Ude godt, men hjemtur helt ad helvede til…

“Hjemturen kan kun blive en skuffelse,” sagde Matilde, da vi sad på vores kæmpefly på vej mod Detroit, med usandsynligt meget benplads og et sæde imellem os, som vi brugte som bord, mens vi en gang hver halve time fik tilbudt nye snacks eller mad. Hun anede ikke, hvor meget ret hun ville få.

Burlington ligger temmelig meget ude i ingenting, så det tager tre fly at nå til Danmark derfra. Først til en amerikansk storby, så til en europæisk storby og så hjem til København. På udvejen lød ruten Amsterdam-Detroit-Burlington, på hjemvejen lød den New York-Paris-København. Eller, skulle den have lydt. Jeg afleverede min bil, Steve, klokken 11 og havde dermed god tid til flyafgang kl. 13.20. Det var helt bevidst, for lad os bare erkende, at jeg er et let uheldigt menneske, og det derfor godt kan svare sig at sætte tid af til eventuelle fuckups. Mest mine egne. Den her gang var det imidlertid Delta, der fuckede op. Deres fly fra Detroit var nemlig forsinket, og det havde vores sidste steward med sig, som vi derfor måtte vente en ekstra halvanden time på. Og det er selvsagt lidt halvtræls i sig selv, men det er endnu mere træls, når ens rejseplan dikterer, at man har præcis halvanden time fra landing til at nå sit næste fly. De venlige medarbejdere lovede mig imidlertid, at vi ville hente meget af tiden i luften, og jeg ville have en time i JFK. No problem.

Og okay, da vi var i luften, viste det sig, at de havde været lidt for gavmilde med den time der, men vi skulle stadig lande, så jeg havde 40 minutter til næste afgang. Det burde være ladesiggørbart. “Crew, please be seated for landing,” sagde piloten, og så skete der ikke så meget mere. Jeg talte minutterne på min telefon. Først lidt nervøst, så meget nervøst og til sidst lidt ligeglad. Min gate var lukket, der var ikke noget at gøre. Det viste sig, at et lettende fly havde problemer med den ene motor, og derfor fik vi lov til at flyve i cirkler i tre kvarter. Oh well, shit happens.

Jeg skal ikke lyve. En del af mig var faktisk en anelse begejstret for at have misset mit fly, da jeg først havde accepteret, at det var sådan, tingene hang sammen. For jeg har aldrig været i New York, og det var jeg nu. Og det ville faktisk ikke gøre mig noget, hvis jeg lige var tvunget til at hænge ud i otte timer (selv bare i lufthavnen) eller måske sågar snuppe en ekstra overnatning på Deltas regning. Desværre flyver Delta åbenbart til Europa hele-fucking-tiden, og jeg endte med at måtte sætte det lange ben foran for at nå et fly til Amsterdam en halv time senere. Som så også blev forsinket. Jeg var i mellemtiden blevet hamrende sulten, men turde ikke gå for langt fra gaten i tilfælde af, at boardingen ville begynde, så jeg endte med at købe en surdejspretzel med parmesan i Jamba Juice, og det skulle jeg nok have ladet være med. Wadr.

Der gik lige knap en time, før vi fik lov til at gå ombord, og her kunne jeg så konstatere, at min vinduesplads på Paris-flyet var blevet skiftet ud med midterpladsen i midtergangen. Fuck ogs’. Den vinduesplads havde jeg lige været så glad for! Jeg har drønsvært ved at sove, hvis jeg ikke har noget at læne mig op ad. Flyet lukkede sine døre, vi spændt vores seler, og så… Skete der ikke mere. For vi var fly nummer 23 i kø til takeoff, hvilket endte med at tage lige knap en time. Hvor man ikke måtte tage sin sele af eller gå på toilet eller noget som helst andet. Ikke ligefrem noget, der inviterede til klapsalver fra passagererne.

Det var heldigvis en overraskende kort flytur taget i betragtning at jeg ikke fik sovet så meget som et minut. Min ene sidemand var lidt large med det der dit sæde/mit sæde-koncept – både i vågen og sovende tilstand – og hun havde i bogstaveligste forstand meget spidse albuer. Heldigvis havde jeg adgang til en million nye film, jeg sygt gerne ville se, og der var endda Say Yes to the Dress, så jeg holdt humøret ret fint oppe.

Troede jeg. Da jeg ankom til Amsterdam, kunne jeg imidlertid godt mærke, at min lunte ligesom var krympet lidt. Der er intet i verden som den der form for udmattede træthed, der kan forvandle mig til verdens sureste kælling. Og jeg ved det godt, mens det sker, jeg er ligesom bare ikke herre over det. Og ved I, hvad der gør én ekstra mopset, når man er træt og bare gerne vil hjem? Folk, der taler meget højt hollandsk omkring en. For det kan godt ske, at dansk ikke er verdens smukkeste sprog, men hollandsk er dansk, når man har har været til tandlæge og er blevet bedøvet og ikke længere kan tale rent, men til gengæld får tilføjet en masse s’er, der ikke hører til nogen steder. Jeg var nødt til at sætte mig over i en forladt gate, mens jeg ventede de to timer på mit næste fly, for ellers var jeg kommet til at slå en sagesløs hollænder ned og havde ganske problemfrit kunnet erklære mig sindssyg i gerningsøjeblikket.

Den sidste etape gik overraskende gnidningsfrit, og selvom jeg havde foreberedt mig på, at min kuffert under ingen omstændigheder kunne være endt samme sted som mig, så var den der alligevel, og så var der pludselig slet ikke så langt hjem. Et bad og en god, lang lur og en genforening med Frank senere følte jeg mig faktisk helt som et menneske igen, men jeg må nok erkende, at jeg er glad for, at det længste, jeg skal væk i nærmeste fremtid, er en beskeden tur til Jylland. 😀

Kommentarer (14)

  • Beklager mit måske dumme spørgsmål, men får man ikke kramper og vand i benene af en så lang flyvetur?

  • Øv. Midtersæde er den evige forbandelse når man rejser alene. Har købt en dyr nakkepude, den er grim, men det hjælper altså når man skal sove. (Faldt engang i søvn i en bus med hovedet mod min chef, han havde mærker på skulderen af mit savl, da jeg vågnede). Han var admiral og i uniform🙈.

  • ….havde ganske problemfrit kunnet erklære mig sindssyg i gerningsøjeblikket….

    LOL. Elsker dine formuleringer.

  • Godt at du ikke skulle ud i at vente længe i NYC – der er nemlig ingen love i USA angående kompensation, så du ville ikke have fået nogen gratis overnatning eller penge til mad! Det er kun fly indenfor EU eller EU baserede flyselskaber. Det er derfor man ofte ser folk sove i amerikanske lufthavne, de har sikkert fået aflyst et fly og gider ikke betale et hotel.

    • Det ville jeg heldigvis. Der er måske ingen love omkring det, men mange flyselskaber gør det alligevel, fordi det er god kundeservice. Der var flere af mine medrejsende, der også missede deres connectorfly og enten måtte til andre lufthavne eller vente til dagen efter, og Delta dækkede både transport og ophold. 🙂

      • Så var du heldig 🙂 jeg cirkulerede 3 timer og derefter nødlandede i Vegas fordi vingen var i stykker og vi skulle vente 5 timer om natten for så at blive flyttet til shitty hotel og fik $7 til aftensmaden. Måske Delta var venlige her, men det er langt fra normen i USA, desværre. De kender ikke rigtig til god kundeservice, kun hvad de kan gøre for at undgå en mediestorm – netop fordi der ikke findes love, der garanteret, at ALLE får god behandling.

        • Det er sjovt, jeg har aldrig modtaget andet end væsentlig bedre kundeservice i USA sammenlignet med Danmark. Faktisk vil jeg kalde den fuldstændig exceptionel. Så der har vi helt forskellige oplevelser. 🙂

    • På mange rejseforsikringer er man dækket så man få dækket dokumenterede udgifter i forbindelse med flyforsinkelser, dog op til et. maxbeløb. Så hvis du oplever at blive forsinket, så kontakt den alarmcentral som dit forsikringsselskab bruger hvis uheldet er ude.

      Og der er altså også selvom man ikke er dækket af Montrealkonventionen.

  • Husk at søg kompensation for forsinkelsen. Jeg har selv brugt flyforsinkelse.dk med succes 🙂
    Det er ALTID øv at misse et fly, så man kan i det mindste prøve at få lidt godt ud af det

    • Jeg endte med at være forsinket samlet tre timer, og det var ikke mig, der betalte billetten, så jeg tænker ikke, det er noget, jeg vil bøvle med. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.