Karma

p4071837

Jeg var i Netto i går. En tur, der startede rigtig fint med, at jeg fandt en koloenorm sød kartoffel, som vejede rundt regnet det samme som en vandmelon. Jeg smed den i min kurv (som vippede faretruende til den ene side), da en mand trådte ind i butikken med sine børn. Den der type mand, som mener, at han sagtens kan have en lidt for højlydt samtale i sin telefon og samtidig råbe sine unger op, på trods af at de befinder sig i den anden ende af butikken. Jeg sagde selvfølgelig ikke noget, dels fordi det ville være temmelig uhøfligt, og dels fordi jeg er udmærket klar over, at jeg som aleneboende har en noget anderledes støjtærskel end den, der befinder sig i et klassisk kernefamiliehjem. Desuden er jeg lidt en nedturskost, hvilket betyder, at mit irritationsniveau på enhver given dag ligger helt nede ved jorden, og eftersom jeg er ganske klar over, at det er et issue, der er mit og ikke hele verdens, så æder jeg som regel min irritation. (Og ind imellem deler jeg den så også med jer).

Jeg kunne høre manden gennem hele mit Netto-besøg. Han enten var eller burde overveje at blive operasanger med den røst. Jeg hørte ham, da jeg lagde æg i min kurv, og da jeg nærstuderede spot-varerne. (Yankiebar til 3 kroner!!) Jeg hørte ham, da jeg virkelig overvejede en chokobolle fra bake-off-sektionen, og da jeg stillede mig i kø. Det var en fredag eftermiddag, så køen var lang. Og da jeg havde stået der tilpas længe, og det næste gang ville have været min tur til at lægge mine varer på det afsindigt overfyldte bånd, annoncerede en af de rare Netto-medarbejdere, at han åbnede en ny kasse.

Og vupti! Fra bagerst i køen med syvmileskridt kom Manden Med Røsten springende og fik givet sig selv en heftig forlomme. Til stor glæde for alle i den temmeligt lange kø (sagde hun sarkastisk), var han nu allerforrest. For den gennemsnitlige dansker er der næppe nogen større høflighedsforbrydelse end at snyde sig foran i køen, men ingen sagde noget, undertegnede inklusiv. Måske mest fordi det også er en høflighedsforbrydelse at konfrontere fremmede, når de begår høflighedsforbrydelser. Jeg skumlede dog en anelse internt, da jeg lagde mine varer på båndet sammen med en pose. (ATT: Miljøpolitiet. Normalt ville jeg selv medbringe en pose, men det var en spontan Netto-tur, så jeg var ikke forberedt).

Vi vender her tilbage til min kæmpekartoffel, som den søde Netto-medarbejder samlede op med et forundret udtryk, hvorefter han forsigtigt spurgte: “Hvad er det nu lige, det her er?” Jeg svarede ham, og han gik på jagt i den der bladrebog, der skal fortælle ham varens nummer. Men der var ingen sød kartoffel i bogen, og med den lange kø bag mig, hviskede han: “Jeg slår den bare ind som noget andet, ikke?” Jeg nikkede, betalte og gik om på den anden side for at begynde at pakke mine varer, da jeg opdagede, at min pose var forsvundet. Forsvundet sammen med Manden Med Røsten, der tilsyneladene ikke havde haft plads nok i sin egen pose og derfor havde taget min til hjælp. Og derefter var gået med den.

Jeg fik selvfølgelig erstattet min pose uden yderligere afregning og satte kursen hjemad, hvor skæbnen ville, at jeg snart indhentede Manden Med Røsten (Og Nu Også Min Pose), der gik lidt langsomt grundet børne-entourage. Jeg sagde stadig ikke noget. Heller ikke selvom han gik der og svingede lystigt med min ejendel. Mest fordi jeg jo udmærket godt vidste, at tyveriet med 90% sikkerhed var et uheld, og at det ville gøre mig til en endnu større nedturskost, end jeg er i forvejen. I stedet overhalede jeg den lille familie med den højrøstede patriark og gik stiltiende hjem med mit rov.

Og her var det, jeg åbnede min (erstatnings)pose og begyndte at lægge mine varer på plads, da jeg faldt over bon’en. Jeg beder næsten altid om bon’en og får aldrig tjekket den, men lige der blev jeg alligevel nysgerrig efter, hvad mon Netto-manden havde taget for min monstrøse søde kartoffel?

4 kroner. 4 kroner for verdens største batat. Score!

Og det, mine damer og herrer, er, hvad jeg vil kalde god karma for at tøjle min indre nedturskost.

Kommentarer (50)

  • Jeg har al respekt i verden for at du tøjlede kosten. Jeg er også sådan en kost og jeg har endda børn og alt muligt. Jeg er begyndt at lege jeg er glad og overskudsagtig, men indeni….. Ååørgh!

  • Måske det burde høre hjemme i et hemmelighedsindlæg, men jeg tror måske jeg er en kombination af de to – altså en nedturskost med stor røst.
    UNDSKYLD hele verden!
    Første step er at blive bevidst om hvad man gør forkert – right?!?

  • Du rammer lige to af mine kæpheste!! Jeg hader, når folk snyder foran i køen,og specielt det sammen med jeg-ejer-hele-verden-attituden!!
    Konfronterede en ældre mand med det i lufthavnen i sidste uge (Han kunne selvfølgelig ikke se noget problem i at snyde sig ind i en 50 m lang kø!!!) og blev til sidst enig med mig selv om at karma simpelthen måtte ramme ham så hårdt på et senere tidspunkt og at hans kuffert ikke kom frem!!

  • Ros for at tøjle “kosten”……men sommetider synes jeg også, at vi generelt er alt for konfliktsky. Jeg tror ikke, at indsigelser eller en reprimande ville have kunnet hindre, at den herre gentager den adfærd, men generelt er vi måske for berøringsangste over for fremmede, der overskrider vores grænser. Også over for mennesker, vi kender godt.

    • Det er vi sikkert, men jeg vil sgu hellere skumle for mig selv end tage en konflikt, jeg ikke har lyst til, og som i bund og grund er ligegyldig for mig. 😀

  • Jeg elsker din måde at skrive på, men lige den her betegnelse – nedturskost – gør mig lidt ked af det. Måske fordi jeg selv er typen, der bliver voldsomt irriteret, når andre mennesker er nogle røvhuller i det offentlige rum, og det synes jeg faktisk ikke, der er noget galt med. Hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbning om, at de her mennesker en dag bliver rarere, mere behagelige og mere respektfulde individer, så er vi vel nødt til at påtale deres latterlige opførsel? For jeg tror dybest set ikke, de selv er klar over hvor frygtelige, de er. Det er meget sjældent, jeg selv siger noget, hvis folk snyder foran eller taler i telefon, mens de bliver betjent (jeg fatter virkelig ikke hvordan man kan synes at det er OK) men i den seneste tid har jeg tænkt meget over, at jeg måske skal til at tage bladet fra munden. Både for samfundets skyld, men også fordi jeg tror, jeg selv bliver et lykkeligere – og mere behageligt – menneske af at få det ud.

    • Jeg tror ikke helt, jeg er samme sted. Indlægget skal læses mere sarkastisk end som så. Det er ment som et seriøst indlæg fra min side. 😀 Jeg bliver hidsig over sådan nogle mennesker, ja, men ikke nok til, at jeg synes, de er frygtelige eller skal påtales for samfundet skyld. Vi er allesammen idioter fra tid til anden – deraf mit behov for at kalde mig selv en nedturskost, fordi jeg ofte bliver irriteret over småting. Jeg kan godt lide at pege fingre af mig selv, og manden kan jo have en helt anden oplevelse af situationen, der selvfølgelig er sat på spidsen for underholdningens skyld. 😀 Indlægget handler meget mere om mig end om manden. Jeg nyder at svælge i mit brok. Man kunne sikkert godt på en pæn og ordentlig måde gøre nogen opmærksom på, at de var et røvhul, men det vil jeg overlade til folk, der er komfortable med den slags. Jeg har det bedre med bare at råbe i smug. 😉

  • Elsker det her indlæg. Og nu får jeg lige en idé til et wtf-emne: Ting man bider i sig/ikke burde finde sig i….
    Jeg havde ageret præcis som dig i situationen. Hidsig indvendig, men for konfliktsky til at sige noget.
    Men åh hvor synes jeg også bare, det er åndssvagt at bide noget i sig gentagne gange. Fremfor bare at sige fra én gang for alle (hvis det fx er noget den samme person gør).

  • Der var lige en artikel forleden omk poser. Faktisk er det mindre miljøvenligt at anvende indkøbsnet, da de skal genanvendes flere tusind gange førend deres “miljømæssige fodaftryk” er elimineret.

  • Jeg arbejdede i SuperBrugsen i Nordre Frihavnsgade i 3 år og hold kæft jeg var udsat for mange ting samtidig med jeg var vidne til mange konflikter blandt fremmede der ikke kendte hinanden. Nederen i situationen, men har fået mange gode historier ud af det! 😂

  • Miriam 🙂 er det noget jeg har drømt, eller skrev du ikke et opslag om filmen I was never really here for nylig? Jeg så filmen i fredags, og ville gerne læse din “anmeldelse” (kan ikke huske om det egentlig var en anmeldelse) igen. Men kan ikke finde den? Kan du hjælpe 🙂 tak for en god blog!!

  • Jeg er typen der i min irritation godt kunne finde på at udbryde; sikke en fart du kunne få på for at mokke dig forresten i køen. 🙈
    Jeg prøver oftes at fortælle mit skummende indre, at det er en ligegyldig ting at bruge krudt på, men ind imellem så åbner min mund sig før jeg får overbevist den om at tie. 😂

    • Haha! Jeg skumler også, men jeg er sgu for konfliktsky til at gøre noget ved det. Det går heldigvis over igen! 😀

  • Jeg synes nu ikke man er en nedturskost fordi man beder nederen mennesker om at tage lidt hensyn til andre, ved ikke at råbe i supermarkeder (fuck, hvor er den slags irriterende), springe foran i køen eller at stjæle andre folks poser. Sådan en type havde jeg sgu uden tvivl givet en kommentar med på vejen, for hvis ingen nogensinde siger noget, så tror den type mennesker formentligt at deres opførsel er a-okay, og dét gider jeg sgu ikke. 😊

  • Jeg blev virkelig fanget af den her historie, haha 😀 Du skriver så godt.
    Og sikke et røverkøb! Håber den smagte godt 😉

    Hilsen miljøpolitiet (som også enkelte gange ikke får sin egen pose med).

  • Ifht. kø er det næsten noget af det jeg sætter mest pris på ved at bo i Californien. Når en medarbejder åbner en ny kasse, henter han/hun en af dem, der står næst i køen ved de andre kasser og siger, “jeg åbner en kasse herover” – og så trisser man bare med vedkommende. (Nogle gange glemmer de så at fortælle at de liiige skal logge inde, indstille ting, finde penge osv. så man i sidste ende nok ikke har sparet noget tid :))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.