Jeg er jo Bridget Jones #298

img_00501. Det kan godt ske, jeg er mester i at slå blomster ihjel, men til gengæld får jeg aldrig smidt ligene ud.

2. Min Netto har pt de der minilakker fra L’Oreal til en tyver, og dem er jeg rigtig glad for, så jeg fandt mig en fin, efterårsvenlig beige nuance og købte den. Så gik jeg glad hjem med mine varer – undtagen neglelakken, som åbenbart hellere ville blive på båndet.

3. Tror måske mine negle havde glædet sig rigtig meget til den lak. I hvert fald er fire af dem knækket i protest siden da.

4. Jeg er nu fuldstændig overbevist om, at PostNord har erklæret krig mod mig. I hvert fald fik jeg forleden en mail, hvor der i bund og grund stod: “Der var ikke plads til din pakke i den pakkeboks, du valgte, så vi har i stedet leveret den hos det posthus, vi kunne finde, der lå længst væk fra dig overhovedet muligt.”

5. Rundt regnet halvdelen af Københavns komikere bor tilsyneladende på Østerbro og træner i min Fitness World. Man skulle tror, det var en fordel, når nu man er single og godt kan lide sjove mænd, men det er som om, at det snarere er lidt af en ulempe, når der er en umiskendelig lighed mellem trænings-Miriam og Pumba fra Løvernes Konge.

6. Jeg ved godt, at min Boston-tur kommer til at blive dyrere, end jeg forventer, men jeg kan alligevel ikke lade være med at overveje et smut til London i december. Dels fordi jeg som juleluder selvfølgelig gerne vil se byen i juleklæder, og dels fordi det koster 126 kroner at komme derover?! (Reklamelink) Det koster mig næsten det dobbelte at komme til Jylland!

7. Apropos at bruge penge, så har Boozt i dag (KUN i dag) 20% på et fuckton af efterårskjoler og -nederdele (også reklamelink) med koden NOW20, når man køber for over 799 kroner. (Men som altid returnerer man selvfølgelig bare, hvad man ikke har råd til – rabatten forsvinder ikke af den grund.) Det er nærmest lidt ondt gjort, for det er jo lige min kategori, men jeg kæmper hårdnakket for ikke at købe noget. Jeg sparer op. Jajeggørjajeggørjajeggør.

8. Mit brusehoved er kalket til i en sådan grad, at der kun er måske syv af de der ministråler tilbage. Til gengæld giver de den så så meget gas, at det føles som at bade i nåle.

9. Af samme årsag måtte jeg forleden ringe til min mor, mens jeg stod i supermarkedet for at høre, om man godt kan afkalke et brusehoved med en afkalker beregnet til en kaffemaskine? Jeg er 31. Jeg føler ligesom, jeg burde vide disse ting.

10. På den anden side spiste jeg i går popcorn til aftensmad, så hvad fanden.

Kommentarer (25)

  • Du kan afkalke dit brusehoved ved at fylde en frysepose med lidt eddike og binde det rundt om brusehovedet, sætte det fast med et elastikbånd og lade det sidde natten over. Det er billigere 🙂

    • ELLER hvis du, -som jeg, har købt et brev citronsyre tidligere på året til at lave hyldeblomstsaft med, men aldrig rigtig fik det lavet, så kan det erstatte eddiken. Jeg har også glimrende succes med ‘bare’ at blande citronsyren i en plasticbøtte, der kun lige er lidt større end brusehovedet, og så stille den på gulvet i bruseren natten over.

  • Uh… hvilken Fitness World snakker vi om, Miriam?
    Har det sygeste crush på Tobias Dybvad, måske man skulle overveje en tur til Østerbro 🙂

  • En liter eddike i el-kogeren. Brusehovedet ned i el-kogeren. Lad stå natten over. Bum! Afkalket el-koger og bruser:)

    • Totalt enig med Diana hér! Min far afkalker ALT med lagereddike så jeg gør selvfølgelig det samme – duften af varm eddike er ren flashback til barndommen for mig, og det virker jo!

      • Har som uddannet kemiker været udsat for en del grimme/mærkelige lugte, og eddike er ABSOLUT ikke en favorit, så jeg sværge altid til citronsyre.

    • Altså, det lyder smart og det hele, men jeg har ikke noget eddike, og afkalker koster 11 kroner, så det spiller! 😀

  • Sådan en PostNord-sms fik jeg også i sidste – og så brugte man 20 min i kø i Føtex ti gange så langt væk som pakkeboksen… Hvorfor kan man ikke få valget; hent nu på “posthus” eller vent til, der bliver plads i pakkeboksen? Jeg skulle have en røgalarm – kunne nok have ventet et par dage ekstra:-)

  • Nå, men det kostede mig knap 900 kr. at kigge på din blog i dag.. Til gengæld har jeg megameget optur over, at jeg ikke er den eneste, der spiser popcorn til aftensmad og at der nu er en hel masse fine kjoler på vej med posten!
    Det må vist klassificeres som et rimeligt ok søndag 🙂

  • Nu er jeg også faldet for de dér L’Oréal-minilakker. Har købt én i lys koral, og jeg kan mærke, at jeg har lyst til flere.

Der er lukket for kommentarer.