Selektiv hørelse

Min yngste nevø besidder det vildeste tilfælde af selektiv hørelse, jeg nogensinde har oplevet. Man kan bede ham om at gøre noget fem gange, hvor han troligt nikker eller svarer bekræftende, og når man så den sjette gang sætter en flig af skarphed i stemmen for at få drengen til rent faktisk at foretage sig noget nu, så kigger han op med sine store, blå øjne og siger helt oprigtigt: “Men jeg hørte det ikke, moster!”

Jeg har tænkt lidt over det med den selektive hørelse de sidste par dage. Jeg tror også, jeg har den. Men lidt på en anden måde. For når man bliver voksen, er der ikke bare tale om ‘hørt’ eller ‘ikke hørt’. Der kommer mange flere aspekter ind. Hørt er ikke nøvendigvis lig med forstået, og sagt er ikke nødvendigvis lig med ment.

Når man møder en tilfældig bekendt på gaden, og vedkommende siger: “Hey, lad os drikke en øl en dag!”, så vil man stort set altid svare, at det lyder skidehyggeligt. Også selvom det ikke gør. Det er på en eller anden måde bare lidt uhøftligt at sige: “Brian, vi arbejdede sammen seks uger i en sommerferie for ti år siden. Du drak dig skidefuld og kastede op på mine sko. Vi skal ikke drikke flere øl sammen, og det ved vi godt begge to.” Når nogen spørger, hvordan det går, så er det gængse svar oftest, at “det går fint.” (Med mindre vi taler om min terapeut, selvfølgelig, hun får det hele råt for usødet). For det er alligevel også lidt random at begynde at fortælle sin tandlæge, at man ikke rigtigt sov i nat og i øvrigt fik et angstanfald i elevatoren på vej op i klinikken. Der er en høflighedsklausul, der kræver, at vi lyver og/eller vildøver den en snert i sådanne sammenhænge. Og det er okay. Faktisk vil jeg næsten påstå, at det er en af de centrale grundsten i vores samfund.

Mit problem opstår, når vi kommet et spadestik dybere. Jeg er på nuværende tidspunkt nået til at punkt, hvor min mavefornemmelse ikke er fem potter pis værd. Jeg er simpelthen fuldstændig ude af stand til at vurdere, hvad det er for en type person, der står over for mig. Og det er noget hø. For det betyder, at jeg ikke kan vurdere, hvornår nogen er oprigtig, og hvornår de bare taler mig efter munden. Jeg læser ind i folks ord, hvad jeg har lyst til at læse. Så hvis et nyt bekendtskab fortæller mig, at hun synes, jeg er skidesød, og vi burde hænge ud, så tror jeg på hende. Indtil det viser sig, at hun bare konverserede og i virkeligheden siger mindre pæne ting bag min ryg. Hvis en mand siger, at jeg er dejlig, og vi skrives ved, så antager jeg, at vi skrives ved og bliver helt underlig indeni, når jeg i stedet bliver ghostet. Det var jo ikke, hvad der blev sagt?

Selektiv hørelse. Jeg hører ordene, men ikke deres egentlige betydning. Jeg hører det, jeg vil høre; det mest behagelige udfald. Jeg tror måske, min selektive hørelse er en forsvarsmekanisme, for det hænger tit sammen med noget afvisning. Desværre har vildøvheden lidt misforstået, hvordan tingene hænger sammen, for det bliver meget værre, hvis man krampagtigt (og alt for længe!) holder fast i, at ord vægter højere end handling. For det gør de ikke. “Men h*n sagde jo…!” Ja. Men ord er nemme. De behøver ikke være oprigtige. De behøver ikke have substans. Jeg bliver nogle gange lidt vred på ords vegne, fordi de bliver misbrugt på den måde. Ord er noget af de allerfineste vi har, vi burde værne noget mere om dem. Jeg kan godt lide ord.

Jeg kan ikke lide min selektive hørelse.

Kommentarer (11)

  • Jeg vælger nu også, at tro på, at folk mener det de siger- mine venner kalder mig: blå-øjet, på den søde måde.
    … Jeg vælger at se det som en kompliment…

  • Uh ja, jeg har det lige modsat. Jeg fornemmer nærmest alt. Jeg fornemmer andre mennesker i så høj grad, at jeg kan have svært ved at fornemme mig selv. Min problematik er at lære at sortere og fra-sortere de ting jeg ikke kan bruge til noget, samt jeg skal lære at stole på min fornemmelse, for den er oftest rigtig. Altså både at fra-sortere de ting andre mennesker mener, sender ud af følelser og lign. som jeg ikke behøver at forholde mig til eller ikke gør noget godt for mig. Tilgengæld skal jeg også stole på at min fornemmelse for det andet menneske – alt det der ikke bliver sagt, at jeg fornemmer rigtigt.

  • Det indlæg ramte noget dybt i mig. Som i et af de øjeblikke hvor der bliver skrevet eller sagt noget der er helt logisk når man hører det, men alligevel er det somom sandheden i det kommer som et lyn fra en klar himmel.
    Tak!

  • Sådan har jeg det også. Hvor er det rart at gøre jeg ikke er den eneste, for jeg er seriøst bange for hvad det er for et samfund og en kultur vi får skabt på den måde. Jeg har lært at det er fint med de der grundlæggende ting, med sin tandlæge sine kolleger etc. Men når det kommer til andre mennesker, så forstår jeg det seriøst ikke og jeg er skrupforvirret, altid.
    Som de synger i en rigtig god sang: “what ever happened to integrity?”

    • Åhhh, hvilken sang? Nu kan jeg ikke tænke på andet, og har “whatever happened to predictability” / modern family soundtracket på hovedet 😅

  • Men det bliver knageme også en sørgelig verden at leve i, hvis vi altid tager udgangspunkt i at folk ikke mener hvad de siger. Jeg kender godt det du skriver. Fuldstændig, men jeg synes det er overfladiskhed det du beskriver og ikke nødvendigvis “høflighed”.
    Jeg bliver simpelthen så ked af det når jeg oplever det, for jo du har ret i “Brian-eksemplet” men jeg synes ikke du har ret i eksempel nr.2. Hvis et nyt bekendtskab siger at du er skidesød og at I skal hænge ud sammen, så BØR du, i mine øjne, gå ud fra at vedkommende mener det ærligt, for hvorfor skulle X ellers sige det? Når X så viser sig ikke at mene det alligevel og siger grimme ting om dig bag din ryg, så er det ikke dig den er gal med. Du har ikke mistolket noget. Det er vedkommende der har en elendig og dobbeltsidet opførsel som du ikke kan stilles til ansvar for! Den slags kan man ikke forudse.
    Ellers vil ingen jo nogensinde stole på en kompliment fra en fremmed eller et nyt bekendtskab igen og det synes jeg simpelthen er så sørgeligt et scenarie.
    Jeg har også mødt min mængde haters, men jeg har efterhånden valgt at ignorere backhand-compliments. Jeg retter ryggen og smiler mit allerstørste smil, siger mit allerstørste og oprigtigste TAAAARK!! og krammer dem. (Kvæl dem i kærlighed siger jeg bare!)
    Derefter gør jeg een af to ting:
    Enten, gentager enten højt og tydeligt til alle der måtte støde til: “AI! X er simpelthen SÅ sød! Har du lige hørt hvad h*n sagde? ….indsæt “kompliment”…” og lader om jeg er det rareste og blankeste menneske de har mødt (Det fremhæver nemlig hvor usædvanligt dumme de lige har været) og jeg er sådan set ret så uskyldig i det jeg ikke hidser mig op. (Men bruger naturligvis usædvanligt store mængder Teflon hér).
    Eller… også så drejer jeg bare om på hælen og forlader stedet med det største smil.
    Begge dele virker. Det efterlader folk lydende som en guldfisk 😉
    Jeg er helt enig i at der er den der form for høflige distance i vores samfund, men for det første er det ikke alle steder det er sådan og for det andet behøver det så blive ved med at være sådan?
    Hvis du løber ind i mennesker som bliver skræmt af dit “jeg”, så er det måske ikke dig, men dem, den er gal med?!
    Det blev en lang svada…

  • Jeg elsker den måde du nogle gange opsummerer og afslutter på! Du er så fandens god til ord, selv når du kører det helt simpelt!

  • Jeg må også melde mig på holdet med den selektive hørelse. Det irriterer mig grænseløst, at folk ikke kalder en spade for en spade, for jeg bliver faktisk skuffet, når jeg ikke hører tilbage fra folk og begynder med det samme at fortolke, hvilket aldrig ender til min egen fordel.

    • Åh ja, det med at overfortolke gør jeg også. Konstant! Dag ud, dag ind, næsten alle beskeder.
      Det er sindssygt hårdt og min stakkels kæreste må udholde mange ting fra min side på den konto.

  • Er rigtig glad dette indlæg, for det passer i SÅ høj grad på mig. Har altid kæmpet med at de ord der blev sagt ikke nødvendigvis passer med personens tone/kropssprog/intention etc. Det gælder både i arbejdsrelaterede situationer eller privat. Jeg tager vitterligt tingene i den mest bogstavelige form, og er til tider virkelig naiv. Bagsiden er at nu bliver jeg småparanoid, og efterhånden lidt små kynisk. :-/

  • Jeg forstår dit budskab. Det er faktisk rigtig smukt.
    Du værner om ordene, Miriam – og du gør det edderdælme godt. Bliv ved med det. Bliv ved med at værne.
    Tak! Oprigtigt, tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.