Sort dag

img_1323

Et af de argumenter, der ofte dukker op i kropsacceptsdebatten, er, at man skal sætte pris på funktionaliteten i sin krop. Alt det, den kan, og alt det, den gør. Og det gør jeg mit bedste for at efterkomme. På mange måder er jeg heldig rent biologisk. Jeg har hverken astma eller pollenallergi, jeg har ikke brug for briller, og med undtagelse af lidt fnidder omkring peanuts kan jeg også frit spise, som det passer mig uden at bryde ud i svær nældefeber. Jeg har heller aldrig brækket noget eller er blevet opereret. Jeg havde engang en grum omgang kyssesyge, der holdt mig nede et par måneder, men overordnet set var jeg altid i besiddelse af et helt habilt helbred.

Man kan på rigtig mange måde argumentere for, at jeg ikke har noget at brokke mig over. Og så alligevel sidder jeg her en mandag aften og er vred på min krop. Fordi jeg dristede mig til at tage et par dage udenlands, og nu bliver jeg straffet. Og bevares, det var et lidt småhektisk program, vi kørte, men vi havde jo ikke meget tid dernede. Og jeg vidste også godt, min krop ville kræve hvile, når jeg kom hjem, fordi sådan en krop har jeg nu, efter De Sorte År, men det er i skrivende stund fire hele døgn siden, jeg atter trådte ind i min lejlighed, og stadig kan jeg ikke komme af med den der tåge, der hænger over min hjerneaktivitet. Det er, som om det hele er lidt langt væk, og jeg fungerer i det hele taget ikke optimalt. Fordi min krop stadig er træt. Helt fysisk. Jeg kan simpelthen ikke det, jeg vil. Der er en massiv disconnect mellem lyst og evne.

Og det gør mig vred. Fordi det burde ikke være sådan her. (Citat Xander) Og det har ikke altid været sådan. Så det der med at acceptere, at min krop nu begrænser mig, det klarer jeg bedre nogle dag end andre. I dag er en andre. I dag har jeg placeret mig selv solidt i en offerrolle, hvor selvmedlidenheden fylder. I dag er ikke solskin og sommerfugle og taknemmelighed over, hvor langt jeg er kommet. I dag er afmagt og frustration. Det er hverken konstruktivt eller optimistiskt, men det er til gengæld nødvendigt. Og sikkert også sundt – i hvert fald for mig. I morgen kan jeg måske atter finde de lyserøde briller frem og fokusere på alt det positive og være glad og smilende igen, men lige i dag er det hele altså noget lort. Og det er også okay.

Kommentarer (39)

  • Jeg læste for mange år siden er interview med Søs Fenger. De talte om alle de negative tanker, vi kan have om os selv. På et tidspunkt får hun sagt, at det onde trives bedst i mørke. Det prøver jeg at leve efter, for som jeg forstår det, så skal man også kunne sige de grimme ting højt. 1) fordi man får dem ud 2) og når du har sagt dem højt, kan du også nogle gange høre, hvor grimt det lyder og ændre det. At have en dag hvor selvmedlidenhed og offerrolle fylder, tror jeg ikke nødvendigvis er noget skidt. Nogle gange tror jeg, at man skal leve følelsen ud, fordi så er det nemmere at starte forfra dagen efter 🙂

    • Det er jeg så ganske enig i! Jeg tror slet ikke, det er sundt at skubbe alt det farlige ned, men det skal selvfølgelig heller ikke overtage totalt. Så er det bare lige at finde balancen!

  • Det er hårdt når end krop ikke vil og kan det man selv vil. Jeg har selv en kronisk lidelse og kan nikke genkendende til meget af det du beskriver. Noget der virkelig har hjulpet mig er Headspace (app) til at forene krop og sind og finde mere accept i det hele.. måske worth a try på sorte dage som denne :). Ellers ønsker jeg dig lys og lykke som solen står op i morgen.

  • Det er nemlig okay også at have sådan nogle dage – og måske er det nøglen – at give sig selv lidt mere lov til at være den man er. Du har haft en fed ferie og det kan være det tager et par uger at komme over. Og hvad så – du har jo heldigvis alle muligheder for at planlægge dit liv efter dig selv. Så hen i stolen og slap af 😊

  • Åh Miriam.. du rammer mig med dine velskrevne ord. Det er så træls når krop og sind ikke samarbejder. Sender dig en kæmpe krammer! Jeg kan ikke andet – rækken af sorte dage er uendelige her..

  • Har du overvejet meditation? Jeg har været gennem noget stress, hvor jeg reagerede meget fysisk, men med hjælp fra meditation fik jeg en helt ny form for connection mellem mit mentale og fysiske jeg. Det er udfordrende og til tider træls, men det har virkelig givet mig meget og er noget man kan gøre fra sin seng eller sofa, uden at røre sig. Der findes forskellige YouTube videoer eller app’s som kan hjælpe med guides osv.

    Jeg ved godt det overhovedet ikke er det samme som dig, men måske kunne det give lidt ro til hovedet så det kan cleare op nemmere? 🙂

    God bedring og kram til dig (og Frank <3)

    • Jeg har prøvet meditation, ja, men det funker ikke for mig. Men det her problem er også helt og holdent fysisk, min psyke har det (heldigvis!) fint for tiden. 🙂

  • Selvfølgelig må du/vi have sådan en dag eller et par stykker ind i mellem.
    Kan man andet, hvis man ikke tager skyklapper på?
    Min krop gør også det dér, og jeg forstår dig godt, det er så irriterende og uretfærdigt nogen gange – det ER det, og det må man da godt sige øv ti,l uden at man straks derfor gør sig selv til offer.
    Jeg håber du snart kommer til lidt flere kræfter.
    Tak for din blog og især de fine og oplysende skriverier om de her ting – der gør du et så fint og stort stykke arbejde.

  • Jeg har haft influenza i forrige uge. Det fik mig til at bryde ud i et angstanfald og en venlig reminder om at være god ved mig selv.
    Jeg har haft Sorte Perioder i hele mit liv, kontra dine sorte år, og ift influenzaen, så har det taget mig to uger at føle mig som mig selv igen. Min indre kompasnål blev lige bøjet lidt.
    Jeg synes jeg tager et par dyk om året. Oftest er det små episoder der udløser et dyk som et samlet hele.
    Det er pissehamrende svært at forstå og tyde signalerne gang på gang, og finjustere hele tiden, for at tage det i opløbet. Min stress, sanse og sårbarhedsbarre er så langt nede at jeg kan få depressive træk på ingen tid, føles det som.
    Hjernens landskab er for evigt ændret efter en depression. Den går nok aldrig helt væk.

    • Jeg tror også, det går op og ned for de fleste efter svær psykisk sygdom. Men lige det her er heldigvis ikke knyttet til mit psykiske helbred – det er rent fysisk, min krop svigter, fordi den har taget permanent skade af dengang, jeg var syg.

  • Sådan en tur kan godt mærkes noget tid efter.
    kender godt det med at blive helt udkørt, der skal ikke så meget til, et tlf opkald i dag var nok for mig…. suk. Har du hørt om det firma som var på lærkevej? Kommunen har sendt mig til det firma (tilsyndeladende navnet er det samme), og de ringede til mig og opførte sig dybt angstprovokerende og respektløse ville ikke lade mig have bisidder med, selv om det er aftalt med kommunen at min skp skal med. 😱 og de med adgang til mjne oplysninger jo ved jeg har ptsd.
    nå heldigvis tager min skp sig af det.
    Men alligevel 😨

  • Jeg er dybt imponeret over hvor god du er til at vende øjeblikke og umiddelbare sindstilstande til noget positivt – omend læring. Især når det kommer til selvmedlidenhed.
    Det er min akilleshæl, som jeg pakker mig ind i som en stor tung dobbeltdyne, hvor det på én og samme tid føles trygt, men også forfærdeligt drænende.
    Tak for at åbne op ❤️

    • Jeg prøver, men det kræver virkelig øvelse! Jeg vil også hellere bare synes, det hele er noget lort!

  • Yes, jeg kæmper stadig med skyerne. Min far døde i 2009 og alt hvad jeg havde af perfektionisme og selvusikkerhed blev torpederet lige lukt ind i en kombineret tung tung depression og stress (sidstnævnte fordi jeg selvfølgelig ikke anerkendte depressionen ville tilbage på 110% noget nær dagen efter).
    Jeg har endelig fået færdiggjort min(e) kandidatuddannelse(r), og det føles som den største sejr. Også selvom det tog over 8 år at komme hertil (bacheloren var færdig før han døde). Men i processen mistede jeg mit livs kærlighed, og jeg skal stadig virkelig balancere mit liv for at læsset ikke vælter. Jeg er på antidepressive på 4. år – de var en nødvendig krykke for at kunne fokusere på uddannelsen, og jeg har glædet mig til at komme af med dem og se verden klart igen. Men det skræmmer mig, for jeg kan se, at glemmer jeg at tage dem en dag, ligger jeg tilbage under dynen og græder uden nogen som helst grund at all.
    Jeg har svært ved at acceptere at mit sind nok altid vil være forstuvet og følsomt, for jeg orker ikke længere at være begrænset af skyen, eller at føle jeg er en undskyldning for mig selv.

    Mig, mig, mig. Min pointe var nok bare, at du er ikke alene. Det er fandens svært at forstå, hvis man ikke har været noget lignende igennem. Men vi heldigvis også en hel del herude, der kan minde hinanden om, at det er okay, at sådan er det. Og at der ikke er så meget at gøre ved det. Desværre.

    Klø på. I morgen er bedre. Måske. Og ellers kommer dagen hvor skyen er væk igen, helt sikkert. Det gælder bare om at holde ud og slappe af de dårlige dage. Tag en Harry Potter marathon – bøger eller film. Det er et dejligt åndehul, hvor alt ikke er rosenrødt og gode mennesker dør, men kærlighed og humor alligevel får lov til at dominere 🙂

  • Smukt skrevet. Vær ikke vred på din krop. Den er flink nok! Den skynder sig at sige fra i tide, så du kan nå at restituere. Din krop er din ven. Når ens krop eller sind reagerer på en overbelastning, så begrænser det dig måske ved sammenligning med nogle, men ikke alle. Jeg har f.eks. et sind og en psyke og en personlighed, der gør, at jeg hverken kan eller vil have et privatliv, der er tæppebombet med aftaler. Så stort et socialt behov har jeg simpelthen bare heller ikke! Til sammenligning tærsker en veninde tærsker derudad med aftaler hid og hid, parmiddage og aftaler. Når hendes mand en sjælden gang ikke klistrer op ad hende og hun er alene, laver hun straks en aftale, og er i øvrigt ikke til at slippe af med igen. Jeg véd, at hun tit undrer sig over, at jeg kan have mangen en weekend i mit eget selskab uden andre aftaler end dem, jeg laver med mig selv. Til gengæld tænker jeg så også sommetider i mit stille sind, at hun er et uselvstændigt individ, et lille pjok, der ikke formår at være alene i sit eget selskab. LOL. Min pointe er, at vi desværre tit indstiller standardniveauet efter de forkerte mennesker. Vi spejler os i hinanden. Alt for meget. Din krops reaktion på en hektisk tur kunne sikkert ske for mange andre uden din historik, fordi de er “wired” sådan. Jeg har måttet erkende efter stress for et par år siden, at ganske vist havde jeg påviseligt stress. Men allerede som barn havde jeg ikke brug for tre lejeaftaler om ugen. Kunne nøjes med én. Jeg tror, at nogle mennesker henter både fysisk og psykisk energi ved samvær og aktiviteter, mens andre lige skal trække vejret, når de er blevet stimuleret af andre mennesker eller Barcelona. Ingen af delene er “forkerte”. De er bare forskellige. Men selvfølgelig er gifte kvinder, der ikke kan finde ud af at være alene, et stort mysterium for andre kvinder, der altid har ønsket “A room of one’s own”, ha ha ha. Jeg fatter simpelthen slet ikke mennesker, der aldrig har brug for at trække sig tilbage og være alene, det må jeg altså tilstå.

    • Måske skulle du holde op med at være “veninde” med hende, du lyder virkelig ikke til at kunne lide eller respektere hende. Det er helt OK at have et andet behov end hende, men lad da være med at se ned på hende af den grund, det er jo ikke sjovt, selvom du pakker det ind i LOL og ha ha. Jeg har selv ikke det store sociale behov, så det er ikke fordi jeg føler mig ramt. Ville bare være ked af det, hvis jeg fandt ud af, at en jeg troede var en veninde, tænkte sådan om mig.

    • Det er pisse hårdt og ikke retfærdigt at have det sådan. Jeg bliver så træt af tvangspositive typer, der fortæller historier om folk der har mistet begge ben, men stadig gennemfører en ironman, så hvad er lige ens undskyldning for ikke at være super glad og aktiv. Lidt a’la, “spis nu op, for tænk på de sultne børn i Afrika”. Man får det jo ikke bedre, eller bliver mere sulten af den grund. Jeg føler selv, at jeg har mistet en del af mig selv ovenpå et stress-crash for et års tid siden, hvor jeg nu bliver fysisk sløj, træt, lydoverfølsom og svimmel ved den mindste smule overbelastning. Jeg kan ikke drikke alkohol længere, ikke være i larmende menneskemængder i længere tid, og derfor heller ikke være særligt social. Det værste ved det er, at jeg langsomt mister kontakten med de venner jeg havde før, som jeg var vant til at være aktiv og festlig sammen med. Nu er jeg jo lidt en kedelig sofakartoffel til sammenligning. Jeg kan heller ikke være den mor, som jeg havde drømt om. Jeg har det som om, jeg er blevet ramt af en virus, der har skadet min hjerne og krop, og jeg frygter at det er permanent. Stress og depression sucks big time, og jeg håber virkelig, at man en dag bliver i stand til at finde ud af, hvordan man helbreder det helt, eller i det mindste finder ud af, hvorfor SÅ mange af os bliver ramt i disse år.

      • Jeg er meget enig med dig her, Trut. Jeg har også ofte svært ved at finde fred og accept i mine nye begrænsninger, fordi det netop ikke ligger naturligt til min person, at det skal være sådan. Og det ER virkelig hårdt og uretfærdigt. En dag kommer det sikkert 100%, men jeg savner sådan at kunne alle de ting, jeg gerne vil. Men hvis det “kun” er et år siden, så er det gode odds for, at det bliver bedre for dig. Hjernen er bare lang tid om at hele, og selvom jeg havde en tudedag i går, så er jeg virkelig kommet langt. Og jeg synes i øvrigt, at det er eddersejt, at du overhovedet kan mønstre at være nogens mor. Kæmpe ros til dig!

    • Jeg må være noget uenig med dig her, Josephine. Min krop er i stykker. Det har jeg efterhånden adskillige lægers ord for, og det føles, som om du bagateliserer det med din kommentar. Det er farligt at sammenligne svære senfølger med, at mennesker er forskelligt indrettet. De kan måske synes ens, men har i realiteten intet med hinanden at gøre. Det ene er helt naturligt, det andet er et seriøst helbredsproblem. Der er ikke noget naturligt over min tilstand. Jeg har ikke lyst til at være så begrænset, som min krop gør mig, jeg har behov for mere. Jeg har altid haft behov for mere. Det kan min krop ikke længere leve op til, fordi den er skadet. Og det synes jeg godt, man må være vred over.

  • Kender du The spoon-theory?
    Den har jeg ofte tyet til når selvmelidenheden over en usamarbejdsvillig krop har overvældet mig.., (ikke at det altid hjælper, og nogle gange er det også ok at svælge lidt i selvmelidenhed)…

    • Yes, jeg kender den godt, men jeg er helt enig i, at der også skal være plads til at synes, at det hele er træls! 😀

  • har du nogensinde fået testet dit stofskifte? rigtig mange kvinder har lavt stofskifte, og to af hovedsymptomerne er hjernetåge og dvaskhed.

    Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.