Syv år, Frank

kraesen-kat-og-agurkemangel0(Disclaimer: Jeg skrev et indlæg med samme titel d. 5. januar sidste år. Men der havde jeg altså regnet forkert, for det var kun seks år).

I dag for syv år siden ringede det på min dør, og en grå pelsklump blev leveret med mad, toilet og instrukser om at passe godt på ham. De første tre dage gemte han sig under min seng, men vi blev hurtigt gode venner, og i dag bliver jeg lidt mut, hvis jeg ikke ser ham en hel dag. Jeg tror, han har det ret godt. Han mangler hverken mad, sovesteder eller kærlighed. De fleste dage har jeg indtrykket af, at han er godt tilfreds med sit liv. I dag er ikke en af de dage. I dag på dette, vores syvårsdag.

Jeg vågnede lidt halvsent, fordi jeg i disse dage er velsignet med en insisterende hoste, der vækker mig flere gange om natten og dermed afbryder mig midt i min søde REM-søvn. Så da jeg endelig åbnede øjnene (med planer om at holde dem åbne) var det med den der følelse af, at jeg allerede var noget sent på den. Jeg omfavnede derfor midlertidigt morgenhår og nattøj og sprang direkte om bord i computeren for at få styr på hængepartier. Det gik der nogle timer med, og da klokken blev 13.30, og jeg besluttede mig for, at mad var en god idé, kiggede jeg mig samtidig om efter Frank, som jeg endnu ikke havde set. Men han var ikke i lænestolen i stuen. Og han var ikke på anden stol fra højre under spisebordet. Og han var ikke på tæppet i sofaen i min fars klientværelse. Og når han ikke var på sine yndlingssteder, hvor var han så? Jeg kaldte på ham og umiddelbart efter var der bevægelse ude på altanen. Lidt desperat bevægelse, faktisk. For der var Frank, men døren ind til stuen var lukket.

Det var min far, den røv, der stod bag. For nogle gange synes katten, det er fedt at ligge i en havestol. Bare ikke for længe ad gangen, for det er jo faktisk jævnt koldt. Så min far, i sin uendelige visdom, lukkede i formiddag Frank ud, og da han derefter tog på arbejde (min far, ikke Frank), lod han døren forblive lukket. Til sit forsvar vil han gerne sige, at han faktisk stak hovedet ind til både mig og min mor og fortalte, at Frank var blevet lukket ud, men det hjælper bare ikke skide meget, når vi sov, da han sagde det!

For at føje spot til skade fik min mor ham et par timer senere (dog ved et uheld) smækket ham ude i havestuen (der for tiden fungerer lige dele som min fars værksted og makeshift køleskab), hvor han så pænt sad ved døren og ventede, indtil jeg lykkeligvis besluttede mig for, at eftersom jeg jo stadig teknisk set er på juleferie, så er det okay med en cola til maden.

Så ja. For det meste tror jeg, Frank er rigtig glad for, at det lige var mig, han landede hos i sin alderdom. Og for det meste tror jeg sågar, han synes, det er edderfedt at være på ferie i Jylland.

I dag er ikke en af de dage. 😀

Kommentarer (16)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.