Oslodiller

collagekjnOkay, det kunne godt lidt lyde, som om jeg har knaldet en nordmand. Det har jeg altså ikke (for nylig i hvert fald – indsæt selv den der emoji med det lumre smil), men jeg har til gengæld været i Oslo med nogle dillere.

For en måneds tid til halvanden siden, klikkede jeg mig rundt inde på Sweetdeal i håbet om at finde et kup af en oplevelsesgave til min søster og svoger, der lige har holdt kobberbryllup. Det lykkedes mig ikke. Til gengæld fandt jeg et tilbud på et Oslo-cruise for to personer t/r for 199 kroner. Det være sig altså en hund per mand, hvilket er fuldstændig latterligt billigt. Så jeg købte et, selvom jeg ikke anede, om jeg kunne finde en, der ville med mig. Og så fik jeg en lys idé og bralrede op om mit fund i gruppechatten tilhørende Dillerbanden. Om nogen måske var friske på en tur? Og det var nogen! Mere specifikt Christina, Heidi og Tina. Så den 18. april mødte vi friske op på havnen med kufferter smækfulde af mad (og alkohol), og så tog vi ellers på tur!

Det var drønhyggeligt. Også selvom DFDS’ kundeservice nærmest gjorde alt i deres magt for at røvrende os. De var overordnet set flere dage om at svare på henvendelser, og når de gjorde, stemte deres svar ikke rigtigt overens med virkeligheden. Fx fik vi at vide, at vi ved check-ind sagtens kunne snakke med damen om lokaliseringen af vores kahytter (vi havde nogle praktiske ønsker), men da vi kom frem, kunne den stakkels dame essentielt ikke gøre noget for os, på trods af hvad vi var blevet lovet. Vi bookede også et bord på en restaurant gennem kundeservice, der om onsdagen sendte en bekræftelse på, at de havde booket et bord til os om tirsdagen – som i øvrigt slet ikke var den dag, vi havde bedt om. Skidegodt. Heldigvis havde vi den sidste aften verdens mest fabelagtige tjener, der egenhændigt gav mig tilliden til DFDS’ kundeservice tilbage. Shoutout til Anne Sofie!

Vi havde høj sol vores ene dag i Oslo, og det gjorde helt sikkert turen eksponentielt bedre. Kæft, hvor var det fint at sidde på en fortovscafé og drikke årets første limonade. Også selvom Norge er fuckerdyrt, fordi de er fuckerrige, og jeg igen blev lidt bitter over dengang, nogle danske idioter syntes, det var verdens bedste idé at forære dem al olien. Så jeg købte et par bukser og nogle bath bombs (de har en LUSH!), og så måtte det være det. Ikke om jeg vil give 100 kroner for mikrovnsopvarmet spaghetti i en papbeholder. Jeg ville jo blive nægtet al fremtidig indgang i Jylland!

Turen hjem var lidt mere op ad bakke – eller op ad bølger måske snarere – og okay, lidt af hyggen går af, når man hele tiden sidder på spring, klar til at stæse ud på toilettet og hilse på Ulrik. Plus, min hovedpude lugtede virkelig meget af sure tæer, hvilket ikke just hjalp på kvalmen.

Men! For hundrede kroner var det dælme en fin tur. For ikke at tale om at jeg på min fødselsdag blev vækket med sang, og det kan jeg slet ikke huske, hvornår sidst er sket. (Frank er ikke den store sanger). Og så er der altså noget virkelig fint ved engang imellem lige at hive et par dage ud af kalenderen og gøre noget andet. Ruske lidt op i hverdagen. Det kan jeg anbefale! Og det gør jeg gerne igen.

Kommentarer (7)

  • Jeres tur så SÅ hyggelig ud! Og sikke et tilbud! Næste gang du finder sådan et, må du da gerne dele det med resten af os (læs: send en snap).

    Det er forresten lidt stenet, at vi er nået derud, hvor man automatisk går ud fra, at turen er sponsoreret, når fire bloggere rejser sammen. Hvis det var alle andre end dig, så havde jeg tænkt, de havde glemt at skrive #sponsoreret. Skulderklap til dig, fordi du er så gennemsigtig med din reklame og gør det så skide godt!

    • Haha, man er eddermame også billigt til salg, hvis man laver et sponsoreret indlæg for en tur til 99 kroner! 😀 (Og tænker også, kunden måske var blevet lidt mopset over, at jeg sådan giver deres kundeservice en skideballe. Men det var virkelig ringe!)

  • Jeg kan aldrig tænke på oslofærgen igen, uden at associere den med voldsomme mængder sæd og blod, efter det kom frem i medierne, tilbage i januar, at der var fundet overvældende mængder af selvsamme ved en hygiejneundersøgelse.

    • Jeg tænker ikke umiddelbart, det er unormalt på steder med opholds-/overnatningsmuligheder. Spor af sæd og blod kan jo være ualmindeligt svære at slippe af med. Jeg er ret overbevist om, at man ville finde det samme på de fleste hoteller og deslige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.