Shhh... #178

Jeg er der næsten

img_4857Udover de sporadiske indblik i mine useriøse Tinder-samtaler, har jeg ikke talt om dating i lang tid. Og det er, fordi jeg helt bevidst har lagt det på hylden. Tinder-manden gjorde nas. Både fordi jeg blev rigtig vild med ham på rigtig kort tid, og fordi det viste sig, han ikke var et menneske, jeg skulle have ladet vinde min tillid. Jeg havde brug for lidt tid til at slikke mine sår. Noget af det var selvfølgelig helt konkret ham. Hans personlighed, hans nærvær, hans evne til at lade mig føle tryghed. Jeg savnede ham helt åndssvagt det første stykke tid efter. Men min følelsesladede reaktion var på visse områder i langt højere grad en reaktion på min fortid med Redaktøren.

For det første var jeg rasende på min selv over igen at have ladet mig overbevise af en løgner. Jeg synes jo egentlig, det er en ret fin egenskab at tro på det bedste i mennesker, men det er eddermame frustrerende, når det kommer tilbage og bider en i røven. For det andet var jeg skrækslagen for, om eftermælet fra Redaktøren ville gentage sig. Om jeg ville begynde at isolere mig og blive dybt deprimeret igen. Om jeg atter skulle miste flere år af mit liv til intetheden. Måske var det bare sådan, jeg tacklede hjertesorger?

Der kom selvfølgelig nogle nederen kommentarer herinde, fordi nogle mente, jeg reagerede voldsomt på et brud med en mand, jeg havde kendt i relativt kort tid. Jeg blev kaldt dramatisk og fik at vide, jeg skulle tage mig sammen. Jeg kan sagtens forstå, at man har svært ved at sætte sig ind i mine følelser, men det er jo ikke, fordi det er typisk opførsel for mig. Altså, jeg går ikke og bliver forelsket med månedlige intervaller, får hjertesorger og starter en ny cyklus ugen efter. Tværtimod har jeg blogget i snart seks(!) år, og på trods af efterhånden temmelig mange dates, har jeg aldrig tidligere nævnt at være virkelig vild med en eneste mand. Nogle har jeg set mere end én gang, men det har primært været, fordi de har været gode på papiret, og der ikke var decideret dårlig kemi. Så må man jo give dem en chance.

Det var anderledes med Tinder-manden. Jeg vidste, jeg var i problemer, før jeg overhovedet mødte ham personligt. Vores første telefonsamtale bar præg af den der helt ubeskrivelige kemi, som jeg kun har prøvet én gang tidligere i mit liv, og som jeg tilsyneladende ikke har den mindste chance for at modstå. Han lurede straks den massive mur omkring mit hjerte og kæmpede bravt for at nedbryde den. Jeg var skeptisk i lang tid, men gav til sidst efter, hvorefter han skyndte sig at løbe sin vej og efterlod mig ganske blottet og murløs. Og ja, det krævede altså lige noget tid at kapere den oplevelse.

I dag tænker jeg ikke rigtigt på ham længere. Ind imellem hører måske jeg en stemme, der minder om hans, og det giver et stik i hjertet, der er dybt, men det er også kortvarigt, og så er han ude af mit sind igen. Han forsvandt så hurtigt, som han kom. Værre var det med de tanker og drømme, han åbnede op for. For dem havde jeg glemt fandtes. Sommerfuglene, tosomheden, fremtidsplanerne, en slags følelse af uovervindelighed, der er ubeskrivelig. I årevis havde jeg forbundet kærlighed med det store, sorte hul, jeg befandt mig i efter Redaktøren, og jeg havde kæmpet så hårdt for at få en slutning, at jeg glemte, hvordan starten havde været.

Da jeg i sin tid endelig fik lagt Redaktøren bag mig, skulle jeg først til at finde ud af, hvem jeg var, når jeg ikke var hende nede i hullet. Lære hende at kende og finde ud af at hvile i hende. Og det gjorde jeg, og jeg blev glad, og jeg levede mit liv uden en følelse af at mangle noget. Tinder-manden åbnede en dør, jeg havde glemt eksisterede, men som var svær at lukke igen, da han gik. Lige pludselig var der et savn og en ensomhed, som jeg ikke var vant til. Lige pludselig føltes det ikke som nok bare at være mig.

Og det er det, jeg har brugt tid på at finde tilbage til. At være tilstrækkelig. Jeg har ikke lyst til at have en kæreste, der skal udfylde et eller andet hul (no pun intented!!) eller bare er der, så jeg ikke føler mig alene. Jeg har lyst til at være nok i mig selv og så finde en mand, jeg ikke kan leve uden, som bidrager til mit liv, ligesom jeg bidrager til hans.

Jeg er der næsten. Jeg er i hvert fald nået dertil, hvor jeg igen er glad for bare at være mig. Næste skridt er så at åbne op for tanken om at lukke en mand ind og finde lysten til at lokalisere en sådan mand. Der er jeg ikke helt endnu. Men jeg er der næsten.

   

25 kommentarer

  • Malou

    Det lyder ordret som det jeg selv lige har været igennem.. fantastisk tinder-fyr, som bare forsvandt. for helved den gør også ondt her /:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Det er så fedt at du deler din historie med os! Tror ikke jeg ville turde.
    Jeg har faktisk været hende der blev ved med at date en pige fordi at jeg tænkte jeg nok skulle blive forelsket i hende, det skete bare aldrig. Følte mig som verdens største lort da jeg endelig tog mig sammen til at sige stop, hun var nemlig faldet for mig og havde slet ikke set det komme.
    Nu har jeg heldigvis fået verdens sødeste kæreste som jeg er ligeså forelsket i mig som jeg er i hende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Lige præcis! Det vil man jo heller ikke være! Men balancen kan være svær…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Hej Miriam. Jeg står i ret meget samme situation lige nu som du gjorde efter Tinder-manden, og du giver mig håb om at det nok skal gå. Du er sej, og tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Tak for der indlæg Miriam. Efter et helt nyt brud, er jeg ulykkelig ved tanken om at skulle finde hen til det sted hvor jeg har der ok alene. Godt at vide, at jeg ikke er den eneste der har der hårdt med mændene 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Min erfaring siger mig det er pisse hårdt og sejt at rejse sig efter sådan en omgang i kærlighedens lumre rutsjebane. Du er sej, Miriam. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Sagt med kærlighed og respekt: måske skulle du lade os være monopol – Tindermanden stank langt væk og vi har din ryg når du er blændet af kærlighed. Mener også der var nogen der skrev om ikke hans forklaring var for tyk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Jeg har tænkt på det samme, som Lene skriver.
      Jeg var også “bekymret”, da jeg læste om Tindermanden. Han lød ikke som en god mand, når du skrev om ham, Miriam. Hvad tænker du selv nu, når du læser de indlæg, du skrev om ham? Ser du det selv i et andet lys nu?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Den er svær, synes jeg. For hvis man er forelsket, så lytter man vel ikke, men bliver snarere bare mopset, når nogen kritiserer drømmemanden. Derudover så er det jo unægteligt svært at beskrive et forhold 100% på en blog, så jeg tror, det er en af de situationer, hvor man måske skal tænke over, om man har nok info til at komme med en dom. Forsigtig bekymring ville nok være mere passende, tror jeg, ellers kan det godt blive lidt farligt.
      Line, jeg kan sagtens se faresignaler nu, men det kan man jo altid i bakspejlet. Det er værre, når man sidder i det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nille

    Kan genkende en del fra nogle af mine mindre heldige forhold
    Kærlighed er ikke nemt og det er svært at gennemskue løgn og bedrag når man er blindt forelsket.

    Måske næste gang du skal prøve den mere spirende forelskelse, det virkede for mig.
    Der var kemi, men jeg tabte ikke hovedet eller hjertet med det samme.
    Det gjorde jeg først da min kæreste efter kort bekendtskab tog ned og passede og plejede mig da jeg lå med lungebetændelse, han både passede mig, lavede mad, handlede ind og tog sig også af min søn.

    Så håber da heldet snart vender for dig med kærlighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det med den spirende forelskelse er netop det, der har gjort, at jeg har fortsat med at date nogle mænd, der ikke var umiddelbart kemi med. Men altså, man kan jo heller ikke blive ved med at se en mand i en længere periode i håbet om, at forelskelsen kommer på et tidspunkt. Det er unfair over for begge parter, synes jeg. Den kommer jo ikke nødvendigvis. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne

      Nej og så er det jo på ingen måde noget man selv bestemmer – hvordan man bliver forelsket. Man har jo ingen kontrol over om det er spirende eller stormende. Men jeg forstår hvad du mener Nille og din kæreste lyder helt fantastisk – håber Miriam (og mig selv for den sags skyld 😉 ) finder sådan en mand på et tidspunkt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Du har selvfølgelig ret i, at hvis man godt er klar over, at det ikke fører til noget, så er det heller ikke fair overfor nogen, at man bliver ved med at prøve. Men jeg tror alligevel, at der måske kan være en lille smule, men ret væsentligt i det, som Nille beskriver. Din historie med redaktøren er jo ekstrem – på rigtig mange parametre. Den er i høj grad meget intens, når det kommer til forelskelsen, som, inden vi fandt ud af, hvad der i virkeligheden var los, lød medrivende, altopslugende og næsten filmisk. Og selvom det på din besked lyder som, at du er bevidst om og god til at give mænd en chance, så håber jeg, at du – også allerdybest inde – har accepteret, at en forelskelse og en kærlighed som den, du oplevede i og til redaktøren højst sandsynligt ikke kommer igen. Men mindre Hollywood kan også gøre det, uden at man behøver gå på kompromis 🌱
      Det er et ekstremt sårbart emne, og jeg håber, at det skinner igennem, at ovenstående er skrevet med den allerdybeste respekt for dig, din person og din historie, som vi naturligvis kun kender en lille brøkdel af ♥️
      Og til slut: kæmpe kudos til dig for at turde åbne op for så ømt et emne, hvor du lader alle os uvidende læsere ufortrødent kommentere på dit kærlighedsliv. Det’ sgu sejt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Camilla, nej, jeg kommer næppe til at opleve den slags forelskelse igen. Han var også min første store kærlighed, og det er noget særligt. Men der skal samtidig være en eller anden form for gnist, hvis jeg skal blive ved med at se en mand. Ellers bliver det urimeligt både over for ham og for mig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har så dyb respekt for dig og dit afslappede syn på dating, mænd osv. Jeg har det selv sådan, at godt nok hænger mænd ikke i kø for at få mit nummer, men det gør mig ikke noget. I hvert fald ikke før andre begynder at kommentere “skal du ikke have en kæreste” osv og man pludselig føler sig utilstrækkelig, som om man ikke er god nok og kun kan fungere når man er to. Det irriterer mig, fordi sådan har JEG det jo ikke, men når man bliver konfronteret med det kan det godt føles trættende. Man går jo heller ikke rundt og spørger folk, om de ikke snart skal være single, for det ville jo være respektløst. Jeg synes til gengæld heller ikke du har været slem til at dele redaktøren og jeg synes kun det gav mening, at han kom i forlængelse af det andet. Jeg ved ikke. Kun den med skoen på ved hvor den trykker, og man kan aldrig vurdere et forhold ude fra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      “Man går jo heller ikke rundt og spørger folk, om de ikke snart skal være single.” KÆFT, det er sjovt!! Og rigtigt, ikke mindst. Har grint de sidste fem minutter. 😃

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nymo

      Jeg har det præcis på samme måde. Nogle gange, kan jeg godt komme mig til at føle mig fuldstændig utilstrækkelig med, den fokus der er omkring tosomheden. Det er som om,der noget galt med en selv, hvis man er single. Jeg er også selv helst, fri for alle disse “klicheer” om.. at “han dukker op mindst når du venter det” og andre i den boldgade.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Der er heller ikke noget mere belastende og krænkende end folk, der spørger “hvorfor er du single?” Og forventer et svar. Især når man ikke er en naturlig skønhed, kan det føles lidt som om folk forsøger at få en til at erklære at det er fordi man er fed eller grim eller noget, medmindre man skal liste alle sine andre fejl, for NOGET må der jo være galt med en når ingen vil have en. Eller når man egentlig bare har det fint nok med at være sig selv og ikke skulle disponere sin tid eller sin personlighed i forhold til et andet menneske, men ja.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg har nået et punkt nu, hvor jeg ofte bliver set som “den kroniske single” og helt ærligt, så bliver jeg nogle gange sindssyg over, at man godt kan blive set som en andenrangsborger af den grund. Lidt ligesom når man er tyk. Fordi at være i et forhold jo er meningen med livet. Desværre kan man ikke rigtigt bitche over det uden at komme til at lyde bitter og anti-kærlighedsagtig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hurra Miriam! Det gør mig helt glad at læse det her indlæg på sådan en regnvejrsdag. Jeg har på det sidste fulgt meget med i fortællingen om Redaktøren og har så stor respekt for, hvordan du kan lukke verden ind på den måde. Jeg har fulgt trofast med som læser i flere år og holder så meget af din umiddelbare og personlige stil, men kommenterer kun en sjælden gang. Det ændrer dog ikke på, at du er for sej og det skal du vide. Jeg ser simpelthen op til dig på så mange punkter – you go girl!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shhh... #178