#fleremaverpåinstagram

collageJeg blev så træt af det. Det evige behov for kassere eller klippe billeder til, så de viste en acceptabel side af mig selv. Så mange billeder, hvor jeg smilede oprigtigt, eller mine omgivelser var fantastiske, hvor enten veninder eller dygtige fotografer havde gjort deres allerbedste, og jeg alligevel kylede resultatet i skraldespanden, fordi det ikke kunne bruges. Maven var i vejen. Maven er altid i vejen.

Det er min egen usikkerhed, der råber højt. Jeg skrev sågar et helt indlæg om det i oktober, da jeg blev konfronteret med realiteten af min mave som følge af et undertøjsshoot, men det er så uoverskuelig en kamp for mig, det der med at elske min mave, at jeg hele tiden tager mig selv i at flygte fra den. Kampen, altså. Ja, og maven. Alle de andre usikkerheder er ligesom blevet dulmet med årene. Jeg går ikke længere og drømmer om at få en næseoperation eller permanent glattet mit hår. Jeg har accepteret, at jeg næppe nogensinde bliver tynd, og at jeg godt kan have værdi som menneske alligevel. Men maven. Åh, maven hjemsøger mig stadig. Og det er udmattende. Hvorfor kan jeg ikke bare lære at elske den også?

Instagram får rigtig meget smæk for at være et filtreret sted, og det er det også. Men man har heldigvis også langt hen ad vejen en masse inflydelse på, hvad man gerne vil se. Og der har jeg – foruden katte, sko og andre bloggere – valgt at boltre mig i sexede damer med tykke lår og bløde former. Det lyder lidt mere porno, end virkeligheden bærer præg af, men det har virkelig oprigtigt gjort meget godt for mig at følge kvinder, der ligner mig og viser, at man kan det hele. Man kan være respekteret, smuk, aktiv, succesfuld, forelsket, lykkelig og veje mere end gennemsnittet.

Og alligvel ser jeg heller ikke der ret mange maver. Måske er det lidt på vej, men det halter stadig gevaldigt. For maver er stadig farlige. Det lavede jeg et opslag om for halvanden uge siden, fordi jeg stod med et billede, jeg virkelig gerne ville lægge op, men jeg kunne ikke undgå at få maven med, med mindre jeg skar 2/3 af billedet væk, og det havde jeg faktisk ikke lyst til. Så jeg bed usikkerheden i mig og lagde hele herligheden op med en tekst om de farlige maver. Det blev mit mest populære opslag nogensinde, for selvfølgelig er jeg ikke den eneste, der kæmper med maveaccepten eller har bemærket, at maven altid enten skal være flad eller skjules.

I dag lagde jeg så billedet til højre op med hashtagget #fleremaverpåinstagram, som jeg vil forsøge at benytte mig noget mere af i fremtiden. Formålet er ikke nødvendigvis, at jeg altid stiller mig op halvnøgen og krammer min mave for åben skærm, men måske også bare, at jeg bliver bedre til at acceptere, at den er der, og det må den gerne være. Det behøver ikke være nøgen stolthed eller ingenting. Det kan også bare helt almindelig hel- eller halvfigursbilleder, jeg normalt ville kassere, fordi maven var for dominerende. For det er sgu nok ikke maven, der er for dominerende. Det er usikkerheden, der er det. Og måske det var på tide at forsøge at give pokker i den. I hvert fald engang imellem.

#fleremaverpåinstagram

Kommentarer (58)

  • Jeg trækker også maven ind på billeder.

    Vi kan jo ikke alle være små sylfider, og det er virkelig svært at holde kiloerne stangen i takt med, at du bliver ældre. Jeg misunder dem, der kan.

    Til et foredrag for nyligt sagde foredragsholderen noget fornuftigt. Moden skifter hele tiden. For 10-15 år siden skulle du helst have store bryster og ingen numse.

    Nu skal du helst have små bryster og en stor numse.

    På et eller andet tidspunkt vil den figur du er født med sikkert være på mode. Til andre tider ikke.

    Og de færreste har en flad mave. Selv hvis de i øvrigt er tynde. Og ingen har en flad mave, når de sidder ned.

    Der er ikke andet for, end at elske hvad du har. For ellers er der bare hele tiden noget du vil ændre. Næsen, armene, lårerne, læberne osv. Til sidst ønsker du noget helt unaturligt, som f.eks. et thigh gap, hvor du skal være helt underernæret for at få det.

    Mange får lavet større bryster, men for nogle uger siden var der nogle artikler om, at de færreste bliver reelt lykkelige af det. Eller af andre plastikoperationer i øvrigt.

    Så jeg synes det er godt, at du har startet din egen lille kampagne. De færreste maver er flade. Vi kan lige så godt vise dem frem.

  • Det er spøjst; jeg har nærstuderet begge dine ‘mavebilleder’ både da du lagde dem hver især på insta også nu her, og jeg kan slet, slet ikke se at der er noget som helst ved den mave som skulle kunne gøre dig pinligt berørt. Altså, jeg synes faktisk det ligner at din mave er ret så flad. Det er så underligt; det der med at man kan se sig helt vildt sur på et sted på sig selv, som andre slet, slet ikke kan se problemet ved.

    • Jeg tænkte præcist det samme. Du har en smuk mave! Du skulle bare se mine 3 rullepølser, når først de folder sig ud 😉
      Jeg kan også kun tilslutte mig mig #fleremaverpåinstagram – i hver fald flere afslappede maver med deller, dun og strækmærker. YES! 😀

  • Det sjove er, at jeg slet ikke kan se mave på de to billeder. Heller ikke selvom jeg virkelig forsøger. Jeg ved, at det ikke er relevant, for selv hvis der var mave alle vegne, skulle det jo op, og diversiteten fejres. Men alligevel er det sjovt, hvad andre ser – du ser mave, jeg ser ikke mave, når jeg ser billeder af mig selv, ser jeg rynker og folder, som andre ikke ser. Gid vi kunne se os selv, som andre ser på os 🙂 Tak for et godt indlæg!

    • Jeg tror altid, man vil se hårdere på sig selv – men jeg vil nu mene, du er ret blind, hvis du ingen mave kan se. Det kan de fleste i hvert fald! 😀

    • Jeg er altså på Camillas hold (bevares der er da noget mellem bryst og bukser, men ikke noget jeg ikke også har, og der er altså kun 50 kg i mig).

  • Men Miriam, du har sådan en flot krop, der ser ud til at hænge godt sammen, du ser i mine øjne sund og flot ud. Jeg er med på, at du ikke har den tyndeste mave i verden, men helt ærligt, hvem gider da også have den😉 Jeg er selv til den lange og magre side, og jeg ville ønske jeg havde mange flere kvindelige former. Men hey, vil vi ikke som oftest have det, vi ikke har. Jeg hepper på mere mave, baller, lår osv på insta🙌🏻

    • Altså, det er jo meget sødt sagt, men udfra samfundet generelle indstilling til skønhed er det bare ikke sandt. 😀 Men det er lige præcis derfor, der skal mange flere kropstyper blandt andet på instagram!

  • Som en gamle kone på 43, ville jeg ha ønsket at der var flere som dig. Jeg synes du er smuk og dejlig. Jeg var ( med tyk streg under), en str 36 med barm og hofte. Men I min tid skulle vi alle ligne Kate Moss , Det gjorde jeg ikke. Jeg har det stadigvæk svært med min store barm, men nu er maven også blevet et problem. Jeg er sund og rask, har to fantastiske børn og en dejlig mand…… jeg nægter ikke at have det godt med mon krop, Ikke mindst for min 10 årige datters skyld..,,

  • Nu så jeg dig “live” i fredags, så kan derfor godt udtale mig om at du IMO er en flot pige 👍😊 ingen grund til at gemme noget væk! Med det sagt må jeg så tilslutte mig den der “selvværds-problematik”, hos mig er det bare lårene 😣

  • Den danske komiker Sofie Hagen lægger ofte billeder på på insta, hvor hun fx tegner et ansigt på sin mave, viser den frem med stolthed og absolut ingen blufærdighed eller skam 🙂 Det kan anbefales

  • Jeg er ked af, du har det sådan, for jeg synes med hånden på hjertet (eller maven?) at du ser godt ud! I øvrigt tak for en formidabel blog, jeg efterhånden følger dagligt.

  • Jeg gør det også – det med at holde maven inde. Faktisk i så stor en grad og samtidigt så ubevidst, at min sanglærer kommenterede på det. At jeg simpelthen ikke kunne synge, som jeg ville, fordi jeg ikke kunne ‘finde ud af’ at give slip på maven.
    Det skal der altså laves om på! for synge – det vil jeg!

  • Hvor er alt det med usikkerhed en spøjs størrelse.. Jeg er selv høj og helt almindelig af bygning, men jøsses hvor har jeg bare ALTID været træt af mine lår! Som flere andre nævner, så lagde jeg overhovedet ikke mærke til din mave da jeg kiggede på dine billeder, men det ændrer jo ikke på hvad du ser når du kigger på billederne.
    Uanset, så hepper jeg på både dig og din mave og generelt et skridt på vejen mod at acceptere og holde af den krop man nu er blevet udstyret med ❤️

  • Fedt at du sætter fokus på det.
    Jeg køber som regel altid tøj der skjuler maven, men jeg forsøger at øve mig lidt og finde noget tøj der komplimenter min krop, til trods for at det ikke skjuler maven. Det er lykkedes mig at finde én kjole her i vinters, som jeg virkelig følte mig godt tilpas i, til trods for at den sad til. Og jeg har endda fået komplimenter når jeg har den på – det gør virkelig noget godt for min selvtillid.

  • Nu klikkede jeg lige på dit link til insta, for at se det omtalte mavebillede. Jeg regnede med at se en lidt for stor og bulet mave ift normen, men så ser jeg bare et billede af dig, der altså ser herre lækker ud! Så pak det væk (din usikkerhed) du ser så godt ud!

  • Jeg elsker dig og dit univers Miriam og jeg synes det er rigtigt fint at du sætter fokus på det. Men istedet for hasttags og være ked af din mave, hvorfor prøver du ikke at gøre noget ved det? Jeg håber ikke du bliver fornærmet men jeg har aldrig set en spise så usundt som du gør. Hvis du er ked af din mave kan kost og træning hjælpe og det tager ikke længere tid.

    • Det er en meget, meget uheldig kommentar at komme med, Anna. Du har på ingen måde det fulde billede af, hvem jeg er, eller hvad jeg spiser. Du ser kun det, jeg vælger at vise, og jeg vælger bevidst at vise det “sjove”. Jeg træner tre-fire gange om ugen, spiser grøntsager som en motherfucker og er i øvrigt den heldige ejer af en spiseforstyrrelse. Hvad du lige har skrevet til mig, svarer til at spørge en anorektisk pige, hvorfor hun ikke bare spiser noget? Jeg har kæmpet med min vægt hele mit liv. Det er ikke bare sådan lige. Og det er lige præcis kommentarer som din, der gør, at jeg – og et fuckton af andre kvinder med lignende kroppe – er så forfærdeligt bange for at italesætte det her. Fordi der sidder folk i den anden ende og dømmer uden at kende sandheden og mener, at det lige kan ændres på en studs. Og måske også at det burde ændres. Men det burde ikke være sådan, at lykken ventede 5-10-20-50 kilo ude i fremtiden. Jeg har ikke lyst til, at jeg først kan blive komfortabel med min krop, når den lever op til samfundets forestilling af skønhed. Det her handler ikke om at ændre kroppe, det handler om at ændre hjerner.

      • Hej Miriam. Synes du har helt ret i at man ikke bør antage folks situation, og hvor nemt det er at tabe sig. MEN.. Anna skriver ikke at hun synes du burde tabe dig. Eller at hun synes du ikke passer ind, eller whatever. Hun spørger om hvorfor du ikke gør noget ved det “hvis du” (!) er utilfreds.
        Derfor synes jeg ikke du kan skrive den sidste del af din kommentar baseret på hendes kommentar. Hun siger jo ikke du ikke må være komfortabel i din krop, eller ikke burde være det, så det synes jeg er lidt harsh. Du skal selvfølgelig være eller lære at blive komfortabel i din krop ud fra dine egne forudsætninger og mål.

        Jeg tror måske bare det kan være forvirrende for folk, hvis de ikke ved at du altid har kæmpet med det – hvilket jeg heller ikke troede. Jeg troede først det kom efter din depression, og egentlig ikke var et problem i starten af dine 20’ere. Så jeg har egentlig heller ikke tænkt at det var genetisk bestemt, men måske mere overskuds/sygdomsbestemt, hvilket heller ikke er at kimse ad.

        • Hej Anna (den anden 😀 )
          Jeg er ikke enig med dig. Anna gør sig til dommer over min sundhed uden at vide noget om den. Hele din kommentar handler desuden (som hendes) om min vægt. Og det er at misse hele pointen. Indlægget her handler ikke om vægttab. Det handler om, at det er svært at elske sig selv. At vi skal normalisere vores usikkerheder. Jeg skriver jo ikke, at jeg er frustreret over, at jeg ikke kan gøre min mave mindre. Jeg skriver, at jeg er frustreret over, at jeg ikke kan elske min mave, som den er. Annas kommentar er upassende og grænseoverskridende, fordi den begynder at tale om vægttab, uden jeg bringer emnet på banen. Og det gør jeg netop ikke, fordi jeg ikke synes, det er løsningen. (Bevares, jeg vil måske gerne tabe mig, men jeg synes, det er et langt større problem, at jeg ikke elsker mig selv). Løsningen er selvkærlighed. Jeg har ikke lyst til at tale om min spiseforstyrrelse og mit problem med mad, men bliver tvunget til det, fordi der bliver lagt nogle usande anklager på bordet. Derfor er kommentaren upassende. Den er tonedøv. Det er ikke noget, man skal spørge fremmede mennesker om, når man i bund og grund intet aner om, hvordan de lever. Der bliver sågar spurgt “hvorfor prøver du ikke at gøre noget ved det?”, som om det aldrig er faldet mig ind, at det er muligt at ændre på sin vægt? Som om det er en nyhed, jeg aldrig hørt hørt om? Jeg har prøvet. Jeg har prøvet flere gange end jeg har tal på. Og jeg prøver stadig. Men det er min business. Og det er for mig meget privat. Annas kommentar bliver derfor meget uheldig. Og ofte vil den slags kommentarer desværre også få pustet til en ild, som den omhandlende person i forvejen gør sit bedste for at kontrollere. Og det er dælme uheldigt.

          • I see your point 🙂 havde lige overset at du ikke selv skriver du gerne vil tabe dig. Var heller ikke for at forsvare den anden kommentars indhold, som det var, mere at jeg troede den blev forstået som noget den ikke var. Men besides, så håber jeg du lærer at elske dig selv som du er en dag! Alle burde kunne føle sig tilpas og glad i sin egen krop ❤️

          • Jeg tænker, vi overordnet er ret enige. 😀 Jeg tror ikke (som du vist heller ikke gør, som jeg læser det), at Annas kommentar kom fra et ondskabsfuldt sted. Men derfor er den stadig super uheldig, og det er bedst at gøre opmærksom på det, så man kan (hvis man har lyst altså) være obs på det en anden gang.

    • Der er vist ikke nogen pæn måde at sige det her på, så her kommet det: Anna – du er en klaphat.

      Hvordan kan du tro, at du kender Miriams liv og spisevaner, bare fordi du følger med her på og på instagram!?

    • Anna (begge), jeres kommentarer viser bare hvor meget pointen er gået lige over hovedet på jer. Pointen er jo ikke om et vægttab kunne hjælpe – tværtimod! Pointen er, at det er skidesvært at elske sin egen krop for rigtig mange mennesker, men at man måske kunne det UDEN fokus på vægt. At man måske kan elske sig selv selvom samfundet siger at man ikke burde. At man måske kunne elske sig selv bare for at være sig selv.
      Btw ekstremt upassende, indvaderende og nederdrægtig kommentar, første Anna kom med.

    • Udover at det er en meget uempatisk, unuanceret og uintelligent kommentar, Anna, så er der simpelthen så mange fejlslutninger, synes jeg.

      Du kommer til at sætte lighedstegn mellem at være ked af sin krop og at være “tyk” og mellem at være “tyk” og at være usund.

      Jeg har et BMI på 20 og har brugt alt for mange år af mit liv på at være ked af min mave. Jeg har en veninde, der desværre er markant undervægtig og som er meget ked af sin mave. Og dét for blot at tale om det ene ideal at have en pæn, flad, trænet mave med talje. Derudover er der alle de andre aspekter af kropsidealet for kvinder i den vestlige verden.

      Dernæst og næsten endnu værre går du ind og kommenterer på Miriams sundhed ud fra et billede af hendes mave og det, hun som blogger deler. Det er da for ubehøvlet og bare dumt. Der er helt sikkert mennesker med større maver end Miriam, der er sundere og mennesker med flader maver, der lever usundere. og naturligvis også vice versa.

      Vi løser jo ikke destruktive kropsidealer ved bare at “tage os sammen” til at tabe vægt, lave squats eller købe os til større, rundere bryster. Det gør vi ved at øve os i at være glade for vores kroppe, som de er. Store som små. Sunde som usunde. Raske som syge.

  • Jeg synes Anna er dybt ignorant og sikkert ikke særligt gammel. Jeg ser en kvinde, der er i fuld gang med at gøre noget – måske ikke at gøre maven mindre – men med at lære at elske sin mave, som den er, som en del af den krop du har. Man kan ikke bare beslutte sig for at elske sin mave, hvis man i flere år har forbundet den væk. Det tager arbejde og lang tid og jeg ser billederne og blogindlæggene som en del af vejen derhen. Den skal anerkendes, ses og italesættes indtil det bliver naturligt! Du er for sej Miriam, du sætter ord på det mange kvinder tænker. Man behøver ikke at ændre sig selv, før man kan elske sig selv. Alle fortjener at elske sig selv lige meget hvordan de ser ud!

  • Jeg kan kun sige at jeg syntes at du er en steg som du ser ud, dit hår skriver du har du ønsket glat, WOw, du har altså det flotteste garn.

  • Ind imellem fungerer vores hoveder bare så underligt og irrationelt. Jeg lagde overhoved ikke mærke til noget som helst mave på dine billeder men så bare en skide smuk dame. Så spoler vi frem til i går hvor jeg ser billeder mine veninder har taget fra fødselsdag i lørdags. Der er et lille fucking billede ud af en million, hvor man kan se mave hos mig….og min dag er nærmest ødelagt……man kan ikke forhindre følelsen i at lande i hovedet. Men man kan beslutte sig for at arbejde med hvor længe den skal være der og hvordan den skal have lov at påvirke en. By job for the rest of my life….PS: du er den sejeste blogger Miriam😃

  • For dig er det maven, for mig mine lår. Da en person i dag sagde, at jeg har tynde lår, var min tanke, hvad mine lår er de tykkeste søjler uden for Grækenland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.