Jeg er jo Bridget Jones #296

Mandagsbarn

img_2849Jeg er normalt hende, der gnækker en lille smule højrøvet, når weekenden går på hæld, og folk rammes af ‘Sunday blues’. Min mandag adskiller sig nemlig ikke synderligt fra ugens andre dage, udover at det som regel er der, jeg får flest mails, fordi det tilsyneladende er store tøm-inboxen-dag. Men i dag. Åh, i dag vågnede jeg aldrig rigtigt. Det var på den der måde, hvor ens øjenlåg bliver tunge i sekundet, man lader sin hjerne tage et pusterum, og det hjalp på ingen måde, at Frank lå i sofaen og snorkede i stadigt mere nuttede stillinger. Der kom jeg alligevel til at savne min gamle sofa, som var bred nok til, at jeg ville have kunnet lægge mig ned ved siden af ham og opstarte noget synkronsnorken.

Klokken 13 lagde jeg nyt sengetøj på og lovede mig selv en halv times lur i det nyvaskede linned, og jeg var lige ved at sætte mig ned og tude, da jeg et splitsekund senere kom i tanke om, at jeg havde et møde inde i byen kl. 14. Jeg kan egentlig godt lide møder. Jeg føler mig både lidt vigtig og som en med styr på tingene, når jeg siger ting som “jeg har et møde inde i byen kl. 14.” Men intet trumfer en tiltrængt eftermiddagslur. Intet.

Heldigvis kan man ikke halvsove sig igennem Københavns cykeltrafik. Ofte er man faktisk heldig, hvis man kommer helskindet igennem selv i hyperkoncentreret tilstand, og efter både koncentration og en heftig omgang sensommerblæst var jeg igen nogenlunde vågen, da jeg nåede frem. Nogenlunde vågen og med meget stort hår. Men intet er så skidt at en hårelastik og et stykke kage ikke kan fikse det.

Da jeg halvanden time senere atter trådte ind ad døren derhjemme, havde Frank ikke rykket sig en milimeter, og jeg var som så mange gange før nødt til at tjekke, at han bare sov og ikke havde lagt sig til at dø. Fandme klogt at anskaffe sig en seniorkat, Miriam. Der er ikke noget federe end konstant frygt for, at Manden med Leen lige har kigget forbi.

Nu er vi imidlertid begge vågne og i øvrigt også begge sultne, kan jeg høre på den insisterende brægen, der kommer ude fra køkkendøren. Det fede ved mandag er i øvrigt – på trods af alle dens nederenheder – at uanset hvor lidt man har bedrevet, så kan man altid med god samvittighed smide sig i sofaen og tænde for sin yndlingsserie. For man kom igennem, og det er altid en lille sejr, der fortjener en snack og et par timer med benene oppe.

Vi ses til tirsdag. 😉

   

7 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er jo Bridget Jones #296