Jeg er jo Bridget Jones #312

kimjlk

1. Jeg har matchet med en mand på Tinder, der er så usandsynligt pæn, at jeg var stensikker på, at der måtte være sket en fejl, indtil han rent faktisk skrev til mig.

2. Det var et ret fint selvtillidsboost oven på en anden afvisning med ordene “du ser sød ud, men måske ikke lige min type”, hvilket alle ved er datingsnak for “du er ikke lækker nok til mig”.

3. Og i øvrigt også en ret fin oplevelse omkring det andet køn oven på scorereplikker, der er så dovne, at de reelt består af: “Neflix? ;)”

4. Min radiator i stuen kan bedst sammenlignes med ham der manden i Aftenshowet, der ville smadre kokosnødder med hånden og endte med at brække nogle knogler i stedet. Den kan bare ikke, hvad den tror, den kan. Jeg er forbi stadiet, hvor jeg går med varme sweatre og ovre i stadiet, hvor jeg går rundt med dyne på.

5. Hvis der er nogen, der står og mangler en julegave til mig, så vil jeg ret gerne have det her. (reklamelink) Det kunne være fint for en gangs skyld at eje noget i den kategori, der ikke ser ud, som om det er designet af en 12-årig. 😀

6. Min yndlingsjulekalender er stadig Frida på Rockerens instastory. Jeg kan relatere så meget, at jeg har bedt Cathrine om lov til at date Frida. Og fået lov, fordi jeg hører meget Nik & Jay!

7. Undskyld Frank. Du kunne for pokker bare selv være villig til at være julekalenderentusiast.

8. Jeg er tre dage bagud med min tv-julekalender, der i år (som alle de andre år) er Nissebanden i Grønland. Jeg er skuffet over mig selv, og jeg er sikker på, at Hr. Mortensen også er skuffet over mig.

9. I dag har jeg været til julehygge hos Lillemor, der mest gik ud på, at rundt regnet 100 bloggerbørn spiste alt det slik, de kunne komme i nærheden af, mens Børge (Lillemors hund) forsøgte at parre sig med skiftevis mig og Trine.

10. På vej til stationen, da vi skulle hjem, fik jeg forvildet mig ind i en sneboldkamp med Trines Alfred. Det var muligvis dagens højdepunkt. Man skal eddermame aldrig være for fin til en sneboldkamp! 😀

Kommentarer (26)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.