Men kan du komplimentere dig selv?

En af de ting, jeg har prioriteret i min terapi, er mit selvværd. Mit stakkels, forslåede selvværd. Når man har gået i årevis med en sygdom, der i bund og grund er en djævel på skulderen, der konstant og meget højt råber, hvor forfærdelig man er, så kommer der unægteligt et tidspunkt, hvor man begynder at tro på det. Værdiløs. Fiasko. Uelskelig. Alle former for selvkærlighed blev langsomt erstattet af had og skam, og det er noget lort, for det er netop kærlighed, der har størst chance for at bekæmpe den slags vrangforestillinger.

Når man ikke selv kan mønstre positivitet over for egen eksistens, så begynder man at søge den andre steder. Hos andre mennesker. Og det er det, der har gjort, at jeg stadig den dag i dag går faretruende meget op i, hvad folk tænker om mig. Hold kæft, hvor er jeg træt af det. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det er for nogle mennesker, og om jeg overhovedet kan lide dem, jeg får altid en massiv knude i maven, når nogen ikke bryder sig om mig. Især hvis de vælger at sige det til mig. (Her har jeg så valgt det helt rigtige job, for bloggere får heldigvis aldrig irrationelt tilsvinende beskeder fra vrede fremmede).

Se, det er jo ikke, fordi jeg ikke er objektivt klar over, at det sådan set er ligegyldigt, om der sidder en dame i Herning, der har set sig sur på mig, fordi jeg ikke vil have børn, og det selvfølgelig er et angreb på hendes moderskab. Eller om en cyklist på Østerbrogade synes, jeg er en idiot, fordi jeg brugte min ringeklokke, da jeg skulle overhale. Eller om nogen synes, jeg er håbløst naiv, når jeg giver hjemløse penge, for de bruger dem alligevel bare på stoffer. Jeg ved jo godt, at de her menneskers holdninger til mig ikke burde betyde noget. Men det er mine følelser bare ligeglade med.

I et forsøg på at bekæmpe det her drønirriterende behov for rygklap fra andre, bad min terapeut mig om at skrive nogle ting ned ved mig selv, jeg godt kan lide. Kvaliteter jeg er glad for, stolt af, som betyder noget for mig. Og jeg har sjældent kæmpet hårdere for at sætte ord på noget i mit liv. Det handler ikke om, at jeg slet ingenting kan lide ved mig selv. Heldigvis. Det er en hjerteskærende følelse at synes, man er det mest nederen menneske på jorden. Men det var fuldstændig absurd græseoverskridende at skulle rose mig selv. Jante kom ind fra højre og sparkede min røv så voldsomt, at jeg ikke engang kunne få mig selv til at skrive bittesmå ting som længden på mine øjenvipper, eller at jeg laver en virkelig habil risotto. Det er fy at komplimentere sig selv. Altså, hvor selvfedt er det lige at sætte sig ned og opremse alle de ting, der er helt fantastiske ved én? Stop dig selv, spurgt, og hvad de unge ellers siger i dag.

Det åndssvage er, at jeg jo sådan set synes, komplimenter er det fedeste i verden. Det første, der sker, når jeg rammer alkoholisk genstand nummer tre-fire stykker, er, at jeg begynder at slynge om mig med komplimenter til Gud og hver mand meget á la det der program, hvor Oprah gav hele sit publikum en ny bil. “You get a compliment and you get a compliment! Everybody gets a compliment!” Men at komplimentere mig selv? Det føltes forbudt. Og ikke på den fede måde. Så jeg kæmpede meget med at skrive noget. Og jeg da jeg endelig fik skrevet noget, havde jeg allermest lyst til at slette det igen. For det føltes på mange måder… pinligt? Jeg har brugt ti år på at studere de bedste forfattere i verden, og så vover jeg at rose mig selv for mine skriftlige evner? Min søster griner jævnligt af mine jokes, skulle det gøre mig sjov? Der bliver månedligt trukket beløb fra min konto til tre forskellige velgørende formål, som om det gør mig empatisk?

Jeg hader det her mindset. Hader det. Når venner og veninder og familiemedlemmer er nede og siger grimme ting om sig selv, er vi de første til at banke noget virkelighed ind i hovedet på dem. Hold op med at tale sådan om dig selv. Det passer jo ikke. Og så går vi rask væk hjem og gør præcis det samme selv.

Stop det pis.

Du er værdifuld, og jeg er værdifuld, og det skal vi fandme huske at sige. Både til hinanden og til os selv. Færdig.

Kommentarer (26)

  • Nu ved jeg godt det ikke er det du fisker efter, men du får altså lige en kompliment af mig, fordi jeg har tænkt at jeg skulle have skrevet det til dig, og det her er da en fin lejlighed 🙂

    Jeg synes du er en skidegod blogger. Du er den blogger jeg følger, der er absolut bedst til de sponsorerede indlæg. Du er altid så grundig, ærlig og god til at inspirere når du skriver. Når der er flere bloggere der blogger om det samme spons på cirka samme tid, så står det meget klart, at det klart er dig der leverer det bedste og mest gennemarbejdede indlæg. Du kan virkelig noget med det skrevne ord, og der er aldrig et indlæg fra dig der virker halvt færdigt. Det håber jeg også, at du selv kan se.

    Jeg kom herind engang via hemmelighederne for nogle år siden, men jeg blev hængende fordi du inspirerer mig. Personligt. På det dybere plan.
    Jeg ønsker dig alt det bedste 🙂

    • Åh, det bliver jeg virkelig glad for at læse. Jeg lægger måske af alle indlæg mest arbejde i spons, fordi jeg gerne vil have, det er så autentisk og af så høj kvalitet som muligt. Jeg er glad for, at det skinner igennem. <3

  • Av av av… Det gør lidt ondt at læse, når ordene kunne være taget ud fra min egen mund om mig selv.
    Det er utroligt, at det skal være så svært at tænke gode tanker om sig selv, når man altid kan finde på gode ting om (de fleste) andre <3

    To til dig: Dine øjenvipper er TO DIE FOR! Og du er min yndlingsblogger, som skriver allerbedst af alle, jeg har fulgt med hos.

    God aften, og jeg krydser fingre for, at vi begge (alle) finder en måde, hvorpå vi kan være bedre ved os selv på.

  • Fint budskab. Vi er sommetider dårlige til at anerkende os selv, og ofte skal der heller ikke andet end én kritisk bemærkning til, før vi tvivler på os selv. Derudover er mange ikke vant til at modtage komplimenter. For ganske nylig har jeg åbent rost nogle mennesker, hvis kompetencer jeg var afhængig af. Når jeg kaldte dem landets dygtigste og fantastiske, vidste de ikke, hvor de skulle gøre af sig selv.

  • Kære Miriam,
    Har lige læst dit indlæg to gange. Kæmper selv med meget lavt selvværd. Har ADD (ADHD uden H )., og en de ting der følger med der er et utroligt lavt selvværd. Er først blevet udredet som voksen, så jeg har haft et helt voksenliv til at “finpudse” et lavt selvværd. Så det med at sige noget positivt om mig selv er også en kæmpe udfordring. Men jeg vil prøve at skrive en liste, som du har gjort, og så tage den med til min terapeut.
    Elsker dine indlæg. Du får mig til at grine, og tænke over livet. Bliv ved , for fanden, du gør det fantastisk.

    • Gør det! Terapeuter er mirakelmagere! Vedkommende har sikkert også nogle øvelser, der ville være rigtig gode. 🙂

  • Du beskriver rigtig fint noget som jeg også har virkelig store problemer med. Tak for at sætte ord på det og det hjælper lidt at vide man ikke er den eneste der kæmper med at rose sig selv.

  • Åh hvor er din beskrivelse alt for bekendt!
    Djævlen på skulderen, den frustrerende afhængighed af andres anerkendelse – og tilsvarende frygt for misbilligelse, kampen mellem følelser og fornuft, og ikke mindst det umulige i at skulle beskrive og stå ved noget positivt om sig selv.
    Tak for at sige det højt! Tak for at være med til at bryde tabu! Tak for at minde om at vi ikke er alene ♥

  • Min måde at få et højere selvværd på var ved at begynde at smile til alle spejle, og tænke at jeg da egentlig så meget sød. Så modtager man ret mange smil I løbet af en dag! 😉
    Og ellers glæde mig over hvor mange gode minder jeg har, og skrive navnene på mennesker jeg ved holder af mig.
    Alting tager tid, men håber og tror på ,at du nok skal nå til et punkt, hvor du er tilfreds med dig selv 😊

    • Jeg er faktisk rigtig tilfreds med mig selv. Min selvtillid har det fint. Det er mit selvværd, der er problemet. 🙂

  • Så fint indlæg om en så problematisk adfærd. Altså generelt – det er sørme ikke en kritik af dig ♥️ Synes det er virkelig godt og vigtigt, at du tager hånd om det. Det kan simpelthen være så altødelæggende.

    Jeg arbejder intensivt med det i opdragelsen af mine to piger på 5 år. Reaktionen fra os voksne og bearbejdningen af den form for adfærd (når vi kan se den) bør jo være på linje med vores reaktion på, når børnene driller/slår/taler grimt/etc om ANDRE. Så herhjemme starter det nærmest en mere omfattende reaktion hos mig, når de gør det mod sig selv. Jeg tænker især, at det er vigtigt for denne generation, som vokser op med sociale medier etc og dermed med heftig mulighed for at fortabe sig i konstante sammenligninger med andres (fremstillede) liv, risikoen for unøjagtig selviscenesættelse og hermed måske følelsen af utilstrækkelighed og andre ubehageligheder.

    God søndag og god arbejdslyst, Miriam 💪🏼

  • Min veninde Ida siger nogle gange, hvis jeg taler grimt om mig selv: “Du skal tale pænt om min veninde Cecilie.” Det er et meget godt råd.
    Og hvis jeg ikke kan tale pænt om mig selv for min egen skyld, så kan jeg da i hvert fald gøre det for andres skyld (i første omgang).

  • At lave en virkelig habil risotto er ikke enlille ting 🙂 … men helt sikkert en dråbe i havet i forhold til hvor fantastisk du helt sikkert er ❤️Sikkert også i virkeligheden 😉

    Fx syntes jeg det siger vildt meget om dig, at tør dele de svære sider af dit liv. Det er der altså ikke mange der har modet til 💪🏻

  • Hold kæft hvor er det spot on. Og av i mavsen, hvor kan jeg mærke de samme følelser. TAK for at sætte ord på nogle af de største komplikationer, jeg selv bøvler med. Du er god med ord (og med så meget andet) <3

  • Åh, hvor gør det her ondt. Jeg sidder med tårer i øjnene nu fordi du IGEN har ramt lige i hjertekulen, Miriam! Du er den eneste blogger, jeg følger, så jeg kan ikke sige så meget om “Danmarks bedste blogger” eller andre ting i dén stil, men dine eftertænksomme indlæg giver mig mening og sætter ofte ord på de ting, jeg selv har tænkt over. Omend knap så velformuleret.
    Igen vil jeg sige TAK fordi du deler af dig selv, også når det er svært. Tak fordi du deler med hjertet på trods af idioterne på internettet. Du er skøn, klog og smuk, og du er ægte, hvilket nok er det bedste kompliment, jeg kan give dig.

  • Jeg har også haft arbejdet med det samme og det er gået op for mig at grunden til at jeg har så svært ved at rose mig selv er, at selvom jeg måske synes jeg er god til noget bestemt, så kan mit hoved sagtens komme med billeder af personer jeg forestiller mig vil sige ‘ hende der? Hun er da slet ikke xxx, så I ikke hvor dårligt hun håndterede den og den situation?’.

    Mega ond cirkel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.