Det er ikke mit problem

img_4917Jeg joker ofte lidt med, at nogle af de der kommentarer, man bliver modtager af som blogger, er karma for mine første år i blogland. Der var jeg nemlig lidt af et røvhul. Nok ikke mere end så mange andre mennesker er – jeg svinede ikke folk til eller noget – men jeg havde endnu ikke lært, at min mening om noget ikke var det vigtigste i verden, og det derfor ikke var nødvendigt konsekvent at dele den. Så det gjorde jeg. Delte den. Og ganske uden kny. Altså, det registrerede sig simpelthen ikke hos mig, at der sad nogen i den anden ende, som kunne blive frustreret/vred/opgivende/ked af, hvad jeg havde at sige. Det lærte jeg selvsagt på den hårde måde, da samme type kommentarer begyndte at tikke ind hos mig.

Man er nødt til lynhurtigt at gro lidt halvtyk hud, hvis man vil være blogger. Det tror jeg også, de fleste gør, men man bliver aldrig immun. Når jeg er sammen med andre bloggere, sammenligner vi af og til de verbale snitsår, vi har fået. For ligesom at bekræfte os selv og hinanden i, at vi ikke er alene, og at det ikke er okay. For nogle gange kommer man i tvivl. Det er så irrationelt at forsøge at forstå, at der findes vildt fremmede mennesker, som kan se sig så vred på en, at de føler behov for at skyde med det skarpeste skyts, de kan finde. Min hjerne ynder – meget mod min vilje – stadig at finde “best of” sårende kommentarer gennem tiden frem og afspille dem på repeat, når jeg ikke kan sove. Der var hende, der fortalte mig, at hun havde læst med i årevis og simpelthen var så ked af det menneske, jeg er blevet. Der var hende, der fortalte mig, at jeg er for tyk til nogensinde at blive rigtig interessant som blogger, fordi mit udseende er vigtigere end mine ord. Der var hende, der fortalte mig, at det da er klart, at jeg er single med min personlighed. Bang, bang, bang. Fuldtræffere.

Udover de decideret sårende er der også alle de andre kommentarer. Dem, der bare er unødvendige. Dem, der er uenige med noget, jeg har smidt på bloggen og mener, at det er nødvendigt at gøre mig opmærksom på, at jeg har gjort noget forkert. Altså, ikke bare, at det ville de ikke have gjort, men at det skulle jeg heller ikke have gjort. Og selvfølgelig ikke sagt på en pænt måde. Nogle mener decideret, at deres holdning er vigtigere end min i forhold til, hvad der kommer på min blog. På min blog. I det sidste døgn har jeg fx modtaget Gud ved hvor mange svinere og utilfredse kommentarer (mest emails, for så er der ikke andre der ser, hvor grimt de skriver), fordi jeg i går medtog en hemmelighed fra en person, der finder Peter Madsen tiltrækkende. Med jævne mellemrum er der folk, der synes, en bestemt hemmelighed går over stregen, og det er altid meget interessant for mig, hvilke det drejer sig om. I dette tilfælde er der tale om en tiltrækning til en objektivt set helt forfærdelig mand. Tiltrækningen er jo netop hemmeligheden, fordi vedkommende godt ved, at den nok ikke er helt god. Og den hemmelighed – en tanke – er tilsyneladende uendeligt meget værre end de bunkevis af hemmeligheder med reelle handlinger, der udgives hver uge. Utroskab, tyveri, afpresning, massive løgne og ubegribeligt svigt. Alle blegner de i forhold til en tiltrækning til en (anklaget) morder. Jeg er ikke enig i hverken tanke eller handlinger, men pointen med hemmelighederne har heller aldrig været at søge folkets accept. Måske snarere tværtimod.

Det var en afstikker. Vi kom fra de unødvendige kommentarer. Forleden så jeg Ricky Gervais standupshow “Humanity” på Netflix (seee det!), og det gik op for mig, at jeg i min kamp for at komme væk fra Røvhuls-Miriam og hendes unødvendige kommentarer er røget for langt over i den anden grøft. For bevares, jeg er ikke enig i alle Rickys jokes, men der er rigtig mange gange, hvor han joker med “forbudte” ting, men gør det på en måde, som jeg engang syntes var a-okay, men nu selv er flygtet fra i frygt for vrede mennesker og deres vrede reaktioner. Jeg er blevet smittet med den frygtede behagesyge. Hvor alt er forbudt joke-territorium, fordi det potentielt kunne støde nogen ude i verden. Og det vil støde nogen ude i verden. Spørgsmålet er så, om de objektivt set har ret til at blive stødt? Nogle vil sikkert argumentere for, at hvis bare én person føler sig stødt, så er man gået for langt, men spørgsmålet er, om de “nogle” ikke også var med til at grine lidt af dyrekort- og Kählergate, hvor der jo var adskillige mennesker, der helt ind i hjertet følte ret til at være forurettede?

Så jeg har gået og summet over, hvordan pokker man finder en eller anden form for balance mellem det okay og det ikke så okay. Og jeg er nået frem til følgende tommelfingerregel: Hvis man taler ud fra sig selv, så er det cool. Hvis man taler direkte til en person, så er det ikke cool. Det er sikkert en regel, som har en maaaasse undtagelser, for så meget har jeg ikke testet den af endnu, men som udgangspunkt synes jeg, den funker. Fx: Jeg skriver på min blog, at jeg virkelig synes, Chanels sneakers er grimme. Yes yes, helt cool. Jeg skriver på en anden persons blog, at jeg synes, hendes Chanel-sneakers er grimme. Nope, røvhulsalarm. Der er en fin balance mellem retten til at have en holdning og så respekten for at lade andre mennesker have deres. Det lyder måske ganske logisk, men i praksis… Oh Lord. 😀

Jeg skrev på et tidspunkt et indlæg, der handlede om, at Renée Toft Simonsen anbefalede en kvinde at “lave et barn” på sin kæreste, selvom han ikke ønskede et (og hun egentlig heller ikke selv vidste, om hun gjorde). Jeg skrev i bund og grund, at jeg syntes, det var forrykt at give det råd ud fra et moralsk synspunkt. Det læste Julie, og Julie blev sur. Julie skrev følgende til mig:

“Helt enig i at det ikke er okay at smide piller uden at manden vil have et barn. Men jeg synes ikke du skal udtale dig når du ikke er mor eller skruk. Det er simpelthen nogle naturkræfter som bare fucker med kvinders hjerner og det kan du tydeligvis ikke sætte dig ind i – ligesom meget af det du skriver om børn/mødre mestendels er fejlagtigt, forkert og misforstået.
Men jeg elsker dine hemmeligheder og andre sjove føljetoner. Og du skriver fedt om alle mulige andre ting. Men i guder hvor burde du holde dig fra mor/baby emner! Hilsen mor til tre”

En anden læser respondede spot-on, at naturkræfter-argumentet lidt svarer til mænds “jeg kunne ikke styre mig”-forsvar efter en voldtægt, men det er, hvad det er. Det er mere det der med, at jeg ikke må udtale mig om børn, fordi jeg ikke selv vil have nogen, der går mig på. Når jeg skriver om det emne, er det altid ud fra eget synspunkt og netop, fordi man modtager helt vilde reaktioner på ikke at opleve en trang til børn eller moderskab. Jeg skriver aldrig om børneopdragelse, moderskabsfølelse eller noget som helst andet i den dur, netop fordi jeg intet ved om det. (Eller interesserer mig for det). Kun om mine egne tanker og følelser omkring børn og det potentielt at skulle være mor.

Jeg svarede Julie følgende:

“(…) Jeg synes, din kommentar er uheldigt nedladende, og jeg synes, det er dybt problematisk at skrive til anden kvinde, at hun “ikke skal udtale sig”, fordi hun har et andet synspunkt end dig. Dette emne interesserer mig, fordi jeg netop kan sætte mig ind i, hvordan det må være at blive presset til at være forælder, når man ikke ønsker det. Jeg meget uenig i dit hormonforsvar og synes egentlig, det sætter feminismen årtier tilbage at proklamere, at kvinder “ikke kan gøre for det”. Jeg skriver om de ting, der interesserer mig, og min sandhed er lige så valid som din. Hvis den provokerer dig, hvad det lyder til, så vil jeg anbefale dig bare at læse de andre indlæg, du godt kan lide. Men at diktere, hvad jeg skal skrive om, det vil jeg rigtig gerne frabede mig. 🙂 “

Så er der en anden læser, der kritiserer mig for at smide den evige “kan du ikke lide lugten i bageriet”, og det er ganske rigtigt, at jeg gør brug af den. Det gør jeg ofte, men mest hvis man som Julie ikke synes, jeg “skal udtale mig”, fordi jeg ingen børn har. Hvis det er udgangspunktet, så er det svært at have en saglig debat. Hvis man er uenig i en holdning, så kan der stadig sagtens komme en fin snak ud af det. Jeg ændrer ikke nødvendigvis mening, og det gør du sikkert heller ikke, men man kan stadig snakke sammen. Er man imidlertid der, hvor man synes, ens egen holdning er så meget mere valid, at den anden person helt principielt ikke skal/må/bør ytre sig, så er det pludselig meget op ad bakke.

Og så svarede Julie det her:

“(…)Men med al respekt så er det akkurat så provokerende at udtale sig om moderskabet som det er at sige til en person med depression at de fx skal tage sig sammen. Derfor provokerer dine oplæg mig sommetider – og jeg tænker de også er stødende fx når du udtaler dig om hvor hårdt det er for dig at køre i bil med din søsters børn. Det er uindfølende og nej der er visse ting – såsom børn og moderskab som alle ikke burde have en mening om. Ligesom ikke alle burde ytre sig om depression hvis ikke de har været der.”

Og det er her, jeg står helt af. For igen – jeg udtaler mig aldrig om andres moderskab eller forhold dertil. Kun om mit eget. Og hvis jeg ikke må have lov til at sige: “Jeg synes ikke, børn er the shit, derfor har jeg på nuværende tidspunkt fravalgt dem,” så er det virkelig, virkelig svært. Som jeg tolker de her kommentarer, så føler Julie sig angrebet på sit moderskab, fordi jeg befinder mig i den stikmodsatte lejr af hende og gerne taler om det. Jeg taler om det, fordi det stadig er tabulagt, og man netop modtager de her reaktioner. Jeg synes, det er nødvendigt at tale om. Lidt ligesom Miss Jeanetts fremragende italesættelse af, at moderskabet også kan være mange ting og ikke altid er en dans på roser. Jeanett taler om sin virkelighed. Jeg taler om min. Kvinder er forskellige, og der er simpelthen nødt til at være plads til os alle. Også når det gælder syn på moderskabet. Og det er her, vi kommer tilbage til min nye tommelfingerregel. For det er cool at sige, at man elsker børn og at være mor. Det er ikke cool at sige, at andre også skal gøre det. Eller at de i hvert fald skal tie stille, hvis de ikke gør. Fordi det er stødende eller uindfølende. Mit valg og mine blogindlæg omkring samme valg har i bogstaveligste forstand ingen effekt på andre end mig. Der er ingen ofre her. Eller vent, man kunne bestemt argumentere for, at min søster havde ret til at føle sig stødt over, at jeg synes, det er hårdt at køre i bil med hendes børn i tre timer. Så jeg fortalte hende om indlægget, om Julies kommentarer og spurgte hende, om hun blev stødt? Og min søster kiggede på mig, som om jeg havde spist søm og sagde, at hun også syntes, det var hårdt. Man kunne også argumentere for, at mine søsters unger kunne føle sig stødt. Hvis jeg altså havde sagt det til dem, men jeg er jo ikke idiot eller ondskabsfuld. De er børn, og sådan er børn, og jeg elsker dem højt, også selvom jeg synes, det er hårdt at køre i bil med dem i tre timer.

Sammenligningen med depression vil jeg ikke komme ind på, for jeg synes ikke, den er hverken relevant eller rammende, men jeg synes, den her situation er et fint eksempel på, hvordan alting pludselig kan blive forbudt, fordi nogen føler sig stødt. Fordi nogen vælger at føle sig stødt. Og her bliver jeg simpelthen nødt til at give pokker i behagesygen og sige: Det er ikke mit problem. Det er ikke og kan ikke blive mit problem, at andre har et problem med et synspunkt, jeg har, som berører ingen andre end mig selv. Og da slet ikke, når de mener, de må diktere, hvad jeg skal skrive om. Her er vi tilbage ved, hvad jeg nævnte i starten af det her efterhånden virkelig lange indlæg: Der findes mennesker, der helt oprigtigt mener, at deres holdning er vigtigere end min i forhold til, hvad der kommer på min blog. På min blog. Nope.

Det er lykkedes mig at lave en eller anden form for konklusion ud fra ovenstående, og fremover vil jeg stræbe efter følgende tre mål:

  1. Jeg vil mægtig gerne finde tilbage til den lidt mere kække Miriam, der var væsentligt mindre bange for de forurettede kommentarer, men for Guds skyld ikke ryge hele vejen tilbage til Røvhuls-Miriam.
  2. Jeg skal huske at tale ud fra mig selv. Jeg har det stramt med manglende nutids-r i avisoverskrifter: Tjek. Jeg synes, du er nederen, fordi du har det svært med nutids-r: Røvhul.
  3. Når nogen lægger vrede, unødvendige, tilsvinende kommentarer, lægger ord i munden på mig eller fortæller mig, hvem jeg er, og hvad jeg må skrive om, skal jeg øve mig på at lade det prelle af på mig, ranke ryggen og sige: Det er ikke mit problem. Fordi, well, det er det ikke.

Sæt igang.

Kommentarer (131)

  • Jeg elsker dig ❤

    Det er SÅ spot on det her. Vi bliver nød til at kunne snakke ud fra vores egen virkelighed hvis vi skal kunne møde andre mennesker og forstå deres.

    • Ja! Det der SKAM-citat funker altid. “Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always.”

      • Ha! Det citat tænker jeg også på ofte. Det DUR!
        Jeg er også mega glad for at læse at en lære beder om tilladelse til at benytte indlægget her i undervisningen – for det er virkelig velskrevet og en virkelig relevant diskussion.

        Jeg glæder mig også til at møde dit kække jeg, her på domænet💕

  • Word 🙂 fede ord at starte weekenden ud med. Jeg kunne ikke være mere enig.
    Mennesker der putter deres dårlige dag, usikkerheder eller problemer over på andre, er ikke rare at omgås generelt. 🙂 Du har helt ret i det du skrev med at man altid har et valg. De har et valg, du har et valg og jeg har et valg om ikke at lade mig såre, for det andre skriver, kan aldrig handle om mig.
    Rigtig god weekend 🙂

    • Puuh, valget om ikke at lade sig såre er svær, for følelser vil ikke altid helt, som ens hjerne dikterer. Men ellers er jeg ganske enig. Det ville være lettere, hvis folk sårede lidt mindre som udgangspunkt i stedet. 🙂

  • Jeg har næsten lige fået en kommentar på en af mine videoer fra en mand, der siger, at jeg slet ikke er “a beautiful soul like Angelina Jolie or Audrey Hepburn”. Hvorfor? Fordi jeg sagde, det var varmt og fugtigt i Kuala Lumpur (fandme også en tarvelig ting at sige). Nu kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg skal tage det som en kompliment, at han trods alt vælger at sammenligne mig med to så lækre damer og derved (nok ved en fejl) antyder, at jeg er laber, eller om jeg skal… ja, hvad er alternativet egentlig? Aldrig tale om vejret igen? Jeg troede, det var det sikreste emne i verden, men det understreger jo meget fint pointen. Når man ikke engang kan tale om luftfugtigheden uden at støde nogen, kan man vist lige så godt lade være med overhovedet at forsøge at please alle. Med det sagt kan jeg tydeligt genkende de tanker, du skriver om. Jeg er også blevet langt mere vanilla i årenes løb (altså, online), og det vil jeg egentlig gerne væk fra igen!

    • Shit mand, hvis vejret er no-go, så er vi allesammen fucked. Og ja, jeg vil også gerne lidt væk fra det heeeelt vanilla. 😀

  • Jaaaaa. For helvede. Godt skrevet. Jeg er SÅ enig. Og.
    Jeg glæder mig til at kække Miriam kommer mere på banen.

  • For helvede hvor har du ret! Alle har ret til deres egen mening. Også dem man er rygende uenige med. Det problematiske bliver, når man vil hive sin egen sandhed ned over hovedet på andre. Det er no go i min bog. Opbakning herfra for dit nye “manifest” 😉

    • Det bliver så svært at trumfe igennem for andre. Så skal man måske hellere lave sin egen platform og råbe op om sin sandhed.

  • Jeg glæder mig pissemeget til Kække Miriam! <3 Og det skræmmer mig, at der bliver lagt låg på den offentlige samtale, der gør os opmærksom på andre holdninger og typer af mennesker end os selv – fordi man risikerer at få prygl. Et vigtigt indlæg, som jeg håber mange af dine "ikke-helt-tilfredse" læsere tager til sig <3

    • Jeg har også savnet Kække-Miriam! Jeg synes næsten, det værste er det der med, at tomme tønder buldrer mest, så alle de fine, rationelle debattører ryger i svinget, fordi det er så voldsomt at opleve.

  • Jeg er vild med alt det du skriver !! Så vild at jeg vil bruge det i min undervisning på gymnasiet (hvis jeg må for dig?) – Vi snakker meget om digital dannelse og hvordan vi kommunikere med hinanden online. Det her indlæg vil der kunne komme en rigtig god og fornuftig debat ud af.

    • Ja, for fa’en, go for it! Og hvor er jeg GLAD for, at digital dannelse faktisk er med i undervisningen. Det mangler der virkelig!

      • Fedt! Tak 😀 Desværre er det et emne som ikke er en del af pensum. Jeg synes også det er mega vigtigt og heldigvis elsker eleverne det.

  • Åh gud, er vi virkelig derude hvor man ikke længere må udtale sig om hvordan man selv har det??

    Jeg kan lide din regel nr 2. Og jeg kan lide dig. Jeg læser fast med, jeg er fx meget ligeglad med indlæggene om tøj – men hey dem læser jeg måske ikke lige?

    Og Peter Madsen hemmeligheden, jeg tror simpelthen folk bliver bange og forargede. Jeg synes det var en fed hemmelighed – den er sgu da seriøs og afsender har reel en hemmelighed!

    • Ja ja, så springer man jo bare over. Man SKAL heller ikke elske alt eller være enig i alt, men man skal sgu vise noget respekt, selv hvis man er uenig.
      Jeg tror, du har helt ret i Peter Madsen. Og jeg tror i øvrigt også kun, man er tiltrukket af den forbudte fantasi, ligesom det vi havde oppe med incest-fetischer for ikke så længe siden.

  • Jeg synes personligt, det er en FANTASTISK huskeregel, altid at tale ud fra sig selv – den vil jeg tage med mig videre (sammen med (så vidt jeg husker – skyd mig, hvis jeg tager fejl) Linda fra Blogsbjergs) ‘Hvad ville Obama gøre?’
    Jeg læste i morges, at inden man taler, bør man overveje 1) om det er sandt, 2) om det er vigtigt, og 3) om det er venligt. Det tænkte jeg måtte være dagens lektie. Og hvad skete der? Jeg har lukket alt muligt ud, som på ingen måde har været overvejet på nogen tænkelig måde. Men super-skønt indlæg, Miriam! ❤️

      • Enig! Jeg har i mange år kørt med sandt, venligt eller nødvendigt.
        … og nogle gange er jeg ligeglad og går med “men det er jo sjovt” 😂

    • Altså jeg synes jo, Linda er evigt skøn og fantastisk og kom til at tænke på, at hun på en lidt sjov måde tit har skrevet sig ud af nogen af de der ting med børn, der åbenbart kan gøre så ondt. Noget a la “Jeg synes, at nogle børn (ikke dine selvfølgelig!) og nogle forældre (ikke dig selvfølgelig!) kan være …” Det får mig altid til at trække lidt på smilebåndet.

      I øvrigt forstår jeg simpelthen ikke, at frivilligt barnløse får nedsættende og negative kommentarer for deres valg. Jeg har altid ønsket mig børn, og jeg synes mit liv er blevet meget mere vidunderligt efter jeg blev mor, men jeg kan slet ikke se noget forkert i ikke at have det ønske. Og jeg synes da også børn kan være nogle små irriterende røvhuller – også mit eget. 😉

  • Det bedste råd min far nogensinde har givet mig er altid at forsøge at tage udgangspunkt i sig selv og holde bolden på egen banehalvdel, når man snakker med et andet menneske. På denne måde undgår man så vidt muligt at forsøge at diktere andres sandhed eller at underkende dem og deres tanker og følelser. Det værste er at få at vide, at det man tænker og gør er helt forkert, bare fordi én anden, synes det.

    God weekend 🙂

  • I sin tid begyndte jeg faktisk at læse med her på bloggen, fordi du var en af de få, der ikke var blank for at sige (skrive) det, som alle vi andre går og tænker, højt.
    Sådan nogle mennesker kan jeg generelt godt lide.
    Du ved, det der, som faktisk er ‘rigtigt’, men lige på grænsen, hvis man sagde det højt i offentligt forum. Jeg synes du var god til at være kritisk, men alligevel bevare en objektiv tilgang til emnerne.

    Det er “vi” gået lidt væk fra og derfor kommer jeg kun på besøg for at catche op på hemmeligheder og WTF emner.

    Jeg kunne egentlig godt lide Røvhuls-Miriam, men har forståelse for, at du måske har haft en behov for at holde dig lidt tilbage 🙂

    • Det var også det, der var formålet dengang, men jeg er sgu blevet klogere siden. Jeg kunne ikke lide Røvhuls-Miriam. Røvhuls-Miriam sårede rigtig mange mennesker unødvendigt, men jeg syntes, det var okay dengang, fordi jeg aldrig havde oplevet tingene fra den anden side. Nogle ting skal man bare tage med veninderne i privaten, fordi alle er jo egentlig røvhuller, men hvis man slår sig sammen i hobetal på nettet, så bliver det mobning. Her taler vi selvfølgelig om indlæg, der nævnte personer ved navn. Jeg har ikke behov for at spille fandango og fratage andre mennesker deres glæde mere. Det er simpelthen ikke det værd.
      Men jeg vil totalt gerne være lidt mere flabet igen. Det savner jeg. Og der er heldigvis masser af ting, man kan hive fat i uden direkte at involvere andre mennesker. 😀

  • Jeg har en studiegruppe, som jeg HADER, men som desværre er tvungen. Vi taler hele tiden skævt af hinanden, pga fucking semantik! Jeg er nået der til, at hvis jeg har startet hver eneste sætning med “jeg føler, at”, så er jeg nået rimeligt langt. Jeg har ret til mine følelser omkring et emne, og du har ret til dine – sådan ser jeg det også med min pisse irriterende studiegruppe. Man skal bare kunne skille de to ting ad, for bare fordi JEG føler noget, behøver det ikke være sådan de har det, og bare fordi de ikke føler det har været sådan, gør det ikke mine følelser/tanker invalide. Jeg brækker mig over forældre, der mener de er de eneste, der må udtale sig. Selvfølgelig kan jeg ikke snakke om opdragelse eller kolik, men jeg kender da vel forhåbentligt mine egne gener og mit eget sygdomsforløb nok til at vide, om jeg om ikke andet inden for den nærmeste fremtid ønsker børn eller ej? Så er der bare ikke noget mere skide hamrende irritererende, end kommentarer som “du skal bare møde den rigtige mand og vupti!” eller “det kan du slet ikke udtale dig om endnu.” For mine følelser er vel mine følelser, uanset om jeg er 22, 32, single, i et forhold eller en fucking alien. Jeg ved slet ikke om det hører til her eller kategoriseres som et svar – jeg forsøger bare at sige, at jeg I DEN GRAD deler din frustration over at finde balancen mellem at ytre sig, hvordan man ytrer sig og om det er nemmere at lade være eller om det er en for stor personligheds kamel at sluge.

    • De kommer altid fra et godt sted, tror jeg, de der kommentarer. Fordi de måske selv havde det sådan engang, men så “så de lyset”, og det er jo også naturligt for de fleste at nå det punkt. Men ja, det ville være fint at få sin holdning respekteret og ikke skulle forsvare den altid.

  • Jeg startede også med at læse din blog for nogle år siden da du var lidt mere røvhulsmiriam end du er nu. Har faktisk tænkt lidt over at du var blevet noget mere safe og politisk korrekt på det sidste og at savnede den gamle Miriam, men hvis det ikke var for det her indlæg ville jeg aldrig have nævnt det. Jeg er også kommet frem til at jeg bare kunne lade være med at læse med hvis jeg kedede mig.
    Altså hvad jeg vil frem til: din blok = dine regler 🙂

    • Det er så fint reflekteret, Lise. Jeg har haft Kække Miriam pakket lidt væk et stykke tid, netop fordi det har været skidehårdt altid at skulle tage kampen efterfølgende. Det dræber simpelthen lysten til at blogge, når man altid bliver mødt af svinere. Så i dette tilfælde var det ikke så meget en bevidst beslutning, men en nødvendighed for at passe lidt på mig selv. Men det KUNNE også have været en oprigtig lyst til at ændre bloggen, og så er det surt at få en række “du var bedre i gamle dage”-kommentarer. Som der så er kommet her i stedet. 😀 Men hvis man ville omkring det på en pæn måde, kunne man altid nævne nogle indlæg, man har været glad for og efterlyse flere af dem. Så vender man det til noget positivt i stedet for negativt.

  • Jeg synes altid du har skrevet ud fra DIT synspunkt, og ikke påstået at det var sandheden over dem alle.
    Jeg har desuden aldrig forstået den der med, at hvis du ikke er/har været i situationen,må du ikke have en holdning… Jeg har også holdninger til børn, både sådan generelt men også til specifikke børn. Også selv om jeg ikke selv har nogen. Lige som jeg også har holdninger til politik, selv om jeg aldrig har været, eller bliver, politiker.
    Jeg er ikke nødvendigvis enig i alt du skriver, men nyder at læse med. Og hey, man kunne jo rent faktisk “risikere” at blive klogere af at læse ting man ikke er 100% enig i. Eller i hvert fald få flere nuancer på tingene.
    Kort sagt (well, det løb er vist kørt): Keep up the good work!

    • Jeg gør mig altid utroligt umage efter netop at skrive ud fra mit synspunkt, fordi jeg synes det er vigtigt, at man ikke påstår, der findes én sandhed. Jeg er faktisk enig med Julie i, at der er nogle ting, man skal holde kæft omkring, hvis man ikke har personlig erfaring, jeg synes bare ikke, jeg har udtalt mig om sådan nogle ting. Netop fordi jeg ingen erfaring har! 😀

    • Det kan godt være ret voldsomt. Især fordi de altid kommer ud af den blå luft, så man er aldrig helt forberedt.

  • Glæder mig meget til kække Miriam. Jeg læse med både hos dig og flere andre som ikke altid har samme meninger som mig selv. På den måde synes jeg bedst at mine egne meninger bliver udfordret og selvom jeg nogle gange virkelig er uenig kunne jeg aldrig finde på nogle af de udsagn du skrev i indlægget. Dine regler er gode, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog personlig udfordret på nr 2 – på et emne. Jeg har det virkelig svært med dem er er medlemmer af de “gule” fagforeninger og dermed, i min optik, nasser på de gode mm som vi andre får forhandlet hjem. Men arbejde på ikke at blive virkelig personlig når jeg møder en – men det er altså svært……..

    • Folk misforstår som regel mit ønske om, at man taler pænt til mig som nej tak til uenighed. Det er drønfrustrerende! Man får altså ikke en god samtale, hvis man ikke passer på sin retorik.
      Jeg er slet ikke med i en fagforening, så min viden på området er begrænset, men jeg tænker neop, det kommer sig af uvidenhed og et forsøg på at spare, hvis økonomien er stram. De gule må næsten være billigere?

  • Du er så skide sej og dygtig og jeg vil super gerne se mere til kække Miriam.
    Helt personligt er jeg af den holdning at alle må udtale sig om alt og alle meninger er ligeværdige også selvom nogen kender mere til emnet end andre. Så længe man taler på egne synes jeg alt skal være tilladt.

    Jeg blev faktisk lidt opgivende på dine vegne da jeg læste de kommentarer du har fået. Hvor må det være hårdt at skulle læse sådan nogle nedladende ord om sig selv, men det viser bare endnu engang hvor tough og cool du er når du vender det om og bruger det til et super godt indlæg!
    Som altid.. bravo!

    • Jeg er overhovedet ikke tough og cool, jeg bliver skide ked af det. Jeg ved heller ikke, om den type mennesker får noget ud af de her indlæg udover at blive stædige i deres ret til at skrive den slags kommentarer. Men nu har jeg gået med tankerne så længe, at de måtte ud.

  • Jeg læser det hele! Jeg elsker det. (Specielt når du er skarp i forhold til forældre, børn osv. Jeg er SÅ træt af andre menneskers forventninger om at alle skal have børn.)

    • Det er jeg også virkelig træt af. Især når man igen og igen skal forsvare sin holdning og derefter bliver stemplet som en, der dømmer kvinder, der gerne vil have børn.

    • Så enig Søs!
      Miriam, du var vitterligt den første, som jeg har hørt, der havde det på samme måde som mig mht børn, og det var virkelig befriende at vide, at man ikke var den eneste eller unormal på det område 🙂

  • Du er skøn. Og kan man ikke lide hvad du skriver kan man da bare lade være med at læse med. Så enkelt burde det da være! 👍🏻😜😁

  • Lige omkring Peter Madsen tænkte jeg, kunne personen ikke skrive en roman eller lignende, for jeg kunne vildt godt lide at vide, hvad der gør, at nogle mennesker bliver tiltrukket af Peter Madsen eller Lundin. Så vidt jeg har forstået, er det ikke kun kvinder, der tiltrækkes af, skal vi sige udyr, men også nogle mænd.
    Og det er måske mest bemærkelsesværdigt, at det er efter deres afsløring som psykopater.
    Desværre kan vi vel alle risikere at komme i kløerne på en psykopat, og opdage det alt for sent. Men de bliver jo tiltrukket efter afsløringen.
    Psykologisk interessant.
    Jeg kan lide din blog, fordi den har en kant, men også fordi du har nogle skarpe læsere.

    • Jeg synes også, det er vildt interessant. Især fordi mange godt ved, hvad de går ind til, men så alligevel bliver overrasket over udfaldet, hvis de reelt indleder et forhold til personen. Som fx med Peter Lundins ekskone.

      • Det er fordi nogle kvinder tror de er specielle og kan “redde” mænd som fx Peter Lundin….. (eller bare “slemme mænd) 😉

    • Jeg har vist ikke været med dengang i Kække-årene, men jeg synes, du er aldeles skøn og herlig, både når du skriver om det lette og sjove og om det alvorlige. I min bog er du alt andet end kedelig.

  • Ja tak – mange tak – til Kække Miriam!

    Rigtig godt indlæg i øvrigt. Og fed kommentar om “sandt – vigtigt – venligt”. Verden ville være et bedre sted, hvis vi alle efterlevede det.

  • Jeg synes altid du er meget respektfuld og villig og i stand til at se tingene fra andre synspunkter, for så at vende tilbage til din egen oplevelse/holdning. Hvis ikke det er en god og sund måde at snakke om tingene på, så ved jeg ikke hvad der er. Jeg har læst med i flere år og jeg bliver hængende. Tak for en rigtig fed blog!

    • Det er jeg fandme glad for at høre. Det har jeg ikke altid været god til, og fuck mig, hvor er det svært. Jeg arbejder ihærdigt på at blive bedre til det. Sjældent med ubetinget succes, for man har jo sit eget synspunkt af en grund. Men for Søren, jeg prøver virkelig oprigtigt.

  • Det rammer lige ned i den behagesyge jeg selv går og tumler med! Derudover et godt, tænkt indlæg, som jeg er meget enig med. God weekend!

  • jeg har aldrig mødt dig, så jeg kan ikke sige om du er sød eller det modsatte … men jeg kan dømme dig ud fra det du skriver … du virker dømmende over andres måde, at leve deres liv på, og jeg kan ikke lide det du skriver, eller den person du er på din blog … men igen, det er det skivende ord, og jeg kan tage fejl … jeg har læst ting du har skrevet om andre og jeg har læst dine svar til andre … du virker skrap og mangler empati … men igen jeg kender dig ikke ..

    • Hej Helle. Jeg gætter på, du kender WordPress og derfor er klar over, at jeg godt kender til dig og din blog. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med en kommentar som den her. Det er svært, at du skriver, jeg mangler empati, men finder det okay at skrive sådan til mig. Jeg er et menneske som alle andre, jeg gør mit absolut bedste, og jeg er den første til at indrømme, at jeg er aldeles uperfekt. Men du har i aften truffet et bevidst valg om at træde så hårdt på mig som muligt med den kommentar her. Jeg kan ikke se mig selv i den måde, du beskriver mig, men hvis det er sådan, du ser mig, så forstår jeg slet ikke, hvad du (stadig) laver herinde. Om det er noget bitterhed fra den måde, du mener, jeg skulle have opført mig over for dig/din blog for årevis siden. Jeg vil efterlade dig med Maudes superfine kommentar længere nede feltet: “Jeg læste i morges, at inden man taler, bør man overveje 1) om det er sandt, 2) om det er vigtigt, og 3) om det er venligt.” Jeg synes, det er så fin en måde at gøre tingene på, når man taler direkte til et andet menneske. Jeg tror ikke, du kan sætte et oprigtigt flueben ved nogen af punkterne.

    • Haha, sørgeligt! Det er sådan en som følger de samme, men skriver grimme kommentarer for at vise at andre ikke er noget – men alligevel spændende nok til at hun vil følge med, blot uden at indrømme det. (Endnu mere sørgeligt, end den meget sørgelige kommentar) . Det må være et trist at have det som Helle.

  • jeg er bare ikke med i din ryg klapper klub og jeg vidste at så ville du gi mig en sviner tilbage … og jeg kender wordpress og jeg ved man kan se hvem der skriver .. jeg skjuler mig ikke .. hvis jeg ville svine dig til kunne jeg har gjort det på mange andre måder uden du ville kunne se hvem jeg var … men igen jeg mener ikke jeg skrev grimt jeg skrev om din skrive stil og at den mangler empati … jeg skrev også at ikke kendt dig så jeg var ikke personlig … men det blev du !!!! jeg følger ikke din blog men sommertider “falder” jeg over et af dine indlæg … jeg kan godt tale med mennesker jeg ikke kan lide og jeg kan også tale pænt til dem … overholder du selv de her punkter 1) om det er sandt, 2) om det er vigtigt, og 3) om det er venlig … nej vel !!!

    • Hej Helle. At skrive jeg er dømmende og uempatisk er en sviner. At skrive at du ikke kan lide den person jeg er på min blog, og at jeg (ikke min skrivestil) mangler empati er en sviner. Det bliver ikke en mindre sviner, fordi du tilføjer, at du “kan tage fejl”. Jeg tænker godt, du vidste, det ville såre mig. Jeg synes ikke, jeg skrev en sviner tilbage, men du gik efter at ramme mig personligt, og det er selvfølgelig svært ikke at blive påvirket af. Der er ret langt fra ikke at være “rygklapper” og til at beslutte sig for at lægge en sådan besked, og jeg forstår simpelthen ikke behovet.
      1) Jeg skrev min sandhed, så den kan jeg godt tjekke af.
      2) Ja, det er selvfølgelig vigtigt for mig at reagere, når jeg få en kommentar som din, der virker meget som et angreb.
      3) Din kommentar taget i betragtning, synes jeg egentlig, jeg var overordentlig venlig. Jeg gjorde i hvert fald mit bedste, omend jeg selvfølgelig er noget følelsesladet oven på sådan en besked.

      • Sådan Miriam! Sjældent har jeg set så gode og velformulerede svar til to trælse kommentarer!
        Du holder dig på den gode side, i stedet for at falde ned på det niveau nogle tilsyneladende er på og derfor er vi mange som er helt pjattede med dig, selvom vi ikke kender dig.

        Jeg hepper på dig og at du fortsætter med at være dig!

    • Hvis du mener, at du godt kan tale pænt, kunne du da prøve at bevise det, Helle – dine kommentarer her i dag er i hvert fald tarvelige og ufine, og de matcher på ingen måde min opfattelse af Miriam.. Det er sgu småligt, altså.

    • Da jeg hverken er behagesyg eller ligefrem kendt for mit milde væsen, er på alle måder en temperamentfuld sydeuropæer, så…Helle du er på alle måder komplet fuldt af shit. Du virker ærligt talt som et ekstrem småligt menneske der ikke kan tage det mindste modgang eller bare antydningen af kritik, men så på samme tid elsker at kaste forfærdelige bemærkninger i hovedet på andre, velvidende om at det sårer dem, og så bilder du dig selv alt muligt ind for ikke at skulle stå til ansvar for din kummerlige opførsel.

  • Nu har jeg været fast læser i et par år. Jeg er ikke altid enig med de ting du skriver. Men jeg følger din blog alligevel. Faktisk er du den eneste blogger jeg følger. Du skal skrive det du har lyst til. Det er det der er ægte. Og uanset hvad andre tænker eller mener så er det jo ligegyldigt, for det er dine tanker og dit perspektiv. OG DIN BLOG. Du gør det godt, sjovt, interessant og på en respektfuld måde. Så skid hul i alle dem der ikke kan lege ordenligt. Det er ikke værd at samle på.

  • Jeg er vild med både indlæg fra røvhulsmiriam, alvorlige Miriam, triste Miriam, kække Miriam – ja, faktisk alle former for Miriam! Ignorer de bitre midaldrende kællinger og fortsæt med at lave de virkelig gode indlæg, som vi er mange der elsker ❤️

  • Jeg er simpelthen nødt til at tislutte mig kaskaden af positivitet her, for det kan man sgu aldrig få for meget af:
    Jeg synes altid, at du går til kritiske (tabubelagte, om man vil) emner med en helt speciel evne til at se tingene fra hver side, men samtidig en slags holden fast i din egen overbevisning, og det har jeg en helt grundlæggende respekt for. Du træder fandeme aldrig andre over tærerne med vilje, og det synes jeg altså sagtens, jeg kan skrive under på.
    Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har opfattet dig som værende uempatisk – TVÆRTIMOD.
    Jeg tilslutter mig på alle måder din “du har din mening, og jeg har min, men ingen skal bestemme hvad jeg mener”-mentalitet. Dog har jeg også, som du, en slem omgang behagesyge. Jeg ynder blot at kalde det pleaser-gen. Det er noget lort at rende rundt med, og er egentlig en oprigtig byrde.
    Nå, jeg ville sgu bare sige, at jeg virkelig synes at du balancerer kritik og moral ekstremt godt i alle de tilfælde, jeg overhovedet kan komme på. Den slags kan fandeme være svært. Hatten af for dig (igen).

    • Det er jeg FANDME glad for at høre. Det er en af de der ting, jeg virkelig har arbejdet på, fordi jeg lige præcis har lært at mange år som blogger, at jeg sgu nok har været noget unuanceret. Så nu prøver jeg virkelig ihærdigt. Dejligt at nogen kan se det!

  • Hej Miriam.
    Jeg er ikke fast læser, men popper forbi engang imellem, da jeg er helt vild med dine hemmelighedsindslag – og lidt med Frank-historierne. Så jeg kender hverken dig eller din skrivestil særligt godt. Men får lyst til at give en kommentar med på sådan et indlæg her.
    1. Jeg tror desværre de sociale medier har været med til at skabe en virkelighed, hvor folk tror det er deres goddamn pligt at råbe op og hælde gylle ud over deres medmennesker, hver gang de bliver stødt eller trådt over tæerne eller støder på en holdning, de ikke deler. Vi er desværre blevet så vant til at alt hvad vi møder idag i vores online algoritme-skabte virkelighed er så tilpasset til vores eget lille perspektiv, at jeg desværre tror vi er ved at miste grebet omkring den vigtige evne at kunne rumme modsatrettede holdninger – uden at forkaste mennesket bag dem! Det er hamrende sørgeligt og skide farligt for vores samfund, ærligt talt. Så jeg bakker sådan op om et indlæg som dette.
    2. Ricky Gervais “Humanity”. Enig. Så enig. Han er fantastisk og så godt et indspark i ovenstående problematik.
    3. Jeg har selv to børn og jeg synes andres børn er røvirriterende. Nogle gange er de også virkelig dejlige, selvfølgelig. Det må jeg sige, det må du sige, det må alle dæleme sige. Og måske os med børn faktisk har godt af at læse med i kommentarerne fra jer, der ikke har børn, nogle gange. Måske vi rent faktisk kunne lære noget af hinanden?! (Oh, the horror)

    Og så får jeg lyst til at skrive at jeg er virkelig ked af at du har modtaget så grimme kommentarer. Jeg synes du virker sød, sjov og dejligt ærlig og som en man har lyst til at være veninde med. Den må du gerne tage med i et positivt repeat, næste gang din hjerne forsøger at gøre kål på dit selvværd.

    De bedste hilsner herfra

    • Hej Stine! Tak for en utroligt dejlig kommentar. Jeg er helt enig i dine betragtninger om de sociale medier. Og jeg ved næsten ikke, hvad vi skal gøre ved det. Men jeg er glad for, at mange skoler underviser i opførsel på nettet. Desværre er det granvoksne mennesker, der nærmest er værst?!
      Og du har helt ret i forhold til at lære af hinanden. Folk, der ikke har børn, skal også være bedre til at forstå, at det er et helt andet liv med børn. Det ville være så fint, hvis der var lidt plads at give fra begge sider.

  • Seriøst – jeg kunne være præsident i Miriam-fanklubben, så vild jeg er med dig og din blog! Jeg synes du er fabelagtig lige som du er og elsker din måde at skrive på. Du er så vidunderligt uhøjtidelig og der er ikke noget bullshit – du er ærlig om hvad der foregår. F.eks. elsker jeg at du skriver ærligt om de der links du får penge af at vi klikker på – der er mange bloggere der prøver at skjule den slags. Det gør også at jeg lige klikker lidt ekstra. 😃
    Fuck haters – de tager fejl og du er et dejligt dejligt menneske med en awesome blok!

  • Jeg vil bare sige AMEN!
    OG… så støtter jeg dig 100% i dine tanker omkring børn. Jeg er træt af, at det er blevet forbudt at synes “dårligt” om børn. Nej jeg synes ikke, at lille Sofie-Amalie-Vega-fistelpuf er henrivende og det mest nuttede i verden, men derfor synes jeg stadig, at der skal være plads til børn, veganer, homoseksuelle og andre, der har valgt et andet liv end mig. Det komiske er bare, at mange mødre har skide svært ved at give plads til os uden børn!

    • Og det er lige netop der, der kommer den her os-mod-dem-linje, som virkelig smadrer utroligt meget. Den er så ærgerlig.

  • Jeg er selv mor og elsker børn i al almindelighed . Bortset fra når jeg er i supermarkeder, offentlig transport og andre steder, hvor børn tit larmer. Lige nu skal jeg køre 3 timer i tog med en flok børn, der har taget en mikrofon med som underholdning til turen. Så det er mega fedt.

  • Jeg forstår virkelig ikke hvorfor det skal være så forbudt at have en holdning der stikker ud fra flertallet. Jeg har altid haft et brændende ønske om at blive mor. Det har du ikke. Og hvad så.! Du fortæller jo ikke mig at mit valg er forkert, så jeg har da absolut heller ingen ret til at sige at dit valg er (og det skal ikke forstås, som at jeg har et problem med dit valg, for det har jeg absolut ikke). Jeg kan slet ikke se logikken i at du ikke skulle have ret til at udtale dig, bare fordi du har fravalgt at være mor. Så er der godt nok mange ting her i verdenen, som vi hver især ikke skal kunne udtale os om.
    Og så forstår jeg virkelig ikke folks behov for at sende lede kommentarer din vej, når de ikke er enige i dine ytringer. Det er samme tendens man ser på FB, retorikken er simpelthen blevet så grov, fordi folk ikke tænker over at der sidder et levende menneske med følelser, på den anden side af skærmen. Jeg synes at det er virkelig ærgeligt at vi ikke kan respektere at folk er forskellige, og at vi ikke alle kan være enige – for hold kæft hvor ville det så være en kedelig verden. Folk må simpelthen lære ikke at lade sig provokere sådan af, at andre kan have en anden holdning end en selv, og at den ene ikke nødvendigvis har mere ret end den anden.

    • Det er en eller anden tendens, der er kommet med sociale medier. Folk ville aldrig tale sådan i virkeligheden. Det er så ærgerligt.

  • For omkring 10 år siden talte jeg med to kvinder, der havde børn, de talte om børneopdragelse og jeg kommenterede, at børn skal opdrages med masser af kærlighed, men de skal også have 100% faste rammer for hvad de må og ikke må, hvor til den ene sagde “det kan du ikke have nogen holdning til, når du ikke har børn!” uden pis, det var sætningen. Her 10 år senere har jeg stadig den holdning, at børn skal have masser af kærlighed, men de skal også have 100% faste rammer, men jeg har stadig ikke børn så “jeg kan ikke have en holdning” mig som menneske kan ikke have en personlig holdning, det er jo en gang fis! Så længe du ikke pådutter andre din holdning/overbevisning, så kan det ikke være forkert at have den. Det er aldrig forkert at synes noget, vi synes hele tiden alt muligt og det skal vi altså have lov til, personligt synes jeg glittersokker i sandaler er virkelig meget lidt pænt, men det er ikke ensbetydende med, at jeg har ret og du er forkert på den, jeg har bare en holdning! Det er det smukke ved at vi bor i et frit land. Når, det jeg egentlig ville sige var bare, du gør det godt og jeg godt kan lide dig. Rent personligt altså, jeg kan, mig. Jeg taler bare udfra min holdning! 😄😉

    • …Jeg synes altså heller ikke, glittersokker i sandaler er pænt. 😀 Nej, jeg er enig, selvfølgelig. 😀

  • Om Peter Madsen-hemmeligheden: ren fysisk tiltrækning sker impulsivt via de sansninger, som amygdala modtager via hippocampus til thalamus, skal. the low road, det dyriske og spontane. Vedkommende vil sgu da aldrig agere på det. Jeg bemærker i øvrigt, at to tidligere hemmeligheder var, at en kvinde tændte på SS-uniformer, men var kæreste med en jøde, og en anden tændte også på nazister. Hvorfor reagerede ingen på det? Måske pga., at sidstnævnte ligger længere tilbage i historien, men princippet er da det samme. Hvis ikke de

    • Jeps, er helt enig. Jeg synes heller ikke, den var værre end så meget andet, vi har haft. Især ikke når man sammenligner med hemmeligheder, der er aktive gerninger.

  • Hov, kom til at trykke send for tidligt. Hvis ikke de hemmeligheder må være deep and dark og en lettelse at skrive og læse, hvis vi er tilbage ved, at “syndig” kun er noget, man føler sig, når man har ædt tre påskeæg og sørme røg en festcigaret…..så er det nærmest ligegyldigt.

  • Hold nu kæft, hvor er du bare skide sej og mega optur Miriam! Jeg har fuldt dig i mange år efterhånden, og du er en af de få blogs jeg er blevet ved med at holde fast i. TAK!

  • Læste godt hemmeligheden med Peter Madsen. Troede i min naivitet at det var Peter Lund Madsen.Tænkte i samme ombæring, at det var der da ikke noget galt i. Havde slet ikke overvejet at det kunne være Raket-Madsen – som han altså hedder i min lille (indskrænkede) verden.

  • Miriam du er fantastisk! Jeg elsker din skrivestil, jeg elsker din personlighed, jeg elsker dine blogindlæg. Du er så fornuftig, veltalende, og reflekterende. Du er den eneste blog hvor jeg læser hvert og et blogindlæg. Lige meget hvad du skriver om er det dejligt at læse, dine ord smelter på tungen og dine indlæg er altid både kloge og lidt kække og morsomme. Dette indlæg er et af mine yndlings du har skrevet!

  • Du er SÅ sej!! Det er en virkelig vigtig debat, du har startet, for der så mange, der er blevet behage-syge og (for) politisk korrekte, at vi helt glemmer, at det er når vi udfordrer hinanden med forskellige verdenssyn, at vi lærer om hinanden og os selv – og udvikler os, bliver mere tolerante og forstående. Et udtryk for egen oplevelse eller opfattelse, kan ikke været angreb på en andens. Det er IKKE personligt. Det er blot en mening ud af mange, og meninger tilhører den enkelte. De må udfordres, men aldrig forbydes.

    Tak for dine refleksioner. Stå ved det – du har fat i den lange ende 😉

    • Præcis! Så længe man ikke forsøger at trække sin holdning ned over hovedet på andre, så burde alt være fjong!

  • Endnu et relevant og godt nuanceret indlæg fra din hånd. Tak for det.
    Jeg kan følge dig et langt stykke af vejen og synes dine målsætninger er spot on.
    Jeg studsede da også over hemmeligheden med Peter Madsen men stiller på ingen måde lighedstegn mellem den og dig. Det ville jo være absurd! Desuden kan man vel egentlig bare sammenligne det lidt med alle de kvinder som gennem tiden har fundet Lundin – og andre indsatte- enormt sexet.
    Jeg tror aldrig jeg har kendt “Røvhuls-Miriam” men jeg er vældig glad for at læse med hos kække Miriam!

    • Det kommer faktisk bag på mig, at så mange syntes, det var en voldsom hemmelighed. Som jeg skrev et andet sted, så er det jo “bare” en fantasi. Og som du selv skriver, ikke anderledes end Lundin og Manson-entusiaster gennem tiden. Men jeg er måske også hærdet efter så lang tids hemmelighedslæseri. 😀

  • Årh, hvor bliver man bare træt af den der: Hvis du ikke har børn, så ved du intet om børn og børneopdragelse, og du må absolut ikke udtale dug om det.” Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke er politiker, så må du ikke udtale dig om politik, selvom hele landet og store dele af din dagligdag er styret af politik. Lidt ligesom børn 😶

    • Enig… Selvom man ikke spiller fodbold kan man jo også have en holdning dertil. Jeg er mand, spiller hverken bold, eller har børn, men det fratager mig ikke retten til at have en mening emnerne.

      spot-on…..

    • Jeg kan godt forstå, man kan føle sig provokeret, hvis jeg fx følte behov for at rette på nogens opdragelsesmetode, for det ved jeg jo helt ærligt ikke en skid om. Men ja, overordnet er jeg enig i din kommentar. Så længe det ligesom er med lidt finesse, ikke? 😀

  • Jeg er mor og jrg ved ikke en skid mere om børneopdragelse end du gør! Og desuden skal Kvinder (mødre og ikke-mødre) holde op med at tro, at meninger er lig med, at vi vil opdrage hinanden, om det så gælder mad, mænd, børn, træning eller manglen på samme. Vi lever hver især et liv der giver mening for os, og så burde det også være fint!
    Hilsen hende der også synes det er pænt frusterende at køre bil med baby (og som fucking glæder sig til at komme tilbage på arbejde og blive et menneske igen!!)

  • For et halvt års tid siden læste jeg en kommentar i en FB-gruppe, jeg følger, om en kvinde som skrev, at hun “always try to be the better one”, hvis der var en konflikt. Det satte sig i min hjerne, og jeg tænker på det hver dag – og prøver at efterleve det. Det lykkes ikke altid, men jeg prøver. Og det synes jeg også du gør, Miriam. Du er rigtig god til at være “the better one” <3

  • Nøj hvor synes jeg dette indlæg er godt skrevet!
    Du har simpelthen formået at formulere grænsen mellem at være en narhat og så sige noget der faktisk er helt okay, selvom alle ikke er enige – en grænse jeg selv har haft svært ved at “sætte på plads” fordi jeg jo gerne vil sige min mening (hvis den er relevant), men jeg vil sku ikke være et røvhul imens.
    Tak, tak, tak for dette indlæg!

    • Jeg tror sgu, det er noget, vi allesammen kæmper med fra tid til anden, men vi må prøve vores bedste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.