Der står et tærtefad i min køkkenvask. Hver morgen de sidste tre dage har jeg tømt det for vand, hældt lidt opvaskemiddel på, hældt nyt vand i og fortalt mig selv, at det vist har brug for at ligge i blød en dag mere. Og sådan fungerer jeg i det hele taget mest i disse dage. Jeg er bagud med alt, siden jeg kom hjem, og så gælder det om at prioritere. Og fuck mig, om jeg
Dette bliver sidste indlæg med nuværende tema. Læs eller genlæs også første og andet indlæg i føljetonen, og så modtager jeg som altid hjertens gerne forslag til næste emne i kommentarfeltet. Også hvis man har foreslået dem før. Jeg har hukommelse som en si og kan ikke finde ud af at skrive ting ned. 😀
Annonce for GOODIEBOX
Det var hen på eftermiddagen, og jeg lå sødeligt og sov mit jetlag væk, da det begyndte at ringe lidt insisterende på døren. Jeg har altid beundret et bud, der er ivrigt efter at få afleveret sin pakke, for vi har vist alle prøvet at finde en pakkeseddel i postkassen, uden dørklokken nogensinde har lydt, så på den måde tilgav jeg hurtigt Bring-manden, at han
1. Jeg brugte en rum tid på min USA-tur på at panikke over, hvorvidt jeg ville nå beløbsgrænsen på mit VISA-kort. Det gjorde jeg ikke, men jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor tæt jeg var på. Jeg tør ikke tjekke min netbank.
2. Til gengæld, det der Mastercard, som jeg fik at vide af min bank sagtens kunne nå at ankomme, inden jeg tog af sted, det er stadig ikke ankommet.
3. Og
“Hjemturen kan kun blive en skuffelse,” sagde Matilde, da vi sad på vores kæmpefly på vej mod Detroit, med usandsynligt meget benplads og et sæde imellem os, som vi brugte som bord, mens vi en gang hver halve time fik tilbudt nye snacks eller mad. Hun anede ikke, hvor meget ret hun ville få.
Burlington ligger temmelig meget ude i ingenting, så det tager tre fly at nå til Danmark
Egne hemmeligheder kan som vanligt indsendes ganske anonymt lige her. Do it, do it now! 😀 Har man lyst til at få en ugentlig bonushemmelighed fra arkiverne, foregår det på Instagram.
Vi napper en uge mere med dette tema, så indsend endelig egne kærlighedshandlinger. Det foregår ganske anonymt lige her. 😀
Det ironiske er, at jeg indtil videre har svælget i idyl og amerikansk charme. Og så drog jeg mod destinationen, hvor jeg havde en forestilling om, at den oplevelse ville toppe, og alt kollapsede. Connecticut har givet mig en slags Paris-syndrom, og selvom jeg nok godt kan komme igennem uden psykologhjælp,
1. Typen, der tager til USA og tager allerflest billeder af ænderne i den lokale park?
2. Jeg havde to par sko med herover. Et par lukkede, som engang var hvide, og et par sandaler, hvis mission i livet var at torturere mine lilletæer. De blev begge kasseret i Burlington, da jeg købte nye sko. Hvilket var fint, bortset fra at jeg købte fire par, alle åbne, og nu er vejret blevet
Jeg havde lidt blandede følelser, da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle alene på pressetur. Positive, fordi det betød, jeg havde en at hægte mig på og tale mit modersmål med, hvilket trods alt er lidt mere afslappende på en tur, der ellers kræver, at man er enormt opsøgende og “på”. Negative, fordi min sidste USA-tur gav mig blod på tanden med alenerejseriet, og