Det er ikke kun kæresteforhold, der ikke altid holder…

Jeg var 22 år gammel, da min daværende bedste veninder og jeg slog op. Vi havde været veninder i 10 år, gennem tykt og tyndt og flytninger og uddannelser og alt muligt andet. Vi var meget forskellige, men det havde aldrig rigtigt været et stort problem. Indtil det var. Jeg ved ikke, om vi bare var begyndt at vokse fra hinanden, men pludselig var der enormt mange konflikter. Hun kunne ikke udstå min kæreste, og jeg kunne ikke udstå hendes. Sjovt nok var der ingen af os, der havde mødt den andens udkårne (begge var langdistanceforhold), men både min og hendes kæreste havde været lidt for large med termen “monogami”, og det bliver bare aldrig rigtig populært i venindeflokken.

Skænderierne blev oftere. Hun havde et stort temperament, jeg er nok lidt i den anden boldgade, og min dagbog blev fyldt med fortællinger om, hvordan jeg gentagende gange fik en skideballe af dimensioner kun for at få en undskyldning kort tid efter. Det tærede på mig, og jeg begyndte at gå på listetæer omkring hende. Det kulminerede efter (for?) lang tid i en konflikt, hvor hun mente, jeg havde overskredet hendes grænse på det groveste. Jeg stillede mig uforstående over for, at hun reagerede som hun gjorde, og forklarede, at det ingenlunde var min intention. Men det var ikke godt nok. Og før jeg vidste af det, havde vi hver især returneret den andens ekstranøgle, og un-friended hinanden både på Facebook og i virkeligheden. Vi har ikke talt sammen siden.

I lang tid var jeg sikker på, det ville blæse over. Men ingen af os tog skridtet til forsoning. Måske fordi vi i bund og grund vidste, at venskabet havde nået sin holdbarhedsdato. Alligevel tog det hårdt på mig. For man slår op med kærester, man slår da ikke op med veninder? Dermed ikke sagt, at alle venindeforhold holder, men de plejer bare at sive ud i sandet på en lidt mere udramatisk måde. Jeg sørgede over tabet af min veninde. Og jeg savnede hende. Meget. Og hvis jeg i dag tilfældigt bliver mindet om hende, kan det også være med et lille stik i hjertet. Men vi havde ramt et punkt, hvor vi ikke længere bragte det bedste frem i hinanden, og selvom det (i hvert fald for mig) var smertefuldt, var det den rette beslutning at skilles.

Jeg har sidenhen kun slået op med én anden veninde, og det var forrige år, hvor jeg efter utallige svigt besluttede, at jeg ikke kunne være i det venskab mere. Ligesom mit første brud kulminerede det også i en konflikt, denne gang med mig grædende i Københavns gader på det, der skulle have været den fedeste dag i mit liv. Hun tog den dag fra mig, hun gjorde det uden at skænke mig en tanke, og da jeg konfronterede hende med, hvor såret jeg var, blev jeg mødt af bortforklaringer og, hvad jeg mest af alt tolkede som ligegyldighed. Og så sagde jeg fra.

Det er på mange måder tabubelagt at slå op med veninder, men ligesom med kærester kan veninder være gode eller dårlige for en. Og man kan miste gnisten og glæden og kærligheden til hinanden. Og så er der ingen skam i at kaste håndklædet i ringen. For det er for pokker vigtigt, at man er glad i sine forhold. Bevares, der skal også være plads til skænderier og nedtursperioder, men i det overordnede regnskab skal glæden helst fylde mest. Glæde skal der være.

Kommentarer (22)

  • Av. Det der kender jeg alt for godt. Jeg havde en svær graviditet og i samme periode døjede min daværende veninde en del med sin psyke. Hun brugte mig meget(!) til at læsse af på, men jeg kunne simpelthen ikke blive ved med at holde til det. Derfor holdte jeg en armslængde afstand. Da jeg havde født skrev hun mange, mange gange for at vi kunne lave et besøg – tre uger senere fandt det sted og det var ganske hyggeligt. Men.. da det så bliver aften, får jeg en sviner af rang (igen: tre uger efter fødsel af første barn) og der sagde jeg fra. Bad om en pause et par måneder. Derefter fik jeg egentlig bare besked om, at hun ikke følte jeg gjorde noget godt i hendes liv. Det gjorde altså ondt. I dag – et år senere – så var det nok det bedste. Men ondt, det gør det sgu!

    • Puh. Det er svært, når begge parter har brug for, at den anden forstår. Og det er nok lige præcis der, man kan holde op med at være gode for hinaden.

  • Jeg slog op med min bedste veninde siden barndommen for ca 8 år siden. Det var i øvrigt nok 15 år for sent… Hun var den udfarende, højlydte og konfronterende type, mens jeg var (og er) den lidt indadvendte, stille og konfliktsky type. Vi havde egentlig ikke deciderede skænderier, men hvis jeg fx fik opmærksomhed, så blev hun sur. Skide sur og mega dramatisk. Eller, hvis der skete noget godt for mig, så var der altid sket noget bedre for hende. Og sådan var det altid. Der var altid et eller andet med hende og det blev jeg simpelthen for gammel til. Sidst jeg så hende var, da jeg fortalte hende, at jeg ikke længere ville se hende – hvilket resulterede i en kæmpe scene fra hendes side, hvor hun græd, råbte og tiggede om, at vi snakkede om det og løste “problemet”. Jeg er stadig stolt af mig selv over, at jeg stod fast over for hende, og jeg er helt sikkert blevet mere afslappet og rolig fordi jeg ikke længere skal tænke på, hvordan hun reagerer, hvis jeg fortæller hende noget. Jeg drømmer ind i mellem om hende, men jeg savner hende ikke.

    • Den slags veninder har jeg også haft, dog aldrig synderligt tætte. For de kræver simpelthen mere, end de fleste kan give.

  • Det værste er næsten tabuet. Man kan ikke rigtig snakke om hvor svært det er uden at a) lyde som om man er utaknemmelig for sine andre venskaber eller b) lyde som om man ingen venner har eller c) blive beskyldt for at behandle sine venskaber som forhold. Og ærligt, den sidste går mig på. Man burde kunne forvente noget af sine veninder, og kunne blive skuffet, og kunne sige fra. Det gør det også bare til det sværeste når man skal træffe den beslutning, hvorfor jeg pt lige nu er splittet imellem at kæmpe for et venskab, forklare hende hvorfor venskabet ikke længere har reel betydning, eller bare lade det glide ud i sandet. Og det er så fucking hårdt, for det er jo netop ikke meningen, med veninder! Jeg gjorde det mere konsekvent, da jeg var yngre, fordi jeg mente ingen venner er bedre end dårlige venner. Siden har jeg måske lært, at tingene ikke altid er så sort hvide, og man nogengange må forsøge at gå på kompromis – det er bare svært, når man ikke kan tvinge folk til at have tid – og lyst – til at svare en på beskeder, huske ens fødselsdag, eller have lyst til at ses.

    • Nej, lige præcis. Det er fy-fy at tale om, at venskaber kan gå i stykker. Men ja, de skal plejes på samme måde som alle andre forhold!

  • Godt du skriver om det Miriam. Det er vigtigt at der er nogle der tør sætte ord på den følelse. Jeg har selv været igennem nogle veninde-brud. Det har hver gang været utrolig hårdt og taget lang tid at komme over. Men det har også hver gang været den rigtige beslutning.

  • Urgh, jeg er SÅ dårlig til at slå op med venner, jeg foretrækker også klart at det bare glider ud i sandet.

    Jeg må indrømme at jeg, for at slippe for dramaet, to gange har ghosted (tidligere) veninder. Det skammer jeg mig lidt over.
    Jeg synes også bare at hele “slå op”-konceptet bliver cementeringen af det, jeg ikke kunne lide ved de pågældende venskaber; at man skulle holde ud, tilgive og slås for forholdet gennem adskillige skænderier og konstante sure bemærkninger. Det fik mig til at føle, at de opfattede vores venskab som et platonisk (halvdårligt) parforhold, altså et hvor man havde nogle solide forpligtigelser overfor hinanden og hvor man følelsesmæssigt skulle stå til rådighed hele tiden – også selvom der kunne gå måneder mellem en sjov eller hyggelig aften.

    • Det er klart nemmest, hvis det bare glider ud i sandet. Det foretrækker jeg også, men det er desværre ikke altid muligt. Nogle gange synes jeg også, et venindeforhold fortjener en rigtig afslutning. Jeg har bare ikke luret, hvordan man gør sådan en pæn endnu.

  • Jeg er blevet slået op med af en veninde flere gange som så er kommet tilbage, indtil 4 gang. Så fik hun ikke lov at komme tilbage. I virkeligheden skulle det have været slut første gang jo. Vi var ikke gode for hinanden. Men jeg havde svært ved at give slip. For nylig mistede jeg min bedste veninde gennem 11 år. Vi slog også op og jeg sørgede og sørger stadig.

      • Ja det er utroligt hvor god man er af sig når man virkelig holder af nogen ikke? Dumt og naivt men i kærlighed. Det værste er at jeg stadig savner hende sindssygt meget.
        Det andet brud var også det bedste. Men for satan det gør ondt alligevel. Især fordi jeg stadig elsker hende selvom hun overhovedet ikke har behandlet mig på en ok måde.

  • Hvor er det fint, at du tager det op. Jeg havde en veninde i gymnasiet, jeg bare knuselskede. Hun betød så meget for mig, og vi var sammen dag og nat. Pludselig opstod der konflikter, og imens jeg prøvede at holde fast med næb og kløer, bakkede hun ud. Til sidst undgik hun mig helt, og jeg var bundulykkelig. Det er det værste “brud” jeg har været igennem, og det tog mig et helt år at blive okay igen. Og det gjorde det ikke bedre af, at vi gik i klasse sammen, for selvom vi ikke var uvenner, så var der mange, der alligevel “tog side”, og jeg følte mig ikke bare fravalgt af hende, men af flere af vores fælles venner. Og ingen forstod, hvor ondt det gjorde, for vi var jo “bare” venner. Men for mig, var vi ikke bare venner, hun var som min anden halvdel, den periode vi så hinanden meget. Heldigvis er mine ar helet i dag, men det er uden tvivl noget af det sværeste, jeg har måtte igennem, og tanken om det kan stadig gøre ondt. Jeg følte mig så ensom og misforstået i så lang tid, og hun ville ikke engang snakke om det. Det havde nok været nemmere, hvis nogen bare havde sagt dengang, at ens hjerte heler og at man kommer videre, frem for at få mig til at føle, at alt det jeg følte, var forkert. Og jeg tror heller aldrig hun forstod hvor ondt hendes beslutning gjorde på mig.

    • Puha, det lyder også som en voldsom oplevelse. Og dobbelt op på hård, fordi du blev konfronteret med situationen hver dag.

  • Jeg både frygter og bliver lettet, når jeg læser nye blogindlæg, artikler eller andet, der handler om tab af venskaber. Det sidder stadig så meget i mig og præger i den grad stadig min hverdag, at det går ekstra ondt, når jeg bliver mindet (mere) om det.

    Hvordan lærer man at leve med et forlist venskab? Det er langt hårdere for mig end nogle kæresteforhold. Jeg føler stor skam, skyld, svigt og hele tiden den der tanke “gjorde jeg det rigtige”. Det siger alle omkring mig. Og et eller andet sted, så ved jeg det også godt selv. Men det har i den grad rystet min selvværd og selvtillid at skulle tage sådan en beslutning. Og jeg føler mig som taberen, fordi jeg bruger så meget energi på det. Nogen gange havde det måske bare været lettere at være i og finde sig i at blive behandlet dårligt. Shit det blev langt mere melankolsk end planlagt. Undskyld for det men tak for at bringe emnet op. Hvornår kom du over de venskaber, som du har sagt farvel til? Og har der ikke været nogen kontakt siden eller forsoning?

    • Det gjorde ondt på mig, men jeg kom over det, fordi jeg godt vidste inderst inde, at det ikke var sunde forhold. Og de gjorde skade på mig. De fik mig til at føle mig mindre værd. Men ellers var det meste bare tid, der skulle til. Og bedre venskaber. Nu ved jeg ikke, hvor frisk såret er for dig, men du kunne evt. overveje at snuppe en psykologtime eller to for at lære at forstå, hvorfor det tynger dig i så høj grad. Det har jeg før gjort med lignende issues, og det kan gøre en kæmpe forskel!

  • Min bedste veninde og jeg slog også op med hinanden for omkring 11 år siden. Vi aftalte at mødes en dag, og blev enige om, at det bare ikke fungerede på daværende tidspunkt. Vi havde svært ved at rumme hinanden og var på 2 meget forskellige steder i vores liv. Vi var dengang i starten af 20’erne.
    I mange år havde jeg det rigtig fint med beslutningen – men efter nogle år begyndte jeg at savne hende igen.
    Jeg skrev til hende og vi blev enige om at mødes.Da var vi begge i slut 20’erne og knap så usikre, kritiske og snævertsynede. Vi havde det rigtig hyggeligt og begyndte ligestille at lukke den anden ind i vores liv igen. I starten var min tanke, at vi blot skulle ses og have det sjovt uden at blive tætte igen.
    I dag er hun en af min allerbedste veninder. Selvom bruddet var nødvendigt og godt for os, så er jeg så taknemmelig for at have hende i mit liv i dag, hvor vi begge er i midt trediverne med mand og børn.
    Så sådan kan man heldigvis også finde hinanden igen efter et brud😉

  • Jeg slog op med en hjerteveninde kort efter mit første barn kom til verden. Hun var selv skruk og valgt at lade det gå ud over mig hvad hun ikke kunne få og jeg prøvede virkelig ikke at tvære det ud i hendes ansigt. Hun blev bare mere og mere negativ og så måtte jeg sætte foden ned. Det gjorde ondt. Det gør det stadig. Hun kæmpede ikke engang for venskabet. Hun droppede det bare.

  • Min veninde, som faktisk var den tætteste af alle, har ghostet mig efter jeg fik mit barn i sommer. Vi havde skrukhed og ønsket om børn til fælles. Jeg fik det hele – hun fik intet af det (… og så blev hun også single). Hun har decideret haft sagt at min baby var i vejen, at en anden baby var sødere, og at hun var ved at brække sig over graviditet og baby. Det sidste forstår jeg på sin vis godt, men jeg tænker bare at man da for helvede må kunne rumme sin gravide – og meget glade veninde, altså bare i den periode hvor hun har baby på hjernen. Det går altså over igen. Jeg føler jeg er blevet straffet for at få det hun ikke fik. Og selvom jeg udmærket er klar over at alt i vores relation til hinanden er negativt, så gør det edderrådme ondt at mærke hende forsvinde. Det var jo så godt da det var godt. Indtil jeg fik min baby.

    Og jeg ved ikke om det giver mening – men på en eller anden måde så fylder hendes fravær langt mere end de andres tilstedeværelse. Har aldrig været mere ensom end jeg er nu. Selvom jeg faktisk ikke har lyst til at se hende heller. Det er vildt ambivalent.

    Nå, det blev pludselig en længere smøre. Egentlig ville jeg bare have sagt tak til dig, fordi du har postet det her. Det gør at jeg ikke føler mig ligeså forkert, usikker og alene. Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.