Ikke endnu

Jeg havde faktisk alle planer om at genopstarte Bridget i dag. I løbet af ugen har jeg skrevet de vanligt kiksede ting, jeg gør, ned, for det er jo ikke, fordi jeg er blevet tjekket, bare fordi jeg ikke har dokumenteret mine pinlige øjeblikke. Det er i dag en måned siden, Frank blev fundet, og Bridget har holdt pause lige siden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved at skrive de indlæg, for det er jo ikke, fordi hele bloggen har været tvunget i sørgedragt, men lige der er der en eller anden følelsesmæssig barriere. Måske fordi Frank var så stor en del af min personlighed, eller fordi han stort set altid var med i et punkt eller to. Eller fordi Bridget er et fast, sjovt indslag, og fast sjovhed bare har føltes forkert.

De seneste dage har imidlertid været okay, og jeg havde derfor besluttet mig for, at det var i dag, Bridget skulle vende tilbage. Jeg savner hende lidt. Men i går var jeg ude hele dagen. Det var så god en dag, hvor Tina havde samlet en hel flok bloggere og arrangeret et massivt surpriseprogram for os. Det er længe siden, jeg har haft så god en dag, og da jeg kom hjem omkring klokken et om natten, var jeg også et lille hak over “selskabeligt beruset”. Og fordi jeg var det, glemte jeg. Da jeg trådte ind i min lejlighed, kiggede jeg mig om efter Frank og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke gik mig miavende i møde, som han altid gør. Og så huskede jeg. Og såret sprang op igen.

Da jeg vågnede i dag, var jeg stadig trist. Det er søndag, den ultimative sofadag, og jeg mangler min pelsede livsledsager. Da nyheden om Kim Larsen ramte, satte jeg “Papirklip” på, og den har spillet lige siden. Livet er langt, lykken er kort, og i dag er en trist dag. Der bliver ingen Bridget. Ikke endnu. Måske næste søndag.

Kommentarer (8)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.