Du er, hvad du vejer

collage-kesha

Jeg har aldrig fulgt meget med i Keshas karriere. Jeg er som sådan egentlig ret glad for masseproduceret popmusik, men hendes sagde mig alligevel aldrig forfærdeligt meget. Faktisk syntes mine ører, den grænsede sig til irriterende. Og så for nogle uger siden blev jeg tilfældigt præsenteret for hendes nye single, “Praying”. Vi er ovre i en helt anden boldgade her. Der er fokus på vokal og følelser frem for autotune og ensformige beats. Jeg kan virkelig godt lide den. Så jeg googlede lidt rundt for at finde dens baghistorie og blev i den forbindelse sat ind i Keshas liv de seneste år.

Er du så lost, som jeg var, så er der en opsummering her. Essentielt handler det om, at Kesha i 2014 sagsøgte sin mangeårige producer og samarbejdspartner, Dr. Luke, for at slippe væk fra ham og ud af sin meget strenge kontrakt, der betød, at hun ikke måtte lave musik uden om hans produktionsselskab. Hun anklagede ham for seksuelle, fysiske, verbale og følelsesmæssige overgreb og fortalte, hvordan han bar en stor del af skylden for, at hun, siden hun var 18, har lidt af anoreksi og bulimi. Dr. Luke benægter selvfølgelig hårdnakket Keshas anklager, og vi ved i princippet ikke, hvem der har ret, men det har været en efterhånden tre år lang kamp for Kesha at slippe ud af sin kontrakt, hvilket endnu ikke er sket.

Og nu er vi her. Med Keshas nye, utroligt rå og følelsesladede single, som det nok ikke kræver en Sherlock Holmes-type at knytte til hele Dr. Luke-situationen. Det er et comeback af en art, hvor Kesha viser, at hun er mere end bare endnu en fabriksproduceret popstjerne i rækken. Jeg kan virkelig godt lide det, selvom jeg selvfølgelig er temmelig harm over, at Dr. Luke rent faktisk tjener penge på singlen.

Selv som udenforstående virker det ret tydeligt, at Kesha har været igennem en del, og “Praying” er en slags frihedserklæring. Jeg tror også, det er en af de der sange, som rigtig mange mennesker kan relatere til, fordi den passer på en eller anden oplevelse i deres eget liv. Alligevel er hele Keshas historie og sangens budskab spildt på oceaner af mennesker, for – oh ve, oh skræk – Kesha har taget på. Og selvom der ligger en tung og kompleks historie til grund for, hvor Kesha er i dag, så blegner den tilsyneladende i sammenligning med Keshas nye udseende.

Vægtsvingninger kan være ret almindelige, når man er spiseforstyrret, som jeg også selv er et fremragende eksempel på. Men hvorfor er det relevant for kvaliteten af en sang? Jeg lærer aldrig nogensinde at forstå det. Hvorfor vægt er så dybt fascinerende, at man simpelthen ikke kan undlade at kommentere på det? Nederen, irrelevante, ondskabsfulde kommentarer. Om at hun da vist har boet på McDonald’s i de år, hun har været væk. At man ikke kan se forskel på hende og Miss Piggy. At hun skulle holde op med at synge og begynde at løbe i stedet. At hun måske skulle overveje at blive hos Dr. Luke, for et overgreb hist og her kan hun vel godt tage med i købet, hvis det var ham, der holdt hende tynd.

Det er, som om man per automatik har mindre værdi, når man har flere kilo. Vægt er verdens nemmeste go-to-sviner, fordi alle ved, at tynd er smukt, og tyk er grimt. Med mindre man er for tynd, selvfølgelig, så er det også grimt. Når jeg får hate-kommentarer, så nævner de 90% af gangene min størrelse. Der er en universel antagelse af, at siger man til nogen, at de er tykke, så bliver de kede af det. For hvem vil være tyk? Hvordan kan man bidrage med noget af værdi, når man har blævrelår og mormorarme? Alt, hvad man er, og alt, hvad man gør, devalueres automatisk, hvis man vejer mere, end masserne vil acceptere. Ikke i alles øjne, gudskelov, men i nok til at kropspositivister ofte per automatik ender i samme kategori som de ekstreme tredjebølgefeminister. Hold-nu-kæft-kategorien.

Det er en af de der ting, man måske ikke lægger mærke til, hvis man ikke selv er “ramt”. Lidt ligesom at man nemt kan være blind for hverdagsracisme, når man er hvid. Jeg får ofte at vide, at jeg fokuserer mere på min vægt, end andre gør. Det er en af de udtalelser, der kommer af kærlighed. Fra folk, der ikke synes, at min vægt hænger sammen med min menneskelige værdi, og så er det svært for dem at forestille sig, at andre kan have den holdning. Men det kan de, og de har den ikke engang i skjul. De har den i fuld offentlighed, for de ikke er flove over den.

Så her har vi altså Kesha, der har tilbragt årevis i sit eget personlige helvede og endelig er kommet ud på den anden side. Hun har tilsyneladende gennemgået en massiv, personlig udvikling og er ved at tage kontrol over sit liv, så hun kan gå de veje, hun selv ønsker og ikke lade sig styre af en vanvittigt snæversynet industri. Sandsynligvis oversimplificeret, men I forstår min pointe. Jeg er vild med det. Jeg synes, det er stort. Jeg synes, Kesha er sej. Men Keshas sejhed overskygges af, at hendes talje ikke er så smal, som den var engang. Det er det, nogle folk vælger at fokusere på. Det er det, de synes, er vigtigt. I al seriøsitet.

Fuck that shit.

Kommentarer (42)

  • Miriam, jeg er en af dine utallige silent-følgere. Men hold.nu.kæft, hvor er det her indlæg bare det mest reflekterende og velovervejede jeg længe har læst i blogland. Dét kan jeg ikke gå forbi i stilhed.

    Jeg knuselsker, at du bruger din “kendte”/offentlige stemme til at sætte fokus på lige netop det her emne. Tak!

  • Årh mayn, du er så spot on. Og jeg føler mig simpelthen så rådvild i hvordan jeg skal bidrage ril at ændre denne her kultur. Jeg føler behov for at sige at jeg synes at du, og Kesha, er smukke, selvom I ikke er str 0. Men det bekræfter jo det helt groteske udgangspunkt, at man generelt er grimmere når man er tyk. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man aktivt kan gøre noget ved denne her kultur. Jeg forsøger at rette min opmærksomhed mod noget andet, eller slet og ret være størrelsesblind. Det er bare super svært, når der konstant og mange steder er folk der netop italesætter tykke mennesker som dumme/grimme whatever. Jeg mener helt seriøst og hundrede procent ærligt, at folk er smukke når de er gode, rare, flinke, sjove, gavmilde og så videre. Men hvordan kan man sprede det budskav som modargument til det andet, uden at skulle sige “jeg har ikke lagt mærke til vægten”, for det er jo løgn. Ligesom jeg ser hårfarve og højde, ser jeg også vægt. Men det betyder jo ingenting.

  • Smuk sang ❤️ Enig i dine betragtninger om vægt… prøver kun at tale pænt om mig selv og andre, har tre små piger, som jeg ikke håber skal vokse op og have samme forhold til deres krop som jeg har haft. Så når min pige på tre konstaterer: “mor din mave er tyk” siger jeg:” ja, er det ikke dejligt?” “Jo” svarer hun ❤️

    • Det gør jeg også. Altså roser min tykke mave, lår, numse osv.
      Derimod synes jeg det er svært når man er ude og barnet peger på en og siger, se ham manden er tyk. Hvis jeg tysset på hende og siger at sådan noget siger man ikke, lærer hun jo netop at det er forkert at være tyk. Barnet konstatere blot at manden er tyk, ligesom hun kan finde på at sige ‘Damen har langt hår’. Men skal man bare lade være med at sige noget, da det jo kan være pinligt og sårende for den omtalte person…?!

      Dog skal der siges at vi bor i Tyskland, så jeg nyder godt af sprogforskellen ift til det problem😊

    • Fantastisk, Rebecca! Jeg synes heller ikke, vi skal forsøge at bandlyse ordet “tyk”, som mange gør, men tværtimod omfavne det og lære folk, at det ikke er noget negativt. Det er beskrivende, ikke andet.

  • Spot on! Jeg er selv meget overvægtig og jeg bliver ofte behandlet som min intelligenskvotient er omvendt proportional med min vægt. Jeg kan jo ikke være klog OG tyk, vel? For hvis jeg virkelig var klog, ville jeg jo ikke være tyk.
    Selv hvis jeg går til lægen med halsbetændelse, er det sandsynligvis min vægts skyld.
    På engelsk hedder det fat phobia, men jeg er ikke enig med den betegnelse. Du er ikke en skid bange. Du er bare en nar

  • Hvor er jeg enig i dine betragtninger. Jeg har ikke oplevet det på egen krop – men jeg har en overvægtig storebror, som ofte har måtte lægge ører til nedladende kommentarer. Jeg ønsker virkelig at den tendens bliver stoppet og jeg håber at du med dit indlæg kan få bare en håndfuld til at tænke sig om. Også især fordi jeg synes at ‘Praying’ er en af de smukkeste sange jeg har hørt i lang tid, og fordi Keshas nye album er så vigtigt. Både for hendes egen personlige udvikling og for andre ofre. Du er for god Miriam!

    • Så mange nedladende kommentarer. Fra venner og familie og fremmede og læger og internettet og hele verden.

  • Hold nu op en sang og en video. Jeg sidder her med tårer i øjnene efter den. Tak fordi du fortalte om den – eller ville jeg aldrig have hørt den.
    Synes folk virkelig at hun er grim fordi hun er blevet lidt større? Jeg synes hun ud til at være mere sund nu end på de tidligere billeder – og det er vel det der er væsentligt. Ser man sund ud, ser man ud til at have det godt, ser man lykkelig ud? Alt andet er jo så ligegyldigt. Jeg håber at hun har det bedre og føler sig mere tilpas og sund, og at det ikke kun ser sådan ud.

    • Jeg tudede også, da jeg så den første gang, og den gør mig stadig rørt. Jeg synes generelt ikke, vi skal blande os i andre folks vægt, men når hun nu udtalt har en spiseforstyrrelse, så skal man da først holde sin kæft!

  • Fik engang at vide, at jeg ikke fortjente respekt som menneske. På grund af min vægt. To my face. Af en, som jeg to måneder forinden havde betroet mine spiseforstyrrelser til.
    Han er ikke længere i mit liv, og selvom det tydeligvis er ham, der er noget galt med, når det skal være definerende for, om man må være til her i verden eller ej, så fylder det stadig i mit følelsesliv. Det er snart syv år siden. Ord gør ondt. Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk har behov for at ytre den slags, og slet ikke, at de ikke skammer sig over at gøre det.

    • Shit. Det er crazy, hvad nogle mennesker kan få sig selv til at sige – eller bare tænke. Farvel og tak!

  • Den måde folk behandler dig på hvis du er for tynd, er forfærdelig: de ser det som deres ret at påtale og komme med råd – selv fremmede! Jeg er stoppet med at gå med T-shirt og shorts fordi folk ellers uden skal beglor mine arme og ben. Jeg er naturligt meget tynd, og må gang efter gang opleve at blive behandlet som om jeg er syg – folk påtaler det og kommenterer det uden skam og i andres påsyn. Det er forfærdeligt.

  • Tak fordi du åbner en fed rabat her ! Og fordi du lige åbnede mine øjne for Keshas ” nye ” musik 😊 Stærkt og smukt nummer ❤️

  • Jeg er fuldstændig chokeret over, at man kan mene overgreb hvad enten verbalt eller fysisk er en fair pris at betale for at få den ultimative krop. Derudover synes jeg, det er en skræmmende tendens at victimshaming bliver okay, fordi der er tale om a) en kvinde b) en kendt og c)en fremmed. Man ville aldrig tale sådan om sin bror, søster, ven, veninde eller lignende. Hvorfor fanden så gøre det generelt? Jeg kan som dig følge dig i, at man ikke kan vide hvad der er sket, men med de udtalelser har jeg svært ved at tro der opstår røg uden flammer. Derudover finder jeg det, som en der kæmper en daglig kamp med spejlet og min kampvægt, enormt krænkende. Det er en ting, når det sker for mig selv at jeg skal finde mig i den ene eller anden kommentar. Bevares, jeg bliver pisse ked af det og låser mig inde i mig selv, men jeg kan altid nå frem til at det er min egen skyld, eller at jeg fortjener det. Når det sker for andre, bliver jeg full on mamabear mode og kan slet ikke tolere den slags adfærd, for INGEN fortjener det. Hvad enten det er skinny shaming, fatshaming, eller hvad ved jeg. Der er aldrig nogle, der begår selvmord fordi de omgåes tynde mennesker, store mennesker, eller ofre af assault. Der er dog tynde mennesker, store mennesker og assault ofre, der ikke længere kan holde til presset og mister grunden til at leve. Dét synes jeg, er skræmmende og vigtigt at have med i mente når vi føler vi kan tillade os at kommentere på hinandens udseende, seksualitet eller des lige.

    • Internettet er et virkelig uhyggeligt sted på det punkt. Jeg håber virkelig, det handler om, at vi stadig ikke har fundet ud af, hvordan det er okay at opføre sig herpå, men det er, som om folk tror, at ord ingen reaktion har.

  • Men … altså, er det hende i videoen der er tyk? Jeg fatter ikke en bjælde. I mine øjne ser hun ret normal og fin ud? What a sick world …

    • Hun er ikke tyk efter “almindelige” standarter, men der skal jo ikke så meget til i Hollywood, desværre..

  • Miriam, har du nogensinde læst noget af Roxane Gay? Hvis ikke, så tror jeg virkelig det er noget litteratur der falder i din smag. Hendes nye bog “Hunger”, som også er et slags memoir, kommer i hvert fald virkelig godt rundt om netop dette emne. Hun er for sej en forfatter og hun har virkelig noget godt at sige. Hun har virkelig åbnet mine øjne på mange forskellige områder. Tjek det ud! Knus

  • Godt indlæg. Du er sgu altid spot on på de her type indlæg. Tak! Udover det virkelig en god sang. Tak for dig ❤️

Der er lukket for kommentarer.