Rejsen er bestilt / Alternativ clickbait-overskrift

img_3442Jeg ved ikke engang, hvordan vi første gang hørte om det, men det er en af de der ting, vi har talt om at gøre i årevis. Engang imellem ville emnet af uransagelige årsage komme op, og vi ville sige: “Ja mand, det skal vi også en dag!”, men vi kom aldrig videre med det. Et år gav jeg sågar min søster et gavekort på en tur i den tro, at vi så ville få lettet røven(e), men nej. Det skete ligesom bare aldrig.

Men nu sker det. Nærmere bestemt d. 21. april, dagen efter min fødselsdag, tager min søster og jeg endelig til Gekås Ullared! Til dem, der ikke kender det, er det Skandinaviens største varehus beliggende i Sverige, hvor man angiveligt kan købe alt i hele verden, og priserne er uhørt lave. Og nu hvor den svenske krone er virkelig langt nede, kan jeg ikke komme på et bedre tidspunkt endelig at gøre alvor af truslen.

Man kunne godt bare selv køre, for det ligger ikke skrækkeligt langt væk, men det gør vi ikke. I stedet har vi valgt pensionistløsningen, for der findes simpelthen bureauer, der står for sådan nogle endagsture med bus. Man kører fra København om morgenen, ankommer om formiddagen, shopper nonstop i fem timer og kører så hjem igen med rovet. Alt sammen til den nette sum af 120 kroner. (I hvert fald hos OK Rejser, som jeg har bestilt hos).

For nogle mennesker lyder det sikkert som helvede på jord, men faste læsere vil vide, at jeg ville have svært ved at finde en bedre måde hvorpå at bruge min tid. Så jeg glæder mig selvfølgelig. Helt afsindigt. Og jeg skal, traditionen tro, nok tage jer med via instastories. Det er næppe helt det samme som USA, men lur mig, om der ikke kommer nyt på den front også liiiige om lidt. 😉

Kommentarer (27)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.