Farvel

Det var en hund, der fandt ham. Han havde ligget noget tid, så den fik færten og snusede sig frem til den lille høj, hvor Frank havde lagt sig for at tilbringe sine sidste øjeblikke. I virkeligheden var det utroligt fint. Han lå bare i en af sine sædvanlige sovestillinger, og der var faldet lidt løv ned på ham, men ellers var han i ganske hel tilstand. Hundens ejer ringede derefter til mig og fortalte, at han havde fundet min kat. Jeg tænker en del på den samtale og på den stakkels mand, der må have hørt lettelsen og glæden i min stemme kun for at være nødt til at fortælle mig, at Frank ikke længere var i live. Jeg prøvede at holde mine følelser i skak, mens vi aftalte, hvornår og hvordan vi kunne arrangere at få ham afhentet, men det lykkedes mig ikke så godt.

Efterfølgende kørte min far forbi og hentede ham hjem til Århus, til mit barndomshjem, hvor mine forældre atter er flyttet ind. Dagen efter tog jeg bussen til Jylland for at sige farvel. Min far blev ved med at sige, at vi måtte give Frank tilbage til jorden, og jeg blev hidsig indeni og tænkte, at Frank ikke er jordens. Frank er min.

Men så så jeg ham. Og han var ikke længere min Frank. Det var så tydeligt, at livet havde forladt ham. Hans kinder var ikke længere tykke og bamsede, hans ører stod ikke nysgerrigt op. Han havde ligget længe, før han blev fundet, så han lugtede, og bittesmå orm var begyndt at gøre deres indtog i hans krop. Frank var jordens nu. Jeg tog et blækprint af hans pote og pakkede ham ind i et tæppe, og så lagde jeg ham ned i graven.

Det var lettere at give slip, da jeg endegyldigt måtte acceptere, at Frank ikke længere var. Vi begravede ham ved samme æbletræ, jeg er vokset op under, og jeg takkede ham i mit stille sind for, at han i det mindste havde en eller anden form for timing, idét han valgt at dø under mine forældres flytning og ikke tidligere. Nu kan jeg besøge ham, hver gang jeg er i Århus. Vi græd allesammen. Min far, min mor og mig. Og så drak vi gravøl. Eller, min far drak gravøl, jeg drak grav-Pepsi Max, og min mor drak grav-grape light.

Jeg tog hjem samme dag, for jeg er ikke god til at dele sorg og vil helst være alene. Det er svært. Her er stille uden Frank. Alt for tomt. Ensomt. Når jeg hører en lyd, er der konsekvent et splitsekund, hvor jeg tænker, at det er ham, der rumsterer. Jeg kan ikke få mig selv til at støvsuge sofaen eller fjerne hans madskål. Frank var min familie. Min evige støtte. Mit kronisk skrantende helbred, både psykisk og fysisk, gør, at jeg langt fra er i stand til at forlade min lejlighed eller se mennesker hver dag. Og det kan være svært at acceptere. Men der var altid Frank. Når alt andet var fucked, var der altid Frank. Nu er der tomhed.

Det er væltet ind med kondolencer. Og her vil jeg lige notere to ting. 1: “Det var da godt, du fik vished” kræver lidt timing. For ja, det er jeg også glad for. Nu. Men de første par døgn kunne jeg ikke bruge visheden til en fucking skid. Vi havde jo i bogstaveligste forstand gang i en Schrödingers kat, og visheden bekræftede kun det værst mulige udfald. Så jeg fandt ingen trøst i den, før chokket havde lagt sig. Visheden var den, der tog håbet fra mig. 2: “Hvornår skal du så have en ny?” er et temmelig ufølsomt spørgsmål. Jeg vil gerne svare på, om jeg skal have kat igen, og det regner jeg bestemt med, men selve ordlyden i spørgsmålet, som det er formuleret der, det jokker på noget i min sorg, jeg ikke kan bære.

Men for alle kondolencer skylder jeg tak. For alle hjerter og tanker og ønsker om at mobilepaye mig, så jeg kan betale min husleje, mens jeg sørger. Tak til alle dem, der hjalp, mens han var væk. For delinger af efterlysningen, gåture i Ålum, tilbud om lån af bil, tilbud om at bidrage til en dusør, aftenbønner og positiv energi. Det har været meget overvældende. Jeg har mærket det hele, og jeg har aldrig følt mig så elsket.

Efter en del dage i fosterstilling er jeg så småt klar til at rejse mig op. Det er selvfølgelig lidt op og ned med sorg, så måske rammer jeg ikke 100% igen med det samme, men jeg savner at blogge, og det er godt med lidt distraktion, så nu gør jeg et forsøg på at tage et par baby steps. Tak for tålmodigheden. <3

Kommentarer (51)

  • Hvor er det fint skrevet.
    Katte kan noget sætligt. For det meste gør de deres egen ting, men når man er nede, kommer de og ligger med en. Og gerne på en, og det kan nu noget.

  • Hvor er det smukt skrevet❤️
    Sorgen er led, den kommer og går, stikker sit lede ansigt frem bedst som man tror man har et okay øjeblik.
    Jeg vil ikke belemre dig med hvordan min sommer med dyr er gået. Blot skrive at jeg føler din smerte, kender den og anerkender den! Dyr er familie!
    Knus og kram herfra.

  • Frank💚
    Jeg er ked af det på dine vegne. Har selv en hund og tanken om den dag han ikke er her længere, får mig til at græde.
    Tak fordi du tør sætte ord på hvad et kæledyr kan betyde. Jeg synes det er modigt og flot.
    I var et dejligt team og jeg kan godt forstå du har brug for at sørge. Jeg skal nok væbne mig med tålmodighed og når du er klar igen, vil jeg stadigvæk være en trofast læser.

  • Tårerne strømmer ned af mine kinder. Hvor er det smukt skrevet! Er så glad for at du fandt Frank og gav ham en god begravelse.
    Æret være Frank, der er ingen som ham <3

  • Åh, det gør mig så ondt – og det er et meget rørende indlæg!
    Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det er så smukt, at han selv har valgt sin død!

    Jeg bestemte for min kat, og det var så uendelig hårdt, selv om det var rigtigt.

    Jeg har netop i dag fået hende tatoveret på anklen. Der sidder hun fint, og vil for altid være med mig!

  • Det er så rammende og rørende skrevet at jeg sidder her og tuder. Hvor er det uretfærdigt. Men hvor er det nogle smukke ord, Miriam.❤️ Frank var uden tvivl noget helt specielt. Kram!

  • Åh Miriam.. jeg har aldrig kommenteret på din blog før (men fuldt med en del år) men dette indlæg ramte mig virkelig. Jeg er så ked af det på dine vegne og jeg bliver så rørt af at læse det du skriver.. jeg er selv vokset op i et hjem hvor der altid har været dyr af den ene eller anden slags. Jeg kan sagtens sætte mig ind i sorgen over at miste et dyr – som jo egentlig er blevet et familiemedlem (selvom jeg selvfølgelig ikke ved præcis hvad du går igennem, da alle er forskellige). Jeg har nu, efter at have flyttet hjemmefra, selv fået mit helt eget kæledyr, også en kat, som min mor fandt på gaden. Jeg håber du en dag kan tænkte tilbage på alle dine dejlige minder med Frank uden at blive overvældet af sorg. Mange virtuelle kram og tanker herfra.

  • Åhhhh….Min lille Winston ligger som Frank under et æbletræ..Mistede ham til sygdommen FIP ( en rigtig lorte sygdom ) Og jeg har ingen børn, så mine katte ( har 4 nu ) er mine guldklumper og de forstår mig altid..sådan da 😉
    Men så fint indlæg og det var “bare” det jeg vil skrive 😉

  • Jeg har savnet dine ord på bloggen, både fordi du er min yndlingsblogger, men også fordi jeg har været bekymret for dig. Bekymret på en måde, som man kan være for et menneske, som man ikke kender, men som man respekterer og ønsker det bedste for. Sorg er individuel og kan ikke puttes i en formel, der fortæller, hvor længe den varer eller hvor meget den må fylde. Sorg kommer af at elske og at have mistet. Om man mister sit kæledyr eller sin bedstemor er ikke afgørende – derfor håber jeg heller ikke, at du skal høre “jamen, det er jo bare en kat” og “jamen han var jo gammel”. Ja, han var en kat og ja, han var gammel, men han var Frank. Din Frank. Så er det ligegyldigt, om han var menneske eller dyr, for for dig var han Frank. Han var et røvhul, han var egenrådig, han brægede som et får i stedet for at miawe yndigt, men mest af alt var han dejlig og vigtigst af alt var han din – og du lod ham også blive lidt vores. Tak for det og tak for historierne. Må din sorg blive forløst med tiden og erstattet af et savn i stedet. Sov godt Frank.

  • Tusind tak fordi du vel dele ♡ Vildt rørende at læse fordi du beskriver det så godt og levende de følelser og tanker du har.
    Tak for dig Miriam

  • Åh Miriam, jeg kondulere.

    Mistede selv min hund i maj og den sorg det fører med er virkelig på niveau med at miste et nært familiemedlem..
    jeg græder stadigvæk over savnet. Jeg græder også nu, når jeg læser dit indlæg.
    Man kan ikke sige noget der hjælper, og dem alligevel prøver, gør det kun i den bedste tro❤️ Tak for dit indlæg og ærlighed.

  • Super dejligt skrevet . Jeg kondelerer mange gange. Jeg kan ikke sætte mig ind hvor hårdt det må være lige nu. En virtuel krammer på her være på sin plads ❤

  • Det her rør mig dybt, mine kinder af fyld af tårer der har trillet ned af mine Kinder!
    Jeg sender et kæmpe hjertevarme virtuel kram fra Odense og direkte mod dig

  • Virkelig godt skrevet! Og du blir nødt til at forsætte med at blogge, for du gør det ret godt (sagde den beskedne sønderjyde). Det du skriver rammer.
    Jeg er langt fra fan af katte, men jeg er blevet fan af Frank pga. dig! Så tag lige og fortsæt. For Frank, Frank-fans og alle de andre som glædeligt læser og følger 💪🏻🤗

  • Det gør mig så ondt at du har mistet Frank. Du har min dybeste medfølelse. Jeg har en Henrik i mit liv, som fylder på samme måde som jeg kan forestille mig Frank gjorde for dig.

  • Sender kærlige tanker og god karma din vej. Frank var noget helt særligt og en vidunderlig kat. Du var den bedste ejer for ham. Mange knus herfra. <3

  • Jeg er så ked af det på dine vegne og bekymret for hvordan du har det. Jeg tænker meget på dig og håber du snart igen vil finde fodfæste i livet❤️

  • Jeg er så ked af det på dine vegne. Tak fordi du deler dine tanker med os – også selvom du skrev så medrivende at jeg nu sidder på arbejde og tuder. Men du er det værd, og jeg sender dig et ton gode tanker og ønsker.

  • Kære Miriam. Det gør mig så ondt at høre. Jeg havde krydset fingre for, at Frank bare var på eventyr og at han ville dukke op. Folks kommentarer om vished og anskaffelse af en ny, kommer fra en god mening men er bare ikke det, man har overskud til at høre. Jeg tænker på dig <3

  • Av, klump i halsen midt i arbejdstiden (MÅTTE lige læse dit indlæg). Kæmpe krammer til dig og ae ae på kind. Acceptér du bare din sorg, som helt forståeligt er stor – og tag den tid, det tager at komme på benene igen. Livet er en bitch på det punkt. Men Frank passer garanteret på dig fra sin missesky i himlen <3

  • Åh…. fik en klump i halsen og tårnene pressede sig på da jeg læste dit indlæg. Måtte lige kigge op fra skrivebordet (sidder på arbejde, hmm hmm) for at tjekke om nogen opdagede at jeg blev helt rørt.

    Jeg elsker katte, er vokset op med dem og de kan noget magisk. Men jeg vænner mig aldrig til at de går hjemmefra for at dø 😢 Det er så svært og ville ønske de bare blev i trygge rammer. Men ak, naturen kan vi jo ikke ændre på.

    Frank må nu bæres i dit hjerte, imens du heler.

  • Åh Miriam. Det er hårdt at være en del af en elsket bedste ven, selvom det kun er igennem cyberspace.
    Jeg mistede min bedste pelsven igennem 7 år i september 2017, og jeg kan stadig græde over tabet af hende. Selvom hun for mange “bare” var en kanin, havde jeg holdt hende i mine hænder fra det øjeblik hun blev født, til hun døde i mine arme. Det gør ondt at tænke på, og jeg ville ønske, at vi havde sagt farvel på en anden, og mere værdig måde. Men når det så er sagt, findes det rette tidspunkt aldrig rigtig helt, til at sige farvel. Man er aldrig klar, uanset om det er i forbindelse med sygdom og mange dyrlægebesøg, eller fordi ens bedste ven har været forsvundet. For hvad nu hvis? Det er en skrækkelig tanke, for den fylder en med skyldfølelse og ondt i maven. Min Ea havde sin egen Facebookside med knap 1000 følgere, hvilket lyder totalt gak, men en ting er følgere i gode tider, men at skulle rumme deres sorg samtidig med min egen, det var meget svært. Og det samme gælder desuden om spørgsmålet om, hvornår man skal have en ny. Der findes kun én Frank, og han kan aldrig erstattes. Men måske engang, når smerten ligger lidt længere væk, bliver der plads til små nye poter i dit liv. Ligesom der nu er i mit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.