Flirt og faldstammer

collagehjJeg har fundet en mand. Han er glad for Berlin, kommer oprindeligt fra Jylland og bruger ord som ‘fænomenologisk’ i et forsøg på at imponere mig. (Det er ikke noget, jeg antager. Jeg spurgte. 😀 ) Om der kan være noget i det, ved jeg ikke endnu, men det er en rigtig habil flirt. Så habil, at vi i går først fik sagt godnat klokken to, og derefter var jeg som altid 2-3 timer om at falde i søvn.

Da min dørklokke ringede i morges, var jeg derfor virkelig ikke i humør til at stå op. Pakkepost. Jeg henter den bare i morgen.

Og så hørte jeg en nøgle i låsen. Shit. Ikke pakkepost!

Hvad, jeg havde glemt, var, at i dag var dagen, hvor hele mit lejlighedskompleks skulle have renset faldstammer, og i den forbindelse havde jeg udleveret min ekstranøgle til viceværten i fald af, at jeg ikke skulle være hjemme. Men det var jeg. Hjemme, under dynen, uden tøj og med fremragende morgenhår. Og faldstammerenseren havde netop lukket sig ind under det indtryk, at jeg ikke var hjemme. I verdens længste sekunder forsøgte jeg efterfølgende at finde ud af, hvad den mest passende reaktion ville være. Hvis jeg begyndte at rumstere i mit soveværelse, ville han med garanti høre det (mine vægge er ret beset lavet af papmaché), og hvad nu hvis jeg ikke nåede at få tøj på, før han lige ville gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Det ville være sindssygt akavet, jo, blev jeg enig med mig selv om.

Så jeg gjorde ikke noget, og *puf* så var det metaforiske vindue lukket, og det gik op for mig, at førnævnte mulighed måske nok ville være akavet, men det er kraftstejlme også akavet at ligge i sin seng og trække vejret så stille som muligt, mens der er en mand, der går rundt i ens lejlighed. Men nu var det ligesom for sent at gøre noget, ikke? Man kan ikke bare stikke hovedet ud efter fem minutter og råbe: “TADA! Du vidste nok ikke, jeg var her, hva’?!”

Så ja. I dag startede jeg dagen med at lege stilleleg i mit eget soveværelse, mens Frank begyndte at råbe, at der var fremmede i lejligheden. Og jeg kunne ikke så godt tysse på ham, fordi det ironisk nok larmer at tysse, så faldstammemanden har ud fra sit besøg i mit køkken sandsynligvis konkluderet to ting: 1) Shit, hendes kat lyder som et forkølet får, når den miaver og 2) er det seriøst muligt for et enkelt menneske at spise mange clementiner?

Heldigvis tog det ikke mere end et kvarters tid, før han gik igen, og jeg kunne rejse mig fra min seng og undre mig over, hvordan man som 31-årig stadig kan være så håbløst akavet, at man sætter sig selv i en sådan situation. Eddermame dumt. Men hey, i det mindste har jeg nyrensede faldstammer!

Kommentarer (31)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.