At træde vande er også at gøre noget

img_1480Dengang jeg var syg – rigtig syg – der hadede jeg årsskiftet som pesten, fordi alle medier, både sociale og otherwise, fyldes med bedrifter fra året, der går på hæld, og håb for det kommende. Og jeg havde ingen af delene. Ingen bedrifter, intet håb. Når jeg grinede, var det så højlydt og rungende som altid. Måske endda endnu højere, fordi jeg så gerne ville skjule tomrummet inde bag. Mit liv var intet. Det var den mest gennemgående og oprigtige følelse, jeg sad med, når jeg sammenlignede mig med andre. Jeg havde intet gjort, intet skabt, intet formået. Mine venner og bekendte fik kærester, ægtefæller, universitetsgrader, fuldtidsjobs, voksenboliger, børn. Jeg bevægede mig ikke ud af stedet.

Men det betyder ikke, at jeg ikke bevægede mig. Det kan jeg se i dag, selvom jeg var blind for det dengang. Jeg bevægede mig så rigeligt. Jeg trådte vande. Hver dag, hver time, hele tiden. Kæmpede mod min krop og mit sind, kæmpede for at overleve. Det var så udmattende, at jeg har svært ved at sætte ord på det. Det var så udmattende, at jeg selv den dag i dag ikke er bange for at dø, fordi døden i så mange år virkede som en stor, varm krammer, der ville tage mig væk fra alt det hårde. Døden og jeg er gamle venner. Ikke andres død, forstås, men min egen.

Lad være med at sammenligne dit værste med andres bedste. Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået. Det er ikke sikkert, du har været et sted, hvor kærlighed, uddannelse eller job har været noget, du har kunnet prioritere. Det er ikke sikkert, dine omstændigheder har tilladt dig det, du havde håbet på.

Hvis alt, du har haft kræfter til i 2017, er at holde dig selv i live, så ros dig selv. Du gjorde det. Du lever. Det er det vigtigste. Resten tager vi, når den tid kommer. Og det gør den.

Hvis du har været nødt til at droppe ud af uddannelse nummer et, to eller tre i år, så lykønsk dig selv for ikke at ville gå på kompromis med, hvad du skal arbejde med otte timer i døgnet de næste 30-40 år. Du skal nok finde din rette hylde.

Hvis du har fået dit hjerte knust i en sådan grad, at du ikke tror, du nogensinde kommer til at elske igen, så vær pave-fucking-stolt af, at du er i stand til at elske så dybt og så fuldstændigt. Det betyder, du har evnen til det. Den evne forsvinder ikke, fordi fremtiden ikke længere ser ud, som du havde håbet på og drømt om.

Du har gjort noget det sidste år. Du skal bare se det ud fra den situation, du står i, og ikke den situation, du havde håbet, du stod i. Og så blive ved med at svømme. Eller bare træde vande, hvis det andet er for svært.

giphy

 

Kommentarer (73)

  • Jeg er ikke helt sikker på, det her indlæg skal få mig til at føle mig udmattet og ked af det. Hvordan læser jeg det forkert?

  • Tak Miriam… Nogle gange glemmer jeg, at det der med at træde vande i virkeligheden også har en værdi.. ‘And here you are.. Living despite it all’ (Rupi Kapur) Forhåbentlig kommer den dag, hvor jeg kan kigge tilbage og være glad for, at jeg aldrig gav op💜 Du er for sej🙏🏻

  • Tusind tak for dig,Miriam.

    Det her indlæg var lige præcist det jeg havde brug for at læse i dag.

    Jeg har det på samme måde som du havde det med årsskiftet. Jeg bliver så pokkers ked af det hvert eneste år, og når klokken ringer kl 00.00 står jeg med tårerne trillede ned af kinderne.

    Følelsen af at have fejlet, at være et nul som igen ikke har opnået eller udrettet noget er så hjerteknusende og ødelæggende.
    Men ja, jeg er i live, jeg har klaret endnu et år med masser af modstand. Jeg er en overlever.

    “Lad være med at sammenligne dit værste med andres bedste”

    Det råd vil jeg tage med mig, og dele med så mange jeg kan.

    Endnu engang, tusind tak for dig! ❤

  • Fine ord og en god reminder til mig selv. Jeg er syg på 2. år med skizofreni. Jeg træder vande som ind i helvede. Jeg løber og løber på det skide løbebånd uden at komme nogle vegne, og jeg bruger så uendeligt mange kræfter på at få det bedre, på ikke at dø. Det lyder måske dramatisk og drama queen-agtigt, men sandheden er bare, at døden bliver en kær ven, når man har det så skidt, som du også selv har prøvet. Jeg håber, jeg snart bliver rask, men jeg ved, det tager tid. Alt for lang tid, og min tålmodighed er snart brugt op. Det er en svær balance, og jeg hader også selv nytår, fordi det minder mig om alt det, jeg ikke er og ikke kan. Så tak for de fine ord. Jeg er ikke alene om det, der er nok flere i samme båd som mig. God aften. Kh Clara

    • Det lyder voldsomt, fordi det er voldsomt. Men det gør det ikke mindre sandt. Jeg sender en krammer og hepper fra sidelinjen. Husk, hvor mange heppere, du har. Det hjælper også lidt, synes jeg. <3

  • Jeg blev lidt ramt af det her indlæg og har lidt en tåre i øjet. For selvom jeg ikke føler at 2017 var mit år, så er jeg stadig i live og min kæreste elsker mig stadig.

  • Puha du har lige beskrevet mig de sidste to år. Helidgvis går det bedre, men alt hvad du har beskrevet er noget jeg har snakket meget om med min psykolog. Det er ikke altid nemt selv at indse, fordi samfundet ofte dikterer hvor vigtigt det er at nå en masse inden man er 25. Men der er jeg slet ikke, men på den anden side har jeg bare fået så meget andet, som mange aldrig gør. Tak for et fantastisk indlæg <3

  • Be kind to yourself. And to others. Man skal spejle sig i de rigtige mennesker, lade sig inspirere af de rigtige, og så i øvrigt huske på, at de mennesker, der har mest brug for anerkendelse og ros nok faktisk er dem, der på de sociale medier har en uophørlig trang til at “breake” news, oftest om sig selv. Hov, nu var jeg så ikke just så sød. Min pointe er, at et succesår for mig er et år, hvor jeg har kunnet sove længe nærmest hver weekend, hvor jeg har læst bøger, købt fedt genbrugstøj, lavet lækker mad, været lidt ude at rejse, måske kysset et par mænd. Det kræver ikke en ny kæreste, boligkøb eller barn eller nyt job eller et vægttab for, at mit år har været “awesome”. Taknemmelighed er vigtigt. Stabilitet er vigtigt. Fremgang kan også være status quo. Der er en masse mennesker her i verden, hvis religion er “new is the new black”. De lever ofte af at krydse lister af i Excel, klapper ukritisk i hænderne over enhver forandring, kender kun til tingene på overskriftsniveau og er ude af stand til at skabe noget selv. De findes ofte i ikke-produktive lederstillinger. Og så keder de sig hurtigt, hvorfor forandring for dem er et buzz word, der øger deres endorfiner. Heldigvis er der en modtrend.

  • Tak!
    Sidste år svømmede min facebook over af ‘i år har jeg opnået bla bla bla.’ Jeg skrev ‘i 2016 blev jeg et år ældre og min husleje steg med 100 kr’ det samme kunne være skrevet i år. Men året ER gået lidt bedre. I 2017 kom jeg ud af sengen hver dag. Og begyndte at kunne se serier, der var lidt spændende uden det stressede mig system.
    Nogle gange er fremskridt små. Og de ses først bagudrettet

  • Det er sindssygt smukt, det du har skrevet! Wow. Hvilken smerte, hvilken lykke, hvilket håb du skriver frem mellem linjerne. Tak fordi du åbner dig og deler med os andre. Jeg er fantastisk glad for at følge med, det er en ære uden lige. <3 Hilsen Emilie

  • Hvor skriver du altså bare fantastisk, Miriam. Og hvor havde jeg brug for at læse dette lige i disse dage. Tak <3

  • Kunne have skrevet hvert et ord i det indlæg – blot ikke så fint som dig. Og måske havde jeg heller ikke haft modet. Tak til dig, Miriam 😉

    • Hvor den blinkende smiley kom fra, aner jeg ikke – den passer ikke helt til en, som selv kender til det at træde vande… So here we go again: Tak til dig, Miriam <3

  • Dette indlæg, er nok et af de mest fantastiske jeg nogensinde har læst Miriam! Fik helt tårer i øjnene. Det er så sandt. Og hvor er jeg glad for, at det lykkedes dig at træde vande, frem for at synke ❤️

  • Så fint og så sandt ❤️ Ser man på mine Instagram posts for 2017, ser man en, der har vundet priser for sin forskning, rejst til eksotiske lande og købt en dyr lejlighed – umiddelbart et ret fantastisk år. Faktum er bare, at 2017 har været det værste år i mit liv. Jeg har fået stress og en depression og 99 % af dagene har jeg kæmpet for at komme igennem – de skulle bare overstås. Jeg burde nok være mere ærlig på de sociale medier, men jeg er alt for forfængelig til også at vise bagsiden af medaljen. Jeg er glad for at du tør!

  • Hold nu op, sidder her som snart 20 årig på et bosted og med et 9. klasses afgangsbevis. Man må sige, at dette virkelig var hvad jeg havde brug for at læse. For selvom jeg ikke har en videregående uddannelse (endnu) og ikke lever det liv, de fleste på min egen alder lever, så har jeg holdt mig over vande og er er nu endelig ved at have vundet en 6 årig lang kamp mod angsten. Tusinde tak for dette indlæg ❤

  • Føler mig lidt mindre alene nu. Kl er 2 og jeg kan igen ikke sove. Mit år har været den vildeste rutsjebanetur med et dyk derned hvor tanken om døden er det mest lindrende. Heldigvis har jeg det meget bedre nu. Men tak for metaforen om at træde vande. For det er fandme hårdt selvom man ikke altid kommer fremad.

  • Tak for din ærlighed og tak for det indlæg . Giver en følelse af at man ikke er alene om at have det sådan ❤️

  • Af hele mit hjerte tak ❤️ Du er en stjerne på nettet som lyser smukt og får mig til at tænke anderledes på alle mine problemer, du får mig til at grine når du skriver dine sjove indlæg, og du får mig til at vide jeg ikke er alene..! Du er fantastisk ❤️

  • Det her beskriver det meste af mit år 2017, og 2016 og 2015. Men jeg er et bedre sted i dag. Jeg har fanme arbejdet hårdt for det, og det er en kæmpe sucess ingen kan tage fra mig. Eller alle andre der hver dag kæmper med at vælge livet til! Det har været et langt sejt træk de sidste par år. Men når jeg kigger tilbage nu, er det næsten ikke til at forstå hvor langt jeg er kommet. jeg er gået fra en verden der var sort/hvid, og til nu at kunne se alle nuacerne, jeg kan mærke mig selv igen. Selvom det har været så sindsygt hårdt, ved jeg nu hvad det vil sige at stå på randen af fornuft, og livet. Men jeg giver nu mig selv tid til at træde vande lidt endnu, indtil jeg lige har vænnet mig til alt det nye er jeg er, og kan, og vil.
    For det kan også tage tid at vænne sig til at man er okay igen. Og det er okay.

  • “Compare the best of their days with the worst of your days – you won’t win. With your standards so high and your spirits so low at least remember this is you on a bad day, you on a pale day. Just do your best and don’t worry, the way you hang yourself is oh so unfair.” Som Morrissey siger det.

  • Tusind tak! Det her havde jeg virkelig brug for.
    Men hvad gør man, når benene er for trætte og ikke kan træde i vande længere?

  • Så smukt skrevet og beskrevet. Tak for de ord. Jeg har opgivet min årskavalkade på bloggen i år, Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive om 2017 ej heller om hvad jeg drømmer om i 2018. Jeg træder vande, det er det jeg gør

  • Det her, det ramte mig. Sgu.
    Jeg havde brug for at læse det her i dag. Selvom vi har forskellige oplevelser, tror jeg at vi kan bruge hinanden at bakke hinanden op. Mennesker imellem. Jeg har sat et bogmærke på det her blogindlæg, så jeg kan genlæse ordene en dag hvor jeg føler jeg står i stampe. TAK, Miriam :). Og god vind!

  • Som alle andre skriver: TAK! Det er vigtigt og usynligt, og dejligt at blive mindet om og føle genklang, forståelse og anerkendelse! Lovestormen i kommentarfeltet fortæller at du skal skrive mere om dette!
    Billedet er så fint! Både i overført betydning og i praksis. Helt fysisk er jeg i disse år en dårligere svømmer, jeg kan ikke få luft nok til crawl, så jeg svømmer bedstemor brystsvømning. Og nogle dage svømmer jeg slet ikke, men hviler i saunaen, og klapper mig selv på skulderen for at møde op… Det er hårdt og frusterende at træde vande, men fuck hvor er vi (alt for usynligt) seje, alle os der gør det! Det burde være en olympisk disciplin!

  • Vise ord fra dig søde Miriam <3

    Jeg mødte selv en fyr for et år siden, der fuldstændig slog benene væk under mig – og det var gengældt. Jeg har aldrig oplevet så stærk en connection til et andet menneske før eller så vild en forelskelse. Det endte dog ikke godt i den sidste ende. Der var løgne og andet og efter noget tid endte forholdet. Han turde ikke, da han var bange for at blive såret.
    Jeg tænkte i lang tid at han havde ødelagt mig og min tillid. Jeg havde de vildeste kærestesorger i så lang tid, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Men jeg har vendt den til at jeg har prøvet at elske virkelig dybt og med hele min sjæl og det var gengældt, selv om det endte som det endte. Flere af mine veninder har ikke engang oplevet at være sådan rigtig forelsket og vi er godt oppe i 30'erne. Så i virkeligheden er jeg jo heldig at livet har undt mig det. Så selv om 2017 var hårdt på den måde, så ville jeg faktisk ikke have været det foruden, kan jeg se efterfølgende. Der er noget godt i det meste, selv om det måske ikke føles sådan, når man står midt i det.

  • Jeg har været lige så syg som dig, og jeg havde (har stadig) mand og barn og hus. Alligevel var følelsen af intet at kunne, intet at have opnået, ikke at være noget værd, ikke at betyde noget for nogen den samme.
    Jeg bliver stadig forundret når jeg tænker tilbage på hvor f*cking dårligt jeg havde det.
    Afleverer barn i børnehave og hjem og ligge i sengen og tælle i minutter til han skulle hentes 8 timer senere. Og allerede have angstanfald kl. 8 over at skulle stå i børnehaven kl. 16.
    At stå foran Fakta og græde i kor med en treårig fordi det var en fysisk umulighed for mig at gå ind og købe den chokoladekalender han ønskede sig. Hold nu k*ft! Jeg har også en masse eftervirkninger og jeg tror ikke længere på at jeg opnår samme funktionsniveau som tidligere, men det er skideligemeget. Jeg lever og jeg orker at leve. Og jeg kan godt noget!
    Tak fordi du deler 🙂

  • Kære Miriam. Jeg har taget tilløb til at skrive en kommentar længe. Læst indlægget utallige gange og gemt det i mit hjerte. Tak! Tak for dig. Tak for din evne til at sætte ord på så svært følelser. Jeg er der – der hvor man ikke kan gå i bad. Ikke kan se en film. Ikke handle. Ingenting. Jeg er lammet, så langt ind i mit system at jeg slet ikke tænker at døden er skræmmende eller farlig. Men derimod tiltrækkende, fordi det måske ville kunne give fred. Fred i mit hoved, som er rungende tomt og samtidig så fyldt med tanker. Tusind tak for dig! Jeg lever – også i dag!

    • Kæreste Gitte. Det er den værste tilstand i verden. Jeg håber du har fundet eller kan finde styrke til at række ud efter hjælp. På et tidspunkt bliver det bedre. Stille og roligt og baby steps, men det bliver bedre. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.