Agurketid & skriveblokade

Man skulle synes, jeg svømmede i blogidéer efter sygdom og et par dages blogstilhed. Men det gør jeg ikke. Blogland kan ikke se sig fri for agurketid, og vi sidder hardcore i den. Det er kedeligt. Jeg keder mig.

Jeg har lyst til at skrive, men jeg kan ikke rigtigt finde noget, jeg har lyst til at skrive om. Hvis man er på ferie, kan man skrive om det, men jeg er ikke på ferie, og andre menneskers ferie gør mig helt ærligt bare lidt mopset. Hvis man ikke er på ferie, kan man skrive om det, men realiteten er, at jeg er fanget i et et slags suspenderet arbejdsliv, fordi alle andre er på ferie, og jeg derfor ikke har så meget praktisk at tage mig til. Udover at blogge. Og så er vi tilbage ved problematikken i at finde noget, der er værd at skrive om.

Før jeg gik i gang med den her omgang pladder, skrev jeg et helt indlæg – et skræmmende langt indlæg, faktisk – om det frustrerende i at have forelsket sig hovedkulds i en kjole, og når den så ankommer, så er den helt forkert. Forkert størrelse, forkert stof, forkert pasform, forkert alt. Og, altså, jeg tænker, det er en situation, de fleste af os kan nikke genkendende til, men den fortjener sgu da ikke sit helt eget blogindlæg, hvor jeg bare ranter i barnlig bitterhed over, at mine forventninger ikke blev indfriet. Der må være grænser.

Jeg skriver og sletter og skriver og sletter.

Men jeg lever, og jeg er rask igen. Hvilket jeg lige ville gøre opmærksom på. Andet har jeg tilsyneladende ikke at sige pt. Hvis der er nogen, der har en kongeidé til et blogindlæg, så smid den endelig nedenfor. Det kan jo ikke blive ved, det her. Det føles helt forkert.

Kommentarer (43)

  • Hvad med et indlæg om at skifte retning i livet? At se sig nødsaget til at skifte mål i livet af forskellige årsager, den overvindelse det er at tage springet og hvordan det kan ende med at blive bedre end de drømme man havde før?

    Ellers må du blive mere aktiv på tinder igen og finde nogle sjove samtaler til os 😄

    • Eller skrive noget om, hvordan du havde forestillet dig, at dit liv skulle være. Ærligt, så er jeg slet ikke det sted i livet, som jeg havde regnet med for 10 år siden – på godt og ondt.

      • Ja, eller måske hvordan du forestillede/fantaserede om, at dit liv ville være, da du var barn. Altså også alle de der (urealistiske) ideer om, at man ville blive gift med en prins.

  • Flere indlæg om kærlighed, dating, tinder osv. Hvis du altså har mere at sige. Jeg ved at vi er mange i samme situation som dig, og det er så rart at læse dine ord om det.

    Eller måske dine tanker om feminisme f.eks.? Ved ikke om det er noget du allerede har skrevet om.

  • Miriam – lav meget gerne et opslag med hvilke sommerkjoler man bør eje fra diverse netshops. Du har SÅ god smag 🙂 Jeg havde i øvrigt også læst “ulykkelig-kjole-kærligheds-historien med glæde… Elsker alle dine indlæg.

  • Kunne være fedt og høre lidt om dine tanker op til at leve af at blogge – altså hele den her “jeg vælger en utraditionel vej”-historie, og hvordan din omgangskreds har reageret på det. 😀

  • Jeg har tænkt over hvad den fremtidige udviklingen vil være for bloggere..
    I startede noget verden ikke havde set før unge smukke under uddannelse, så var det giftemål, nu børn.. hvad vil den næste retning blive?
    Skilsmisse? Karrierre hvor i bruger deres uddannelser? Hvad ved jeg?
    Vil de som tiden jo før har ændret sig følge med strømmen eller sætte hvilken vej strømmen løber?
    Livet væk fra www har jo også ændret sig.. før var det 30års alderen der var gammel, så rykkede det sig til 40.. 50..
    ser ud til bla. Madonna sætter baren for det..
    kan du bidrage med dine tanker om den udvikling.. se i krystalkuglen hvilken vej dit og andres unge smukke liv vil tage som bloggere 🙂

    Eller hvilke LUSH produkter du vil anbefale? Eller hvordan Frank trives i varmen 😉

  • Eller bare give os en god smækfuld billeder af Frank. Måske finde nogen som betyder noget for dig, og gå dem igennem med os? Billeder af Frank uden den helt store tekster er også fint 😍😂

  • Et indlæg om, hvilke karrieremål man/du har som blogger? Hvad er det ypperste, du drømmer om at nå? Kim K sørgede for, at Trump benåede en indsat. Hvad ville den danske pendant være?

  • Hvad med et indlæg om noget tungt, såsom sorg? Eller et indlæg med boganbefalinger, eller læseres anbefalinger?

  • Anmeldelser af ting og sager.. Fx noget (dårligt?) tv.
    Kan så godt lide din humor og skrive-stil at et indlæg om en forkert drømmekjole faktisk slet ikke lyder halvt dårligt 🙂

  • Hvad med at lave en runde med korte (fx max 150 ord indsendt via sådan en googleformular eller hvad der nu er nemmest for dig) gæsteindlæg fra læserne og måske dig engang i mellem om det samme emne. Altså tre små blogindlæg om samme emne i samme opslag. Det kunne være en sjov afveksling og noget nyt i blogland (tror jeg?) og jeg tror det kunne være inspirerende at se flere forskellige synsvinkler i samme opslag. Men det kunne godt gå hen og blive et frygteligt kommentarspor at holde styr på. (men sådan nogen som mig ville kunne få lov til at skrive et blogindlæg eller to uden at have en blog.. For det magter jeg ikke;))

  • Måske kunne agurketiden være et naturligt tidspunkt at smide alle bolde lidt op i vejret og se bloggen efter i sømmene – forstået på den måde, at man måske netop i denne tid har bedre tid til at overveje nye og gamle koncepter, og brainstorme lidt på den slags? ☺️
    Og så synes jeg altså at indlægget med kjolen lyder ret lovende – den slags kan være ret skægt hvis de har et humoristisk twist. 😬

  • Jeg vil altså også godt læse dét indlæg om kjolen. For det kan vi vist alle relatere til på en eller anden måde. Det der med at opbygge en ide om noget, som er helt perfekt men så skuffer fælt. Og så er det jo netop dine tanker, dine ord, som gør at vi, eller i hvert fald jeg, læser med.
    //B

  • Dine liveblogs af forskellige begivenheder har været fantastiske.

    Hvad ville der ske, hvis du Live bloggede en Tour de france dag? Jeg er sikker på, du kunne give det et humoristisk spin.

  • 1. A day in the life of Frank. 2. Dine drømmerejser – nye rejsemål i USA, hvad du ville have lyst til at spise i f.eks. New Orleans. 3. Forældreanekdoter (hvis dine forældre er indforstået med det). 4. Den perfekte dag i København – hvor ville du gå hen, hvor ville du spise. 5. Bare noget om dig. Du er skidesjov. Også i agurketiden.

  • Vil du ikke lave en guide til hvad man skal gå efter når man køber sko med hæl så ens fødder ikke dør? Og måske også et par tips til nybegyndere til hvordan man bliver god til at gå i hæle uden at ligne en fuld gås 🙂 altså sådan noget med hvor bred og hvor høj skal hælene være til at starte med og kom med nogle eksempler på gode/behagelige højhælede støvler, stiletter og pumps.. og så ellers bare tak for en skøn blog!

  • Hvad i alverden er der nu galt i et “Fuck mit liv, kjolen passer ikke alligevel!”-indlæg? Det kan kan man da netop relatere til og jeg ville med glæde læse det 😀 (Y)

    Og ellers noget om dating, tinder, håbløse mænd mv. 🙂 Guide til København efter din smag lyder også godt, det samme med Tour de France – selvom du ville være tvunget til at se det 😉 Dine ord er kanone og du er skide sjov – emnet er ikke altid så vigtigt !
    Kæmpe smil og highfive til dig 😀

  • Hej Miriam. Jeg flyter dra Jylland til København for at læse en kandidat på RUC, og jeg synes det er liiidt svært at flytte til en storby, hvor jeg ikke lige ved hvordan jeg skal lære den at kende på andet end turistbasis… Kan du måske lave et indlæg om tips og tricks til at skabe tilhørsforhold til Københavns?

  • Miriam lav et indlæg sammen med mig og min shop romershoes.com, der sælger damesko i store størrelser (40-46) 🙂 Så kan vi forkæle dig og dine læsere med et par lækre sko her i agurketiden. Hvad siger du til det?
    /Maria

  • Jeg har netop modtaget en kjole fra asos som SLET ikke var som på billederne, hverken i stof, pasform, materiale eller farve… det er så hjerteskærende

  • 1a. Mere om dating og kærlighed! Du var på e tidspunkt i gang med at skrive om/anmelde dating apps/platforme. Det var sjovt.

    1b. Noget om vennedating, hvis du har gjort dig nogle tanker om det.

    2. Mere om mad, træning og indlæg om vægttab/kroppen. F.eks. om dit “forhold til” (af mangel på bedre ord LCHF).

    3. Og et lidt mere specifikt forslag: Et indlæg om kommentarfeltet på blog. For hvornår vælger du, som blogger, at svare på kommentarer og hvornår gør du ikke? Og har det ændret sig for dig, om du svaret eller ej? Jeg synes, det er interessant at se, hvad du (og andre bloggere) gør. Nogen svarer på alle kommentarer, nogen på nogle kommentarer og andre igen på ingen. Personligt synes jeg, det er fedt med et svar, uanset hvor småt det må være. Det giver følelsen af engagement, og at man bliver hørt som læser. For det er vel det, man gør som blogger, når man får en kommentar. Jeg har dog fuld forståelse for, at det højst sandsynligt er tidskrævende at svare på alle kommentarer, så jeg kan godt forstå, hvorfor man vil vælge ikke at gøre det. Men jeg synes som sagt, det er spændende og kunne vil godt tænke mig at høre, hvad du som blogger tænker om det.

  • Og et forslag mere jeg ikke fik med før…

    4. Giv dine læsere mulighed for at skrive et blogindlæg: Lav nogle rammer og “regler” for f.eks. længde eller lignende. Så kan vi skrive en mail til dig, enten med emnet eller hele blogindlægget, og så kan man enten poste det anonymt eller med afsender. Jeg tror, der kunne komme mange sjove og tankevækkende indlæg frem af dette, og læserne, der ikke har en blog, vil få lidt spalteplads og muligheden for at blive hørt.

  • Wauw, der er virkelig mange gode forslag.
    Måske skal du bare give dig selv lov til at holde fri et par dage? Tag til stranden og dyp tæerne, læs en bog og drik en hel flaske vin alene. Skriveblokade varer heldigvis aldrig uendeligt. Held og lykke ;:-)

  • Wow, mange gode forslag, der er så mange af de indlæg folk har foreslået, som jeg viiirkelig godt gad læse. Istemmer mig btw ekstra meget for det dating-relaterede.. 🙂

  • Kender godt det med skriveblokade og at man skriver og sletter. Jeg tror og håber det blot er en fase og lad os bare give varmen skylden. Den er jeg med på. Når det så er sagt så må du meget gerne skrive om datinglivet. Det er så underholdende at læse og noget som jeg i hvertfald også kan relaterer lidt til.

  • En mad tutorial – er sikker på du kunne gøre det umådeligt morsomt 😂

    … men vil helst høre om din date på bistro igår 😁

  • Forslag:
    1) Det laver mine læsere. Sammensæt ti spørgsmål, som nogle læsere svarer på om deres hverdag.
    2) Interview mes bloggere der blev væk. Hvorfor, hvad nu osv. (Fx Line Love (s.u.s) Katrine Krøjby, Shopaholicasisters…)
    3j Sko, tasker, Frank.
    4) Hemmelige steder i København, man kan tilbringe tid/ lave gode ting

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.