Shhh... #179

10 år

img_2182-kopi-2I dag er det 10 år siden, Redaktøren og jeg mødte hinanden og blev kærester. Det ved jeg, ikke fordi han stadig fylder, men fordi han fyldte i så lang tid, at datoen er ætset ind i min hjerne. Jeg havde egentlig planer om, at det sidste kapitel i historien skulle udgives i dag. Det ville være en poetisk afslutning, no? Men altså, ordene vil ikke altid, som jeg vil, og jeg har stadig et par afsnit til gode.

Derfor er indlægget i dag i stedet dedikeret til de læsere, der kan spejle sig i min ulykkelige fortælling. Enten fordi de selv har prøvet at være i et manipulerende forhold og/eller fordi de føler, de står i stampe med deres hjertesmerte og er bange for, det aldrig bliver bedre. Jeg ved, I er der, for I har både kommenteret og sendt mig emails og skrevet private beskeder på Facebook.

Til dem, der sidder i det lige nu: Nu siger jeg noget, som nok er upopulært i manges øjne: Det er okay at have ondt af sig selv. Ikke for længe og helt sikkert ikke for altid, men hvis man ikke tager sig tid til at føle sin smerte, så kommer den på et senere tidspunkt tilbage og bider én i røven. Du sidder i en lortesituation. Det er drønhårdt. Det er okay at græde, og det er helt bestemt okay at synes, det hele er drønuretfærdigt. Indtag offerrollen med stolthed. Fuck “what doesn’t kill you makes you stronger” og “everything happens for a reason”. Fuck at se tingene på den lyse side. Svælg i din sorg og din vrede, til du er helt søbet ind og bliver træt af dig selv. For det er lige der, du bliver klar til lige så langsomt at vende tilbage til livet.

At vende tilbage til livet betyder imidlertid ikke, at man på magisk vis har fået helet sit hjerte og genfundet troen på kærligheden. Man kan godt have en nogenlunde velfungerende hverdag og stadig være nede. Det betyder bare, at man nøjes med at græde sig selv i søvn i stedet for at græde hele dagen. Det er fremskridt, men det er stadig ikke fedt. Så hvordan får man manden helt ud af hovedet? Hvordan kommer man videre?

Well, hvis jeg sad med den hellige gral, havde jeg nok ikke selv brugt store dele af et årti på at pleje mit maltrakterede hjerte. Det, jeg kan fortælle, er det, der endte med til sidst at virke for mig: Afskær alle former for kontakt. Ikke kun fysisk. Slet og blokér ham fra alle sociale medier. Ikke kun så I ikke har kontakt, men også så du ikke gør alting værre ved at stalke ham, når du er nede og viljesvag. Lad være med at følge med i hans live overhovedet. Forsøg at holde dagdrømme og hævnfantasier til et minimum, for de hjælper også til at holde dig fast. Og derefter: Vent.

Det er det sværeste i hele verden at komme videre fra en mand, man slet ikke har lyst til at forlade. Uanset hvor meget man ved, at det er for det bedste. Jeg var sikker på, at Redaktøren var mit livs kærlighed, og jeg havde forpurret min eneste chance for at leve lykkeligt til mine dages ende. Jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde igen ville finde en mand interessant igen. Jeg tog fejl. Men det tog tid. Giv det tid.

Alt bliver godt igen. Det er okay ikke at tro på det lige nu, men prøv at tro på, at du en dag vil tro på det. Små skridt bliver til større skridt, og på et tidspunkt bliver alt godt igen. Jeg lover.

   

30 kommentarer

  • JM

    Hej Miriam
    1 du skal vide, at du er sej, jeg har heldigvis aldrig været ude i den slags forhold, men jeg har prøvet på andenvis at gå med ting, som omgivelserne, syntes var pjat.
    2 du ser skide godt ud på det billede, og en hver mand, der ikke swiper til højre, burde få sit hormon tal tjekket.
    Jeg er kvinde, og hetro.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hende den anden

    Brugte 8 år af mine unge åt på en gift mand som lovede mig alt- det skete aldrig.
    Idag sidder jeg med barn og en skøn skøn mand og møder nogen gange ham den “gifte” (som siden er blevet skilt) og tænker “hvad fanden så jeg dog i ham” Kærlighed gør blind, men tiden læger sårerne og der er noget godt på den anden side. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det gør den heldigvis, men det er eddermame sucky, når man sidder i det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Jeg mødte min manipulerende djævel da jeg var 16 (!!!). Han var 7 år ældre end mig. Han kunne få mig til at føle mig så elsket. Og ønsket. Men på en eller anden måde var alt altid min skyld. Jeg skulle altid undskylde. Og jeg skulle altid prøve at være bedre, anderledes. Vi var on/off i et års tid. Jeg troede det var sådan forelske føltes, det var s ALTOPSLUGENDE, sommerfuglene var evigt tilstede, vores kærlighed var jo episk, vi skulle jo være sammen for evigt! Men, osten begyndte at lugte mere og mere indtil en kammerat sagde til mig at han sgu var en nar, og at jeg fortjente bedre. Jeg aner bund alvorligt ikke hvordan jeg fandt styrken, for jeg ELSKEDE ham med alle fibre i min krop. Måske jeg håbede at han ville ændre sig og ikke altid slå op med mig? Jeg slog ihverfald op. Og så viste han sit allergrimmeste ansigt. Og bekræftede mig i at jeg skulle væk, væk, væk! Efter nogle måneder mødte jeg en ny mand. Han kunne lide mig rigtig meget. Altså bare mig! Jeg skulle aldrig undskylde, og jeg blev tiltrukket af den følelses af tryghed han gav mig. Jeg skulle andre være andet end mig selv, og han var vild med mig alligevel! Jeg testede ham nok lige rigeligt…. men han holdt mig ud. Forelskelsen føltes aldrig på den sammen altopslugende måde, hvilket fik mig til at tvivle på os mange gange. Men jeg indså endelig at det jeg fejlagtigt troede var altopslugende kærlighed egentlig kun var frygt blandet med et eller andet der nok var en slags forelskelse til at starte med. Det er det de kan de der manipulerende mænd, få kærlighed til at se så forvrænget ud. Min kærlighed til min nye mand er så dyb og tryg. Vi venter nu vores 3. barn, og er mere end lykkelige trods en hård vej hertil med mine issues. At den mand har holdt mig ud alle de år er mig et under 😉 Da jeg først gav mig sig lov til at være hans kæreste og droppede ideen om de berømte sommerfugle blev jeg glad. Faktisk tror jeg at sommerfugle er onde, sommerfugle skal faktisk skride langt ud af min mave!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Puh, jeg ville godt nok være træt af aldrig at skulle have sommerfugle igen. Men heldigvis oplever vi jo forelskelse forskelligt. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det mest interessante ved ulykkelig kærlighed er i min optik hvorfor man tiltrækkes af en “uopnåelig” og sociopatisk type – og bagefter bruger meget tid og kræfter på at komme sig (forståeligt nok).
    Hvad er det som gør dette? Jeg tænker mere på om man som barn har higet (ulykkeligt) efter en forælders kærlighed, eller om man har oplevet ting som har ødelagt ens selvværd – bare eksempler.
    Men ægte kærlighed er gensidig, og den fortjener alle at opleve – selvom det desværre ikke er alle der kommer til det.
    Men hvorfor søger vi en kærlighed på falske præmisser? Jeg tror på vi alle kan mærke efter kort tid, at vores intuition eller alarmklokker ringer, så hvad sker DR mon? Hvorfor fortsætte? Hvorfor tro det er ægte? Alt er individuelt, men det er for mig en god anledning til introspektion og finde ud af hvorfor vi higer efter noget uopnåeligt, falskt og usundt for os…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg har helt sikkert nogle heftige daddy issues i bagagen, der forværrede Redaktørens opførsel, men som udgangspunkt var han jo ikke uopnåelig. Det blev han først et stykke tid inde i processen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak. Bare tak. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har lyst til at kommentere på alt hvad du skriver!! Men i virkeligheden er jeg bare SÅ enig – i det HELE! Jeg har været en lignende tur igennem et par gange både med en mand og med en depression og ja – man skal give sig selv log til at gå heeelt igennem en “lovlig” ondt-af-sig- periode.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine L

    Den fedeste følelse er når man går fra at tro og føle at livet er slut uden ham, til at føle lettelse over at være sluppet fri og kan se at der er et endnu bedre liv på den anden side. Et liv hvor der er plads til at føle og tænke selv, og hvor man tør tro på at man er noget værd, selvom han sagde man ikke var.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Det er et virkeligt interessant indlæg og nogle meget interessante kommentarer, der er til det her indlæg. Jeg husker selv tanken ‘hvornår vil han ikke være det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen?’. Det var han i næsten 2 år. Vi havde kendt hinanden i 6 måneder – det var ikke engang ‘et forhold’. Der er ikke en formel, desværre. Tid og distraktion i ukendte mængder er ca. de eneste sikre virkemidler, men det er ikke nemt og det hjælper ikke en skid at få det råd, når man står i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg blev altid virkelig irriteret over “tiden læger alle sår”-rådet, men samtidig gav det mig en lillesmule håb, hvilket i den situation er væsentligt bedre end ingenting!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sophie

    Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej Miriam. Jeg har tænkt på, om du fortryder, at du mødte Redaktøren og blev kærester med ham? Der er jo den vilde forelskelse, som er enormt fantastisk og ikke rigtig kan erstattes eller sammenlignes med andre følelser, men så er der også den svære tid efter, som jeg kan læse har præget dig meget efterfølgende.
    Jeg er nysgerrig på, om det gode opvejer det dårlige? Det er selvfølgelig helt okay, hvis spørgsmålet går for tæt på, og du ikke vil svare.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg fortryder det sindssygt meget. Det gode er slet ikke i nærheden af at opveje det dårlige. Og jeg brugte ret lang tid på at fortryde – men det får man jo ikke så meget ud af, så nu har jeg lært at acceptere, at det er en del af min historie. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Min kæreste gennem 2 år gik fra mig for omkring 3 måneder siden. Det kom fuldstændig bag på alle omkring mig – og ikke mindst mig. Jeg havde slet ikke set den komme.
    Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget der er så hårdt. Min eks har gennem den sidste periode fået den idé, at han nærmest for alt i verden vil være venner med mig. Men det vil jeg ikke. Som i overhovedet ikke! Men han vil have både i pose og i sæk, og vil gerne fortælle mig om, at det her altså også er hårdt for ham, men det falder for døven ører. Jeg har ikke ondt af den store idiot. Han har løjet for mig igennem flere måneder og har været den største kujon nogensinde.
    Jeg er nok på mange måder enig med dig, når du skriver at dit bedste råd er at slette ham på de sociale medier. Men det er som om, at jeg bare ikke kan få mig selv til det? … Sikkert fordi at min primitive hjerne, som du selv skriver, går rundt og med dagdrømme og hævnfantasier….
    Øv, hvor er hjertesorger bare så sindssygt uretfærdigt!!!

    Mange tak til dig for at du deler din historie! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eva

      Hold fast i det. At blive brugt som krykke, når han/ hun er nede, trækker i den grad pinen ud. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      What Eva said! Man KAN ikke være venner med en eks, når det hele stadig er så råt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg hader, at rådet over alle råd altid er at cutte al kontakt. For hvad, hvis man ikke har den mulighed? 😞

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Av ja, det er svært, når der er børn eller lignende. Så vil jeg umiddelbart anbefale kun praktisk kontakt og en psykolog til at hjælpe med at navigere i hele situationen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Ja, det må være vejen frem. Holde kontakten på et minimum og arbejde med mental frigørelse. Prøve at adsprede mig selv mest muligt. Og så vente. Suhk. Men tak fordi du prøver at hjælpe med råd – og tak for din fantastiske blog ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Har du haft et længere forhold efterfølgende ?
    10 år er virkelig lang tid siden, og jeg er faktisk lidt overrasket over at du ikke er kommer helt ud på den anden side.
    Du trænger til en rigtig sød kæreste for du er en dejlig person ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg er kommet helt ud på den anden side. Det har jeg været flere år, det tog bare lang tid at nå dertil. 🙂 Men det er jo heller ikke 10 år siden, vi afsluttede vores relation. Det er vel omtrent det halve. Jeg har ikke haft et længerevarende forhold siden, men det skyldes mest, at jeg ikke bliver så let forelsket, og at jeg faktisk er ret glad for ikke at være i et forhold. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louisa

      Min kæreste gik også fra mig for ca. 10 år siden. Han gjorde nogle dumme ting, men ikke fordi han var psykopatisk. Det var ikke mig han var utro, men oplevede et kæmpe svigt, og det gør stadig ondt i dag.

      Har mødt gode og søde mænd efterfølgende, som jeg godt kunne se en lykkelig fremtid med, men har dog ikke formået at have en længere varende relation/kæreste siden dengang..

      Tror sgu aldrig helt jeg stopper med at savne den kærlighed jeg oplevede dengang og har svært ved at finde den med en anden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine

      Jeg har det lidt på samme måde, Louisa, og det skræmmer mig. Det skræmmer mig, hvis det virkelig er den usunde kærlighed, jeg “mangler” i et nyt forhold. Det skræmmer mig, at tanken om en mand og en familie ligger så langt fra mit nuværende ståsted, at jeg måske er helt ved at opgive tanken om nogensinde at få det. Det skræmmer mig, at jeg har ladet én mand (måske) forme MIT liv. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg skal tage fat om mit eget liv, men helt ærligt, så er det pisse svært at lukke nogen ind, når man er blevet stampet så hårdt på.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shhh... #179