Gensyn med en gammel “ven”

I forgårs fik jeg et angstanfald. Det burde i sig selv ikke være overraskende i og med, at jeg har en angstdiagnose, men det var det. For min angst har altid været mere lurende end angribende, og i takt med at jeg er kommet i bedring, har der været langt mellem de anfald, der har været. Nu kommer de altid kun, når de bliver direkte provokeret. Som fx hvis jeg befinder mig i et proppet tog, og toget pludselig går i stå, og der ingen udsigt er til, at jeg kan komme væk. PANIK! PANIK! Men der er jeg forberedt. Jeg er altid forberedt.

Og så var der mandag. Hvor jeg sad i min sofa med andendagstømmermænd og spiste en leverpostejsmad i fred og fordragelighed, indtil det pludselig bragede ind over mig. Det tog mig noget tid at identificere, hvad der foregik, for følelsen var velkendt, men den føltes forkert i situationen. Det er ikke sådan her, vi gør. Ikke længere. Og jeg kunne ikke trække vejret, og jeg stak hovedet ned mellem benene, og tårerne trillede, og jeg tænkte, jeg skulle dø, for det er sådan, det føles. Fuldstændig mangel på kontrol over egen krop.

Jeg ved godt, hvorfor det kom. Det er en reaktion på den latente stress, der har ligget og drillet mig, siden jeg kom hjem fra USA. Jeg nåede aldrig helt at indhente det tabte, og mere kom til, og mere kom til, og jeg trådte vande, det bedste jeg havde lært, mens mere kom til. Jeg har prøvet det før, og så går jeg i en form for undtagelsestilstand, hvor jeg i stedet for at arbejde mig igennem bunken af opgaver fokuserer på bare at komme igennem dagen uden at knække. Og det funker. Midlertidigt. Indtil bunken bliver større, og jeg ikke kan abstrahere fra den, og så falder det hele ned oven på mig med et brag.

Ja, det er dumt. Det er dumt at gå og frygte ikke at få tingene gjort og i kraft af den frygt lige præcis ikke få tingene gjort. Det er rigtig dumt. Velkommen til angst. Shit is not rational.

I går aftes tog jeg en sovepille for at assistere min krop i at få noget af den søvn, den desperat har manglet, mens jeg har været Kronisk Bekymret. Derefter sov jeg 13 timer, og da jeg stod op, begyndte jeg at sammensætte en længere liste over de ting, jeg skal have gjort for at få ro på systemet igen. I prioriteret rækkefølge. Det hjalp. Det hjælper altid at have noget konkret at bekæmpe det irrationelle med. Det er bare en drønirriterende, at angsten forvandler det konkrete til en massiv, uoverskuelig opgave, der kun yderligere holder en til fange.

Det er godt nu. Eller i hvert fald på vej til at at blive godt. For jeg kender godt stien op af hullet; jeg har gået den før, og den er tryg og opmuntrende. I dag fik jeg styr på indbakken, indkøbene og halvdelen af økonomien. I morgen får jeg styr på lidt mere. I overmorgen erobrer jeg verden.

Kommentarer (18)

  • TAK for at du deler de knap så pæne sider af livet, jeg holder meget af at følge dig da du virker så ægte.

  • Jeg har også en angstdiagnose, men mærker, ligesom dig, ikke meget til den i det daglige, hvis jeg passer på mig selv. Jeg har dog ofte oplevet, at blive ramt af angst og dårligt humør en dag eller to efter jeg har drukket alkohol (vi kalder det alko-blues herhjemme 😅) Så måske det også kunne spille ind hos dig? Tak for endnu et dejligt og ærligt indlæg 😘

    • Nedtrykthed er meget almindeligt, tror jeg. Decideret angst oplever jeg ikke. Men i så fald havde det forhåbentlig ikke stået på i knap en måned! 😀

  • Miriam, min absolutte yndlings blogger! Du beskriver angsten og dens indgriben i livet SÅ godt. Som psykolog arbejder jeg med mange mennesker der lever med angst, og jeg tillader mig lige, at låne et par af dine formuleringer til fremtidige snakke med mine patienter. Håber det er ok? Det er altid godt med et par nye fraser 🙂

  • “Det er dumt at gå at frygte ikke at få tingene gjort og i kraft af den frygt lige præcis ikke få tingene gjort.” Præcis sådan her har jeg det ! Du har ingen idé om hvilken lettelse det er at læse at nogen oplever angst på samme måde ! At det ikke bare er mig som er “doven” (som andre ofte set det som) eller oplever angst sådan! Jeg sidder med de sidste uni eksamener inden sommerferien og det er et spørgsmål om at få skrevet 3 sider, noget som tager en dag, og jeg har en uge til det, altså godt med tid ! Men jeg har så meget angst over at ikke nå det, at jeg udskyder og prokrastinere i den grad, at jeg er på randen til et angstanfald for første gang i 2 år! Kan pludselig relatere så meget mere til dig som blogger ! Og det kunne jeg allerede i forvejen! Du er nok en af mine yndlings bloggere netop fordi jeg ser så meget af mig selv i dig! Tak for at du er dig og skriver sådan noget her !

  • Jeg sender dig en virtuel krammer, seje Miriam! Jeg ved også hvordan angsten i perioder kan komme snigende uden varsel, eller, i al fald uden et varsel man selv har bemærket eller har villet bemærke. Det er så rigtigt og vigtigt at holde fast i at man har været der før og man ved at det nok skal blive godt igen 🙂 Tak fordi du deler ❤️

  • Tak fordi du deler❤
    Brug endelig din instastory som terapi – din instastory ermin absolutte yndlings godnathistorie😽

  • Hvor ville jeg ønske, at du var med i DR3’s små videoer på Facebook om angst.

    At en figur, Jacob Ditzel har opfundet, har angst, fanger mig ikke. Får mig ikke til at forstå det.

    Dit indlæg fik mig til at forstå. Tak for det. Og rigtig god bedring til dig 💞

  • Steffen Poulsen

    “Det er dumt at gå at frygte ikke at få tingene gjort og i kraft af den frygt lige præcis ikke få tingene gjort.”

    Ha ha … ja, det er virkeligt, virkeligt dumt at jeg gør det ❤️

    Og I mit liv kan jeg også godt lige at huske den anden pol, at det er det absolut topsmarteste jeg overhovedet nogensinde kunne bruge min tid på ❤️

    Hvordan skulle jeg ellers kunne opdage det lette og flydende ved livet, hvis ikke ved netop at holde op med at gøre tingene? ❤️

    Hvordan skulle jeg ellers kunne opdage, at uden min evige “hjælp” og kontrol, så klarer de simpelthen sig selv, alle som én? ❤️

    Ha ha … Einstein gå hjem, denne her klarer jeg ❤️

    Eller hvordan var det, har hun egentligt også allerede været her? Jo, noget med, at et problem kan ikke løses fra samme sted i sindet, som skabte det, tror jeg muligvis … ❤️

    Og tak for et vidunderligt og dejligt sårbart indlæg ❤️

  • Dejligt også at høre lidt mere om denne side af dig, selv om det selvfølgelig er trist, at du er blevet ramt igen.

    Men jeg elsker at du fokuserer på, hvorfor det er sket, og hvad du aktivt kan gøre. I stedet for at panikke og tænke “F*ck nu er angsten tilbage igen”.

    Har selv haft angst siden 2013, og jeg er også der, hvor du er nu. Angsten rammer sjældent, men når den gør, er det ofte stress-relateret. Og jeg bliver ikke bange for den længere. Jeg ser den som en “kind reminder” fra min krop til min hjerne om, at noget skal ændres i mit tankemønster og/eller hverdag.

    At nå dertil er en kæmpe sejr, så jeg er glad for at høre, at du er samme sted ❤️ Og det er vigtigt at dele disse erfaringer, så angste, der endnu ikke er nået så langt, måske bedre kan tro på, at der ER en vej ud af angst-helvede uden at få angsten til at forsvinde 100%, som man jo ellers ofte fokuserer på, når man har det værst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.