Jeg er jo Bridget Jones #346

1. De af jer, der bemærker den slags, må undskylde ustabiliteten herinde, men Frank er forsvundet på femtedagen, og jeg er (næppe til nogens overraskelse) ikke typen, der tager forsvundne kæledyr let.

2. Jeg er sikker på, at Frank bare har sig en fest et sted i nabolaget, men vi skulle faktisk have været hjemme (altså i København) i går, så det er en kende upraktisk. Og det er begyndt at svie under mine øjne, når jeg græder pga mængden af salt i tårer.

3. Mine forældre flytter i øvrigt også fra det her hus på fredag, så det er faktisk mere end en kende upraktisk.

4. Dagen før Frank gik på eventyr, fandt min mor en lille sort klump i vindueskarmen og nærstuderede den et stykke tid, før hun nysgerrigt spurgte mig, hvad det mon var. Det var en (stenhård) kattelort. Den må på en eller anden måde være blevet fragtet med Frank fra kattebakken op til vinduet, og det er lang tid siden, jeg har grinet så meget.

5. Jeg ejer sindssygt mange elendige solbriller, og jeg har aldrig nogensinde været i nærheden af at ødelægge et par. I tirsdags gik mine Céline, mine suverænt dyrestesolbrller nogensinde, i stykker, mens jeg havde dem på hovedet. WTF?!

6. Jeg skylder et indlæg om min tur til Flensburg, men jeg vil indtil videre nøjes med at sige, at deres T.K. Maxx er temmelig skuffende. Altså, makeup-afdelingen var vitterligt fedtet ind i åbne og tidligere åbnede produkter, og udvalget af tøj var ikke prangende. Jeg vil selvfølgelig til hver en tid besøge den på kommende besøg til Flensburg alligevel, for det er trods alt en T.K. Maxx, men den lever altså ikke op til sin søsterbutik i Berlin og da slet ikke til sine amerikanske kusiner.

7. Jeg mødte en hundehvalp. Og hold nu kæft, den var sød. Den var så sød, at det først var da jeg havde putte-nuttet den i faretruende lang tid, at jeg så op og noterede mig, at dens ejer var mindst lige så sød.

8. I lørdags var jeg til vaskeægte Randers-fødselsdag, og vi gav den fuld skrue med Margrethe-skål og bowle og hele baduljen. Vi rundede af med en tur i Randers-ugen (det være sig Randers’ festuge), hvor jeg endte med at sidde klokken 4.30 uden foran det, der engang var Crazy Daisy og spørge alle de 19-årige, hvor gamle de troede, jeg var. (Snittet var 26, men jeg tror, de var søde og løj).

9. Dagen efter stod den så på børnefødselsdag i Køge, og det er dælme stramt, når man har fået 4 timers søvn og har bragende hovedpine!

10. På vej hjem fra Køge punkterede bilen lige uden for Sorø, og mine forældre og jeg har derfor været tvunget til at tilbringe natten på et hotel i Ringsted (thanks for nothing, Falck!) og kom først tilbage klokken 15 i eftermiddag… Og NU må tingene godt begynde at gå lidt mere min vej, tak! 😀

Kommentarer (14)

  • Vil du høre en historie om forsvundne katte, der ender godt? Ellers hopper du bare over, det er forståeligt ikke at kunne klare flere tårer :). Min meget åndssvage indekat forsvandt sidste måned og alle historier jeg kunne finde om forsvunde katte handlede om udekatte, der rent faktisk kunne klare sig selv. Den type er min kat ikke…… Han er hovedsageligt inde, har lige fået lov til at komme lidt i haven fordi vi har fået egen have. Han er 7 år gammel, orientaler, har aldrig kunnet jage (til gengæld leger han gerne apport), elsker at blive nusset på maven og så er han mildest talt dum som en dør. Kærlig, men snotdum. Han var væk en uge, jeg havde opgivet alt håb og så kom han alligevel hjem. Jeg håber det samme sker for din Frank!

  • Nooo Frank. Kom hjem ❤️ jeg er på ingen måde kattemenneske, men Frank er jo FRANK!
    Det er tæt på jeg tuder med. Hvis jeg ikke boede ved KBH kom jeg gerne og ledte og raslede med kattemad den halve nat. Nogen må da gøre noget, får man lyst til at råbe helt her ovrefra. Kæmpe kram og jeg håber han kommer lige om lidt 🐕

  • Falck er nogle røvhuller. I forrige uge var en hest fra en nærliggende gård ved at drukne i en mose. Falck ville ikke hjælpe, før der var tegnet abonnement. Fire timer efter abonnementtegningen var hesten heldigvis reddet op, men Falck var stadig ikke dukket op. Abonnementet blev hurtigt opsagt igen!

  • Stop med at feste med de unge damer og kom hjem, Frank ❤
    Miriam, vil du ikke godt skrive her, så snart han er kommet hjem og du har krammet ham? Jeg tror vi er mange der tjekker for updates MANGE gange i løbet af døgnet.

  • Jeg har helt ondt i maven over forsvundne Frank! Jeg kan fandeme godt forstå, du tuder hele tiden, det gjorde jeg også, da min (ekstremt-high-maintenance-og-derfor-sjældent-ude-ret-længe-af-gangen) kat forsvandt i 10 dage. Det viste sig at naboen havde lukket hende inde i et skur ved en fejltagelse, så jeg fik hende igen – dog i en noget udsultet og småbetuttet udgave. Jeg håber, han dukker op snart, og sender dig masser af kærlighed og gode tanker <3

  • Jeg hepper også på snarlig genforening med Frank! Alt kærlighed til dig og god karma. Min egen røde hankat forsvandt også i en periode da jeg var barn og jeg var ulykkelig.. Det endte med at jeg drømte drømme om at han kom spankulerende tilbage, lugtede af våd kat og miavede surt fordi der ikke var mad i hans skål. Heldigvis kom han tilbage og det viste sig, at han havde hygget sig i flere forskellige huse rundt omkring i kvarteret, havde gjort 1-2 hunkatte gravide og bare fyret den af. Katte er røvhuller en gang i mellem når de gør os så kede af det, men jeg håber virkelig Frank er på vej hjem til dig! 🙂

  • Når du finder ham så skal du passe på med at give ham for meget mad til at starte med. Var igennem det samme med to (!!) katte i foråret pga flytning og det er vigtigt at lever mv vender sig til mad igen. Masser af væske, bland lidt vådfodder i og så stille og roligt op i mængde. Håber snart du får ham tilbage!!

  • Birgitte vadsholt

    hvis du har noget kattegrus han har tisset på, så smid det udenfor, så kan han lugte sig frem, hvis han er faret vildt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.