Frank, 17 år!

collageDet virkede som sådan en god idé i sin tid. Det der med at adoptere en seniorkat. For jeg var kun 24, og jeg var stadig studerende, og jeg er af den holdning at kæledyr er for livet, så jeg ville helst ikke binde mig alt for mange år, når jeg nu ikke vidste, hvad min fremtid ville bringe. Det virker lidt dumt nu. Nu, hvor det første, jeg gør hver eneste morgen, er at tjekke, om Frank stadig trækker vejret. Nogle gange fritager han mig for min pligt ved (alt for tidligt) at hoppe op i sengen til mig og råbe mig i øret, at han kan se noget af bunden af sin madskål, hvilket per definition betyder, at den er tom. Men der vil altid være en latent frygt for, om han skulle være lige på nippet til sit sidste åndedrag.

Heldigvis lader Frank selv ikke til at dele min evige paranoia. Der er andre ting at tage sig til. Primært sove, spise og være lækker. Gennemsnitslevealderen for briter er 12½, men det lader Frank sig ikke mærke af. Heller ikke i dag, dagen for hans 17 års fødselsdag. Ja, der står 1-7. Sytten. Pelsen er ikke helt så flot, som den var engang, og grundet manglende tænder må tungen tages i brug, når der skal samles godbidder op. Jeg lader desuden altid en Frank-stol stå mellem spisebordet og vindueskarmen, så han ikke skal tage lige så voldsomme hop, når han vil op og ned fra de to ting, men derudover er der ikke rigtigt noget, der gør det tydeligt, at han i menneskeår lige er fyldt 84. Frank doesn’t give a fuck. Frank har det godt og har muligvis planer om at leve for evigt. Det ville bestemt ikke gøre mig noget.

Kommentarer (36)

Der er lukket for kommentarer.