Shhh... #166

Problemet med “Døde piger…”

13reasonswhyOBS: Indlægget indeholder både spoilers og snak om selvmord.

I har næppe kunnet undgå at høre om serien. “13 Reasons Why” eller “Døde piger lyver ikke”, som den hedder på dansk, er Netflix’ nye kæmpesucces baseret på romanen af samme navn. Helt kort handler den om Hannah Baker, der begår selvmord, men forinden vælger at indspille en række kassettebånd, der forklarer, hvorfor hun vælger at tage sit eget liv. De bånd går derefter på omgang blandt menneskerne, de omhandler, som bliver stillet til ansvar over for deres handlinger.

Det er fantastisk fjernsyn. Velskrevet, velspillet og ikke mindst virkelig relevant. Jeg slugte første sæson råt og tog flere gange mig selv i at blive en time ekstra oppe for lige at se et afsnit til. Fra et underholdningssynspunkt er det uden tvivl en helt fantastisk serie, og jeg kan kun anbefale, at man får den set.

Men fra et samfundsmæssigt synspunkt er der flere ting ved serien, der bekymrer mig. Selvmord er et svært emne at tage op, og jeg synes, serien fejler i at formidle de barske realiteter, der følger, når et menneske vælger livet fra. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at serien i flere tilfælde romantiserer selvmord, og det er overordentligt problematisk, når seriens primære målgruppe er unge mennesker.

Jeg var selv suicidal i en årrække, og har man ikke prøvet det, kan det virke som en voldsom tanke at gå med. I realiteten er det ikke unormalt, at selvmord for suicidale er forbundet med en form for tryghed. Ofte har man konkluderet, at man aldrig vil få en traditionel “happy ending”, at man ikke er skabt til at få et lykkeligt liv, og tanken om at holde op med at eksistere bliver associeret med en lettelsesfølelse. Man dagdrømmer om at få lov til at afslutte sit liv på samme måde, som andre mennesker drømmer om at blive gift og få børn. Det er den eneste lykkelige slutning, man ser for sig selv.

Hannah Baker får på mange måder sin lykkelige slutning. Med hendes død, indser Hannahs tidligere venner deres dårlige opførsel. De udvikler sig; de lærer af oplevelsen. Hun får afsløret Bryce for, hvem han virkelig er, og hans handlinger får endelig konsekvenser. På en måde finder hun sågar den kærlighed, hun ikke var i stand til at tage imod, da hun var i live. At hun så totalt fucker stakkels Clay op i processen, det er en mindre detalje.

Der er en overordnet fornemmelse af, at retfærdigheden sker fyldest i takt med, at båndene afsløres. Hannahs død tjener et større formål. Og det pisser mig en lille smule af. For det er bullshit.

For det første er flere af personerne på Hannahs bånd maksimalt skyld i typisk, nederen teenageopførsel. Alex skriver et navn på en liste, der sidenhen eskalerer, og Zach reagerer barnligt, efter han bliver såret af Hannahs afvisning. Ingen af dem fortjener at have hendes død på samvittigheden. Og selv i de mere alvorlige tilfælde er Hannahs død ikke en nødvendighed for at få sandheden ud.

Værst er imidlertid den overordnede portrættering af selvmord i serien. Selvmord er ikke smukt og fredfyldt med et lille efterchok af sorg, og allermest er jeg irriteret over manglen på brutale følelser i “Døde piger lyver ikke”. Hvorfor er Hannahs selvmordsscene så pæn? Hun trækker barberbladet hen over armen, gisper kort af smerte og lægger sig så roligt tilbage i badekarret. Hendes forældre finder hende og reagerer med samme sære rolighed, de fremviser i det meste af serien. Jeg ved godt, de er i chok, og alle viser sorg på forskellige måder, men jeg har brug for mere. Jeg har brug for mere vrede og afmagt. Jeg har brug for rå, ufiltrerede følelser. Jeg har brug for, at der bliver sendt et meget tydeligere signal om, at selvmord ikke er en løsning, og at det påvirker ens nærmeste i en grad, man aldrig havde forestillet sig. Hvis man aldrig selv har været skyggen af suicidal, er det måske ikke noget, man tænker over, men hvis man har prøvet at sidde med bare med en snert af, at det måske ville være federe ikke at være i live, så bekræfter serien desværre på mange måder den følelse. For alt det, der ikke lykkes Hannah i livet, lykkes hende i døden. Og på den måde ender hendes selvmord nærmest med at være smukt og meningsfyldt.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også en pointe i, at tv er tv, og det adskiller sig en del fra virkeligheden. Og bevares, når jeg indlægges på et hospital, er jeg da også klar over, at jeg nok ikke har en sjælden og eksotisk sygdom, ligesom alle mine læger ikke er møglækre med perfekt hår. Det virkelige liv er ikke Grey’s Anatomy. Men “Døde piger lyver ikke” havde en virkelig oplagt mulighed for at sende nogle stærke signaler til en målgruppe, der kunne have brug for det. De kunne være gået ud over det klassiske mobning-er-noget-hø-budskab og ramt noget dybere. Men det gjorde de ikke. Og det er drønærgerligt.

   

51 kommentarer

  • J

    Umiddelbart er jeg ikke enig i, at serien romantiserer selvmord. Men jeg er enig i problematikken. Jeg har selv haft selvmordstanker og forsøgt selvmord, da jeg var omkring Hannahs alder. Og det ramte mig. Jeg blev mindet om hvordan jeg havde det. Og især, hvordan jeg ofte tænkte på at give mine mobbere igen – ligesom Hannah gør. Jeg fantaserede om at efterlade en besked, ligesom Hannahs bånd. Og det skræmmer mig, at denne serie understøttede det. Den mindede mig om de tanker – og den gav mig en følelse af bekræftelse i at jeg kunne få hævn.
    Nu er jeg langt fra selvmordstruet og jeg har det rigtig godt med mig selv. Men havde jeg set den, dengang, er jeg bange for, at den havde givet mig den sidste gode grund til selvmord. Og det skræmmer mig rigtig meget. For jeg ved, der er piger og drenge som har som jeg havde det, nu og måske ser de denne serie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det er præcis den problematik, som flere eksperter hiver frem i deres kritik af serien. Det og så romantiseringen, som du så ikke er enig i. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig i alt, hvad du skriver. Jeg var vild med serien, men synes også, at den er meget problematisk. Har ikke så meget mere at tilføje, for du rammer den virkelig på sømmet i dette indlæg. jeg har tilladt mig at linke til dit indlæg, hvor jeg råder folk til at læse det her: http://silverstories.dk/2017/04/22/tv-shows-need-watch-2/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Når vi taler om at skabe opmærksomhed omkring selvmord, ender vi ofte i et etisk dilemma. Selvmord “smitter” nemlig. Man er ofte i tvivl om, hvor meget man skal oplyse om det, fordi det hurtigt kan inspirere andre.

    Når vi så taler om denne serie, ser jeg helt klart, at der er nogle fejl. For meget handler fejlene meget om “de andres” skyld og moralen om, at man skal holde øje og være venlig – så begår folk ikke selvmord.
    Dem, jeg kender, der har begået selvmord, har haft kærlige mennesker omkring sig. De har været højt elsket og er meget savnet. Det er et problem, at serien laver en “hvis bare nogle…”, fordi man netop ofte ikke ser tegnene…

    Ang. scenerne – jeg oplevede det hele meget voldsomt. Selvmordsscenen, overgrebet og de andres følelser. Forældrenes sorg er på ingen måde kontrolleret i mine øjne. Måske mest fordi, at når vi ellers ser selvmord på tv, er de meget “pæne”. Man ser ofte ikke selve handlingen, men mennesker, der ligner, at de sover fredeligt. Sådan er intet selvmord, heller ikke med piller… Så måske derfor er det voldsomt for mig at se – det er ikke set før.

    Jeg er glad for at der er kommet fokus på det, og det bliver en samtale man kan tage – men ja, det ville have været fint at præsentere hjælp til at spotte dem, der er i fare i serien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Gode pointer. Især det med at man ikke “bare” kan redde et menneske fra selvmord.
      Personligt så jeg slet ikke de scener som voldsomme – med undtagelse af Hannahs overgreb, som jeg syntes var virkelig realistisk lavet med hendes øjne, der langsomt mistede livet. Det var præcis det, jeg syntes manglede i hendes selvmord. Blod ud af armene er ikke nok til at gøre det realistisk for mig.
      Men ja, det er dejligt at serien har startet en samtale, også selvom du har helt ret i “smittefaren”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Der er efterhånden flere der har kommenteret på selvmordsscenen og jeg må også indrømme at jeg er dybt uenig med dig. Jeg synes at scenen langtfra er fredelig og pæn. Jeg synes den er frygteligt.
    Den måde Hannah sad alene i et badekar og skar i sig selv, bange og alen, i smerter – det ramte mig. Det kan godt være at selvmord i virkeligheden kan foregå mere blodigere, men jeg synes scenen var voldsom nok som den er. I mine øjne så Hannah ja, ynkelig ud og scenen fik mig til at tænke på at selvmord aldrig er løsningen på noget.
    I bogen går de ikke i detaljer om hvordan hun begik selvmord, men tror nok de hinter at hun tog piller. Jeg er glad for at de i filmen valgte at hun skulle skære sig, for jeg synes pillerne let kunne have romantiseret selvmord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det er interessant, man kan have så forskellige opfattelser. Havde jeg set den scene for fem år siden, havde jeg sandsynligvis været tilbøjelig til at gøre hende kunsten efter, fordi det så så let ud. Du har bestemt ret i, at hun er bange, alene og i smerter – men det var hun jo også, før hun satte sig i badekarret. Det er man konstant, når man befinder sig i hendes psykiske tilstand.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      I realiteten er selvmord jo “let”. Der er mange måder man kan tage livet af sig selv, hvis det er det man virkelig ønsker. Det sværeste ved selvmord ligger i det psykiske.
      Jeg har selv været suicidal i en årrække, og det eneste der holdt mig tilbage fra at gøre noget ved det, var den enorme frygt for smerte.
      Det tager sekunder at skære sine håndled op, men det tager uger, måneder, år, at tage den endelige beslutning.
      JEG tror, at selvmordsscenen kan fremstå “let” fordi vi som seere ikke har den psykiske del af oplevelsen med os. Hvis du forestiller dig det virvar af følelser, smerte og tanker der kører rundt i hovedet på Hannah, så er det pludselig ikke så “let” og enkelt længere.

      Jeg vil dog give dig ret i, at seriens “budskab” er noget ærgerlig. Der er, desværre, mere fokus på hvad der er underholdsningværdigt fremfor hvad der ville være etisk korrekt.
      I serien bliver Hannahs selvmord vist, som du selv nævner, som problemløsningen på stort set det hele, hvilket gør mig nervøs for de unges (eller ja – alles) modtagelse af serien.
      At sige serien opfordrer til selvmord, er måske for meget sagt, men så i hvert fald inspirere dem der selv sidder i en svær situation – og det kan godt gå hen og blive farligt…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    På mig havde serien en kæmpe indvirkning. Selvmordsscenen var også enormt voldsom for mig og på ingen måde romantiseret i mine øjne. Men jeg har heller aldrig været suicidal. Den påvirkede mig virkelig meget. Jeg storhulkede i flere timer efter det sidste afsnit. Og jeg sad tilbage med en dyb følelse af altid fremover at være ekstra sød overfor for andre mennesker. Nu er jeg generelt ikke en der behandler folk dårligt. Men den gav mig lyst til at være ekstra omsorgsfuld overfor min medmennesker. Man ved aldrig hvad andre render rundt med i bagagen. Havde vi fået den vist i folkeskolen er jeg sikker på at mange ville tænke over hvad mobning kan have af alvorlige konsekvenser for et andet menneske.
    Af gode grunde, da jeg ikke selv har været i situationen, kan jeg selvfølgelig ikke sige hvad den vil have af affekt på en der er suicidal. Men jeg mener stadig at den serie vil kunne gøre en forskel på nogle punkter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg tror, der er stor forskel på at se serien som teenager og at se den som voksen, men hvor den bestemt har flere positive budskaber, så er de problematiske i mine øjne virkelig problematiske. Som fx at skyde skylden på andre mennesker for sit selvmord. Enormt problematisk, når survivor’s guilt i forvejen er udbredt og så efterfølgende modtage direkte skyld fra den afdøde? Det signalerer essentielt, at selvmord kan fungere glimrende som en hævnakt.
      Jeg ville ønske, at alle, der så serien, gik derfra med den opfattelse, du fik. Jeg tror også, det er det, der har været intentionen. Men det er desværre ikke realiteten. Se fx: http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/tv/news/13-reasons-why-netflix-drama-mental-health-groups-suicide-dylan-minnette-a7690716.html

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg vil også sige mig enig. Jeg elsker virkelig serien, men den fangede mig først i nogle af de sene afsnit, hvor tingene bliver mere alvorlige og voldsomme. For en der også har været suicidal, synes jeg også, at de pynter enormt meget på det. Jeg husker også, at bogen fokuserede meget på 13 “symptomer” ved en selvmordstruet person, og det synes jeg er hamrende ærgeligt at de ikke har taget med i serien. Synes godt den kan være lidt for “high school” dramatic, og måske lidt overfladisk, netop fordi de ikke viser de voldsomme tanker og følelser der hører med til at være suicidal. Selvmordet og Hannahs tanker omkring det er netop, som du siger, romantiseret, og det synes jeg også er en gigantisk fejl. Ved godt disse følelser er enormt individuelle, men jeg vil tro, at de er meget voldsomme for alle der har oplevet dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det lyder, som om bogen lige har den ekstra dimension med, som jeg ville ønske, serien havde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det er svært at vise, beskrive eller bare dokumentere et selvmord uden, at det kan virke romantiserende. Det er også derfor, samtlige danske medier slutter evt. artikler med et direkte link til livslinjen. Det bør de også gøre. Jeg har ikke set serien, har heller ikke lyst, men jeg håber, man har gjort noget tilsvarende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det er jeg helt uenig i. Jeg har set adskillige eksempler, der i langt højere grad har vist især den fysiske smerte ved at begå selvmord.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Så tror jeg ikke, vi er enig i ordet romantiserende. Vi to kan godt mene, at et selvmord er skildret barkskt, dramatisk eller noget helt tredje. Udfordringen er, at alene beskrivelsen af andres selvmord kan inspirere nogle til selvmord.. Det er sådan noget med en ældgammel teori fra 1744 og en masse forskning. Derfor kan man selvfølgeligt godt være uenig;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg er helt enig i, at fremstillingen af selvmord alene kan inspirere andre til at følge trop. Men derfor er der alligevel forskel på, hvordan man vælger at vise selve gerningen – og det er der, jeg synes, Hannahs situation mangler dybde og barskhed i forhold til virkeligheden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg kunne godt lide serien, sådan kort sagt.
    Nu bliver man jo altså ikke ekspert fordi man har været suicidal (og forestillet sig scenariet) eller ser diverse crime scene clean ups.
    Jeg er heller ikke ekspert. Jeg har været meget suicidal, har dog “kun” taget piller. Og ja jeg døde ikke sjovt nok, haha.. Jeg har dog i andre sammenhænge set virkelig meget blod og dybe sår efter voldsom selvskade. Og en sprøjtende pulsåre. Heller ingen døde her heldigvis. Dette har ikke fået mig til at tænke, at der er noget romantiseret over scenen i badekarret. Og har svært ved at forestille mig, at det skulle have en decideret negativ effekt ikke at vise et eller andet kæmpe blodbad.
    Derudover synes jeg egentlig forældrenes sorg, afmagt og vrede, især morens, bliver vist ret tydeligt.
    Interessant som man kan se noget så forskelligt; men det afhænger jo nok, som du skriver, af ens eget udgangspunkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg er virkelig glad for dine observationer, for det er virkelig også interessant at høre hvordan andre har set og opfattet serien. Jeg kan huske at bogen havde en stor påvirkning på mig, da jeg læste den da den først kom ud hvor jeg også befandt mig i de skrøbelige teenageår. Den var faktisk rigtig vigtig for mig i forhold til at forstå hvilken påvirkning et selvmord havde på dine omgivelser omkring dig – om du så efterlader ’spor’ eller ej. Og serien har, for mig, været mindst lige så kraftig og vigtig i forhold til at kigge tilbage på hvilke tanker jeg selv har haft engang – hvorfor jeg egentlig er uenig med dig, men det ændrer ikke på at det er helt vildt spændende at høre hvordan andre har modtaget den. Tak fordi du deler dine tanker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det er en af de handlinger, hvis påvirkning afhænger enormt meget af, hvor og hvornår man bliver introduceret til den. Som du selv siger, bliver du sendt tilbage til første gang, du læste bogen. Min umiddelbare frygt er, at mange teenagere vil modtage seriens “direkte” budskab, men ikke lægge mærke til, at de får alt det uheldige med også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Jeg synes, at den serie er så ringe, af så mange årsager. Har endnu ikke set den færdig, så har selvmordet “til gode”, men jeg bliver så træt… personerne, deres handlinger og motiver er så stereotype og overdramatiserede, at det hele bliver for urealistisk. Jeg er igang med at kæmpe mig igennem episode 7, og jeg er slet ikke hooked.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Ahaha, for fanden, Kir! Det er jo et teenagedrama, så handlingen er ret meget over the top. Det skal man nok være til, ellers synes man stensikkert, det er noget lort!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg har aldrig været suicidal, og på den måde aner jeg ikke hvad jeg snakker om. Men Hannahs selvmordscene var SÅ voldsom for mig. Jeg havde mareridt i en uge efter. Det virkede så råt og ufortyndet. Om det er filmiske virkemidler (kameraet, der ikke skifter vinkel) eller min manglende viden på området der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Men jeg har faktisk advaret mine elever om den voldsomme scene, hvis de vælger at se den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det er interessant, at I er så mange, der har reageret så voldsomt på den. Jeg synes, den blegnede totalt i forhold til virkeligheden. Men nu har jeg selvfølgelig også forestillet mig det scenarie så mange gange, at jeg måske i virkeligheden bare har vænnet mig til det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Jeg har ikke set serien, men kun læst bogen. Fordi jeg har læst bogen, har jeg valgt ikke at se serien. For jeg kan høre at serien er ligesom bogen – der er ingen reel grund til at hun begår selvmord, og jeg er ked af at sige det, men da jeg var færdig med bogen, sad jeg tilbage med en følelse af, at hun kun begik selvmord for opmærksomhedens skyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Som jeg ser det, er der helt bestemt en grund til, at hun begår selvmord. Den er bare ikke rationel. Den opstår ud af et behov for at have en grund.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er enig eller uenig med dine observationer i forhold til selvmordsscenen eller Hannahs forældres reaktion, men jeg tror at der er en simpel grund til at scenen er så ublodig og udramatisk: Jeg tænker at det kan være for at skåne et yngre publikum, ikke for at romantisere. På samme måde var voldtægtsscenerne heller ikke meget grafiske, selvom de var voldsomme. Folkene bag serien har formentlig været sig bevidste om at den ville tiltrække et yngre publikum, og har ikke ønsket at forarge eller traumatisere.

    Derudover så synes jeg at der er en pointe i, at seriens overordnede budskab og fokus, nemlig hvordan den selvmordstruede selv, og de mennesker der omkring vedkommende, oplever at nogen begår selvmord. Jeg tror ikke, at pointen har været at portrættere et selvmord realistisk, men vise hvordan det påvirker omgivelserne. Bed du mærke i Hannahs snak om kaosteori i indledningen? Det opfatter jeg som en forudgribelse af, at Alex forsøger at begå selvmord til slut, og at Tyler måske går med tanker om at skyde de personer ned, som han bliver mobbet af. Faktisk så tolkede jeg Tylers køb af våben som en indikation på, at han kunne være en school shooter. På den måde bliver ét selvmord til to, og langt flere døde unge mennesker. Så altså, en anden pointe, end den du får ud af serien 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Det kan godt ske, det er for at skåne et yngre publikum, men det synes jeg egentlig kun problematiserer valget yderligere. Vælger man at beskæftige sig med selvmord på den måde her, så synes jeg, man skylder at være ærlig.
      Jeg er helt enig i, at der også er mange fine ting at hente fra serien – blandt andet kaosteorien du der hiver fat i – og som sagt synes jeg også, det er en virkelig fantastisk serie. Jeg har bare kun set den blive overhældt med ros, så jeg ville lige lufte de problematikker, jeg personligt også ser i den. 🙂
      Og ja, jeg tænker umiddelbart at en potentiel anden sæson vil have Tyler som hovedperson. Det kunne være sindssygt interessant med USAs problematikker på det område.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine

      Du kan godt have ret i, at det er problematisk, hvis man forsøger at skåne et yngre publikum, ved at nedtone de ubehagelige scener. Især i en serie som i dén grad sætter fokus på noget frygteligt, voldsomt og ubehageligt. På den anden side tænker jeg, at det potentielt kunne have overgået seriens pointe, hvis man samtidig havde vist et realistisk selvmord. Jeg ved det ikke. Men jeg tror at jeg er enig med dig.

      Det kan også være fedt med nogle kritiske tanker om noget ellers meget rost – man kan hurtigt blive blind i følge med den gængse opfattelse 😉 Det, som generede mig mest (men ikke meget) gennem showet, var at man ikke rigtigt kunne fornemme Hannahs sindsstemning. Altså, jeg er med på at man sjældent kan SE på et menneske om, eller at, hun er selvmordstruet, men vi som seere var ofte alene med hende. Heller ikke der synes jeg at hun på nogen måde udstrålede hvor skidt hun måtte have haft det. Jeg fandt det simpelthen ikke troværdigt.

      Jeg havde overhovedet ikke overvejet en sæson 2 med Tyler – det lyder farligt og fedt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg er enig. Jeg manglede også større følelsesmæssige udsving fra Hannah.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • ML

      Jeg er klar over hvor linket er fra, men syntes det på mange måder hænger godt sammen med dine refleksioner.
      http://radaronline.com/videos/posh-nyc-school-warns-parents-hit-netflix-series-13-reasons-dangerous/

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      ML, det er præcis det, der er min pointe. Og dens slags artikler popper op overalt lige nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg faktisk til dels uenig.
    Ingen fortjener at føle at det var deres skyld at en anden person begik selvmord, men jeg tror det er meget normalt at føle skyld og at man burde have gjort mere for personen når en person vælger at tage sit eget liv.
    Og det synes egentlig at serien viser, logisk ved Alex godt at det ikke er hans skyld, men han føler det alligevel.

    Jeg tror at med netop sådanne emner som mobning, voldtægt og selvmord, er der enormt forskellige meninger om hvordan det bør behandles på film.
    Fordi det opleves så forskelligt. Personligt er jeg glad for serien, da jeg havde selvmords tanker ville jeg helst undgå at tænke på hvordan folk ville reagere. For min intention var ikke at såre andre, blot at finde en ende på min egen lidelse. Serien viser hvor store konsekvenser det har for rigtig mange mennesker når man vælger at tage sit eget liv. Specielt Mrs. Baker synes jeg man ser det meget tydeligt på, der er en enorm forskel på hendes udseende før og efter selvmordet, man er ikke i tvivl om at hun er ødelagt indeni.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg synes, der er stor forskel på at føle naturlig skyld og direkte blive beskyldt for at være skyld i et selvmord, som Hannah jo gør med sine bånd.

      Jeg synes netop serien fejler i at vise de enorme konsekvenser et selvmord har, men som du selv siger, så kommer det nok an på personlige oplevelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg snakkede med min søster om serien. Jeg sagde, at sådan nogle ting da ikke kunne fylde så meget, og at jeg havde svært ved at forstå Hannah (bortset fra det Bryce gør mod hende). Hun sagde at for en pige som Hannah og hende selv fylder den slags alting, og at det er første gang, hun for alvor relaterer til en seriefigur. Både mig og min søster har af hver vores årsag kæmpet med lysten til at leve, og fordi vores årsag er forskellig, ser vi forskelligt på hendes måde at tackle det på. Det eneste jeg er decideret rasende over, er hvordan alle kan tænke stakkels Hannah, ingen gjorde noget, når hun heller ikke selv gjorde noget, da det samme skete for Jess. Og hun er selv med til at skubbe folk fra sig, hun kæmper ikke en eneste gang for de venskaber hun mister undervejs. Jeg ved godt, de ville vise ingen er fejlfri og ingen ved hvad de skal gøre, bla bla bla. Men så sætter man sig altså ikke ned og gør 13 mennesker til skurke og fremstiller selvmord som en hævnakt, når det handler om, hvordan man har det indeni og ikke om alle de ting, der foregår omkring én (selvom det også spiller en væsentlig rolle). Jeg har set serien et par gange, og jeg har set tankerne bag, men jeg kan slet ikke forstå Hannah. Og jeg kan slet ikke forstå hvorfor de i min mening, gør det til et spørgsmål om hævn i stedet for sorg. Jeg absolut elsker dog, at de ikke romantiserer selvmordet og viser hvor grumt det er, og jeg elsker Clays reaktion på at de sætter selvmordsplakaterne op. Jeg elsker generelt Clay og nogle af de ting, han siger, som fx “What if I were the bully?” Men serien generelt og Hannah, gør mig bare så irriteret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Hannah er syg, og derfor er fejler hendes logik. Jeg kan imidlertid sagtens forstå, hvor hun kommer fra. Og selvom hendes selvmord bestemt er grafisk, så synes jeg stadig, det er meget romantiseret. Selvmord er i virkeligheden MEGET værre. De er ingenlunde så “nydelige”, som det vises i serien.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Hi Miriam.

    I really enjoyed reading your interpretation of the series. I am commenting only because I found it quite surprising how you perceived the actual suicide.
    To me, there had been so much build up to the suicide throughout the episodes, and when it finally happened I was shocked by how graphic it was. I really thought they went out of their way to make a point of how extremely lonely and empty suicide can be (just my opinion though). How quickly life can just disappear, and how bloody it can be.
    I also found the depiction of Hannah’s parents super depressing, and feel like they had established how much Hannah’s suicide had ruined their lives, long before we were privy to their reaction of finding her body. It is so interesting to me that your experience was so different.

    I appreciate that you took the time to share your personal experience with such a difficult and taboo subject, it was enlightening to read.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Hannah’s parents to me were depicted as sad and not much else. I needed more dimension. We’ve seen sadness before in dealing with death but suicide triggers a bunch of other emotions and those, I felt, went largely unportrayed.
      I disagree with your view on the suicide scene. I’ve seen a bunch of crimes scenes following clean-up crews and such after suicides and I found the scene in the show severely lacking when it came to how bloody and messy they really are. Much more bloody than portrayed. To me, it looked way too neat. And too easy. And I lacked an internal battle ind Hannah while going through with it.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Wait, you followed those crews in real life? That must have been extremely interesting and thought provoking!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Oh, no! Sorry, I should have been more clear. It was a documentary following some of the most unpleasant jobs in the world. One of them was a cleaning crew specializing in cleaning up after suicides. It was heartbreaking.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Oh, that makes much more sense! I thought I had missed something crucial here, haha!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg er fuldstændig enig med dine iagtagelser, serien er god og velskrevet, men fejler helt sikkert også på nogle punkter. Jeg er dog ikke helt enig i at Hannahs selvmordsangreb var for “pæn”. Det er om muligt noget af det mest grænseoverskridende jeg har set på tv – og ti gange værre end min kvalme under scenen hvor Hannah blev voldtaget af Bryce i poolen. Jeg har set mange klamme film og bliver ikke skræmt af blod – men Hannahs selvmordsscene gav mig vitterligt lyst til at kigge væk fra skærmen. Man ser selvfølgelig forskelligt på tingene, men den scene ramte godt nok som en mavepuster fra en anden verden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Jeg mener ikke så meget “pæn” i den forstand, at den ikke er grænseoverskridende. Jeg mener pæn i den forstand, at det ser let og uproblematisk ud at slå sig selv ihjel, og det er et åndssvagt signal at sende. I virkeligheden kommer det enormt meget bag på de fleste, der vælger den type selvmord, hvor dybt de skal skære, og hvor meget kraft der skal lægges i. Der skal som regel væsentligt mere end et enkelt snit til. Og det er messy som ind i helvede. Det er ikke en nem og “ordentlig” måde at gøre det på, og sådan fremstilles det desværre i serien.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine

      Jeg er godt klar over hvordan du mente “pæn” – ikke desto mindre synes jeg dog stadig ikke at det var portrætteret hverken “pænt” eller nemt. Men som sagt – man ser jo nok forskelligt på tingene 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Hvis man helt konkret sammenligner scenen i serien – et snit i hver arm og intet blod udover i badekarret – med gerningssteder fra virkeligheden, hvor lignende selvmord har fundet sted, så er det slet, slet ikke virkelighedstro. Det, synes jeg, er enormt problematisk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • B

      Har du overvejet, at de dokumentarer med virkelige gerningsscener, som du har set, måske kun viser de værste eksempler? Det er måske ikke hver eneste gang, at det bliver så messy.
      Jeg er ingen ekspert, men det er bare en tanke.
      Jeg går selv tider tider med mange selvmordstanker. Hannah’s selvmordsscene gjord i den grad indtryk på mig og forskrækkede mig totalt. Jeg synes, man ser rigtig godt, hvor bange hun er, og hvor smertefuldt det er. Med hensyn til hendes hurtige rolighed efter at have skåret sig, så var min tanke, at hun simpelthen “døsede hen” på grund af det hurtige blodtab. Dertil blev jeg helt knust af scenen, hvor hendes forældre finder hende, for jeg kunne næsten se mine egne forældre for mig finde mig på den måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Hvis man har fem liter blod i kroppen, og man skærer sine håndled over, så kommer det blod jo ud. Fem liter blod er virkelig meget, og med undtagelse af lige da hun laver snittet, så er den følgende scene ret blodløs. Det synes jeg er både ærgerligt og urealistisk. Og uden at vide noget som helst om blodtab, så tror jeg, der går mere end 20 skunder, før man begynder at blive svag af det.
      Jeg kan godt se, jeg er lidt i undertal her, men jeg synes virkelig, hendes selvmord blev fremstillet som fredfyldt, og det går mig enormt meget på. Hvis jeg havde set den scene, da jeg selv var suicidal, havde jeg 100% tænkt, at det virkede til at være en god måde at gøre det på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Miriam.

    TAK fordi du skriver det jeg tænker, om serien Især det med teenageopførsel – ingen (ihvertfald de færreste) har fortjent at have et andet menneske selvmord på samvittigheden.

    Tak for altid gode indlæg – jeg kommenterer sjældent, men læser (næsten) altid med.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shhh... #166