Upopulære holdninger

Hele historien, del 9

jilbert-ebrahimi-33575Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8.

Jeg kan ikke huske præcist, hvor lang tid der gik efter den mail, før det for alvor gik galt, men vi snakker dage eller uger. Jeg satte verdens mest kunstige smil på 24/7 i et forsøg på at minde Redaktøren om, at vi ikke kun var skænderier og frustration, vi var også lykke. Det virkede ikke. For intet havde ændret sig, og det kan godt ske, han ikke var glad, men det var jeg heller ikke. Måske i øjeblikke, men ikke helt ind i kernen, hvor det betyder noget.

En formiddag foreslog han, at vi tog ud og spiste brunch, hvortil jeg med efterhånden sjælden, oprigtig glæde svarede: “Ja! Så kan jeg have min nye nederdel på!” Den var virkelig pæn, og jeg havde fået den af ham. Jeg bildte mig selv ind, at der var kærlighed i hans stemme, da han svarede: “Alt der kan få dig til at smile sådan.”

Fem minutter senere var mit smil ikke længere vigtigt. Han bad mig tage hjem. Han var forvirret. Han var nødt til at tænke. Over os. Jeg vidste godt, han allerede havde besluttet sig, men jeg turde ikke tage konfrontationen. Jeg var ikke klar til, at han gik. Krampagtigt holdt jeg fast i tanken om, at han ville skifte mening, hvis jeg gav ham tid.

Så jeg tog hjem. Hjem til et helvede af usikkerhed og uvished. Jeg er typen, der ikke kan gå i seng, hvis der er bare snerten af dårlig stemning, så det var uendeligt hårdt for mig at gå og vente på at finde ud af, om jeg var købt eller solgt. Jeg boede nærmest hos venner og veninder i den periode, hvor jeg gik i konstante cirkler om mig selv. Jeg skrev alenlange mails til Redaktøren om, hvor højt jeg elskede ham, og at han skulle huske på, hvor meget potentiale vi havde. Hvor lykkelige vi havde været, og hvor lykkelige vi igen ville være, når vi kom ud af den svære periode. Han svarede, at det føltes som fortid og ikke fremtid, og min knude i maven voksede. Men jeg nægtede at opgive håbet, før jeg havde det sort på hvidt. Der gik vel en uges tid på den måde. Det føltes som meget længere.

Jeg var på besøg hos min søster, da dommen endelig blev afsagt. Han sendte mig en sms(!) om, at han havde sendt mig en mail(!!). Ja, seriøst. Han dumpede mig på mail. Behovet for ikke at blive konfronteret med min reaktion trumfede tilsyneladende trangen til at sige farvel på en ordentlig måde, og det er selvfølgelig enormt egoistisk opførsel, men nu er vi nået til del ni af historien, så det kommer næppe bag på nogen.

Jeg læste mailen igennem med lynets hast, selvom jeg allerede vidste det overordnede indhold. Den var ret klichéfyldt. Han kunne ikke kæmpe mere. Han manglede “gnisten”. Jeg ville altid have en plads i hans hjerte. Den slags.

Så brød jeg ud i gråd, hvilket smittede min niece, der på daværende tidspunkt kun var en baby, og så sad vi og hylede i kanon, mens min stakkels søster forsøgte at trøste os begge. Min første indskydelse derefter – af alle ting – var at gå på Facebook og opløse vores forhold officielt. Det lyder måske mærkeligt, men det var 2008, hvor Facebook var på sit højeste, og jeg kunne ikke bære tanken om at stå som værende i et forhold med en mand, jeg elskede så afsindigt højt, som lige havde fortalt mig, at han ikke ville have mig mere.

Derefter tog jeg hjem til mine forældre. Og så fik jeg et sammenbrud.

   

10 kommentarer

  • Cæcilie

    Her var jeg ikke klar til det med Facebook. Vi aftalte at gøre det på samme tid, mens vi sad ved siden hinanden i vores fælles hjem, som snart skulle deles op i “en til dig, en til mig”. Jeg valgte at supplere vores Facebookbrud med en status, hvor jeg i et øjebliks vanvid åbnede for det knuste hjerte og skrev noget i stil med “Vi var ikke enige om det, det var hans beslutning, og jeg er IKKE ok”. Set i bakspejlet ragede det måske ikke Facebook, men når jeg nu havde vist det gode, sagde den trodsige stemme indeni, at jeg også skulle vise det dårlige.

    Jeg fik ikke et sammenbrud, men det tog mig fem år, før jeg blev klar til at lade en ny elske mig – det er så sket nu, og det er skræmmende as fuck.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det er scary shit at skulle åbne op igen. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde når rigtigt dertil igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Læser Redaktøren din blog?… Ved det er lang tid siden, men han burde fandeme læse, hvad hans opførsel har gjort ved dig dengang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Han gjorde engang, men jeg tror ikke, han gør mere. Vi har ikke haft kontakt i et par år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg gjorde det også. Det med Facebook, Instagram og Snapchat – slettede ham alle steder. I 2017.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg gjorde det med Instagram – og Netflix! Fandme om idioten skulles ses på min profil og have lov til at have slutningen af serien med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Det med facebook har jeg også gjort (og det var altså i 2015).. Når nu idioten lige havde knust mit hjerte, skulle han fandme væk fra min profil – og det kunne kun gå for langsomt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Upopulære holdninger