Kan man være tyk på Tinder? Et eksperiment

tinderprofil

Næsten hver gang jeg skriver om dating, modtager jeg beskeder fra kvinder, der lige som mig har lidt til gården og til gaden. Ofte kvinder, som er bange for at begive sig ud på datingmarkedet, fordi de er bange for, at ingen vil vise interesse for dem, eller at de decideret vil blive mødt af ondskabsfulde bemærkninger. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at sidstnævnte aldrig finder sted, men jeg kan (u)heldigvis sige, at jeg med en enkelt undtagelse udelukkende har oplevet dem, når jeg har afvist en mand, og hans ego er såret. Så får jeg gerne en “som om jeg var interesseret i dig alligevel, fede so!” Æh ja, det var du. Eller i hvert fald i mine bryster, som du skrev en supercreepy indgangsreplik om. Hvorfor jeg netop sagde pænt nej tak til videre samtale.

Men at ingen skulle vise dig interesse, fordi du vejer mere end gennemsnittet? Nope. Not gonna happen. Det vil jeg gerne æde min metaforiske hat på. Om der så vil være gensidig interesse for de mænd, der gerne vil dig, det er nok mere der, hunden ligger begravet. Og den situation står alle kvinder (og mænd) i uanset deres vægt. Der er ikke nødvendigvis et match, fordi den ene part er interesseret. Ellers tænker jeg, der ville være væsentligt færre singler i verden.

Der vil selvfølgelig være mænd, der vælger dig fra på grund af din vægt, og det er okay. Man kan ikke selv gøre for, hvad man tænder på, og præferencer er helt normale. Hvis han foretrækker en slank kvinde, så skal han selvfølgelig bare swipe ja til slanke kvinder. Du foretrækker måske også en mand, der er høj/har fuldskæg/er universitetsuddannet/whatever. Det er okay at have præferencer. Tinder er et overfladisk sted, such is life.

Jeg har vist min Tinder-profil frem herinde før, men nu tager vi den lige igen. Pt ser den ud som ovenfor. Alle mine billeder er under et år gamle (undtagen undertøjsbilledet, som snart fylder halvandet), og jeg har selvfølgelig valgt dem, jeg synes, jeg ser allerpænest ud på. Jeg er en forfængelig motherfucker, so shoot me. Skulle manden i den anden ende være halvblind, så har jeg også smidt en tykkejoke ind. Så er banen ligesom kridtet op. Han ved, hvad han går ind til. Swiper han ja, så kan han ikke blive sur over at finde ud af, at jeg har tordenlår og rygdeller.

Men eksperimentet! Det var det, vi skulle frem til. For dem som tror, det kun er flade maver, der får højreswipes. I dag traf jeg en beslutning om at bevise min pointe ved at swipe til højre på de første 100 mænd, der dukkede op på min profil. Og okay, det gik lidt i kage, fordi jeg allerede havde datet mand nummer 13 og havde meget lidt lyst til at genoptage kontakten, men resten fik et ja. Helt frem til mand nummer 89, hvor jeg så løb tør for gratis likes. Nå. Mit eksperiment ville næppe overleve en peer-review, men til dette formål går pointen nok igennem alligevel. Før jeg gik i gang havde jeg 50 matches (der blev ryddet op i dagens anledning), mens mit efter-tal ligger på 81. 31 matches. Og det er kun blandt dem, der allerede er stødt på min profil og har taget en aktiv beslutning.

tinder-resultat

Det skal selvfølgelig lige nævnes, at jeg har forsømt Tinder noget på det seneste, så der er en aldeles realistisk sandsynlighed for, at algoritmen har opsparet en masse likes på mine vegne, men det er stadig hver tredje mand, der har swipet ja. Mænd, som på et eller andet tidspunkt har givet udtryk for, at de altså er helt okay med at date (eller som minimum knalde) en str. 44.

Hvorvidt alle 31 mænd så er noget for mig, det kan man måske allerede konkludere ud fra den indgangsbesked, hvor jeg bliver kaldt for “kitten”, men man kan i hvert fald ikke påstå, at der ingen interesse er for kvinder med kroppe som min. Så er du single og nysgerrig, så er det bare med at komme i gang!

Kommentarer (28)

    • Haha, strømmen går den anden vej – min telefon var i laderen, mens eksperimentet stod på, så der bliver fyldt strøm på. 😀

  • Tak! Jeg har/er meget bange for at skulle ud på kødmarkedet, og nu har jeg ikke turde i et år…. ET ÅR single, uden at turde springe ud i dating. Måske skulle jeg tage mig sammen og bare springe ud i det…

    • Hej Malene
      Da jeg for nogle år siden stod i samme situation som dig, besluttede jeg mig for, at NU skulle det prøves. Jeg var hverken mentalt klar efter et laaangt forhold eller havde prøvet at date før, og puha, hvad hvis man blev afvist? Jeg havde ret mange 1. dates i det første halve år – ikke så mange 2. dates – jeg ville jo egentlig ikke have en kæreste, men blot bekræftes lidt. Langt fra alle dates var nogen jeg kunne se mig selv med, men det lærte mig rigtigt meget om mig selv og mine grænser, og hvad ville jeg egentlig have i en mand (eller bestemt ikke have). I dag kan jeg underholde med dates-historier (for der var godt nok mange underlige!), men hvor ville jeg da ikke være nogle af dem foruden. Så jo, se at komme afsted – jeg hepper på dig 😉

    • Kære Malene! Efter 6 år i forhold kastede jeg mig også ud i både Tinder og Happn efter et par måneder, bare for at prøve det af! Jeg har også slettet det igen mm., tænker det er måden, man mødes på “nu til dags 😉 “ Det er ret sjovt og uforpligtende, du skylder jo ingen noget som sådan 🙂 Go with the flow 🙂

    • Do it! Om ikke andet så bare installer en dating-app og kig lidt på udvalget uden at gå videre end det. Så kan du vænne dig til tanken. Baby steps. <3

  • Jeg har altid været single, er 43. Har prøvet Tinder er par gange, men fik kun sjældent match og hvis jeg fik et så forsvandt det igen kort tid efter matchet. Så nu er Tinder røget ud… jeg tør ikke flere nederlag mere..

    • Swipede du også ja til hele baduljen, eller var du mere selektiv? For ellers tænker jeg, at indlæggets pointe om, at der sjældent er manglende interesse, står endnu. 🙂 Men ja, der kan være langt mellem de matches, man gerne vil have!

  • Jeg begav mig også ud i tinder som plus size lady og jeg har massere af dates og fjollerier, selv med fyre jeg aldrig havde troet ville mig (læs: top trænede typer), på bagen. Jeg har endda også fået en dejlig kæreste ud af det 😄

    En ting vil jeg dog sige til jer lækre ladies, lyv ikke om jeres vægt, vær ærlig omkring det, er han interesseret skal han nok hænge på 👌

    • Helt enig! Også for ens egen skyld. Man bliver først rigtig nervøs omkring at skulle på date, hvis man ikke ser ud, som man har givet udtryk for.

  • Jeg har mødt flere potientielle kærester gennem Tinder, og jeg er hverken samfundsstandard “smuk” eller slank – vil vove at påstå, at jeg har haft flere succesoplevelser end de fleste!

    • Det handler nok også i høj grad om, hvordan man går til det. Bruger man Tinder overfladisk, finder man nok mest overflade. Men der ER alt muligt andet derinde også!

  • Jeg synes det er et rigtig fint eksperiment, men jeg må indrømme at jeg er nået dertil hvor et Tinder match i sig selv ikke rummer nogen værdi. Hvis han skriver eller svarer på et match, se så har det pludselig fået en værdi, men indtil da “stoler” jeg ikke på matchet.
    I den tid jeg har været på Tinder (et halvt års tid) vil jeg skyde på at jeg har matchet med sammenlagt omkring 50 personer. Kun 8 af dem har jeg rent faktisk skrevet sammen med. Rigtig, rigtig mange svarer aldrig på mine beskeder, eller sletter mig igen.
    Jeg kom til at snakke med nogle venner om det en dag. Én veninde fortalte om hvordan hendes mandlige kollegaer har en on-going konkurrence om hvem der får flest matches hver uge og derfor liker alle der kommer forbi. En kammerat fortalte at han liker alle og så sortere han først i det når han har matchet.
    Så jeg må indrømme at for mig har et match mistet værdien, da jeg er begyndt at gå ud fra at en hvis procentdel af matchene slet ikke handler om interesse.

    • Jeg er essentielt enig. Der vil altid være nogle få rådne æbler, fordi Tinder er sat sammen på den måde, det er. Der er også et utal af kvinder, der er på Tinder bare for bekræftelsen. Men nu er der gået et par timer, og halvdelen af mine matches har allerede skrevet, så som helhed vil jeg mene, at pointen stadig holder. 🙂

  • Jeg har mødt min kæreste gennem tinder og jeg er en størrelse rigtig tyk 54. Vi venter vores første barn sammen, har købt hus og skal giftes. Det kan lade sig gøre at date, også på tinder, som overvægtig eller bare med lidt ekstra bløde kurver. Jeg tror det handler om at turde og at tro på sig selv, ligesom alle andre steder. Og så se stort på de grimme kommentarer der kan komme. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort begge dele.. I hvert fald et kærligt pip herfra om, at det absolut kan blive det hele værd at turde 😊

    • Du har helt sikkert ret. Men ja, det kan være svært, men måske hjælper det, hvis vi er flere, der siger god for oplevelsen! 🙂

  • Tinder kan faktisk godt levere for os plus piger! 😊 Om et halvt år skal jeg giftes med ham jeg var på tinder-date med for 3 1/2 år siden ❤

  • Min favoritblogger slår til igen. Sådan! 💪🏻
    Mænd er til lige så forskellige kvinder som vi er til forskellige mænd.
    Min kæreste er en slank mand. Og ja, han er nok tyndere end mig. Jeg er en str 40. Da vi startede med at date for snart 3 år siden sagde et par af mine veninder, om jeg godt kunne være sammen med en der var tyndere end mig? Om jeg ikke følte mig mindre kvindelig? 😳 jeg var lamslået! Jeg tænder så meget på min kæreste og han på mig. Både fysisk og mentalt. Vi tiltrækkes af så forskellige ting, træk og sider af mænd og kvinder. Måske skal vi bare slappe af. Og lade os forføre og hvile i det❤️

    • Det er lige præcis det der med at føle sig mindre kvindelig, der rammer mange. Fordi samfundet er bygget op omkring, at manden er stor og kvinden er lille. Og så føler man sig edderforkert, når man ikke kan leve op til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.