Træk stikket! TRÆK!

(Fingeren er primært til EB. Ikke udelukkende, men primært).

En del af mig er lidt skamfuld over at skrive, at jeg sagtens kunne være kørt videre i den gode sags tjeneste. Aftenshowet ville gerne have mig på i aften, Berlingske kontaktede mig til et interview, sågar Nationen! har smidt mig en mail (og tilsyneladende lagt historien op, selvom jeg frabad mig det, fordi det er definitionen på sensationsjournalistik med matchende publikum. Jeg holder mig i øvrigt laaaaangt væk og vil derfor helst ikke fortælles om, hvad der bliver sagt derinde! 😀 ) Måske var det her, jeg burde være kørt på. Men det sidste døgns tid har været vildt nok, for når man sætter sin røv i klaskehøjde, så får man også smæk, og mine baller har ikke så hård hud, som jeg måske troede, de ville have efter seks år som blogger. Yes yes, det her er mig i offerrollen igen. Party! 😉 Men jeg er kommet ud med, hvad jeg gerne vil sige, og for nu lader jeg den ligge der.

Der er dog én ting, jeg har brug for lige at kommentere på, for det er faktisk kommet rigtig meget bag på mig. Meget af debatten er blevet kørt over i kropspositivitetsbevægelsen, hvilket slet ikke var intentionen med indlægget. Det var sådan set bare, at man som overvægtig gerne vil have lov til at eksistere uden at blive udskammet i offentligheden. Man skal ikke partout elske min krop, man skal bare have pli nok til ikke at sige det til mit ansigt, for jeg har hverken lyst eller behov for at høre din mening om min krop. At jeg derudover er glad for alting bopo, det er en anden snak. Relateret, helt sikkert, men en anden snak. Og det er her, det er kommet gevaldigt bag på mig, hvor mange fjender kropspositivitetsbevægelsen har. Og jeg taler ikke om folk, der synes, tykke mennesker er klamme og skal gemme sig væk, men folk, der læser bevægelsen som værende ét stort, selvfedt stunt, hvor man poserer for kameraet og råber: “Se, hvor er jeg modig” i et forsøg på at malke folk for alle de likes og komplimenter, de er værd.

Det gjorde mig lidt målløs. Det må jeg ærligt erkende. At tage noget så fint, positivt og opmuntrende og gøre det decideret ulækkert. Det er ikke det, jeg gør det for, og det er ikke det, jeg får ud af det. Bevares, likes er dejlige og bekræftende i, at jeg gør noget godt, men det er jo ikke dem, der rykker på noget. Det er at kaste sig ud i det, stå ved, hvem man er, inspirere andre og blive inspireret selv. Der er sket massive ændringer på min Instagram henover de seneste måneder, og mange af jer har bemærket det. Det kommer sig dels af, at jeg er mere obs på at benytte mit kamera, men det kommer sig i langt højere grad af, at jeg længe har fulgt fantastiske kvinder, der har hjulpet mig enormt med mit selvbillede. Det er derfor, der er mange flere billeder af mig og min krop. Det er derfor, jeg er begyndt at smile med tænder på mine billeder. Det er derfor jeg helt generelt ser gladere ud. Fordi det er jeg. Fordi det her virker for mig. Og når jeg så får tilbagemeldinger fra kvinder, som bliver inspireret af mig til at gå i shorts og tætsiddende kjoler og alt muligt andet, som de ikke har turde før, så er jeg ved at kamme over af glæde og fællesskabsfølelse og søstersolidaritet. Og så må man gerne synes, jeg er blevet lidt hippie at høre på på mine gamle dage, men jeg har dyrket negativiteten og fingerpegningskulturen for fuld hammer – som helt gamle læsere vil vide – og det kunne jeg sagtens retfærdiggøre over for mig selv. Og bilde mig selv ind var fedt. Men det var det ikke. Jeg var bare et røvhul.

Så, here’s the thing: Man må gerne synes, at kropspositivitetsbevægelsen er det argeste bras og i kraft deraf holde sig langt væk fra den, fordi man synes, den ikke virker og mest af alt ligner svindel og humbug. Men vid, at det er noget, der for rigtig mange af os gør en enormt stor forskel på daglig basis, når det kommer til selvaccept, selvkærlighed og generel livsnydelse. Og det ville måske være meget fint at lade os have det. For hold kæft, hvor har det gjort mit liv meget federe. No pun intented. 😀

Kommentarer (24)

  • Følger lige op fra den tidligere tråd her – og henviser derfor også til alle mine disclaimers i min tidligere kommentar 🙂
    Kropspositivisme og inklusion af forskellige kroppe – store som små – er jeg stor fan af. Hvis den bølge kan hjælpe folks selvværd, er det kun en gevinst for alle. Der, hvor kæden hopper af for mig, er, når man misbruger den bølge til at iscenesætte sig selv og få det til at fremstå som en “modig handling” med 1000-vis af likes og følgere og for nogens vedkommende også $$ som følge. Jeg er sådan set ligeglad, hvis folk vil vise deres kroppe frem på gaden, SoMe og med eller uden tøj på. You do you. Men når kvinder med helt, helt gennemsnitlige, gængse kroppe, som fylder det meste af gadebilledet hver evig eneste minut, også skal tilskynde sig “kropaktivist”-brølet og dermed også forsøge at ligestille kampen mellem hvad en median-krop skal udsættes for og en der rent faktisk får råbt skældsord efter sig og skal leve med, at tøjmærker diskriminerer dem ved ikke at lave tøj i de størrelser – det udvander simpelthen budskabet. Det lugter af komplimentfiskeri, og det gør, at hele bølgen, desværre, fremstår mere useriøs. Selvfølgelig skal der være plads til alle slags kroppe, men der er gået inflation i “ej-hvor-modigt”-tilråb, når alle der lægger et bikinibillede på IG bliver gjort til en kropspositivistisk handling. Man er også nødt til som minimum at erkende, at hvis bølgen skal rumme revl og krat, så hægter der også nogle freeriders på, som vil udvande jeres gode budskab. Det er jo en måde at gardere sig selv på og lukrere på et reelt problem ved at tilføje det gratis #bopo.
    Granted – måske lidt et stretch, men det svarer til #alllivesmatter-modreaktionen, når det er åbenlyst for enhver, at det ikke er samme problemstilling som sorte versus andre racer står over for. At samle det under et er useriøst og ødelægger budskabet, selvom alle vel er enige om at ingen, uanset race, skal udsættes for politivold. Det er bare ikke det, der er issuet.
    Og det er virkelig kærlig ment – jeg er selv en helt kedelig str. 36, som har stor respekt for Ida Rud & co., men desværre bare har valgt at sige fra, da jeg ikke længere kan tage bølgen seriøst.

    • Jeg er uenig med dig. Alle kroppe bliver shamet. Du skulle se, hvad Helsematilde får skudt i skoene om at være for tyk, for tynd, have for stor røv og alt muligt andet. Jeg synes omvendt af dig, at kropspositiviteten LIGE PRÆCIS skal inkludere alle kroppe – også de helt almindelige – og respektere, at langt de fleste mennesker har oplevet at blive bodyshamet for det ene eller for det andet. Jeg er tyk og bliver chikaneret, men derfor kan jeg sgu godt give plads til, at der også er problemer blandt normalvægtige og slanke og smukke mennesker. Og ikke mindst at de også har usikkerheder, hvilket er det, jeg primært søger at bekæmpe. Min kropspositivitet er for mig og min skyld, og så giver jeg egentlig lidt en fuck for, hvad resten af verden mener. Eller prøver i hvert fald. 😀 For det virker for os! Hurra! Hvis det ikke virker for dig, så hopper du af, og det er så fint, så længe vi andre får lov at blive ved. 🙂

      • Hej igen.

        Selvfølgelig kan I få lov at blive ved, hvor læser du, at jeg skriver noget andet? Der er ingen grund til at blive så defensiv – jeg holder tonen sober og går ikke efter manden (derfor nævner jeg heller ikke Helse Mathilde i denne kommentar). Og selvfølgelig giver du en f*** for hvad verden mener, ellers havde du jo heller ikke brugt SoMe som platform. Hvilket der i øvrigt ikke er noget som helst i vejen ved. Det er ærgerligt at afholdes fra at
        kommentere (høfligt og sagligt), hvis man ønsker at nuancere debatten.

        Jeg prøvede bare at sige, at I skulle overveje at tage stilling til, at jeres bølge også bliver udnyttet i et andet, mere egocentrisk, regi af andre, og at det er med til at mudre hele billedet.

        Det var oprigtigt talt ikke ment som et angreb på dig, tværtimod, dit første indlæg (som blev trykt i Politiken) var sjovt og satte fokus på en vigtig problemstilling. Men peace out – det første jeg skrev, var, at jeg ikke vil deltage i mudderkast, så jeg stopper her.

        • Hov – jeg synes bestemt ikke, jeg mudderkaster, men også holder tonen helt pæn. Det var i hvert fald intentionen. Jeg er ked af, hvis du læser det anderledes. Helt oprigtigt! Jeg var glad for din fine tone og syntes, jeg leverede samme tilbage, men min holdning ER markant anderledes end din, og det giver jeg udtryk for. Når jeg skriver, jeg ikke giver en fuck for, hvad verden synes, så er det ikke ment angribende mod din holdning, men bekræftende mod min egen. Fordi hele pointen med bevægelsen jo netop er det. Ikke at give en fuck. Men hvis blog-jargonen ikke funker så godt i kommentarfeltet, så tager jeg det til mig. Undskyld. 🙂
          Jeg tror, du har helt ret i, at nogle mennesker vælger at udnytte en bølge som denne til egoistiske formål, men jeg synes, det er endnu mere ærgerligt at gå på kompromis med egne, gode erfaringer med bevægelsen af den årsag. Du skriver, at vi skulle overveje at tage stilling til, at nogle udnytter bevægelsen, men jeg er kke helt sikker på, hvad det kunne gøre? Der vil altid være nogen rådne æbler, tror jeg, det er der næppe så meget at gøre ved. Ingen bevægelse er ren. Der er også folk, der ødelægger BLM, feminisme, osv. Jeg vil hellere fokusere på alt det gode, det gør. Men har man det ikke på samme måde, så er det som sagt (og det både er og var skrevet ganske uden sarkasme) helt fint at stå af.

    • Man behøver absolut ikke være tyk for at blive body shamed! Jeg er som dig Zainab en helt “kedelig” str 36, men har alligevel hørt kommentarer om for små bryster, for fede lår med for mange strækmærker og at jeg har muffintop mave! Men jeg kan godt lide min krop og viser den gerne frem i shorts, korte kjoler og croptops fordi jeg håber at kunne vise, at det er sådan de fleste ser ud, med skavanker og uperfektioner, også selvom de “bare” er en str 36! Jeg er på ingen måde ude efter komplimenter, jeg vil bare at min, og andres, krop skal accepteres ! Desforuden kan du ikke sammenligne diskrimination af hudfarver med bodyshaming….. Diskrimination af hudfarve er forskellig fra land til land og er i lang højere grad politisk og ideologisk påvirket…

      • Jeg tror ikke det handler så meget om hvem der bliver “body shamet”, og hvem der ikke gør. For helt ærligt, nu til dags, så har stort set ALLE prøvet at blive body shamet på en eller anden måde – alle har personlig erfaring med det, tynde som tykke. Der er instagram-kontoer og blogs som udelukkende har det formål at kommentere Victoria’s Secret modellernes kroppe og hvor de blive revet fra hinanden, hvis de tager få kilo på efter showet eller er en smule oppustede.
        Ligesom Zainab synes jeg, at kropspositivisme er en SÅ god ting, men jeg bliver (ligesom hende) også træt af, at det er en bevægelse, der startede ud for overvægtige og efterhånden er blevet high-jacket af “gennemsnitlige”, hvide middelklasse-kroppe (for at være meget stereotyp her). Og det er ikke fordi, de ikke har lov til at have komplekser og arbejde på at få det bedre – men det er simpelthen fordi det ikke er DERES kamp, der er den hårdeste. Ja, du har måske prøvet at blive body-shamet som en størrelse 36 pga en muffintop, men det er i en helt anden kaliber det som Miriam beskriver, som overvægtige bliver udsat for. Her er det ikke body-shaming på et personligt plan, men samfundet der ser ned på dem og opfatter dem som andenrangsborgere.
        Min pointe er ikke, at de mere eller mindre “gennemsnitlige” kroppe ikke har en stemme, eller at deres mindreværdskomplekser er ubetydelige. Men hvis vi gerne vil have et paradigmeskift, således at overvægtige ikke længere ses ned på i samfundet, så skal vi give plads til DERES stemmer. Og så må vores egne, os med de gennemsnitlige kroppe og kropskomplekser, måske vente lidt med at komme til orde, eller vi kan finde andre måder at dyrke kropspositivismen på, som ikke tager fokus fra dem, der mest har brug for den.
        Igen, jeg skal ikke sidde og sige, at der er noget der er “rigtigt” og “forkert”. Alle, har brug for nogen at spejle sig i, og det hjælper virkelig at se folk, der har en krop der ligner ens egen (frem for kroppene i bladene). Men når piger på instagram, som hiver ud i en HUDFOLD eller mindre delle på maven, kalder det for kropsaktivisme, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan reelt overvægtige kvinder må opleve det. Ikke at disse kvinder med små muffintops ikke kan have komplekser og ikke må stå frem med dem, men det stjæler stemmen fra dem, der har det allerværst i samfundet, når det kommer til body-shaming.
        Beklager mit tankeskrald – det blev et alt for langt skriv. Håber det giver mening og nysgerrig efter at høre, hvad du tænker om det, Miriam.

        • Mia, jeg kan godt se din pointe, men jeg deler ikke dit synspunkt. Jeg synes ikke, det tager noget fra “min” kamp, at der simultant bliver kæmpet en kamp for selvkærlighed blandt alle andre kropstyper. 🙂

  • Du rammer noget, Miriam.
    Helt almindelig pli. Helt almindelig høflighed.
    Hvorfor kan man tillade sig, at kommentere på andre menneskers udseende og adfærd i det offentlige rum? Og oven i købet kommentere på folk man ikke en gang kender?
    Det undrer mig. Det er ganske enkelt uopdragent og uartigt.

  • Jeg var vild med dit indlæg, og aldrig har jeg kunne relatere så meget til noget. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor folk har et behov for at lade os vide hvad de synes om vores kroppe. Det hører ingen steder hjemme.
    Du er så pisse sej, og jeg håber at al den medgang du får hos os kan opveje alle idioterne.
    Jeg er kæmpe fan af dig!

  • Jeg havde faktisk kun ubevidst bemærket forandringen på Instagram – nu du siger det, kan jeg faktisk mærke i min mave, at dine billeder også rykker noget for mig 🙂

    Det er flabet at anklage andre for at gøre sig til ofre, bare fordi man siger fra. Den debat har du også selv haft med What’s-her-face på facebook, men vil bare lige komme med mit pip om, at det her – heller – ikke er at gøre sig selv til offer.
    Måske næste bølge skal være at gøre op med den kultur, hvor andre trækker offerrollen ned over ens hoved, bare fordi man siger sin mening? 😉

  • Jeg kan se at der flere steder er nogle der mener, at man ikke skal kommentere på hvordan folk ser ud. Det er jeg egentlig helt med på når det gælder negative kommentarer. Men da jeg er typen der ofte roser folk, også fremmede på min vej, hvis de fx. Har et vildt flot hår, eller tøj, så kan jeg naturligvis ikke lade være med at reflektere over min adfærd nu… gør man ikke sådan længere? Engang var det et karaktertræk ved mig, som mange fremhævede som positivt. Nu er jeg pludselig blevet helt i tvivl. For det er BESTEMT ikke noget jeg gør for at være til gene…

    • Jeg kender ikke nogen, der ikke bliver helt oprigtigt glad for et velment kompliment, så i min bog fortsætter du endelig med det. Endelig! Det burde mange flere være gode til!

  • Jeg ved ikke om du følger med mere, men jeg har lavet følgende indlæg til AK Cramons nederen FB-opslag, hvor hun beskylder dig for ikke at hvile nok i dig selv. (Hvor mange mennesker gør i øvrigt EGENTLIG det?):

    “Jeg bliver altid så paf, når folk påstår at kvinder der dyrker kropspositivisme ikke hviler nok i sig selv, hvis de bliver kede af det, når de bliver bodyshamet. Gu’ FANDEN bliver man da ked af det, når andre mennesker siger grimme ting til én!! Uanset hvor meget man hviler i sig selv, så bliver de fleste normale mennesker da påvirkede, når andre mennesker tillader sig at sige ukærlige og sårende ting om ens udseende. Det handler ikke en skid om hvorvidt man hviler i sig selv som kropspositivist. Det handler om, at man burde forvente mere fra sine medmennesker!”

    Hov, og PS: Det var også AK Cramon som udtalte at Grevinde Alexandra så skanky ud på sit nye portræt. Så har hun ligesom sat barren i forhold til hvordan hun taler om sine medsøstre!

  • Amen, sister! Kropspositivisme er vigtig for SÅ mange af os – man undgår altså ikke mavedeller og appelsinhud, bare fordi man er normalvægtig. Og de undervægtige har jo så et helt andet sæt karakteristika, der gør dem usikre på sig selv. Det er de færreste, der går helt fri. Indtil for relativt nylig fortalte langt de fleste billeder i medierne (både de sociale og andetsteds), at det var forkert, forkert, forkert ikke at have modelmål – eller man skulle ihvertfald helst shame sig selv og andre, så man kunne stræbe efter idealet.

    Det er svært at fatte, at nogen mennesker finder det ok at kommentere negativt på andre på den måde, man hører flere og flere overvægtige fortælle, at det sker. Og gu skal vi da snakke om det – jeg vidste ikke, at den slags fandt sted. Sådan helt ærligt. Så brøl du bare, så højt du kan! Det er IKKE ok, og det skal ikke ties ihjel.

  • Jeg hørte forleden en Youtuber (i en helt anden sammenhæng) sige, at hvor meget tingene fylder, oftest hænger sammen med hvor meget plads vi giver dem – og det er en sætning der ikke kan lade være med at dukke op hos mig, i sådan en sammenhæng som denne.

    For at være ærlig, er SoMe-tendensen i forhold til kroppen et emne der er meget langt fra min virkelighed. Mest af alt fordi, at det som åbenbart virker for nogen, omvendt preller helt af på mig. Jeg får det ikke bedre i egen krop af at se andre dele deres og dermed er emnet som udgangspunkt nok spildt på mig.

    Og så er det, at mit hoved tænker “Hvad nu hvis du ændrede din Instagram UDEN at italesætte det?”. Jeg synes, at dine Instagram billeder er fantastiske, men “Jeg har også ret til at være her”-kampen trætter mig ind imellem (generelt, ikke hos dig), fordi selvfølgelig har vi allesammen ret til at være her. I grunden bør det slet ikke handle om kropsstørrelser, kropspositivitet og andre termer, men om den almene, ordentlige opdragelse og det faktum, at ingen af os bør hungre efter at dele vores negative mening, uden at være blevet spurgt. Det er en åndssvag tendens og er et meget større problem end kun lige krops-relateret og det bør i den grad ændres.

    Men med mennesker som mig, er det nok svært at ændre hele det store billede – men gør man en forskel for hinanden, er det vel altid kampen værd.
    Jeg står selv af ved nøgne full-body fotos f.eks. og selvom intentionen bag giver mening, er det bare ikke min interesse at se andre menneskers bare bryster, hængende lemmer, naturlige sprækker eller kropslige folder og dermed forsvinder budskabet også for mig. Med andre ord, er det nok bare umuligt at forene os alle… og så er det bedste måske som du siger – at lade dem der gør hvad de gør, gøre det. You do you, som en anden siger og så kan resten vende hovedet i den anden retning. Hvad bringer os tilbage til den gode opdragelse, som er mit største ønske. Jeg skriver også kun dette indlæg, fordi debatten er interessant, med en sober sparringspartner og det må man sige, at du er Miriam. Din blog er på mange måder fantastisk og dit sprog er guld.

    • Jeg tror, du har helt ret i, at det er umuligt at ramme alle med samme bølge. Men så kører man bare på med det, der virker for en. Jeg er heller ikke til full nudity-tendensen, men så undlader jeg bare at følge dem, der praktiserer det, og nøjes med at følge dem, der praktiserer det, der virker for mig. 🙂

  • En hel masse tanker om dit fantastiske indlæg Miriam. I ikke, nødvendigvis struktureret rækkefølge. Men de måtte lige ud.
    Jeg er måske naiv, blind og lever i en anden verden, men jeg har aldrig oplevet at nogen har ytret sig om min krop! Jeg er en str 40/42 og jeg aner ikke om det faktum har noget at sige. Om jeg er usikker på min krop? Orkkk ja! Om jeg sammenligner mig med andre? I den grad. Men jeg har aldrig følt at folk har forholdt sig til min krop. Så jeg føler mig helt forskånet i den debat om kropsaktivisme der kører. Men interessant er den. Det er helt Kafka: alle bliver shamet. Tykke, tynde, små og store. Er der overhoved nogen der kan huske hvordan man bare er i sin krop? Hvor er kæden hoppet af? Hvornår er det blevet så interessant hvordan kroppen ser ud? Kunne vi prøve bare at være i verden med dem vi er? Jeg er voldsom ligeglad med om folk vejer 150 kg eller 50 kg. Er 1 m høj eller 2 m. Miriam, forsæt det gode arbejde. Du nuancerer debatten.

  • Kære Miriam
    Du skriver, at der er sket ændringer på din Instagram den sidste tid/måneder, så nu var jeg lige inde og tjekke 🙂 Ja der er! Og jeg elsker det!!! Og hvorfor har du i øvrigt ikke smilet med tænder før? Jeg elsker dit “nye” smil og ved du hvad jeg opdagede, da jeg så forandringen hos dig? Jeg blev så glad på dine vegne og opdagede, at din forandring og fokus på bopo, har givet mig et mere afslappet forhold til min krop! Tak for det!!!!

    • Jeg har aldrig brudt mig om hverken mine tænder eller mit tandsmil. Men det er sådan noget, der kommer, når man arbejder på selvkærlighed. Det er megafedt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.