Hvad laver en blogger egentlig? (Og gør hun det godt nok?)

Jeg har trisset lidt rundt om det her emne i lang tid, for jeg vil gerne skrive om det, men jeg er bange for, at jeg simpelthen ikke evner at formulere mig, så det, jeg gerne vil sige, kommer tydeligt igennem. Jeg ved allerede, at dele at mit publikum har svært ved at forestille sig, at det, jeg vil sige, er rigtigt. Det ved jeg, fordi jeg engang var en af dem. En af dem, der syntes, at bloggere skulle lukke røven, når de fablede om, hvor hårdt det er at være blogger. For de har det sgu som blommen i et æg. Og det har vi også. Ved jeg nu, hvor jeg selv er så heldig at kalde bloggen for mit fuldtidsjob. Men jeg ved også en masse andre ting, som jeg ikke vidste, da jeg sad på den anden side. Og dem vil jeg forsøge at uddybe nu.

Man skulle tro, at selve bloggingen var den mest tidskrævende del af arbejde. Det ville være logisk. Det er jo det, der er “produktet” udadtil. Og de første fire år, jeg bloggede, hvor jeg ikke tjente en øre, var det også det primære fokus. Men hvis man er så heldig, at ens blog vokser sig stor nok til, at man kan gøre det til enten en bi- eller en hovedindtægt, så dukker der lige pludselig en masse andre ting op på to-do-listen.

Lad os lægge ud med businesssiden, som er et bredt spektrum af opgaver. Indtjeningen generelt er delt i tre: Bannerreklamer, affiliate og sponsorerede samarbejder:

Bannerreklamerne er klart mest ligetil. Jeg har et bureau, der sørger for at implementere dem. Til dem har jeg sagt, at jeg ikke vil have alt det der invaderende pis, der var, da jeg lå hos Bloggers Delight. Ingen pop-ups eller videoer eller andet, der generer folks læseoplevelse. Reklamerne skal være der og være, ikke andet, indtil jeg engang tjener nok til at kunne fjerne dem helt. (Syv-ni-tretten). Som regel passer den her del sig selv. Hvis der pludselig skulle dukke en reklame op for DF, så råber jeg selvfølgelig vagt i gevær, men ellers er der ikke det store arbejde i det for mit vedkommende. Det klarer bureauet og tager for det arbejde selvfølgelig et cut af indtjeningen.

Affiliate er ikke helt så ligetil, som mange tror, og det er faktisk et lidt tidskrævende projekt, afhængigt af, hvor meget man dyrker det. Det havde været eddersmart, hvis alle webshops i verden var samlet ét sted, men sådan er det desværre ikke. Jeg er pt medlem af syv affiliatenetværk, som alle repræsenterer forskellige shops. De har ligeledes alle forskellige regler, som man lige skal være obs på at overholde, når man benytter sig af dem. Rent lavpraktisk skal man som regel finde det produkt, man gerne vil linke til, og derefter gå ind i deres “linkbuilder” og lave linket om fra det almindelige til et, der kan registrere affiliate. Det er en smule omstændigt, så I kan nok forestille jer, hvorfor det tager en rum til at lave collageindlæg med exceptionel mange produkter. Derudover skal man hele tiden holde sig opdateret på, om aftaler skulle ophøre, eller der skulle komme nye shops til. I så fald skal man ansøge og håbe, at shoppen gider lege med én. Og ja, jeg bliver afvist nogle gange. En del, faktisk.

De sponsorede indlæg kræver enormt meget “bag scenen”-arbejde. Først skal der etableres kontakt, derefter skal samarbejdet afgrænses (et indlæg? to indlæg? en insta-post? to stories?), og der skal fastslås en pris. Derefter skal der aftales nærmere detaljer. Hvad er samarbejdets formål? (oplysning om nyt produkt? konkurrence? debat?) Hvilken vinkel er jeg interesseret i at skrive, og er kunden cool med det? Er der noget, der skal testes, før det kan anmeldes? Skal der tages specielle billeder, og i så fald hvor, hvornår, hvor mange? Det hele bliver som regel samlet i et brief, som jeg så arbejder ud fra, når jeg skal skrive det endelige indlæg. Som regel ligger der flere måneders arbejde forud for et sponsoreret samarbejde. Nogle samarbejder kræver lang tids arbejde og ender med at gå i vasken.

Teknikken bag bloggen er relativt simpel. Jeg aner ikke en fis om det, så jeg har en gut, jeg betaler for at gøre den slags for mig. Ham hiver jeg fat i, når jeg vil have ændret noget, eller noget ikke funker. Men som regel passer det mest sig selv.

Økonomi-siden driver mig langsomt til vanvid. Jeg har revisor på, men jeg aner ikke, hvad jeg laver, og lever i konstant frygt for at fucke noget op eller have misset en deadline. (Meget á la uni i virkeligheden). Og huskede jeg nu at gemme den der kvittering og i så fald hvor? Og hvorfor tror jeg altid, jeg er blevet rig, når det bare er, fordi der skal betales moms lige om lidt? Og fuck, der er kun kommet 5.000 ind i den her måned, bliver jeg nu sat på gaden? Man kan som hovedregel ikke sige, hvad en blogger tjener. Dels veksler det en del, dels kommer det an på bloggerens tal, image og selve produktet. Lorteprodukter giver mere. Og så kommer det selvfølgelig an på, hvor meget spons bloggeren vælger at lave.

Miscellaneous inkluderer blandt andet at netværke som en motherfucker. Det er her, man fx går til events og besøger PR-bureauer. Det er også her, man mødes med alle studerende i verden og bliver interviewet til alt fra SRP’er til Ph.d.’er. Blogging og sociale medier er et sindssygt populært emne, og jeg er jo i princippet akademiker, så jeg stiller altid gerne op. Instagram hører måske også i den her kategori, selvom det er et medie, jeg bliver gladere og gladere for, og det nok i virkeligheden skal op og ligge lige under blogindlægsfremstilling. Sammen med fotografering og billederedigering, som jeg også er sprunget over. Og så er der selvfølgelig at agere moderator på bloggen – i særdeleshed de mere kontroversielle indlæg, på hemmelighederne, og når I indgår debat internt med hinanden, uden jeg er involveret. Jeg vil helst holde tonen pæn, og det kræver noget overvågning. Alle kommentarer skal af samme årsag godkendes, før de bliver udgivet, hvilket betyder, at jeg skal holde mig til computeren, når der er meget aktitivet i mit kommentarfelt.

Men det, jeg som blogger bruger suverænt mest tid på, det er direkte kommunikation med jer. Og det er her, jeg bliver bange for at få høvl. Så nu prøver jeg bedst muligt at forklare, hvordan jeg forsøger at navigere i det. Der er rigtig mange mennesker, der er af den holdning, at en blogger skal besvare sine kommentarer. Alle sine kommentarer. Alt andet er dovent, forkælet, arrogant. Jeg var enig engang. Og indtil for nylig var jeg sågar insisterende på at svare på hver eneste kommentar, der dukkede op på et indlæg. Men jeg kunne ikke følge med. Nogle gange var jeg op mod en måned om at svare folk, og det holdt jo ingen steder. Det handler ikke om, at antallet af blogkommentarer er fuldstændig uoverskueligt. Jeg får vel 15-20 i snit per indlæg. Nogle gange færre, nogle væsentligt flere. Det burde være ladesiggørbart. Problemet er, at bloggen ikke er det eneste sted, jeg kommunikerer med jer. Udover bloggen er der Facebook, hvor det er kommentarer på de indlæg, jeg linker til. Det er privatbeskeder i bloggens indbakke og privatbeskeder i min personlige indbakke. Det er tagging af både mig og bloggen i posts om katte, Ben & Jerry’s og bathbombs (fuck ja!). Derudover får jeg emails. Emails er som regel mere dybdegående og kræver omtanke at besvare. Med mindre folk direkte skriver, at de bare har behov for at læsse af og ikke ønsker svar, så besvarer jeg altid alle emails. Emnerne spænder alt fra råd om opstart af blog henover uddannelsesråd til psykiske lidelser eller intens hjertesorg. Det er der, hvor jeg virkelig føler, jeg får et indblik i, hvem der sidder på den anden siden af skærmen, og jeg bliver sindssygt beæret over, at man er interesset i mit syn på sagen. Så jeg gør mit absolut bedste for at hjælpe. Det sidste sted er også det sted, der er mest tidskrævende. Instagram. Her bliver jeg også tagget i både stories og opslag, jeg får kommentarer på egne billeder, jeg får pb’er og videobeskeder, og jeg får kommentarer på stories. Især sidstnævnte er populært, og jeg får vel 20-30 svar på den gennemsnitlige story, som jeg laver alt fra 5-25 af på en dag. Jeg gør mit bedste for at svare alle, især fordi det er så “direkte” en kommunikationsvej, og jeg ikke – som med bloggen – kan vende tilbage til en kommentar senere. Så er den forsvundet i mængden. Jeg håber ikke, at den her opremsning af kommunikationsveje læses som hverken brok eller blær. Men når man lægger alle de her kommunikationsmuligheder sammen og hyppigheden med hvilken, de bliver brugt, så håber jeg, jeg kan skabe en snert af forståelse for, at det simpelthen ikke altid er muligt at svare alle mennesker. Jeg vil skyde på, jeg bruger 4-5 timer på det om dagen pt, spredt ud over hele døgnet, for det er jo lige så meget fornøjelse, som det er arbejde for mig, så selvfølgelig er jeg også på i min frokostpause, og inden jeg går i seng. Ganske frivilligt. Men det er stadig tidskrævende. Meget tidskrævende. Jeg ved slet ikke, hvordan de kæmpestore bloggere kan overskue det. Er det hårdt arbejde? Det vil jeg ikke sige. Det er psykisk hårdt ind imellem, fordi nogle folk sommetider glemmer, at der er et rigtigt menneske inde i bloggeren. Som lever det, der bliver delt. Men det er et skønt arbejde. Jeg elsker det helt ind i sjælen. Og jeg elsker jer. Men nogle gange er det svært at følge med, og nogle gange er det svært at huske på, at I ikke ved, hvordan det er på min side af tingene.

Jeg fik fucket op på Instagram tidligere i dag. Jeg lavede en instastory med Frank, der ligger helt udsplattet på gulvet og har det varmt. Og straks væltede det ind med gode råd til, hvordan jeg kunne køle ham ned. Jeg har pt talt 500+ besvarelser, som alle anbefalede de samme to-tre ting. Der er ingen af de ting, der virker, for jeg testede dem tidligere på sommeren, da varmen begyndte at tage til. Jeg har lært, at det her er en holdning, der deler vandene enormt, men faste læsere vil vide, at jeg har det lidt stramt med uopfordrede gode råd. Jeg var fx kort inde på det her. Dels fordi man ret ofte kender til rådet i forvejen, men også dels fordi nogle mennesker bliver fornærmede eller decideret sure, når man takker nej til deres råd, og det ender superakavet. Jeg vil helst have råd, når jeg beder om råd. For i værste fald kan de der uopfordrede gode råd føles helt grænseoverskridende. Især i en situation, hvor alle fakta langt fra er på bordet. Nå, men det, der skete på Instagram var, jeg besluttede mig for at lave en story, hvor jeg ønskede, at de gode råd kom, når man virkelig stod og manglede dem og derfor bad om dem. Det kommer sig selvfølgelig dels af min netop opridsede holdning, men det kommer sig også af, at det på det her tidspunkt væltede ind med råd til katteafkøling. Som jo alle allerede var testet forgæves. Og jeg vil så gerne besvare alle folk, der skriver. For det er jo det, der er det absolut fedeste ved hele bloggertjansen. Men af erfaring – for de her gode råd-stimer sker ret hyppigt – vidste jeg, at der nu ville gå et par timer, hvor jeg essentielt skulle komme med samme svar på den samme besked. (Og jeg havde lige sat næsen op efter at se den nye sæson OITNB!) Så jeg prøvede så forsigtigt som overhovedet muligt at lave den her story om de uopfordrede gode råd. Og jeg gjorde mig virkelig, virkelig umage. Tog det om en million gange i et forsøg på at ærligt sige min mening uden at træde nogen over tæerne. Der gik kun få minutter, før der begyndte at komme beskeder, der fortalte mig, at jeg var arrogant og forkælet, og eftersom jeg kun kan leve af bloggen i kraft af mine læsere, så er det mit job at besvare hver eneste besked, jeg får. Og I kinda get it. Som sagt tænkte jeg lignende tanker engang. Men vil man gerne have en pligtblogger? Der er aktiv, fordi hun skal, ikke fordi hun har lyst? Der går med dukket nakke i frygt for at træde forkert, så nogen smider, “det er os, der betaler din løn”-kortet? Jeg synes, det er en eddersvær balance, som jeg gør mit allerypperste for at finde, men blogging er jo på mange måder en 24/7-ting, så jeg er også nødt til at være komfortabel med, hvordan det spænder af. Og at man ind imellem siger fra til nogle ting, er for mig ikke ensbetydende med, at man pludselig giver pokker i sine læsere.

Jeg ved ikke, om det lykkedes mig at få det til at give mening, men I guder, hvor jeg håber. For jeg vil så nødig lyde hverken arrogant eller utaknemmelig. Men der er rigtigt meget bagomssnask ved at være blogger også, og nogle gange kan man godt føle, at man ikke kan følge med, og at man skuffer folk, fordi man ikke er døgnet rundt. Så det vil jeg runde af med: Jeg kan pissegodt lide jer, jeg gør mit absolut bedste, og jeg har det stadig lidt stramt med uopfordrede gode råd. 😀

Kommentarer (95)

  • Jeg forstår dig virkelig, tror jeg…
    Jeg tager hatten af for dig, og har tit tænkt, jeg ikke ville have særlig meget interessant at skrive, og der ud over ville gå til af stress, hvis jeg var blogger eller prøvede at være/blive det…

  • Jeg vil bare lige fortælle, at jeg på ingen måde ville forvente, at nogen bloggere svarede på alle deres beskeder! Jeg kan huske jeg engang svarede på en af dine insta-stories, og jeg blev mega overrasket (og glad!) over at du faktisk svarede :D. Jeg synes du er fantastisk til at kommunikere med dine læsere!

    Og jeg forstår sååååå (!!) godt, at du ikke bryder dig om uopfordrede råd. Hold op hvor kan det være belastende. At folk bliver fornærmede og sure over at du siger nej tak til dem, det kan simpelthen ikke være dit problem. Det kan ikke være dit ansvar at svare på råd du ikke har bedt om.

    Ps. du er en pisse god blogger!

    • Jeg er glad for, jeg ikke er alene! Der er virkelig mange, der slet ikke kan sætte sig ind i, at man kan have et problem med de der uopfordrede gode råd. De bliver alt for hurtigt invaderende på en ubehageligt måde for mig!

      • Det kan jeg sagtens forstå, at det gør. En del af det er netop den der akavethed der opstår, når man skal sige “tak, men nej tak”. For altså, det er jo fint at de prøver at hjælpe, men man ved også bare, at folk hurtigt bliver fornærmede, hvis man ikke “gør hvad de siger”, hvilket man jo ikke kommer til, når det er råd man ikke har bedt om. Samtidig kan det også bare hurtigt virke arrogant og bedrevidende, når folk giver råd og fortæller én, hvad man skal gøre. Selvom tanken er god. Oh well, for at opsummere: er helt enig med dig.

        • Ja! Det er præcis sådan, jeg har det! Så går jeg og gruer for at skulle sige nej tak. Det er lidt ligesom at afvise en mand og frygte en sviner, fordi hans ego bliver såret! 😀

          • Haha, tænkte lige det samme 🙂
            Det er ligesom Tinder, de vil have et ærligt svar – og så alligevel ikke 😉

  • Du er så pisse sej! Både til at formulere dig, og generelt som person. Jeg har læst din blog fast i 4 år (du er den eneste blog hvor jeg læser alle indlæg) og du er på ingen måde arrogant eller utaknemmelig. Du virker altid så ærlig og respektfuld (selv når folk er nederen er du god til at formulere et respektfuld svar), og så er du vandvittig god til at skrive!

    • Årh tak, Julie! Selvom jeg vist ikke altid kan leve op til det der med at være respektfuld. Men jeg prøver. For det meste. 😀

  • Jeg synes hverken du er arrogant eller opblæst. Jeg syndes det er ok når du ikke besvarer kommentarer.
    Når jeg ser sure kommentarer, synes jeg de kommer i stimer – hvis en lukker op for posen, så kommer der gerne en del – og så ender det med at være debatten.
    Du gør det godt 😊

    • Det har du ret i. Nogle gange lader det til, at nogen lidt sidder på lur og venter på en anledning til at springe på! 😀

  • Hvis vi sidestiller det med et almindeligt arbejde, så for de fleste jo mange mails, opkald, SMS osv hverdag? Sådan er min hverdag. Den slutter så også kl. 16. Fordi jeg vælger det.
    Det gør bloggernes så ikke jo. Så man kan vel så ikke sidestille det med andet end værende selvstændig? Og jeg har aldrig set/hørt en selvstændig chef “brokke sig” ud mod sine kunder over hvor meget arbejde h*n laver. Det holder man ganske enkelt på egen banehalvdel. Jeg synes tit at bloggerne har en tendens til at lave indlæg omkring hvor meget arbejde de lægger for dagen.. det forstår jeg ikke.

    Synes din beskrivelse af arbejdet er super fed, faktisk. Men synes det drøn ærgerligt at årsagen er en form for irritation over private beskeder til dig. Kan du følge mig?

    Når det så er sagt, så “har kunden ikke altid ret”.. og når du modtager beskeder med kvalmende retorik som du beskrev, så skal have besked om at holde mund.

    Det blev en masse pladder, håber det giver mening 😊

    • Jeg tror ikke, man kan sidestille det med hverken et almindeligt job eller at være selvstændig. Forskellen på bloggere og selvstændige er, at bloggerens arbejde består af deres liv. De deler deres tanker og følelser, og selvom det måske bliver lidt meta, så er deres liv som blogger jo en af de ting, de har følelser tilknyttet til og derfor skriver om. Så jeg ville ikke sidestille det med at være selvstændig, og jeg kan sagtens forstå, de blogger om det. Måske i særdeleshed, fordi nogle folk insisterer på, at det er en dans på roser. Men igen, man skal måske have siddet på den her side af bordet for at sætte sig ind i det. 🙂

      Jeg kan kun følge dig til det punkt, hvor man som læser synes, man har et form for krav på sin blogger. Hvilket jeg som bekendt selv har følt før. Men jeg bliver jo ikke irriteret over, at folk kontakter mig. Det er ikke en blogrelateret frustration, det er en personlig frustration. Det er noget, der går mig lige så meget på, når det kommer fra venner og familie, så jeg er ikke enig i din observation. Det svarer til, at jeg siger fra, når folk synes, det er okay at kommentere på min bryster. Også med komplimenter. De mener det godt, men jeg synes, det er ubehageligt. Og når jeg synes, uopfordrede gode råd rigtig tit går hen og bliver decideret upassende, så vil jeg gerne have lov til at sige fra. Og jeg synes, det bliver ærgerligt, at nogle er uenige i det. At jeg ikke må sætte personlige grænser. Jeg synes lidt, vi nærmer os “du er en offentlig person, så må du finde dig i folks holdninger”, som gerne kommer i kølvandet på en sviner.

      Så jo, jeg synes, det giver mening, men dels er jeg uenig, og dels synes jeg ikke helt, min pointe er gået igennem. Men jeg sætter pris på, du skrev det i en pæn tone! 😀

      • Dine ord giver jo stof til eftertanke. Og derfor er jeg her jo også.. udover Frank selvfølgelig..

        I virkeligheden så ligger den der blogger-verden helt uden for kategori jo. For du har jo ret i at det er personlige ting.. og den selvstændige har jo et produkt han sælger. Du ER produktet, forstå mig ret 😊. Men alle skal have lov til at sige fra.. også dig. Uden at få en sviner retur. Tænker det vel næsten kan komme dertil hvor du/bloggerne ikke magter at udgive noget bare af frygt for at få smidt lort i hovedet igen? Der skal vi ikke hen.

        Tak for svaret, så gang i øverste etage her 😀

        • Haha, jeg er glad for, at Frank er med til at holde på dig. Han er et bedre menneske end mig! 😀

          Ja, blogging er fucking mærkeligt. For som sagt, så kan jeg jo helt vildt godt sætte mig ind i mange af de tanker, der bliver tænkt. Jeg tænkte dem jo selv. Og hvordan fa’en får man så formuleret, hvordan det er nu, så det giver mening? Og du har helt ret. For jeg KAN virkelig godt forstå, at hvis man er typen, der synes, jo flere gode råd, desto bedre, så kan man jo slet ikke sætte sig ind i, hvordan jeg har det. Det er dejligt at få forskellige synspunkter! Nogle gange tænker jeg også, små frustrationer bygger sig op, og så skal man have luft, selvom det måske ikke er så rationelt. Det hele er jo i virkeligheden meget mere gråt end sort/hvidt, og jeg vil også meget nødig påstå at sidde med den endegyldige sandhed. Jeg beskriver bare mine følelser. 😀

    • Åh, det nu ikke kun Frank, bare rolig. 😀😀. Han kunne fandme næsten have sin egen blog jo.

      Synes det var interesant at læse omkring din måde at arbejde på, eller noget af det. I virkeligheden så vil folket vildt gerne bloggerne, men samtidig blir der også gjort enormt meget nar af hele miljøet. Især på Instagram. Og her synes jeg egentlig firmaerne også har en andel. For jeg gider ikke læse de samme spons indlæg om de samme ure, vitaminpille osv. Men de kommer jo samtidig og så visse personer ikke bange for ag gøre nar af hele miljøet ret hurtigt. her synes jeg fakrisk du er skide god. Ingen ure osv. Men få endelig nogle flere rejser ind tak, det er du super god til.. blandt andet. Frank skal have en blog.. frankoblog 😂

      • Firmaerne er hul i hovedet på det punkt, og tro mig, det prøver vi som bloggere virkelig at trumfe igennem. For selv det bedste sponsindlæg bliver røvirriterende, når det er nummer syv i rækken, læseren ser. Men de er så vant til at skyde kampagner af inde for samme tidsrum, at det er svært at overtale dem til andet!

  • Du behøver ikke at svare! Jeg vil bare gerne mega rose dig for alt det, du gør herinde. Jeg har boet i udlandet i to – det har ikke altid været nemt – men det har været sådan en opmuntring og break fra tingene, at kunne læse din blog og se lidt på Frank! Du er inspirerende og god! Tak for alt det, du gør!

  • Nu gik jeg glip af dramaet – men så de sidste 2 stories, hvor du virker utrolig ked af det! Så er glad for at du har skrevet det her indlæg, for man blev da næsten ‘bekymret’ – det gjorde i hvert fald indtryk.
    Uanset, indlægget giver mega god mening! Og hvis der er læsere der ikke fatter dét, må det som minimum ligge til grunde i misundelse af en art! Ja uden læsere, ingen (fuldtids)blog. Men det er DIN blog. DIN Instagram. Og lønnen? Den betaler firmaerne! Og herregud. Selvfølgelig kan du/I ikke svare ALLE på alle medier! Det burde være logik for burhøns.

    Håber du får god respons på det her indlæg. Det fortjener du!

    Vh.

    • Der er en balance, synes jeg. For selvfølgelig skal man ikke pisse på sine læsere. Men det er også umuligt at gøre alle glade, og man er også nødt til at trives i det selv. For nej, ingen fuldtidsblog uden læsere, men jo heller ikke så meget en uden en blogger! 😀

  • Tak for et virkeligt spændende og interessant ‘behind the scenes’ indlæg.

    Jeg er en af dem, du har svaret meget hurigt i dag. Og det havde jeg altså slet ikke forventet. Det gjorde du også, da jeg sendte dig et billede af en dørmåtte med en kat, der holdt en selfie-stang. Igen – jeg havde ikke regnet med et svar/ jeg tænkte ‘bare’ på dig. Fra nu af vil jeg slutte med ‘brug ikke din tid på at svare – nus Frank bag øret i stedet’

    Nå men. Ville der ske noget ved at slå kommentarfunktionen fra i stories?

    brug ikke din tid på at svare – nus Frank bag øret i stedet

    • Nej nej, endelig ikke! Jeg elsker at svare folk! Det er jo heller ikke sjovt, hvis der bare er envejskommunikation altid! Nogle gange er der måske bare ikke heeeelt lige tid til til det. Pointen er meget mere, at jeg rigtig gerne vil svare! 😀

  • Årh for filan sødeste Miriam, hvor kan mennesker være uretfærdige. Når jeg ser hvor mange følgere du har, hvor meget du poster og hvor meget du deler af dig selv, så kan du jo ikke også svare på alle kommentarer, på alle platforme. Jeg så dine stories og tænkte ikke yderligere over det, og kunne SÅ godt følge din tanke- og arbejdsgang. Og det er jo ikke første gang du nævner det. Du gør det så godt!! Elsker at følge med ❤️

  • Super fint indlæg, spændende læsning om behind the scenes.

    Jeg så alle de omtalte stories. Så Frank og tænkte, ja, sådan har mine katte det også. Så også dit “tak nej tak” story – og her tænkte jeg helt ærligt – ikke smart. Jeg tog ikke selv anstød, men kunne sagtens se hvordan andre ville gå amok over at få et NEJ klasket op – også selvom det er ganske berettiget. Jeg er selv typen der er pisse god til at ignorere såvel mails som kommentarer hvis de ikke kræver decideret svar, så kan nok ikke helt sætte mig i dit sted, men tænker det havde været bedre du havde slået kold vand i blodet og bare – ikke svaret alle ligegyldige råd. Du er ikke nogens gyldne ko – du fortjener downtime. Du skal jo som blogger selv finde den gyldne vej i mellem arbejde og privatliv.

    • Jeg kan i og for sig også godt forstå det. For det er jo lidt en afvisning. “Jeg er ikke interesseret i, hvad du har at sige”-agtigt. Og det er også derfor, jeg var så påpasselig med formuleringen. Jeg skulle måske have tilføjet en “it’s not you, it’s me” for ligesom at understrege pointen. 😀 Og ja, det havde nok været bedre bare at ignorere det. Men det er hverken første eller sidste gang, det er sket, og jeg synes oprigtigt, det ville være rigtig fint lige at tænke sig om, inden man kommer med uopfordrede gode råde – sådan helt generelt – og det budskab vil jeg rigtig gerne have ud. Men derudover får jeg som sagt også skudt i skoene, at jeg er arrogant og pisser på mine læsere, hvis jeg ikke besvarer beskeder, så det er lidt en lose-lose. Og så synes jeg helt principielt, det skal være tilladt at sige fra. 😀

  • Der er mange jobs, der afhænger af at der er kunder i butikken. Men det er ikke ensbetydende med, at kunden må opfører sig råddent. Jeg tror, at det nogen gange bliver glemt, at der sidder mennesker bagved jobbet. Mennesker med følelser. Som kunde, men også som medmenneske generelt, så handler det om at kunne sætte sig i andres sted. Men det er langt fra alle, der kan det, desværre. Og det er hvert fald altid nemt, at sidde bag en skærm, og opfører sig grimt.
    Personligt, synes jeg at du gør en fantastisk arbejde. Og det gør mig ondt, at det er pga tarvelige/negative mennesker, at du blev nødt til at skrive det indlæg.
    Tak for dig.

    • Åh ja, jeg tror, de fleste, der har abejdet i en eller anden butik, kan skrive under på, at kunden ikke altid har ret! Eller burde have ret, for den sags skyld. 😀

  • Hej Miriam.
    Vil det sige at du oplever følgere der syntes du skal skrive et direkte svar til dem, enten i direkt eller andet sted? Hvor det ikke er nok, at lave en fælles story, hvor du siger noget i retning af: Tak for alle jeres velmenende råd, både råd 1, 2 og 3 er afprøvet først på sommeren uden ønsket resultat fx.? Men tak for omtanken! Det ville jeg selv syntes var et fint svar, som fælles svar, hvis jeg havde prøvet at rådgive dig.
    Men tingen er, at jeg tror det bliver svært for dig Miriam at komme udenom de uopfordrede råd. Så længe der eksistere mennesker som mig.🙊🙉🙈 Jeg når nogen gange ikke at tænke to tanker før jeg taler/skriver, især ikke hvis jeg syntes jeg er ekspert på området.😂 Eller bare har noget erfaring jeg tror et andet medmenneske virkelig kunne bruge.❤️ Det er måske et kår som blogger, at I kommer til at sige, tak, men ellers tak en hulens masse gange. Og så skal folk sgu’ acceptere det! Hvor mærkeligt at blive sur over et venligt, tak, men nej tak.🤔 Kan GODT forstå det kan blive træls, men kunne også være interesant at se på hvorfor det er, at lige denne udfordring, som jeg syntes det er, er værre end så meget andet, du helt sikkert også oplever med et erhverv som blogger.
    Jeg håber ikke jeg støder dig med mit svar! Jeg syntes du er en meget oprigtig blogger. Dejlig især at følge dine storys, hvor der altid er garenteret et godt grin mindst dagligt.😍 Kh. Marie

    • Nogle er okay med fællessvar, men der er helt sikkert nogen, der forventer at få et personligt svar. Og det ville nok også være vejen frem, men jeg vil så gerne slå lidt et slag for, at man ikke kommer med de her råd, der ikke er blevet efterspurgt. Nu er den her superuskyldig, men det sker fx tit, at jeg nævner noget om mit helbred, der ikke funker (som følge af en af mine million sygdomme), og så kommer folk med råd til, hvordan jeg får det bedre. Og det gør jeg ikke, for jeg er kronisk syg. Og der træder man i noget, som er rigtig uheldigt.
      Men jeg tænkder ikke, at den her pet peeve for mig egentlig er bloggerrelateret. Altså, den bliver selvfølgelig styrket i kraft af, at der kommer enormt mange flere af de her råd, end der gør, når man bare har en gruppechat på fem damer, jeg forstår bare ikke helt generelt behovet for at melde ind, hvor man ikke er blevet bedt om det. Jeg kan sagtens forstå, man gør det af venlighed og et ønske om at hjælpe, men jeg tror, at vi på min side af de delte vande mere opfatter det som lidt uhøfligt. 😀

  • Jeg har oplevet flere gange at du har svaret mig. Første gang skrev jeg om råd til at handle i andre lande og anden gang havde havde jeg skrevet en kommentar på en story. Og jeg blev simpelthen så overrasket og super glad da jeg fik svar tilbage. Jeg blev faktisk helt stolt over at du havde taget dig den tid til at svare på MIT spørgsmål da jeg jo godt forestillede mig hvor meget du sikkert havde i din indbakke. Åh og den gang du udgav en af mine hemmeligheder. Og den gang jeg skrev til dig og bad dig om ikke at udgive en bestemt hemmelighed, svarede du også lynhurtigt. Du er så god og så skøn som nogen kan være! Jeg bliver ked af det når du får så mange hug for du gør det hele så mega godt! Ingen gode råd herfra, bare ros! Og giv Frank et ekstra klap, for hans super geniale reaktion da du snakker om at klippe ham! Nogle gange tror man at de forstår lidt mere end de normalt giver udtryk for 😊

    • Åh, det er jeg glad for! Jeg prøver også virkelig at svare folk så ofte som muligt, men ind imellem glipper den!

  • Din beskrivelse af din arbejdsdag gjorde lige, at jeg nu godt kan se, hvorfor jeg er lykkelig offentlig ansat og ikke blogger! Nu bliver det ikke så slemt at returnere til jobbet på mandag – Tak for det 😘

  • Jeg tror, uden at have givet katteafkølingsråd, at folk ikke er sure og synes du er arrogant, fordi du Ikke svarer, men nærmere fordi du affærdiger deres velmenende råd. Tror de så en meget varm kat og tænkte hey, jeg ved det her hjælper,. De færreste havde sikkert forventet respons og sikkert slet ikke et, som lød, lad lige vær at give mig gode råd, been there, done that. Tro på det bedste i dine læsere, er sikker på de ikke har gjort det med en forventning om svar, men oprigtigt fordi de troede de hjalp dig,. Det er også derfor reaktionen et så stærk, når du siger de irriterer dig med deres råd. Og så slå kommentarer fra, når du ikke vil have respons fra folk, det tror jeg ingen tager anstød af, ligesom det heller ikke forventes at du svarer på alt 🙂

    • Folk siger direkte til mig, at de synes, det er arrogant, hvis jeg ikke tager mig tiden til at svare. Så den er god nok. Desværre! 😀 Det næste, du skriver, er langt hen ad vejen min pointe. At jeg meget, meget gerne vil være fri for de gode råd, fordi enormt mange af dem (katteafkøling selvfølgelig undtaget! 😀 ) er grænseoverskridende for mig. Men at jeg ikke kan få lov til at sige pænt nej tak (uanset hvor pænt), fordi der er nogle, der vælger at tage det som en fornærmelse. Jeg sagde det jo netop ikke med den retorik, du bruger, fordi jeg ihærdigt forsøgte at udtrykke, hvordan jeg havde det uden at støde nogen. For ja, de tilbyder deres hjælp, og jeg anerkender også, at det kommer fra et udelukkende venligt sted, men i rigtig mange tilfælde er det simpelthen ikke en rar oplevelse. Og det synes jeg i virkeligheden er mest rigtigt for alle parter, at jeg gør opmærksom på? Lidt ligesom, som jeg skriver i en anden kommentar, når folk synes, det er okay at komplimentere mine bryster(s størrelse). Det er KUN ment positivt, men jeg bryder mig ikke om det. Se, du sætter dig ind i, hvordan de tænker og føler, men ikke, hvordan jeg forklarer, at jeg har det. Hvilket er noget, jeg har gjort en del opmærksom på gennem tiden. Jeg vil gerne have respons fra folk. Rigtig gerne! Som jeg skriver i indlægget, er det min absolutte yndlingsting. Der er aldrig et tidspunkt, hvor jeg ikke vil have respons. Jeg vil bare meget gerne være fri for at modtage gode råd, med mindre jeg beder om dem. 🙂

  • Det bedste ved dig, det er at du melder ud! Man ved lige nøjagtigt hvor du står/ så befriende
    Ingen kan vel sige sig fri for at have det stramt med noget, så Fuck det ☺️ Keep up the good work og und dig selv at slappe af engang i mellem.

    • Lige præcis! Og jeg kan godt fornemme, at rundt regnet halvdelen af alle mennesker ikke kan relatere til det her med gerne at ville være fri for uopfordrede råd, men jeg tænker, de fleste har pet peeves et sted! 😀

  • Tusind tak for et meget informativt og lærerigt indlæg Miriam! 🙂
    Jeg har egentlig aldrig tænkt at bloggere bare var dovne og forkælede, og ikke laver dagens gode gerning. Dog har jeg tænkt over hvad bloggere egentlig laver og om det nu alligevel er et 37 timers arbejde – håber du forstår hvad jeg mener 🙂
    Så tusind tak for at oplyse mig lidt – jeg har slet ikke før tænkt over alt det der ligger bag!
    Det gør hvertfald at jeg næste gang vil tænke mig om en ekstra gang, før jeg får lignede tanker igen 🙂
    Ps. Du er pisse sej!!

    • Jeg bruger i omegnen af 9-10 timer om dagen på bloggen – inklusiv weekenderne. Der er sikkert bloggere, der bruger både mere og mindre. 😀

  • Jeg kender dig kun fra bloggen og dine instastories, men arrogant og forkælet kan jeg slet ikke få til at passe på dig.
    Jeg kan så godt li’ dig, dit glimt i øjet, din ærlighed, din humor og selvironi. Og så tør du vise sårbarhed.
    Hatten af for dig og tak for gode indlæg. Og Frank :).

  • Virkelig godt indlæg 🙂

    Stof til eftertanke, men det overrasker mig ikke med alle de arbejdsopgaver du nævner.

    Jeg kommenterer sjældent på instastories. Både hos bloggere og folk jeg kender. Jeg har altid fundet det mærkeligt, at man skal sende en privat besked for at svare på en story. Kontra et alm IG-billede hvor man bare kan like eller skrive i kommentarfeltet. De to funktioner savner jeg hos stories.
    For mig føles det at svare på stories lidt anmassende – ala at ringe til folk uopfordret. Der kan jeg meget bedre lide at like/kommentere i stedet. Og derfor forventer jeg heller ikke nødvendigvis et svar, hvis jeg fx har kommenteret en story med bare en græde-af-grin smiley😂🙈

    • Du fanger noget der! Jeg tror også, det er derfor, der er lidt forvirring omkring, om man “skal” svare på story-besvarelser. Fordi det sådan er en tovejskommunikation. Jeg ved ikke, hvordan kommentarer til stories ville funke, men en like-funktion ville være skidegodt!

      • Ja nemlig. Jeg vil tro, at det kommer an på, hvad og hvor meget der bliver skrevet til stores – om jeg ville forvente at få svar.
        Men ja, en like-funktion til stories ville være så godt 🙂

  • Jeg var en af dem der kommenterede på din instastory i dag, ikke med katteråd men bagefter, og havde på intet tidspunkt forventet at du svarede, men fedt du gjorde!

    Jeg tror at noget af grunden til folk bliver fortørnet over manglende svar er at de syntes de kender dig og hvis i var venner ville du jo svare på deres beskeder.

    Vil gentage mig selv fra min besked tidligere: Din insta, dine regler!

    (Og katte har eksisteret i flere tusind år, hvis de ikke kunne klare sig igennem en hedebølge uden hjælp ville de være uddøde forlængst 😉)

    • Ej, jeg er så glad for at høre, at så mange af jer bliver glade over at få et svar og ikke havde forventet det. Den negative respons fylder som bekendt lidt mere i ens hoved, og jeg har fået negativ feedback tilpas mange gange omkring ikke at svare alle, at jeg var begyndt at blive bange for, at alle tænkte sådan. Jeg foretrækker selvfølgelig at svare alle, men nogle gange smutter den altså! Og helt ærligt, så føler jeg også lidt, at vi er venner allesammen. Men jeg får sgu heller ikke altid svaret alle mine venner! 😀

  • Jeg forstår det simpelthen ikke, ja jeg læser din blog og synes den er skøn, men det er sgu da ikke mig der er kunden, det er dem der faktisk sender dig penge, det kan godt være de gør det fordi jeg og andre læsere en gang i mellem klikker på et link, men jeg forstår slet slet ikke tankegangen med at det skulle gøre at du som blogger skal servicere mig med svar på det ene og det andet i tide og utide, synes virkelig folk er forfærdeligt forkælede på det punkt!

    Jeg har personligt svaret på et par af dine stories gennem tiden og har faktisk været overrasket over at få et svar fra dig, det forventer jeg slet ikke af nogen bloggere.

    Synes ideen om at sende fælles svar ud de gange der komme samme spørgsmål/råd ind 117 gange er rigtig god, for lige at lukke den, men mere end det synes jeg virkelig ikke du er forpligtet til hvis overskuddet ikke lige er der til det.

    • Jeg tror helt sikkert, jeg skal dyrke fællessvar noget mere, det lyder til, at de fleste vinder på den. Og faktisk kan jeg på sin vis godt forstå læsere, der synes, de er en del af en blogs business. Det ER de jo. Men det er også vigtigt at huske, at de er én ud af 50.000+, og det bliver noget nær umuligt for mig at gøre alle glade, selvom det kunne være fedt!

  • Jeg tror problemet er, at blogging er lidt Krumme-agtigt. Det er ikke rigtig kendis jetsetter (i hvert fald ikke for flertallet) livet i sladderbladene, men det er heller ikke rigtig 8-16 med en sur chef og irriterende kollegaer. Du er ikke rigtig beskyttet på samme måde som en sanger, der skriver sange og lever af at performe et produkt, fordi du er produktet. Du deler personlige ting, så det er nemt at føle, at man kender dig og derfor har et eller andet mærkeligt krav på din tid, også selvom man kun kender dig digitalt og gennem de ting, du vælger at dele. Det er en hårfin balance, der kan være svær at navigere for både blogger og læser. For hvor går egentlig grænsen for social acceptabel adfærd, især online? Der er kun en til at sætte rammerne, og en til at tage faldet for de rammer, der bliver sat, og det er en krævende proces. Derudover følger de fleste læsere typisk kun en håndfuld bloggere regelmæssigt og nogle kommenterer kun sjældent hvis ikke aldrig, så det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan det føles at modtage så meget ‘larm’ som du gør i løbet af en dag, og samme tid skulle overskue at besvare det hele tidsmæssigt. Jeg forstår, at man kan føle sig skuffet eller overset hvis ingen kommentarer bliver besvaret, men jeg tror bare det er vigtigt at se på det store billede. Det er da ikke værd at ødelægge lysten til at drive en blog, eller overskuddet for den sags skyld. Derfor er det mega fedt, at du rent faktisk har modet til at tage den slags op – og derved øge gennemsigtigheden herinde. Forhåbentligt folk vil være mere forstående så.

    • Jeg har ingen anelse om, hvordan alt det hænger sammen med Krumme, men jeg synes, du siger nogle skidekloge ting, som jeg ikke havde tænkt over!

  • Mona Segenstrøm Svendsen

    Jeg så din video med Frank, og det var så sjov, da han vågner præcis da du truer ham med en klipning. Så skøn en video.
    Ville have skrevet masse mere, men det ville bare være ælv om at folks underlige handlinger på nettet.
    Men jeg vil hellere se mere Frank.

  • Jeg synes også du er er mega god til det hele! Og jeg synes at det som du forklarer giver god mening. Jeg har dog oplevet nogle gange – ikke på din blog, men på andres – at jeg har kommenteret i en god tone at jeg havde en modsat holdning end bloggeren, til et sponsoreret indlæg vedkommende havde lavet. Nu vil jeg ikke hænge nogen ud, men det er sket hos nogle ligeså “kendte” bloggere, at de har lavet samarbejder hvor de simpelthen ikke har lavet ordentlig research om virksomheden eller emnet inden, og så røget ud i en “shitstorm” over det. Og ingen af de gange har jeg synes at folkene i deres kommentarfelt skrev grimt – de var egentlig bare en smule irriterede over at bloggeren (begge bloggere) svarede igen, og bare sletteee opslaget som om intet var hændt. Dér synes jeg man har et ansvar, og at man bør svare. Ikke for at trække “jeg betaler din løn”’-kortet, men fordi at man bør lytte til en kritik, når der er SÅ mange der henvender sig. Og det gjorde de så ikke… Selvfølgelig var der mange af de samme kommentarer, men jeg ledte længe efter ét fyldestgørende svar, som også svarede videre på de modsvar der kom, og det var der ikke. Men det synes jeg faktisk du har været rigtig god til de gange der har været en heftig debat/uenighed.
    Hos en af de blogs var svaret bare at man ikke kunne klage, så længe bloggen var gratis at læse..

    Hvad tænker du om det? 😊

    • Bum bum. Altså, jeg synes jo egentlig, der bliver reageret, når indlægget i sidste ende bliver slettet. Men der burde klart blive knyttet en kommentar til det. Jeg vil sige, at langt de fleste af os gør en ihærdig indsats for at være sikre på, at vi kan stå inde for kunden i den anden ende, men det er ikke altid nemt. For når man bare googler sig lidt omkring, så er det sjældent, man rent faktisk har succes med at opstøve potentielle skandaler. Dem fortæller firmaet selvfølgelig ikke om, og de gør deres bedste for, at de ikke ligger spredt ud over nettet. Så man kan godt pludselig finde sig selv midt i en shitstorm fuldstændig uden at være forberedt. Og så har man et ansvar for at tackle det ordentligt, det er jeg helt enig i.

  • Kære Miriam. Jeg er vild med dig, Frank og din blog! Jeg synes, at du er vandvittig god til at skrive mange forskellige indlæg! Især indlæg hvor du giver rigtig meget af dig selv. Hatten af for det!
    Når det kommer til gode råd …. Jeg har haft kronisk hovedpine i 11 år. Folk har ALTID et eller andet vandvittigt godt råd! “Har du prøvet, at løbe baglæns i fuldmånens lys, men du synger lille Peter edderkop? Det virkede for min grandkusines afdøde rotte!” I mange år var jeg ved at gå amok! Jeg har prøvet ALT – så stop det der. Tårerne pressede sig altid på og jeg kunne alligevel ikke lade være med at prøve rådet. Blev altid skuffet! På et kursusforløb for personer med kronisk invaliderende smerter var den eneste regel: “I må ikke give gode råd, med mindre i bliver spurgt”. Alle havde det på præcis samme måde som jeg. Jeg synes dog, at det virker for mig at smile og sige “tusind tak, det var sødt af dig at tænke på mig”. I bund og grund er folk (heldigvis) for det meste betænksomme. På den måde får jeg ofte lukket samtalen ned på en god måde og jeg kan fortsætte det jeg var igang med. Jeg ved godt, at det er noget helt anderledes med 100 råd på én gang. Det har jeg trodsalt aldrig prøvet. Og dette skal naturligt ikke forståes som et godt råd – bare en information hvad det virker for mig. Det har gjort nogle situationer bedre. Knus og kæmpe respekt! Ps. min kat er også ved at gå til om dagen! Til gengæl er der fest om aftenen og natten ……

    • Du har helt ret. For det kommer jo så meget fra et godt sted, og det er klart mest venligt bare at smile og sige tak. Men jeg har på en måde lyst til at gøre mere end det. For det ændrer jo ikke folks tankegang omkring de gode råd, hvis der aldrig er nogen, der giver udtryk for, at de måske ikke altid er så velkomne. Og jeg ved godt, det er et ømt og svært emne, jeg kunne bare rigtig godt tænke mig, vi allesammen blev bedre til lige at tænke en ekstra gang, før vi kom med de der råd. 😀

  • Jeg synes det giver rigtig god mening, og jeg synes at det er et meget velovervejet og sagligt indlæg.
    Og jeg forstår dig så udmærket mht. de uopfordret råd – især det med at folk bliver så nemt fornærmede når man ikke tager dem til sig.
    Du gør det rigtig godt – bliv endelig ved 👏❤️

    • Jeg er i øvrigt også en af dem, der aldrig forventer et svar på mine kommentarer, men som bliver rigtig glad og beæret når du så alligevel svarer 😊❤️

  • Jeg har intet at byde ind med, det ikke allerede er blevet sagt, så jeg må bare tilslutte mig en del af ovenstående og sige, at det varmer når du svarer på en besked, men afhængig af indlæg/kommentar er det generelt ikke noget jeg forventer. Hvis dit indlæg lægger op til debat, så er det fedt når kommentarfeltet udvikler sig til en samtale (som her). Enten mellem dig og os, eller os læsere imellem. Sidstnævnte er sket et par gange, og aaaaj hvor jeg elsker når andre byder ind og svarer på noget man har skrevet! Hvis det derimod “bare” er en kommentar på f.eks. WTF-indlæg à la “ha ha hvor sjovt” så fordrer den (i min optik) ikke et svar. Lidt som smiley-kommentarer på Instagram… de bærer ret meget sig selv 😀

    Tak for (endnu) et godt indlæg. Jeg synes det er så usigeligt rart at du siger fra, sætter grænser og ikke ligger dig fladt ned og pleaser alle fordi vi er dine “kunder”.

    Så ja. All said before.

    <3 <3

    /Kristina.

  • Jeg forstår SÅ godt at råd er irriterende – også de velmenende. Jeg er selv slem til at give dem (IRL, sjældnere til “fremmede” online). Men jeg er begyndt at sige noget ala “Jeg har faktisk prøvet noget, der virkede på det problem, du beskriver, sig til, hvis du vil høre om det”. For det kan jo (IMO) også være fedt at få et godt råd, selvom man ikke har bedt om det (er med på det ikke gælder, når folk kommer med råd om, hvordan men bliver rask, når man er kronisk syg, eftersom det jo aldrig vil være et brugbart råd). Nå, men det, jeg egentlig ville , var faktisk at komme med en form for råd. Så for at vi undgår to runder, så stop med at læse nu, hvis du ikke vil have et råd/en tanke om håndteringen af de gode råd.

    Jeg tror, man som blogger er nødt til at sætte nogle grænser selv, og at det er sværere, fordi læserne netop føler et andet krav på jer. Kunne det være en løsning til alle de råd bare at sige “Tak for det” og så aldrig gøre noget ved det? Så fornærmer du ikke nogen og slipper dermed for at gå ind i en diskussion om, hvorvidt du er arrogant etc. Jeg er med på, at du gerne vil “opdrage” lidt på folk, og det er jo en ædel tanke, men hvis det bliver for hårdt for dig, så synes jeg ikke, det er dit job. Og der vil altid være folk, man ikke kan ændre. Jeg er med på, det sikkert strider principielt mod din natur, men… Hvis det kan spare dig for irritation og frustration.

    • Du har helt ret, og det synes jeg også er den helt rigtige måde at gøre det på, og jeg øver mig rigtig meget i at gøre det!

      Den bedste løsning ville nok være det, du foreslår, men som du også selv siger, så er der jo ikke nogen, der ændrer på noget, hvis det er det, jeg gør. Og jeg synes virkelig, vi allesammen skal blive bedre til at tænke over, om der er brug for det råd i den anden ende, eller vi giver det, fordi vi selv var vildt glade for det. For det er jo megagode intentioner, hvis hvis det rammer totalt fejl i den anden lejr, så dur det jo ikke rigtigt.

  • Jeg er virkelig glad for at få en forklaring på dine to sidste stories, for jeg havde ikke set de foregående og blev sgu helt ked af at se dig så ked af det!
    Jeg tror, din måde at blogge på både er din bedste ven og din værste fjende – du er så nærværende og menneskelig og interagerer virkelig meget med dine læsere, og det er der åbenbart nogen, der ikke rigtig kan styre og føler sig berettigede til at have en (negativ) mening om dig som person og ytre sig om den. For mig personligt er dit dejlige og ærlige væsen noget af det, der gør, at jeg gider læse med – hvis det hele “bare” handlede om kjoler og rejser til bountystrande, så var jeg nok faldet fra for længst.
    Du gør et virkelig virkelig godt stykke arbejde, og jeg håber, at alle de positive kommentarer kommer til at fylde mest i dit hjertekammer i sidste ende! <3

    • Tak! Og ja, du har nok ret. Det er jo lige præcis den personlige tilknytning, jeg elsker, men nogle gange bliver det også enormt overvældende, og jeg kan blive bange for at jokke nogen over tæerne ved at sige fra.

  • Lige et godt råd: bliv ved med at gøre præcis det du gør på præcis den måde, du gør det på. Vi er mange der følger med af præcis den grund!

  • Michelle Hansen

    Jeg er glad fir at du har skrevet det her indlæg, og bestemt mehet glad for det tidligere indlæg om uopfordrede gode råd. Det har fået mig til at tænkte over, at jeg selv kan finde på at give folk det – faktisk brugte jeg noget af dit indlæg, som argumentation over for min kæreste i går, da jeg synes hab havde givet rigeligt med gode (læs ligegyldige) gode råd omkring realkreditlån til nogle af vores venner. Så tak. Han forstod pointen. Så måske har du gennem det indlæg formået at få to personer til at overveje en ekstra gang, hvornår der sksl gives råd, og hvornår det måske bare skal lyttes.

    Det her indlæg synes jeg også er bestemt godt. Jeg elsker de indlæg som du skriver i nuet, så at sige. Dem hvor du blander de følelser du har lige nu, ind i det. Det er den type indlæg der gør jeg føler at jeg følger med i en virkelig persons liv, og til tider glemmer at du lever af clicks og reklamer. Og det formår jeg næsten at glemme her, selvom det er en stor del af emnet.
    Desuden synes jeg det er interessant at få et indblik i folks arbejdsliv, og det gælder både sygeplejersken, tømren, revision og bloggeren etc. Etc.

    Og ps. (Håber ikke det her også anses som et ligegyldigt råd) så tror jeg nok frank skal klare den gennem varmen. Mine katte har ofte valgt at ligge sig i solstrålen, og samtidig brokke sig over varmen. De lever endnu 😉

    • Det er jeg virkelig glad for! Og jeg anser bestemt heller ikke mig selv for værende hellig på det punkt. Det er jo kæmperelaterbart at føle behov for at dele det der skidegode råd, man lige ligger inde med. Og det er også først for nylig, det er gået op for mig, at det måske mere er mit behov at sige det, end det er andre behov at høre det! 😀

  • Jeg forventer, ligesom mange andre herinde, ikke, at bloggere svarer alle kommentarer. Lidt ligesom at du ikke synes at folk bør komme med gode råd uden de er blevet spurgt, ja så forventer jeg heller ikke svar medmindre jeg har spurgt om noget. Don’t get me wrong – jeg synes det er hyggeligt med et svar. Især på story fordi det virker så personligt at skrive beskeder derinde, men det ville aldrig være noget jeg forventede.
    Jeg tænker også at det må være spildt arbejde at svare kommentarer flere dage/uger efter de er skrevet. Jeg går i hvert fald ikke selv ind og kigger på et gammelt blogindlæg for at se om jeg har fået svar. Der er jeg videre og har lykkeligt glemt hvad jeg har kommenteret på.

    Jeg var en af dem der skrev en kommentar på Frank-videoen igår. Godt nok ikke med et godt råd, men mere med en konstatering af at jeg delte din “frustration” som kæledyrsejer i varmen. Jeg svarer normalt sjældent storys, netop fordi jeg tænker at bloggere må modtage ekstremt mange (ofte ligegyldige) beskeder på den platform. Men igår gjorde jeg så en undtagelse, så da jeg så dine storys hvor du frabad dig råd, blev jeg lidt skuffet og følte mig nok lidt ramt, selvom jeg jo ikke var kommet med et råd. Men min besked blev jo nok talt med i de 500, som du havde fået til netop den video. På den måde er instastorys jo egentlig en lidt finurlig platform. På den ene side føles det så personligt, fordi det bliver en én-til-én kommunikation, når man svarer på en story. Men på den anden side, så aner man ikke hvor mange andre der har skrevet en lignende kommentar, eller om man skulle ske at være den eneste.

    Til sidst vil jeg sige, at jeg ikke deler din holdning til gode råd, fordi jeg mener at den slags altid kommer fra et velmenende sted. Ligesom de komplimenter til dine bryster, som du længere oppe har skrevet, ikke falder i god jord hos dig. Fair nok at det er sådan du har det, men for afsenderen er det jo ikke nemt at vide. En kompliment er jo (som hovedregel) altid sendt afsted for at glæde modtageren 😊
    For at vende tilbage til emnet, så kan jeg sagtens forstå at det må være træls at modtage 500 beskeder med gode råd, når man faktisk ikke har bedt om dem. Måske det kunne være en mulighed at du slog kommentarer fra på de storys der er specielt indbydende til gode råd?

    Til aller sidst vil jeg sige tak for en god blog og for de svar jeg egentlig ikke behøvede, men alligevel værdsatte 😄

    • Du har ret i, at det er spildt arbejde at svare så gamle kommentarer, og det var også derfor, jeg holdt op. Jeg blev kun ved så længe, fordi jeg netop var bange for at “svigte”, hvis jeg ikke gjorde det. Men når modtageren alligevel næppe nogensinde vil læse den, så er det lidt omsonst.

      Helt almindelige kommentarerer til videoer regner jeg ikke med som gode råd. Det er dem, jeg elsker, og dem jeg helt vildt godt kan lide at svare på! Det er pissehyggeligt! Og ja, du har helt ret i, at både gode råd og komplimenter kommer fra et godt sted, og det er også derfor, det er så ømt et emne. For folk tænker som regel slet ikke over, at de kan jokke i noget ømt. Eller at det kan være upassende. Jeg bliver SÅ ofte reduceret til bare at være nogle store bryster. Det har jeg skrevet om flere gange herinde. Så når jeg fx lægger et billede op, hvor jeg har en højhalset bluse på, og fokus ingenlunde er på min barm, så er det ikke en rar oplevelse alligevel at få kommentarer, hvor folk skriver “Gode meloner!” Jeg ender med at sidde med en følelse af, at det er alt, jeg er. At jeg aldrig kan flygte fra at være hende med de store bryster, uanset situationen. Og det er det samme, man ofte kommer til at gøre, når man kommer med en masse gode råd, fordi man slet ikke er bekendt med hele situationen, hvilket man var, hvis modtageren var interesseret i råd, fordi de jo så havde forklaret nærmere.

      Mht til at slå kommentarer fra, så kan man kun slå dem fra permanent og ikke på den individuelle story. Og det har jeg heller ikke så meget lyst til. Jeg vil jo vildt gerne snakke med folk! Og jeg ville heller ikke vide, hvornår jeg så skulle gøre det, for jeg kan aldrig rigtig forudse, hvornår de gode råd kommer, fordi jeg jo netop ikke aktivt efterspørger dem. 😀

  • Hvor kan jeg godt følge dig! Jeg er havnet i nogenlunde samme dilemma i går, da jeg postede en succesoplevelse i en gruppe på FB. Jeg er kronisk syg og ville bare gerne fortælle mine ligesindede i gruppen om, at jeg havde overvundet en forhindring og været til min første koncert i 10 år. Jeg var høj af lykke. Men straks væltede det ind med gode råd om, hvad jeg kunne gøre næste gang, jeg skulle afsted og hvordan nogle ikke ville undvære det sjove i livet, bare fordi de var kronisk syge. Jeg endte med at sidde med en halvlunken følelse i stedet for glæde. For der ER faktisk en grund til, at jeg ikke kan være med til alt, og hvad andre kan, selvom de er syge, blander jeg mig ikke i, og jeg havde forberedt mig rigtig godt på koncerten, så jeg kunne være med, så jeg havde bestemt ikke brug for gode råd, da jeg hverken havde bedt om dem eller havde brug for dem.
    Så JA, jeg kan virkelig godt forstå dig, og jeg synes folk skal stoppe strømmen af de uopfordrede gode råd. Vi kan godt tænke selv!
    Jeg ELSKER din blog, og jeg håber du fortsætter det hårde arbejde. Den er et dejligt lille frirum for mig, hvor jeg for en stund glemmer mine ulidelige smerter og oftest griner højlydt over din gode humor og de mange sjove wtf-indlæg! Keep up the good work!

    • I get it! Og det er lige præcis i sådan nogle situationer, de gode råd virkelig ikke er rare. Jeg får dem også i forbindelse med sygdom, og de prikker til noget rigtig uheldigt. Og der skal så lidt til bare lige at spørge, om man er interesseret i andres erfaringer eller gode råd.

  • Miriam, jeg vil råde dig til at stoppe med at brokke dig. Helt. Mit råd til dig er, at lade være med at skrive noget, som på nogen måde kan opfattes som et problem, noget negativt eller bare alt andet end candyfloss. Hvis Frank har det varmt, skriver du bare “Her er Frank”. Hvis du har det varmt, skriver du bare “hej”. Hvis du har haft en dårlig dag, fordi du har det varmt, skriver du istedet “jeg elsker bare is”. Det vil også gør din blog mere enkel og ligetil, selv for de tungnemme. Det er mine råd til dig. Selv tak; jeg sender en regning for konsulentydelser

    • Du er et klogt menneske, Kir. Nogle gange glemmer jeg at se på afsenderen navn, før jeg læser dine kommentarer, og jeg når altid at tænke “WTF?!” 😀

    • Ha ha ha. Det er sjovt det der 😂 Miriam blottet for følelser og meninger. Ligesom Garfield without Garfield.

  • Jeg vil nærmest sige undskyld for at komme med et “god råd” på din story i går! Forstår så godt din pointe…… – men det var oprigtigt godt ment omend ikke den dybe tallerken hvorfor du selvfølgelig havde prøvet det af allerede….💦 Tak for et godt indlæg!

    • Nope! Ingen undskyldning nødvendig. Som du selv siger, så kommer det jo hundrede procent fra et godt sted, og fordi folk ikke tænker over det. Så for at citere RockPaperDresses: Det vidste man måske ikke før, men så ved man det nu. Og det synes jeg er så fint sagt, at jeg slynger om mig med det!

  • Tak for evig god blog! Jeg er en af dem, som sjældent kommenterer, og som slet ikke bruger IG (gisp! Dare I say it!?), og derfor er jeg nok en af de nærmest nonstop tilfredse læsere, som du ikke mærker så meget til. Men vi er her! Og jeg sætter enormt stor pris på dine velformulerede og morsomme tekster, men især også på indlæg som disse, hvor du insisterer på at slå et slag for en god opførsel. Som mange andre har jeg mine ideer om hvad okay web-opførsel er (vær høflig og venlig og helst sjov, og undlad at sige noget, hvis det er rent negativt og ikke en del af en debat), men som en der sjældent deltager og mest læser/betragter, er det så fedt at en person som dig tør sige noget om de her emner. For det er vigtigt! Du kan aldrig gøre alle dine følgere tilfredse, men ved kontinuerligt at slå slag for, hvad du synes er okay, er du med til at guide os alle til bedre opførsel, og du er med til at øge bevidstheden om, at der netop findes forskellige opfattelser af, om man skal svare alle eller ingen. Som måske kan gøre indtryk på en følger, der ellers er låst fast i sit krav om svar. At blogge bliver aldrig et job jeg misunder, jeg ville gå til i stress og angst, så tak for at du tager tjansen, det er much appreciated!

    • Årh, tak! Jeg er altid nervøs for at udgive indlæg som det her, fordi man hurtigt får skudt i skoene, at det er klassisk blogger-brok, og vi simpelthen skal holde kæft med vores first world problems. Og det er det jo virkelig også! Men derfor kan det jo godt have værdi. Det har det i hvert fald for mig. Så jeg er glad for, du også får noget ud af det. 🙂

  • Tak, bare tak for din blog og dig – mega fed daglig “underholdning” og så mere Frank, der kan aldrig blive for meget Frank

  • Jeg har misset (hæ, mis) det hele, og kommer lige ind fra højre, for jeg vil nemlig meget gerne bede om et opfordret råd(!):

    De tips, du havde forsøgt, hjalp de SLET ikke, nogen af dem? Jeg har kun prøvet det med et vådt viskestykke og isterning i vandet, og det gad min kat viiiiirkelig ikke! Har du ikke det gyldne råd? Noget, jeg ikke har prøvet? 😬

    (Jeg er forresten helt på pet peeve-siden og HADER uopfordrede råd. Jeg synes det er så bedrevidende og føler, at folk tror, jeg ikke selv kan tænke.)

    • Nope, Frank er ligesom din kat. 😀 Han gider hverken vådt eller koldt! Men det sidste råd, der gik igen, var en kølemåtte, som man kan få hos nogle dyrehandlere. Nogle lavede dem også selv med noget med et et køleelement af en art, og så et håndklæde eller noget over. Og idéen er pissegod. Frank gider bare ikke det lort! 😀

      • Katte er altså nogle røvhuller. Her prøver vi at gøre alt, vi kan, for at de ikke skal lide unødigt. Utaknemlige lorte. They don’t know what’s good for them 😀 Men tusind tak for svaret!

  • Hej Miriam. Jeg er for nyligt begyndt at følge din blog, og er fan! Jeg startede i februar en blog op og var helt sikker på, at jeg hver dag skulle skrive stolpe og ned og lynhurtigt ville få en masse læsere (“for min blog er jo VILDT nice”), samtidig med at jeg har et tidskrævende karrierejob. Not.so.much!!! Det er f****** tidskrævende, og jeg skriver meget mindre end gerne ville, og der er bestemt ikke pga kommentarerne (dem får jeg sådan lidt her og her), men alt det andet, som du også beskriver. Jeg har fået kæmpe respekt for en bloggers arbejde og kan dagens forstå, hvorfor det er et fuldtidsjob. Og irriterer mig når Pro- bloggere gang på gang bliver pålagt at retfærdiggøre, at det faktisk er et rigtigt job! Har du ikke lyst til at følge op ned et indlæg om hvordan du er kommet så langt? For det, du bruger tid på i dag, er vel næppe det samme som i starten? Med andre ord, hvordan voksede du din blog så stor? Mange hilsner Marie-Louise

  • Nu har jeg ærligt ikke læst alle kommentarer igennem til det her indlæg, så med fare for at gentage andre kommer min tanke her;

    I forhold til det med uopfordret gode råd, så er det virkelig en kultur ting der burde brændes ned til grunden. Det er så meget en dansker ting, at give gode råd eller give sin mening til kende uden at være spurgt.
    Jeg tror det ofte komme fra et god sted, men hvor er det dog alligevel møg irriterende! Hold nu bare bøtte indtil du bliver spurgt altså! 🤨

    Og ja, jeg gør det selv indimellem uden at tænke over det og så bliver jeg irriteret på mig selv bagefter.. 🙈

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.