdom, der så dog kræver noget forebyggende behandling, læste jeg en god bog. Ikke alt var relevant. Men én sætning vandt genklang. “Kontrol er en illusion”. Som dig trives jeg bedst med en del forudsigelighed. Planlægning er min ven. Dog er jeg langsomt ved at lære at leve med, at livet er fyldt med overraskelser, både gode og mindre gode. Jeg holder fast i, at jeg har de bedste intentioner, og det hele skal nok gå. Lyder det tamt? Måske. Det virker bare for mig.

  • Kontrolfreak. Kunne jeg planlægge mit liv 20 år ud i fremtiden gjorde jeg det, det hænger måske sammen med mit lave stimulibehov og introverte sind. Jeg er heldigvis blevet bedre til at give lidt slip på tingene!

  • Jeg er en mærkelig blanding – planlægger alting meget nøje, men er utroligt omstillingsparat. Hvis noget ændrer på planerne gør det mig egentlig ikke noget. Så helt kontrolfreak er det vel ikke ?

  • Åhh… Jeg savner den gamle. Jeg har undret mig de sidste dage over hvad den nye nu skal gøre godt for…

    Altså den er fin nok og jeg skal nok læse med alligevel. Men jeg synes der var en helt særlig lyrisk kvalitet over den gamle som jeg knuselskede.

  • Jeg er mega kontrolfreak og hader forandring og uforudsigelighed/spontanitet ?
    Er heller ikke god til den her slags forandringer hos fx bloggere, men mon ikke jeg vænner mig til det ??

  • Kontrolfreak, helt klart. Jeg glemmer aldrig dengang det gik op for mig, efter at have udfyldt en masse spørgsmål ifbm. et psykisk forløb, hvorefter damen runder hele samtalen af med ‘Er der nogensinde nogen der har nævnt hvor tydeligt det er, at du trives bedst med kontrol?’. Næ, men jeg har aldrig glemt eller betvivlet det siden.

    • Jeg kæmper til det sidste for at være den eneste S, eller lever med at det virker som om vi er en meget ivrig, splittet person ?

  • 100% team Monica. Dog kun i livets store valg, alt det andet har jeg til tider nemmere ved at tage paa gefuhlen. Til tider. I try.

  • Jeg er nok lidt midt imellem.. Jeg elsker planer og at være forberedt på hvad der sker.. Men når jeg så er afsted, så elsker jeg at der sker noget uventet – f.eks. sat fare bare en lille smule vild uden gps eller opdage et eller andet, som bare skal ses og der derfor ikke er tid til alt det jeg har på min lange liste ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.