Tærtefade og bagudhed

Der står et tærtefad i min køkkenvask. Hver morgen de sidste tre dage har jeg tømt det for vand, hældt lidt opvaskemiddel på, hældt nyt vand i og fortalt mig selv, at det vist har brug for at ligge i blød en dag mere. Og sådan fungerer jeg i det hele taget mest i disse dage. Jeg er bagud med alt, siden jeg kom hjem, og så gælder det om at prioritere. Og fuck mig, om jeg skal prioritere tærtefade! 😀

Indbakken var den værste. Eller er, måske snarere. Jeg er stadig ikke helt igennem. Næste gang må jeg hellere få lavet sådan et smart autosvar, der fortæller folk, at jeg er på roadtrip i verdens største monstrum af en bil, og det kræver ret meget koncentration, hvorfor jeg ikke lige får tjekket min mail. Det er ikke, fordi jeg tænker, jeg er en af dem, der får allerflest mails i verden, men de kan godt hobe sig lidt op på ti dage. Især når der efter lidt tid begynder at kommer “hallllooooo-lever-du?!”-mails, fordi jeg var for distraheret af fried chicken til at besvare den første, der kom. Heldigvis en alment acceptabel undskyldning.

Mit system trænger også til lidt ro, kan jeg mærke. Min krop er træt. Jeg bruger en rum tid på min altan med en bog i øret og solen i ansigtet, og det er det rareste i hele verden. Nogle gange varierer jeg lidt og sætter mig i stedet i sofaen for at få lidt nussetid med Frank, der stadig ikke er helt tryg ved det der altanværk. Det er også hyggeligt. Og så er det nemt at ignorere de praktiske ting, der egentlig burde ordnes. Der er stadig en del omkring den nye blog, jeg lige skal have styr på. Og jeg trænger virkelig, virkelig meget til at få vasket tøj. Der er en årsopgørelse, der skal laves og sendes til revisor. Og så er der selvfølgelig det der skide tærtefad.

Men hva’, jeg når det nok på et tidspunkt.

Kommentarer (6)

  • Hvor ser du bare godt ud på det billede.! Hvor er blusen fra? 😊
    Og bare rolig, du er ikke ene om at skyde opvasken og andre kedelige praktiske ting, til side til fordel for den lækre sol ☀

    • Den er fra et mærke, jeg ikke kender, men jeg hapsede den med hjem fra USA, så den bliver nok svær at opstøve herovre. 😀

  • Vil du ikke fortælle lidt om, hvad det er ved USA, du så godt kan lide? Jeg forstår det slet ikke og tænker, du ville være god til at give indsigt i de amerikanske kvaliteter! 😀 Kh hende, der aldrig har været i USA og ikke kan forestille sig noget værre end fried chicken, TJ Maxx og sodavand i alverdens afskygninger <3

    • Jeg tror, det er en smagssag. Ligesom nogen kan lide koriander og andre ikke kan. Hvis man ikke er til det, så er det svært at forstå, at andre synes, det er noget ved. 😀

  • Lidt off topic men så alligevel ikke…
    Du nævnte i dit indlæg om hvordan man kan hjælpe sin blogger at man ikke skal læse i fx Bloglovins “ramme” på computeren. Derfor har jeg ændret indstillinger på computeren.
    Men jeg læser mest fra min telefon (men også via Bloglovin) og efter bloggen er flyttet kan jeg læse hele indlægget uden at trykke ind på det. Men stjæler det ikke også views fra dig?! Og er der ikke noget med at du kan fjerne at det er en mulighed? Det synes jeg andre bloggere har gjort….
    Håber du forstår min rambling, har ærligt talt lidt solstik i hjernen 😉

    • Jo, det stjæler mine views, men det kan jeg ikke gøre noget ved. BD har en kompliceret gadget, der tvinger brugeren ind på blogindlægget, men den vil de af gode grunde ikke dele med os andre. Det er kun læserne selv, der kan ændre på det ved at slå funktionen til, der gør, at de læser på bloggen og ikke i Bloglovin’s page reader. Man kan altid se, hvad man gør ved at tjekke URL’en. Står der miriamsblok.dk, så får jeg visningerne. Står der noget andet, er det den side, der får dem. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.