Dyp i datingpoolen og noget om flirte-former

Som dem, der følger mig på Instagram, muligvis kan huske, så besluttede jeg mig for lidt tid siden, at det måske var på tide at dyppe tæerne i datingpoolen igen. Det er meget lang tid siden sidst, for som jeg har været inde på før, så er min mavefornemmelse uhyggeligt defekt, og det betyder, at jeg simpelthen er fuldstændig ude af stand til at vurdere, om en mand er sød eller knap så sød, før den knap så søde side har vist sig selv. Det resulterede i lidt for mange øv-oplevelser, og til sidst tog det simpelthen for meget af min daglige glæde, så jeg sagde stop og lukkede ned, og det var så befriende. Fuck, hvor har jeg nydt min pause.

Men. Nu er jeg blevet enig med mig selv om at starte lidt op igen. Eller, skæbnen har skubbet til mig i et stykke tid. Fx har jeg i min Instagram-profil stående, at jeg er “evighedssingle”, og det er skrevet lidt som den stående joke, det er, men i visse mænds øjne læses det mere som en invitation eller udfordring. Der var også det der interview i TV2 News, hvor jeg i al min nervøsitet fandt det nødvendigt at udbasunere min civilstatus til hele verden, og det faldt der også et par kontaktforsøg af på. Jeg har ikke sådan været hardcore modtagelig over for de skrivende mænd, må jeg nok erkende, men nu er jeg så nået frem til den her beslutning om, at det ville være fint at have en positiv mandeoplevelse eller to. Eller ti. Forstået på den måde, at jeg ikke går benhårdt efter at finde noget dødseriøst, men i bund og grund bare stræber efter at få arbejdet lidt på min sørgelige succesrate. Med andre (og væsentligt færre) ord: Jeg giver den mere casual datingform et skud. Hvor man drikker en kop kaffe eller et glas vin eller går i biffen eller whatnot, og så fokuserer man mere på det der med at møde et nyt menneske, end man fokuserer på, om der kunne være villa og vovhund i fremtiden.

Mine flirteevner er i mellemtiden blevet noget rustne. Hold nu kæft. Der skal lige strækkes ud først, ikke? Jeg har formået at ramme pinligt ved siden af en gang eller to. Men jeg har også konstateret, at det ud over min manglende rutine hænger sammen med min foretrukne flirte-form. For der er flere flirte-former. Åh, der er mange. Nogle mennesker foretrækker fx den der lidt klassiske model, hvor man starter i smalltalk og langsomt begynder at flette nogle komplimenter ind, indtil samtalen i bund og grund bare er skiftende verbale rygklap på en gåtur rundt om søerne efterfulgt af en middag og noget fælles nøgenhed hjemme hos den, der har den mindst irriterende roomie.

Min flirtestil er lidt mere aggressiv. Ikke forstået på den måde, at jeg sender nudes i stedet for at snakke om vejret, men jeg foretrækker den type flirten, hvor man prikker lidt til hinanden. Nogle ville måske endda kalde det gensidig småmobning. Jeg skubber lidt til ham, og han skubber lidt tilbage – alt sammen med humor som omdrejningspunkt – og så sørger man for lige at krydre med en velvalgt innuendo hist og her for at holde den seksuelle spænding kørende. Det kan være en lidt farlig måde at flirte på. Jeg foretrækker den, fordi den der ping-pong fortæller mig noget om vores fælles kommunikative evner, og fordi jeg fucking elsker ord. Og så er det sjovt!

Men. Det er kun sjovt, hvis begge parter er med på den. Det er mindre sjovt, hvis jeg render på en mand med en helt, helt anden flirtestil. For så sker der essentielt det, at jeg sender ham et af mine bedste pings og i stedet for at returnere et pong, læser han det det som noget halvfornærmende, og før jeg har set mig om, er vi ude i, hvad der bedst kan beskrives som et solidt skænderi. Over sms. Med en halvfremmed i den anden ende. Fuck, det er dumt. Første gang det skete, troede jeg, han legede med og var sarkastisk sur. Det var han ikke. Han var sur-sur. Og jeg opdagede først virkelig meget for sent, at vi ligesom spillede to vidt forskellige sportsgrene. Whoops. 😀

Den dag i dag er jeg derfor lidt mere påpasselig med, hvornår jeg finder sarkasmen frem. Jeg er flydende i sarkasme, og det er en vidunderlig kommunikationsform, men det kræver ligesom, at den anden part også spiller med. Ellers er det bare topkikset!

Hvordan flirter I?

Kommentarer (17)

  • Jeg er simpelthen fuldstændig på bar bund når det gælder at flirte. Folk omkring mig påpeger oftest, at han flirter med mig, før jeg selv opdager det. Det er faktisk lidt træls, for gad godt være flirter-typen.

  • “flydende i sarkasme” lyder i øvrigt som en god overskrift at sætte i en datingprofil tekst.

    Den er beskrivende og sjov samtidig.

    Ps. Held og lykke med at få nogle gode første møder.

  • Efter 7 år i et forhold er det noget rustent, og jeg vil ikke helt vide hvad der sker hvis jeg kommer ud på singlemarkedet igen.
    Fra singletiden husker jeg at jeg brugte meget forskellige flirtesstile, både den lidt flabede hvor man prikker til hinanden, men også den hvor det er så sødt, at hvis ikke man var lidt forelsket havde man nok kastet op.

  • Nej, hvor jeg føler den. Jeg taler også sarkasme flydende, og jeg kommer ofte til at bruge det, uden at det er hensigten. Det falder mig bare så nemt. På den anden side tænker jeg også, at vedkommende, hvis han er the one, nok godt kan holde til det. Ellers bliver det da i hvert fald ikke ham, jeg vier resten af mit liv til 😉

  • Fortsæt med sarkasmen. Humor er sexet. Mænd uden selvironi og humor er i øvrigt totalt usexede. En samtale med en sådan mand er som at rulle en kampesten op ad Mount Everest. Not hot. Så hold kursen og find én, der er kompatibel med dig på dette punkt.

  • Uh har det præcis samme måde – skal i gang igen på datingmarkedet.

    Elevatorblik – smil, vær sikker på, han har set det – og gå. Det virker 🙂

    • Det lyder gennemtænkt, men det kunne vist ikke være længere fra den måde, jeg foretrækker at flirte på! 😀

  • Efter 12 års parforhold blev jeg single i januar. Man kunne måske tro, at mine flirte-egenskaber så er rustne, men jeg er som person generelt bare meget flirtende.
    Jeg bruger nok også sarkasmen, men smider også bare om mig med jokende/flirtende blikke. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg kan være meget direkte, og mange har kommenteret på, at de finder det frækt. I stedet for hele det der kostbarhedsspil, som nogle bruger som flirteteknik.

  • Udenfor kontekst, men hvor er din læbestift på billedet fra? Det er da den ultimative “your lups But better” farve!!

    • Det er Sephoras egen liuid lipstick. Jeg kan ikke huske nummeret, men der er kun den ene lyserøde, så den burde være nem at finde. 😀

  • Åh gud hvor er det bekendt. Jeg flirter også på den måde. Helt forfærdelig svær måde at flirte på. Hvis der er ping pong kan man nemt ryge i friend zone og hvis der ikke er, er man jo bare den uden situationsfornemmelse – fordi når jeg godt kan lide en kan jeg på ingen måde stoppe mobbe-flirteriet igen. God help me

  • Flirt går fuldstændig over hovedet på mig indtil en fyr forsøger at kysse mig og jeg troede egentlig bare vi snakkede med hinanden.. er havnet i en del temmelig akavede situationer på den måde – vi havde det jo bare sjovt. Jeg ved slet ikke hvordan man flirter og hvis jeg virkelig er interesseret går jeg helt i sort og bliver stum

  • Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg faktisk jeg er ret god til at flirte, når jeg har en god dag, også selvom jeg er 70 procent introvert.. Jeg kan ret godt lide at flirte!…

    Hvis jeg har en dårlig dag, kigger jeg ned i jorden og bliver i min egen verden.
    Men hvis jeg føler mig tilpas og tryg i mig selv, kan jeg godt lide at flirte med mænd jeg kommer forbi på min vej.

    Jeg er ret god til øjenkontakt og så smiler jeg lidt legende til dem.
    Reaktionen på det er oftest at fyren enten kommer til at vælte noget eller går ind i noget af ren overraskelse/nervøsitet/chok — så det må have en god effekt 🙂 haha .. og det er den bedste følelse at få den kontakt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.