Inkluderet

collagekjnkJeg forsøger generelt at være meget åben omkring ikke at ville have børn. Det er en beslutning, der ikke rigtigt var en beslutning, for jeg har aldrig haft lysten. For mig er det lige så et naturligt valg, som det modsatte er for andre. Men det betyder også, at jeg tilhører mindretallet, fordi jeg er fyldt 30 og stadig aldrig har skubbet en baby ud af vagina. Og hånden på hjertet, nogle gange kan man godt føle sig enormt udenfor. Der fik jeg lige distanceret mig selv. Jeg kan godt føle mig enormt udenfor.

Jeg kan ikke tale med om gylp og brystbetændelse og børnehaveindkøring. Og det er også sandt, at det ikke interesserer mig voldsomt. Men jeg interesserer mig heller ikke for veteranbiler eller backpacking i Asien, men jeg vil stadig gerne høre om det, hvis jeg taler med en person, der har den interesse, og den person interesserer mig. Jeg får tit fornemmelsen af, at mine morveninder er bange for, at de belemrer mig, når snakken falder på børn. Fordi jeg ikke kan relatere det fjerneste og ikke ved en fis om noget på området. Men faktisk bliver jeg rigtig glad, hvis de i stedet for at skifte emne bare nedsætter sværhedsgraden på babyterminologien en anelse, så jeg kan være med i samtalen.

Det kan ofte føles lidt “os og dem”. De barnløse mod de barn…faste? Det er klart, at det på mange måder er en lukket klub, som man først kan blive rigtigt medlem af, når eller hvis man selv får børn. Alt andet ville være åndssvagt. Man kan ikke komme uden om, at det er en af de ting, man skal mærke på egen krop for virkelig at forstå. Men selvom jeg er vild med at sætte hele ydr!børn!-konceptet på spidsen herinde, så synes jeg alligevel, det er fedt, når morklubben åbner døren lidt på klem for mig. For realiteten er jo, at langt de fleste mennesker vælger at få børn, og børn er aldeles livsændrende. Og jeg vil gerne være en del af mine veninders liv. Hele deres liv, inklusiv mor-delen, for den er en integreret del af den person, de er blevet.

Derfor blev jeg også virkelig glad, da Cana inviterede mig til at fejre lanceringen af sin nye bog. For “40 uger efter” handler om tiden, efter man er blevet mor, hvorfor jeg på ingen måde er i målgruppen. Men Cana skrev til mig, at det lidt føltes, som om hun ville være mig utro, hvis jeg ikke fik en invitation, og det gjorde mig næsten fjollet varm om hjertet. For selvom bogen ikke er skrevet til mig eller mine ligesindede, så er den jo skrevet af Cana. Og det er noget af en bedrift, som jeg gerne vil fejre. For det er sejt at skrive en bog. Det tager tid og dedikation og arbejdsmoral. Trust me, jeg er startet på i hvert fald fem og er aldrig kommet i mål.

I bund og grund er det nok bare rart at føle sig inkluderet. Også selvom det betyder, man føler sig lidt på udebane. For selvom jeg aldrig skal have børn, veteranbiler eller backpacke i Asien, så vil jeg gerne snakke med om det, hvis dem, jeg godt kan li’, godt kan li’ det.

PS: Canas bog er ret let og sjov, ikke tung og tør, så jeg vil gerne anbefale den, hvis man er den babylavende type, der samtidig ikke rigtigt orker støvet faglitteratur. Jeg nappede i hvert fald en med hjem til min gravide veninde.

Kommentarer (4)

  • Jeg forstår dig fuldt ud. Jeg har heller aldrig rigtig fået stor lyst til at få børn, og har altid følt, det ville blive for stor en mundfuld, at jeg simpelt hen ikke magtede det. Jeg har for længst fundet manden i mit liv, men det med børnene skete bare ikke – jeg er nu 45 år. Og det er ok.
    Men jeg er da ikke afvisende med hensyn til at høre om de familiemedlemmer folks børn jo også er.
    Jeg vil gerne høre om hvad der sker i venner og veninders liv, og er ikke uinteresseret i børn som de mennesker omkring mig de også er.
    Jeg bliver også glad når jeg bliver talt med, og spurgt, selv om jeg ikke er én af dem fra klubben.
    Så jo, jeg er helt med dig her.

  • Jeg har fuld respekt for dine valg. Men kan huske du skrev i historien om din ekskæreste at I kiggede på babytøj eller noget i den stil.
    Skal det forstås som at du i DEN forelskelsesfase overvejede det lidt? Hvis du gjorde det, tror du så ikke du kommer til det igen, hvis du en dag finder prinsen på den hvide hest (ægte denne gang)?

    • Ja, vi overvejede det. Aldrig i den alvorlige fase, men stadig. Så jeg er slet ikke afvisende over for, at det ville kunne ske igen, men nu kender jeg mig selv bedre og har et helbred, der arbejder imod, så det er ikke meget sandsynligt. Men jeg er bestemt åben for, at jeg naturligt ville kunne ændre mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.