Hjertesorg, del 2

Ironien er ikke tabt på mig. At jeg skrev et indlæg om, at jeg havde det svært og tog til Jylland for at komme lidt væk og få ro på. Og endte med at komme hjem igen i meget værre tilstand. Jeg ved ikke, hvad karma har gang i, men jeg synes, det er træls.

Det er mærkeligt at være tilbage i København. Jeg gav mit sidste indlæg om Frank overskriften “Hjertesorg”, og det er underligt passende, for det føles unægteligt lidt som at blive dumpet. Det der med at alle ting minder om ham. Der er stadig stædige kattehår i sofaen, og hans madskål står urørt hen. Jeg lukker ikke døren til badeværelset helt, for normalt står der så en kat på den anden side og kradser for at komme ind. Når jeg går i seng, venter jeg ubevidst på lyden af spinden i mit øre, for Frank hopper altid op og sætter sig ved siden af mit hoved, når jeg skal falde i søvn. Jeg tager konstant mig selv i at kigge efter ham, i at gå hen til sofaen for at klø ham bag øret. Vanen sidder i mig, og det er en mavepumper, når jeg kommer i tanke om, at han ikke er der. Min Frank.

Det er hårdt at sidde i den anden ende af landet og ikke kunne gøre noget. Omvendt er min krop taknemmelig for netop det faktum. I Ålum havde jeg konstant en følelse af at skulle gøre mere for at finde ham. Jeg fik gjort de 10.000 skridt om dagen til skamme, mine ben ligner en krigszone efter myg og tjørnekrat og brændenælder. Jeg sov ikke rigtigt. Nu har jeg vendt på en tallerken og kopieret Carries Mexi-koma. Jeg sover hele natten og det meste af dagen, godt hjulpet af sovemedicin og en viden om, at søvnen er mere behagelig end alternativet.

Egentlig har jeg en god mavefornemmelse. En tro på, at vi nok skal finde ham – og det er slet ikke dårligt for en inkarneret pessimist. Jeg tager mig selv om at blive hidsig, når folk siger, at han jo kan være blevet kørt ned, er gået ud for at dø, at der er en reel mulighed for, at jeg aldrig ser ham igen. At jeg burde overveje at få en ny kat. Næh! Det er ikke, fordi jeg ikke er bevidst om, at det kan være konsekvensen, der er vi bare slet ikke endnu. Der er kun gået 10 dage. Jeg har alt håb i verden. Han stak af fra sine tidligere ejere i otte måneder. Måneder. Ork. Jeg skal bare finde en måde at kunne være i uvisheden. Rumme den.

Værst af alt er savnet. Hold kæft, jeg savner ham.

Kommentarer (32)

  • Jeg har heppet hele vejen paa at du skulle finde Frank. En lille del af mig sagde til mig selv “i det mindste faar hun vished hvis det er ham” da du skulle ud og kigge efter den dode kat. Jeg var glad da det ikke var ham og haaber stadig af hele mit hjerte at han dukker op og vil hjem. Jeg har nemlig ogsaa en sjaeleven, et hundebarn, en daimon (hvis man er typen der har laest Det Gyldne Kompas). Jeg har ikke mange andre i verden og bare tanken om at miste hende til noget uvist gor mig saa ked af det. Hold haabet i live Miriam! Vores gamle kat, da jeg var barn, tilbragte sine sidste par somre paa springtur og vendte hjem naar vi havde mistet haabet helt. Det er ikke bare en kat. Det er ikke “bare” et dyr. Det er ren kaerlighed.

  • Kære Miriam, jeg håber, at den gamle, skøre og vidunderlige kat ved navn Frank dukker op.. Jeg ville gerne svinge en tryllestav, og vups.. men den har jeg ikke.
    Selvom jeg ikke har haft kat i ti år, står alle mine døre stadig på katteklem. Og nej jeg skal ikke have kat, jeg er flyttet, og min nuværende bolig er ikke katteegnet, men døre står på katteklem.
    Jeg føler med dig. Og håber på den bedste afklaring på …….

  • Jeg tror bare at Frank er gået på eventyr.
    At hans eventyr så er pænt træls for dig er han ikke bevidst om. ?
    Han kommer tilbage når han er træt af at sove ude ?

  • Jeg sender al håb og gode tanker din vej, søde Miriam <3
    Jeg er glad for at du ikke har opgivet håbet.

  • Jeg drømte i nat, at jeg fandt Frank (under et skrivebord på en kontorstol). Det er ikke til megen hjælp, men jeg vælger alligevel at tolke det som et positivt tegn. Mit kattehjerte kan i hvert fald ikke bære, hvis Frank ikke dukker frem igen. Kærlige tanker din vej ?

  • Ved ikke om den slags historier hjælper, men vi havde en stor, sød hankat der blev træt af de 15 (!!!!) killinger der på daværende tidspunkt huserede hos mine forældre. Så han skred.

    Vi troede ærligt at han var død, for der er en motorvej i katteafstand fra hvor de bor, og folk kørte i øvrigt som om deres fod permanent lavede spasmer på speederen. Ikke det bedste for små kattedyr. Men en dag flere år efter, stod der en kat og brægede foran vores dør. Da vi altid har haft chippet og givet øremærke, fik vi hurtigt konstateret at krigeren var vendt hjem.

    Han opførte sig som om det havde været 2 sekunder, han havde været væk. Gik direkte ud til maden, lagde sig i samme lænestol som han plejede og var i det hele taget utrolig uberørt af situationen. Han døde af alderdom som husets herre – en meget gammel kat. Uden nogensinde at gå fra os igen.

    Håber at Frank også kommer tilbage og indtager sin retmæssige plads ❤️

  • Jeg håber clairvoyanten kan gøre noget. Vi sætter vores lid til hende og det kunne fandme være sejt hvis hun kunne sige at han er lige dér i den der havestue..

  • Årh alle krammene til dig Miriam!! <3
    Jeg håber så inderligt der er nogen som finder ham, så du kan få din Frank igen!

  • 10 dage er ikke lang tid… vejret er lunt og hvis han napper lidt mad hos naboen med madskoler udenfor. Når det bliver køligere kan det være han besinder sig og kommer tilbage. Heldigvis er han da chippet! Jeg krydser alt hvad krydses kan og er sikker på han kommer tilbage… ❤️

  • Jeg har tænkt så meget på dig og Frank, siden han forsvandt. Jeg håber sådan, du finder ham. Det må godt nok ikke være nemt at være tilbage i København, men jeg er optimist ligesom du, og han skal nok dukke op!

  • Min mor brugte for mange år siden en clairvoyant, da hendes kat forsvandt fra deres sommerhus! Hun fik at vide, at han desværre lå død i et kaninhul, som han var kravlet i… MEN, han dukkede op i et nærliggende skur et par dage senere og levede videre adskillige gode år!! 🙂
    Så 1) Jeg giver ikke en fis for clairvoyance. 2) Mist ikke håbet!

  • Måske ved du det allerede, men der findes åbenbart flere katteregistre og som katteejer er man vist ikke nødvendigvis registreret alle steder. Jeg tager muligvis fejl af katteregister detaljerne her… men jeg kender en kat der blev fundet, hvor chippen ikke var registreret det ‘normale’ sted, og finderen troede derfor ikke at der var en ejer. Den blev så tjekket i et andet register hvor ejeren var registreret, så det endte lykkeligt.
    Nå men pointen var at du måske ikke står korrekt registreret. Beklager hvis du allerede har helt tjek på ovenstående…
    Krydser fingre for at Frank vender hjem igen snart!

    • Der findes to officielle katteregistre herhjemme, det ene er ikke mere korrekt end det andet, men alle de officielle instanser ved heldigvis godt, at man skal tjekke begge steder, så det satser jeg bestemt på, at de gør. 🙂

      • Kender du fremlysningssiden hos Dyrenes Beskyttelse? Mange kontakter den lokale dyrlæge eller Dyrenes Beskyttelse i første omgang, så hvis ikke du har snakket dem, kunne det være en idé. Det har du sikkert, men ja, som kattemor skærer det i hjertet at læse om Frank’o’missing.

        Hilsen Kamilla

      • Du har muligvis tjek på det, men det er altid godt at dobbelttjekke at de har dit nummer. Det sker alt for tit at ejer ikke har givet nye kontaktoplysninger til registreret og katten derfor aldrig kommer hjem.
        Tjek også selv jævnligt diverse fremlysningssteder.
        Og så er det desværre ikke lovkrav at kommunen skal tjekke chip / øremærke når de finder påkørte katte. Så kontakt kommunen og hør hvem der fjerner døde dyr hos dem, og så er det bare om at ringe jævnligt og spørge hvad de har i fryseren… sorry men hellere få svar end vente forgæves

        Jeg krydser fingre for at Frank dukker op igen

        • Mine oplysninger er opdaterede, og jeg er tjekker alt fremlysning, jeg kender til dagligt. Det er Falck, der står for opsamling af katte i området, og de kontakter ejere af mærkede dyr. Vi har haft fat i dem.

  • Det er så underligt… men, jeg vågnede grædende op i morges, fordi jeg havde drømt vi havde fundet Frank – og jeg var så glad. Men så græd jeg for alvor, da jeg fandt ud af det var en drøm. Håber sådan han kommer tilbage ❤️??

  • Den der mavefornemmelse af at han har det fint og vender tilbage, den skal man ikke kimse af. Den er som oftest rigtig. Jeg håber bare, det ikke tager for langt tid, før han beslutter sig fot at vende hjem 🙂

  • Sender en masse kærlige og håbefulde tanker din vej ❤️
    Det må være så frygteligt, det du oplever!
    Jeg har selv oplevet, at min barndomskat forsvandt og var pist væk. Vi troede han var væk for altid. 4-5 måneder efter blev vi ringet op af et dyreinternat, hvor en skøn sjæl havde afleveret ham. Jeg håber så meget, at du får din Frank igen ❤️

  • Miriam! Du er Awesome! Du er så ærlig og det skinner igennem dine skriv som er af mega høj kvalitet! Men det her indlæg altså! Shit hvor slog det pusten ud af mig! SÅ følsomt ærligt og fyldt med rå kærlighed til din Frank ❤ Du skal ikke undskylde for at Frank tager al sendefladen. Han er din makker og vi har fået lov til at få et lille indblik i dit liv og din hverdag gennem din blog! Lige nu er det selvfølgelig Franks manglende tilstedeværelse der tager pladsen og sådan skal det være! Jeg elsker at du ikke forsøger at være noget du ikke er og skriver halv tomme indlæg fordi dit hjerte og sind er fyldt ud med lægnsel til din bedste ven. Tak for dig,Frank og alt det der imellem.. Mental kram her fra

  • Frank skal selvfølgelig nok komme tilbage. Hvad er det for nogle folk som siger “Det er bare en kat” “Du bør få dig en ny kat” da jeg var teenagere havde vi en kat som var væk i et par måneder og jeg kan huske hvor ulykkelig min søster var, men hun opgav aldrig håbet, og en dag stod han der lige pludselig igen, ligesom om han slet ikke havde været væk. Det samme er jeg sikker på at Frank gør ❤

  • Du har sikkert forsøgt eller overvejet dette – men var det mig, ville jeg hellere have et råd en gang for meget end en gang for lidt. Hvis man har en omstrejfende vildkat, kan man få nogle “kattefælder” (fra dyrenes beskyttelse, vist, eller dyreværnet?), og så ringe til dem, så de kan hente den, når der er en kat i fælden. Måske kunne man få lov at sætte en fælde op i Ålum omkring huset? Det ville selvfølgelig kræve, at nogen i området ville tjekke den jævnligt…

    • Vi har overvejet det, men naboen har nogle halvtamme katte, de fodrer, som ikke er menneskevante, og vi ville stensikkert fange en af dem i stedet, og det vil jeg ikke byde dem. :-/

Der er lukket for kommentarer.