Trends, jeg ikke forstår #7

trends

Der er for langt mellem de her indlæg. Og alligevel lever faretruende mange af tidligere frustrationer i bedste velgående. Fx er både hightligteren fra nummer seks og de vanvittige læber fra nummer fem nærmest kun blevet værre… 😀

Den her gang vil jeg gerne vil jeg gerne klage over, at min indre trendsætter slet ikke kan se fidusen i følgende syv trends:

1. The return of Nick Carter-signaturen, 90’ernes allestednærværende mågehår er tilbage. Åh gru, åh skræk! Jeg spottede første gang en fyr med frisuren i mit fitnesscenter og blev så overrasket, at jeg slap maskinen, jeg havde gang i og var faretruende tæt på at rykke min venstre albue af led. Siden har jeg spottet den med hyppigere intervaller, og det er en sælsom deja-vu-oplevelse hver eneste gang.

2. Balenciages Tripples S Trainers. Man har simpelthen i al alvor taget den grimmeste del af sneakeren og valgt at gøre den større. Altså, markant større. Oversize kondisko! Det er det nye sort! Jeg forstår det simpelthen ikke. Ekstra nederen for de af os, der bruger sko i størrelse kano og dagligt kæmper en kamp for at forsøge at distrahere verden fra det faktum.

3. Kålchips både ligner, smager af og har konsistens som bagepapir, der har været alt for lang tid i ovnen. Kålchips er ikke chips. Jeg er såret, vred og foraget på alle rigtige chips’ vegne.

4. KOLOENORME øreringe. Ved modedesignere godt, at ører ikke rigtigt har nogle muskler, man ligesom kan træne op til at bære den vægt, det åbenbart forventes af dem i sommeren 2018? Wtf, Gucci?

5. TEENY TINY solbriller. Jeg er med på, at kæmpesolbriller har regeret længe, og det måtte der nødvendigvis komme et modsvar til på et tidspunkt. Men det her er åndssvagt. Det her er to Blue Jeans (lakridserne, forståes) på en metalstang. Hvordan skal jeg kunne gemme tømmermænd/sygdom/ekstrem træthed bag dem?!

6. Alle jeans i den her længde. Ændrer dog muligvis senere mening på den her, for man fortæller mig, jeg har pæne ankler, og det virker som en nem måde at vise dem frem på. Min hjerne skal bare lige vænne sig til at se det som en bevidst længe først og ikke associere det med den der tid i folkeskolen, hvor man voksede som ukrudt, og ens bukser derfor konsekvent var for korte.

7. Kæmpevildt, uplejet fuldskæg. I hvert fald til mænd under halvtres, som potentielt kunne være single. Ja, det handler rendyrket om egne egoistiske præferencer. Jeg vil helst ikke date Hagrid. Undskyld Hagrid. Du er alligevel også mere til Madame Maxime.

Kommentarer (42)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.