De små sejre

collagehkjDer er ting, jeg er dårlig til, som jeg er virkelig ligeglad med at være dårlig til. Jeg kan ikke lægge et stræklagen pænt sammen. Jeg kan ikke drikke snaps. Jeg kan ikke huske mere end de første fem decimaler af pi. Og helt ærligt, jeg kunne ikke give en fuck, om nogen så betalte mig for det. Andre ting irriterer det mig, at jeg er dårlig til. Jeg kan fx ikke pifte. Eller rulle på mine r’er. Eller gå forbi Nettos hylde med spotvarer uden at smide i hvert fald tre aldeles unødvendige varer i kurven.

Værst af alt er dog børnene. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af børn. Sådan, overhovedet. Jeg taler ikke deres sprog – hverken konkret eller i overført betydning. Og bevares, det er jo ikke fordi, jeg synes, børn er det mest spændende i verden, men nu er jeg altså i den aldersgruppe, hvor mine venner begejstret har kastet sig ud i at prokreere, og så ville det faktisk være ganske nyttigt at kunne kommunikere bare midlertidigt med deres afkom, uden det ender i tårer. Børnenes og/eller mine.

Det er ikke, fordi jeg ikke prøver. Det gør jeg. Jeg er bare virkelig dårlig til det. Især med de allermindste, hvor der bare er en kommunikationsbrist af de helt store. Det er svært at se, om det er dem eller mig, der bliver mest frustreret, når jeg endnu engang må give fortabt over for en ytring, der for almindelige mennesker må betegnes som babysprog for begyndere.

Derfor var det også en succesoplevelse af dimensioner, da jeg i dag – efter flere timers ihærdig forsøg på indcharmering – blev taget i hånden af en lille dreng, der befalede: “Tom!” (kom, red.) og hev mig med ind på sit legeværelse. Og så øhn-øhn’ede og babu’ede jeg det bedste, jeg havde lært, mens jeg kørte små legetøjsbiler op og ned ad armene og hen over hovedet på den jublende dreng. Ingen gråd, kun grin – helt til jeg gik.

Det er selvfølgelig en lille ting. En lillebitte ting. Men når man er vant til, at børn i højere grad skriger af frustration end af glæde i ens selskab, så er det alligevel ret sejt. Ligesom dengang en hund, der hadede hele verden, slikkede mig på kinden og lagde sig til at sove i mit skød. Det er en rar følelse. En lille sejr. Og det er de små sejre, der tæller.

Kommentarer (26)

  • Jeg har først nogenlunde lært at tale med børn nu, hvor jeg har gået op og ned ad et dagligt i over to år. Don’t beat yourself up 😉 Det kommer. Om ikke andet, så når de bliver en 14-16 år, og gerne vil smage Tante Miriams ølbajsere 😁
    Men når det lykkes at få den der connection – om det så er med et barn eller en hund – så er det virkelig fedt ❤️

  • Jeg havde det nøjagtigt som dig, inden jeg fik min nevø. Jeg har alt for lidt tålmodighed, men det er vendt 180 grader. De er nu ret skægge, sådan nogle små størrelser 🙂

  • Jeg kan ikke lege fair med børn. Du ved den der måde, hvor man lader dem vælge først og giver dem ekstra lang tid til alting fx stablelege og så videre. Jeg kan heller ikke lade dem vinde, selvom jeg ved, jeg burde give dem en fair chance i vendespil og så videre. Der er kun en måde, og det er min måde. Det er dog blevet bedre, efter jeg omgås børn oftere (mine veninder bliver gravide på stribe), men ih, tålmodighed har aldrig været min stærke side og hvor er jeg bare lidt for meget et konkurrencemenneske til at kunne tabe noget som helst.

  • Jeg tror, at mit største børne-issue er min forfængelighed. Jeg ved i hvert fald ikke hvad det ellers skal kaldes. Jeg dur i hvert fald ikke til at sidde og ‘skabe’ mig foran fremmede mennesker, som iagttager mig, når det foregår på et niveau der fanger små størrelsers opmærksomhed. Jeg legede også altid stille lege som barn, fordi andre ikke måtte høre mine dialoger og have meninger om dem. Måske det bare skal følge mig resten af livet?!

  • Altså – jeg troede også at jeg var helt ligeglad med ikke at kunne folde et stræklagen. Men en dag så jeg en you tube video på facebook. Og nu har jeg simpelthen så meget optur på hver gang jeg lægger lagner sammen. Jeg prøver at kopiere linket ind her – og ellers er det bare at søge på “how to fold a fitted sheet”…. https://youtu.be/_Z5k9nWcuFc
    🙂

    • Yes, der findes et utal af virkelig gode guides, hvis man gerne vil lære det – det vil jeg bare ikke! 😀

  • Sådan!
    Mit ucharmerende træk er, at jeg ikke er spor begejstret for kæledyr, som jeg bla. nævnte i indlægget her fra i fredags: http://venterpaavin.blogspot.dk/2017/04/jeg-glder-mig-til.html
    Men jeg er blevet meget bedre – ligesom til ikke at skære ansigt, hver gang folk servere boller i karry. Man siger ikke ad til mad, og man bakker ikke ud i opgangen, bare fordi folk har en glubsk køter, de mener man skal hilse på – også selvom man har lyst #VoksenpointLigeDer
    Babyer og børn er jeg tilgengæld tosset med, og skal dy mig for ikke at samle fremmede babyer op i køen i Brugsen.

    – A

  • Jeg er uddannet lærer, og det første stykke tid i en klasse er jeg bestemt heller ikke den type, som ungerne krammer og er vilde med. Og alligevel ender det altid med, at de (for det meste) kan lide mig (tolerere?). Jeg tror virkelig det har noget at gøre med, at man er autentisk. Du behøver ikke pylre og synes alt de gør er amazing, for det kommer de til at se igennem på et tidspunkt.
    Så den der fasthed i ens person, gør jo at de regner dig ud, og indretter deres forventninger til dig efter det. Giver det mening?

  • Jeg KAN simpelthen heller ikke hverken pifte eller rulle på mine r’er, men hvor ville jeg bare ønske at jeg kunne! Synes næsten det er et handikap!

  • Det fik mig sådan til at tænke på historien, du fortalte, om drengen med pæren. Den historie rørte noget i mig. Jeg elsker den historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.