Udvid din (viden om) kropsaccept

oijpoi

Dr.dk kører lige nu et større tema, der omkredser kroppe og selvværd, og der er enormt mange gode emner og vinkler at komme efter, selvom temaet i virkeligheden spænder enormt vidt. Jeg er langsomt ved at arbejde mig igennem det imponerende udvalg, de disker op med, og jeg er indtil videre så utroligt begejstret. Nogle programmer beskriver problematikker, jeg selv oplever, andre uddanner mig på områder, jeg ikke selv kender til, men alle er de virkelig fine, ærlige, konstruktive og bedst af alt, ikke belærende på en ubehagelig måde.

Se fx Tykke Ida for et indblik i den totale forvirring, det er, at forsøge at elske sig selv og sin krop (og sit fedt), når man konstant fra omverdenen bliver fortalt, at man er en andenrangsborger, og at ens blotte eksistens er nok til, at fremmede mennesker føler ret til, at de kan udtale sig om ens krop, livsstil og værdi. Hvor svært det er konstant at få at vide, at man skal skamme sig over sin vægt og samtidig ikke gå så meget op i den. Hvor meget ens størrelse fylder hver eneste dag, fordi man aldrig får lov til at glemme den.

Se dokumentaren Det umulige kropsideal for et indblik i den forskruede modebranche, hvordan den påvirker unge piger, og hvad der bliver gjort for at ændre på det. Omhandler både størrelse, hudfarve, alder og kropsform. Medvirken fra flere personlige favoritter fra Tim Gunn og Christian Siriano til Denise Bidot og Sabina Karlsson.

Jeg har før jublet over De smukke drenge, og takket være temaet her er serien nu tilbage på dr.dk sammen med sin kvindelige pendant, De smukke piger. Et ærligt og meget fascinerende indblik i en benhård og temmelig fucked up verden. Den ville knække mig på sekunder.

Se De perfekte piger (featuring vores helt egen Amalie) for et indblik ind, hvor presset det er at være en ung kvinde og forsøge at hvile i sig selv, som man er. Måske er du der nu, måske kan du genkende det fra, da du var. Jeg havde brug for en reminder. Og det er ikke en skam at lære noget af nogen, der er yngre end en selv.

Og selvfølgelig, hvis du missede den i første omgang, er Petra elsker sig selv en must see. Og det er lige dele relaterbar selvlede og drønfrustrerende se en smuk og stærk kvinde have så urimeligt svært ved at se det fantastiske i sig selv. Ligesom alle dine veninder tænker om dig.

Der er mange flere programmer på min to see-liste, men jeg tænkte, jeg lige ville smide tippet ud i verden, hvis nogen ikke skulle have opdaget temaet endnu. Der er så meget at komme efter, uanset om man vil underholdes, fascineres, oplyses eller uddannes. Giv det et kig, hvis det er et emne, der interesserer dig.

Kommentarer (9)

  • Så vigtigt et emne!
    Jeg gik ned med stress for et par år siden, og jeg kan genkende mig selv i så mange af De perfekte piger. Intet er nogensinde godt nok, det kan altid blive bedre. Jeg blev nødt til at sortere ud i blogs og instagramprofiler, jeg fulgte, fordi de fik mig til at have det dårligt med mig selv, fordi jeg ikke var lige så tynd, rig, organiseret, dygtig osv.
    Det er synd at så mange unge, smukke piger skal være så usikre på sig selv, når de er helt perfekte, som de er.

    • Det er farligt. Jeg tænker også, der er en stor sammenhæng mellem det og stigningen i mange psykiske sygdomme.

    • Hej Line 🙂 Det her håber jeg ikke virker usmageligt, og Miriam det er heller ikke for at fylde på dit blogindlæg, men jeg skal til efteråret til at skrive bachelor på Dansk på KU med udgangspunkt i sociale medier, bloggere og den indflydelse de har/kan have på deres følgere (meget aktuelt i forhold til DR’s tema)

      I den forbindelse søger jeg unge kvinder, der vil tale med mig om deres erfaring og oplevelse af netop, hvordan og hvorfor eksempelvis instagramprofiler kan få en til at gå ned med flaget.

      Jeg vil derfor høre, om du kunne være interesseret? Og om jeg når tiden er må kontakte dig? Det drejer sig bare om en lille snak, så jeg kan få et ægte billede af, hvordan helt almindelige smukke skønne unge kvinder kan blive ramt så hårdt af noget så banalt som billeder på en skærm. Noget der sker for mange af os.

      Du må meget gerne kontakte mig på annesofieguldager@gmail.com, hvis du kunne være interesseret – det er selvfølgelig helt anonymt.

      Vh Anne-Sofie

      • Skidespændende emne, Anne-Sofie. More power to you! Sig til, hvis du vil have hjælp til at opstøve empiri. Jeg kan sagtens lave en eftersøgning på bloggen eller noget. 🙂

        • DU ER FOR NICE MIRIAM. Det gav mig lige ægte fredagsoptur. Tak – det ville være en fantastisk måde at samle empiri på. Jeg siger til, når tid er – der er stadig nogle måneder at løbe på endnu.

          Men på forhånd en kæmpe tak for din hjælp – og god påske!

  • Jeg har lige været inde og se om der var kommet flere afsnit ” Kan jeg blive perfekt?” Og så skriver du et indlæg om DR’s tema:)
    Jeg synes at det er fedt at du spreder budskabet om temaet, da det er, som du selv skriver gode og lærige programmer.
    Jeg håber så inderligt programmerne kan være med til at hjælpe på folks ( og min egen) forstillinger om hvordan den “perfekte” krop skal se ud.

  • Jeg er selv igang med at drøne nogle af alle de her udsendelser igennem, og kan se mig selv i alt for mange af de tanker, som bliver belyst i de her programmer. Meget vigtig at få frem i lyset, og mega fedt af DR, netop at sætte så meget fokus på det. For jeg har selv problemer med at holde mig oprejst, når jeg har så fuldstændige urimelige og negative tanker om mig selv. Så virkelig interessante programmer og lidt at reflektere over 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.