Ambivalent fødselsdag

img_3867Ham her fylder i dag 16 år. Det er en flot alder for en brite, og han er blevet fejret med sang og godbidder og masser af krammere.

Frank deler sin fødseldag med min morfar. Eller delte er mere korrekt nu, for min morfar trak vejret for sidste gang i nat. 2½ time nåede han at få med af sin fødselsdag nummer 88, så lukkede han øjnene for aldrig at åbne dem igen.

Jeg er ked af det, men mest af alt er jeg lettet. For min morfar har ikke været min morfar længe, og vi nåede til sidst det punkt, hvor vi håbede han snart ville få fred.

Da jeg var lille, boede han og min mormor i et hus, der var så stort, at jeg nærmest husker det som et slot. Man kunne fare vild i haven, og de havde store, orange hoppedyr i kælderen. Hvis man spillede sine kort rigtigt, kunne man få en ridetur på hans knæ. Det var rendyrket børneidyl.

Min morfar var en gammeldags mand. Han havde hænderne skruet rigtigt på, og jeg har en forestilling om, at han har lagt i hvert fald en håndfuld gulve i hvert hjem hos sine børn. Morfar kunne alt, og morfar vidste alt. Han tog alle situationer med ophøjet ro, og tror ikke, jeg har set ham være vred en eneste gang. Det var den landlige mentalitet, han aldrig lagde fra sig, ligesom han aldrig holdt op med at sige “int” i stedet for “ikke”.

Det er den morfar, jeg vil huske. Morfar med det faste håndtryk og det bølgede hår. Morfar der hjalp med at tænde lysene på træet juleaften. Morfar i kortærmede skjorter med en hammer i hånden. Morfar der spadserede ned ad en gade i Amsterdam med min mormor på armen. Det er mit yndlingsbillede af dem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er det eneste barnebarn, der har det stående fremme.

Manden, jeg kaldte morfar, har længe været en skal af sig selv, og det er godt, han har fået lov at komme videre. Nu kan vi give slip, og nu kan vi mindes ham, som han rigtigt var. Min morfar. Som jeg vil savne.

img_1153

Kommentarer (29)

  • Det indlæg ramte mig lige i hjertet <3 Jeg kunne genkende min morfar, der heller ikke er her mere. Tak for at sætte så fine ord på.

  • Åh hvor er det smukt skrevet. Meget rørende, Miriam. Jeg kondolerer mange gange og i øvrigt tillykke med Frank som jeg håber du skal dele mange år med endnu. <3

  • Wow en klump i halsen du lige efterlod på mig der. Har aldrig selv mødt min morfar, eller farfar, så det indlæg ramte mig virkelig.
    Må han hvile i fred din morfar! <3

  • Kære Miriam. Jeg er en af dem, som “bare” følger med og ikke normalt kommenterer. Men lige i dag- der skal du ha’ et knus og en kærlig tanke ❤ Jeg mistede selv min morfar for snart 3 år siden og husker tydeligt den ambivalente følelsen af både sorg og lettelse. Varme tanker til dig og din familie.

  • Kære Miriam.

    Han lyder som en helt ualmindeligt vidunderlig mand, ham din morfar. Må han hvile i fred.

    Som Helle kan også jeg desværre genkende følelsen af sorg blandet med lettelse. Min farmor døde for 4 år siden som en tynd tynd skal af hende, der forgyldte min barndom med kolonihave, hjemmebag, evig accept og en kærlighed så stor, at jeg stadig synes hun mangler. Meget.

    Sikke velsignede vi er, vi der har fået lov at opleve bedsteforældre, som i dén grad gjorde barndommen til et eventyr.

  • Kære Miriam. Det er altid trist at miste. Men husk alle minderne om din morfar, han lyder som en dejlig morfar. Jeg mistede min morfar i 2004 og jeg savner ham stadigvæk enormt, så jeg kan få helt ondt i maven af det.
    Og tillykke med Frank, elsker dine videoer på Snapchat med ham😊

  • Kære Miriam! Det gør mig ondt at høre om din morfar <3 Men hvor er det dejligt at du har så gode minder om ham. Jeg har også dejlige minder om min farfar, og de er vigtige at holde fat i. Et stort kram på en hård dag!

    Tillykke til Frank 🇩🇰

  • Hvor er det dejligt at høre at de gode minder vil vægte højt 🙂 min farmor døde sidste år på sin fødselsdag nr 88 og selvom jeg stadig kniber en tåre når jeg tænker hende, så er jeg så taknemmelig over den rolle hun spillede i mit liv 🙂 nyd dine minder, de betyder alt 🙏🏻

  • Jeg kondolerer. Dejligt at du fokuserer på alt det positive og husker de gode minder. Og sikke et fantastisk billede 😊

  • Jeg kondolerer.
    At miste en bedsteforælder tror jeg er ekstra svært, fordi man oftest forbinder dem med rendyrket kærlighed uden kriser og uden forbehold. hos dem bliver man ved med at være ‘bette Kristine/Miriam/Preben’ – gid resten af end liv var lige så enkelt.
    Jeg håber I får taget en fin afsked.

  • Jeg kondolerer 💜

    Min bedstefar sov ind for få uger siden, og ligesom dig var jeg udover sorg fyldt med lettelse, idet han heller ikke længere var sig selv.

    Håber, at du får taget fin afsked med ham.

    …. Og tillykke med Frank!

  • Åh Miriam. Det er jeg ked af at høre. Men som du så fint beskriver, så er lykken ikke altid livet, hvis man ikke længere kan være det menneske, som man var tidligere.
    Jeg håber du altid vil huske ham for de gode minder, for det er bestemt dem, så fortjener at blive husket.

  • Du beskriver så fint, hvordan jeg havde det med min elskede morfar, da han døde sidste år. Bliv ved med at være dig! (Og mega stort tillykke til Frankemissen)

  • Jeg dør en lille smule/
    for hvert sekund, der går,/
    jeg bærer døden med mig/
    igennem livets år./

    En nat måske en martsnat/
    så mild af regn og tø/
    skal jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø/

    Fra digt af Grethe Risbjerg Thomsen. Varme tanker til dig.

  • Nej hvor kunne din beskrivelse lige så godt være af min egen morfar. Ham har jeg heldigvis endnu, og dit indlæg fik mig lige til at sætte endnu mere pris på det, ligesom jeg blev både trist og lettet på dine vegne. Tak for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.