Sandsynligvis mit mest nichede indlæg nogensinde

Tro det eller lad være, men der har faktisk været indtil flere opfordringer på det her indlæg. Fordi I er nørder. Og nysgerrige. Og glade for litteratur. Tre rigtig gode egenskaber. Så i dagens indlæg vil jeg give jer et lille indblik i noget af det, jeg gik og nørklede med i mine år på uni. Jeg læste som bekendt engelsk med fokus på litteratur og i særdeleshed har jeg en forkærlighed for alting victoriansk. (Og også meget gerne gotisk). Der er selvsagt skrevet et fuckton af romaner i den periode, fordi Victoria sad på tronen i en rum tid, men i dag hiver jeg fat i et par af mine favoritter, så hvis man enten har lyst til at dykke ned i den periode eller har været der lidt og mangler inspiration til mere, så er det her indlæg til jer. Alle syv styks, eller hvor mange I nu er. 😀

Charlotte Brontë: Jane Eyre (1847)*. Vi lægger hårdt ud med en af de allerbedste. En relativt klassisk “governess novel” med en dejligt stærk og feministisk protagonist. Romanen følger Jane, der vokser op uden forældre og får job som governess i huset hos Edward Rochester. Hun forelsker sig naturligvis hovedkulds i ham, men han er ikke helt nem – eller helt ærlig. På mange måder i stil med Jane Austen (men det må I ikke sige til Charlotte, jeg har sagt, for hun var ikke fan) og med alle de traditionelle temaer, vi kender og elsker. Holder 100% stadig den dag i dag.

Wilkie Collins: The Moonstone/Månestenen (1868)*. Underligt nok kendt for at blive krediteret som den første detektivroman, selvom det ikke var den første detektivroman. Rachel Verinder arver på sin 18-års fødselsdag en massiv diamant, som selvfølgelig ender med at blive stjålet. Detektivarbejdet er interessant nok delt ud blandt flere af romanens hovedpersoner. Det er vildt spændende at se, hvordan den i dag klassiske detektivroman startede ud.

Wilkie Collins: The Woman in White/Kvinden i hvidt (1860)*. Der er sikkert officielle regler mod at have den samme forfatter på to gange, men jeg kunne ikke vælge. Jeg elskede den her. Den allerførste “sensation novel” og også den bedste, hvis jeg må være så fri. Plottet er lidt knudret, men det er noget med kærlighed og død og en kvinde, der er stukket af fra et sindssygehospital, og så har jeg ikke sagt for meget.

Anne Brontë: The Tenant of Wildfell Hall/Fruen på Wildfell Hall (1848)*. Den her kom bag på mig. For man hører altid om Charlotte Brontë og Emily Brontë (kommer længere nede), men næsten aldrig om Anne. Og det her er en virkelig god roman. Victoriansk drama fuld skrue og dejligt overkommelig i sproget. En ung enke flytter ind på Wildfell Hall og bliver hurtigt kørt hardcore igennem sladdermøllen i det lille samfund. Hvad er hendes fortid egentlig? Igen godt knald på feminismen, som der dengang var voldsomt brug for.

Thomas Hardy: Tess of the d’Ubervilles/Tess af familien d’Ubervilles (1891)*. Oh geez, Louise. Jeg skrev bachelor om den her roman, og det var simpelthen stjernedeprimerende. Stakkels Tess, der ikke har et let liv, men lidt er en romantiker og bare gerne vil have sin lykkelige slutning og så fucking lortemænd og lortesamfund. Hvis man er til feel-good, så hopper man bare tilbage til Jane Eyre.

Mary Elizabeth Braddon: Lady Audley’s Secret/ Lady Audleys hemmelighed (1862). Mange mennesker har en forestilling om, at victoriansk litteratur er dødssygt. Jeg tænker, det kommer sig af de der lidt stive outfits, de rendte rundt i. I realiteten er der afsindigt meget topslibrigt stof at komme efter. Som fx Lady Audley’s Secret, hvori Lady Audley stikker af fra sin første mand (og barn), finder en mand nummer to og også får sat ild til et hotel, hvor der bor en tredje mand. Victorianerne var batshit crazy, og det gjorde det kun bedre, at alting var pisseforbudt.

Oscar Wilde: The Picture of Dorian Gray/Billedet af Dorian Gray (1890)*. Desværre Oscar Wildes eneste roman. I kender nok allerede plottet i store træk – Dorian Gray kommer i besiddelse af et portræt af sig selv, der ændrer sig, mens Gray ikke selv gør det. Igen en historie proppet med alskens forbudte ting, inklusiv hor og mord og hævn – og en heftig gang karma.

Emily Brontë: Wuthering Heights/Stormfulde højder (1847)*. Hold kæft, jeg var sur, da jeg læste den her. Det er en titel, man ikke kan slippe udenom, og jeg havde forventet århundredets kærlighedshistorie. I stedet fik jeg et dundrende usundt, semi-incestuøst forhold, og godt med sabotage og bitterhed, hvor det er svært at finde ud af, om man hader Heathcliff eller Catherine mere. Røvhuller, hele bundtet! Men kan man komme sig over sine knuste, romantiske forestillinger, er det unægteligt lidt en must read, der er sindssygt interessant på enormt mange områder. Men altså. Temmelig deprimerende.

 

REKLAME: De bøger, der er markeret med en stjerne efter titlen (faktisk alle undtagen en) er desuden at finde i mindst én afskygning hos Mofibo, hvor nye kunder (dvs ikke tidligere registreret emails) stadig kan få en måneds prøveperiode lige her. Ingen binding. Masser af verdensklassebøger, både elektroniske og på lyd.

Kommentarer (18)

  • Med fare for at blive sablet ned syntes jeg Jane Eyre var dybt irriterende, imens jeg elskede Dorian Grey. Wuthering Heights var sådan so-so. Men jeg vil tage de andre med i min “læs 150 bøger på et år” mål for 2018! Man kan ikke få nok af bøger! Tak for dette indlæg og din fantastiske blok!

    • 150 bøger på et år!? Hvordan gør du det? Jeg har en ambition om 12 (én pr. måned) og ender nok på 15 pga sommerferietid. Er oprigtigt nysgerrig! Læser du korte bøger, noveller eller skimmer? High five for entusiasmen ihvertfald!

      • Tak! 🙂 Jeg læser relativt meget og meget forskelligt. Jeg læser næsten alt uanset længde. Men mest af alt læser jeg også lydbøger (og ja. Jeg skriver læse…). Det er nok her min hemmelighed ligger. Jeg bruger lydbøger ret meget. Det mest irriterende er, at man ikke kan skimme med lydbøger. 😉

      • Jeg regner med at runde ca 90 bøger i år (ikke lydbøger, dem har jeg ikke prøvet endnu), og for mig er det en prioriteringsting. Jeg ser ikke film og fjernsyn men læser i stedet. Og læser i toget til arbejde Så det bliver nemt til 2 timers læsning eller mere om dagen, og så når man jo igennem nogen sider 🙂

    • For mig er der ofte kæmpe forskel på min mening om en bog alt efter om jeg har fornøjelsesbriller på eller de litterære af slagsen. Jane Eyre ramte begge punkter, mens Wuthering Heights klart er mest interessant ud fra et litteraturhistorisk synspunkt. Men der er den også fab! Der er jo som regel en grund til, at klassisker (for)bliver klassiskere. 😀

  • Jeg er ikke en af de syv, der har efterspurgt indlægget, men jeg vil gerne efterspørge flere af den slags!

    • What Signe said! Skyd gerne med spredehagl og dæk flere genrer, forfattere, tidsperioder, whatever. Boganbefalinger er altid godt!

  • Jeg får en sjov sammenligning til Rory fra Gilmore Girls når jeg læser din litteraturliste ???

    Men hun er altså også ret cool!

  • Man fornemmer en god påvirkning fra en vis Lene Østermark, når man læser din opdatering. ?

    Jeg deltog også i både Sensation Novel-faget og Brönte-faget. Og hun kan altså noget med at vælge gode bøger!

    Men godt med lidt engelskfaglige opdateringer! ?

    • Jeg knuselsker Lene, hun var også min specialevejleder. Jeg kendte slet ikke til Sensation Novels før hende, men jeg var vild med dem! Brontë-kærligheden stammer derimod noget længere tilbage fra, men de er også svære at slippe udenom i helt basal litteraturhistorie. 😀

      • Me too! Skrev både BA og speciale hos hende. Fabelagtig lady!
        Sensation Novels gjorde virkelig også noget godt for mig, må jeg sige. Og Lene får også bare alting til at være liiidt mere spændende 😉

  • Elsker dine hårdtslående anmeldelser. Havde også litteratur som en delkomponent på mit studie, og selvom vi primært beskæftigede os med modernism (Woolf, E.M. Forster, Evelyn Waugh), så sneg referencer til Austen, Brontë, Eliot og andre sig naturligvis ind, ligesom vi også læste værker fra senere perioder. Har læst noget Austen og Brontë, men langt fra det hele, og forelskede mig aldrig helhjertet i denne periode.

    Men det er tæt på, at dine anmeldelser fik skovlen under mig, så tak for det.

  • Som (meget) gammel engelsk-graduate med fokus på litteratur var det et fedt indlæg. Selv var jeg mere til det post-koloniale, men det var dæleme et skægt indlæg. Tak!

  • JA! Tak, jeg var også slemt skuffet over Wuthering Heights. Kunne slet ikke forstå hypen. Har den kun stående på min bogreol som bevis for, at jeg har læst den (udholdt den). Mere irriterende hovedpersoner skal man godt nok lede længe efter. Jeg var også meget mere til Jane Eyre 🙂

  • Jeg læste Jane Eyre i foråret. Ååååh, den var go’! Og så var jeg overrasket over, hvor nem den egentlig var at læse – og spændende!. Føler tit, at sproget holder mig tilbage i forhold til at få læst mine klassikere, men det var ikke tilfældet her. Det kan være, jeg har mod på at gå igang med Stormfulde Højder snart! 🙂

Der er lukket for kommentarer.