WTF: Akavede kendismøder #3

Hele historien, del 8

david-marcu-45275Vi kom ind i en svær periode. Langdistanceforhold er på mange måder en sær størrelse, fordi man enten slet ikke ser hinanden, eller også ser hinanden virkelig intenst. I starten, da den vilde forelskelse rasede, var det ikke det store problem, og jeg fnøs højrøvet af folk, der fortalte mig, at langdistanceforhold aldrig holder. Hvad vidste de? Afstand er en lillebitte hurdle, når der er så meget kærlighed, og når vi savnede hinanden alt for meget, citerede Redatøren “Hey There Delilah“, og jeg blev mindet om, at han var ventetiden værd. Han sendte mig blomster, skrev kærlige ord, og engang fløj han over til mig, så vi kunne være sammen i 12 timer, fordi hans skema var blevet ændret, og der ellers skulle gå en uge mere, inden vi kunne se hinanden. Sådan var det i starten.

På et tidspunkt holdt vi op med at være nye og spændende, og den ihærdige indsats blev efterhånden mere sjælden. Eftersom jeg var studerende, og Redaktøren havde fuldtidsjob, var det mit lod at rejse mest. Jeg kunne godt se logikken. Med skemafrie fredage og weekend bagefter, kunne vi i princippet få tre dage sammen hver uge. Det er en vanvittig luksus efter langdistancestandarder, og jeg tog hjertens gerne turen for at komme over til min Redaktør.

Men med tiden blev det et problem, at jeg tilbragte al min fritid i København. Mit studie- og socialliv begynde at lide under det. Jeg tror, det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg var til en fredagsbar i den periode. Jeg blev aldrig rigtig involveret på uni. Jeg måtte takke nej til bif- og byture, og mine veninder begyndte at brokke sig over, at de aldrig så mig. Hvad værre var, at jeg heller ikke altid så så meget til Redaktøren, når jeg var hos ham. Han arbejdede ofte i weekenderne, og vi snakker gerne fra middag til midnat. I mellemtiden kunne jeg så sidde i hans lejlighed og kukkelure, mens jeg ventede på, at han fik fri. Når han kom hjem, var han fuldstændig smadret, og havde knap nok energi til at give mig et kys, før han kravlede under dynen.

Det var en uholdbar situation, og gode råd var dyre. Jeg forsøgte mig et par gange med nogle løsningsforslag, men vi blev ved med at vende tilbage til, at jeg måtte være forstående over for hans job og karriere. Jeg forsøgte. Det gjorde jeg virkelig, men jeg blev bidende jaloux over, at jobbet var vigtigere end mig. Det kom først hver eneste gang. Engang spurgte Redaktøren mig direkte, om han ikke gav mig nok opmærksomhed, og det kom så meget bag på mig, at jeg ikke havde tid til at tænke over et konstruktivt svar, så jeg sagde bare “nej.” Der tænkte jeg kort, at han måske alligevel var obs på, at situationen for mig var alt andet end optimal, men intet ændrede sig.

Og så blev jeg den nederen kæreste. Den sure kost, der råbte og skreg og startede skænderier ud af ingenting. Ser I, jeg var begyndt at føle mig aldeles ligegyldig. Redaktørens ord var stadig kærlige, og jeg elskede at være sammen med ham, men det føltes grangiveligt, som om jeg tilbragte al min tid med at gå og vente på, at han kunne finde fem minutter til mig. Stort set hver uge kørte jeg 3½ time i tog hver vej kun for at tilbringe weekenden med at sidde foran et tv og vente på, at min kæreste fik fri. Jeg følte mig nærmest usynlig. Indtil jeg opdagede, hvad et skænderi kunne gøre. For når vi skændtes, var han nødt til at rette sin opmærksomhed mod mig, og på den mest usunde måde, der overhovedet findes, blev jeg bekræftet i, at han stadig ville mig.

Det siger sig selv, at det ikke var en god tid for nogen af os. Jeg følte mig overset og underprioriteret, og han havde brug for min forståelse og opbakning. Men vi var enige om, at det bare var midlertidigt. Vi skrev lange mails til hinanden, når vi var adskilt. Mails hvor vi bekræftede hinanden i, at det nok skulle gå. Det var en hård tid, og dem har alle par. Det løser sig, det løser sig, det løser sig. Vi skal nok klare den.

Og så en aften var tonen i hans mail anderledes. Det var en brat ændring fra den ene dag til den anden. Kærligheden var ebbet ud af hans ord. Han lød tvivlende i stedet for sikker. Han lød opgivende i stedet for fortrøstningsfuld. Hans pronominer havde ændret sig fra “vi” til “jeg”. Og jeg vidste det.

Vi var ved at gå i stykker.

   

7 kommentarer

  • Anne

    Virkelig fin beskrivelse af en enorm hård tid. Jeg sender dig de bedste tanker.
    Hvorlænge var I kærester? Ikke at dette i min optik gør en forskel, blot for at få en fornemmelse af tidsrummet i disse fortællinger.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Det her er den bedste “bog” jeg nogensinde har læst! Undskyld, hvis det lyder uforskammet når det jo i virkeligheden er dit liv, men hold helt op du er god til at skrive. Har du nogensinde overvejet at blive forfatter?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Tak, hvor er du sød. Jeg har leget meget med tanken, men jeg er bange for, at jeg ikke er struktureret nok!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Så gribende at høre din fortælling, og det er modigt du vil dele den.. Har datet en type som ham, han var så god med ord, men det var som om handlingerne aldrig levede op til det…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WTF: Akavede kendismøder #3