Shhh... #158

Hele historien, del 1

collagejjj21-årige Miriam.

Det var altid meningen, I skulle have hele historien en dag. Forholdet til ekskæresten, nedbruddet der fulgte, årevis i kulkælderen. Grunden til at tillid simultant er det vigtigste og det sværeste for mig i et forhold, og hvorfor jeg er decideret panisk for at blive forelsket igen. Da jeg stadig sad i det, var det for svært at tale om, og da jeg kom ud på den anden side, havde jeg ikke lyst til at dykke ned i det igen. Men så kom Tinder-manden. Og jeg lod ham nedbryde mine mure, og jeg tillod mig selv at blive glad for ham. Og så gik han. Og der blev rippet op i gamle, helede ar, som jeg nu kæmper lidt med at få lappet sammen igen, fordi de havde fået lov til at være i fred så længe. Det er tid til at fortælle. Men jeg advarer jer: Det bliver langt.

Vi skal tilbage til 2007. Jeg var 21 år gammel, og som jeg før har været lidt inde på, havde jeg aldrig været forelsket. Jovist, teenagebesættelser og urealistiske fantasier, men aldrig helt ned i maven og aldrig gengældt. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg nok endte med at finde en fyr, jeg syntes, var meget sød, og så syntes han forhåbentlig det samme om mig, og så måtte det være godt nok.

Og så kom han.

Han har haft en del aliaser herinde gennem tiden, for det meste noget i stil med “Ekskæresterøven”, men for ikke at være nødt til at skrive “røv” i hver anden sætning, får han i denne føljeton navnet “Redaktøren”. Det var nemlig sådan, vi mødtes. Jeg var lige startet som skribent på et internetmagasin, og han var min redaktør. Det her var et halvt års tid, før Facebook for alvor slog igennem i Danmark, så han skrev til mig og bad om min MSN. Så vi kunne “kommunikere lettere om praktiske ting.” Yeah, right! Han fortalte mig senere, at han havde sagt “dibs” på mig, så jeg var off limits for magasinets resterende mænd. Mænd midt i tyverne er meget modne på den måde.

På daværende tidspunkt boede jeg i Århus, og han boede i København. Det var forår, og jeg gik og ventede på at starte på uni efter ferien. Vi mødte ikke hinanden før flere måneder efter, men de “praktiske” MSN-samtaler gik ret hurtigt over til at være personlige. Vi klikkede med det samme. Han var skarp med sine ord (omend ikke sin grammatik, ahem), og I ved, hvordan jeg har det med mænd og ord. Vi skrev sammen i døgndrift, og MSN blev udvidet til SMS, så vi også kunne kommunikere, når vi var væk fra computeren. Det var alt sammen meget efter bogen.

Første gang vi talte i telefon sammen, var jeg på besøg hos min søster, der dengang boede i Mariager. Jeg gik en lang tur med hendes hund, mens jeg ventede på opkaldet. Jeg var dødnervøs. Vorherre har ikke velsignet mig med verdens mest sexede stemme, og det var jeg overmåde opmærksom på. Især fordi jeg fra videoer vidste, at han var udstyret med en netop sådan.

Jeg kan ikke huske, hvor lang tid vi talte, men det var i hvert fald fra fjorden, op gennem skoven og forbi højskolen. Vi klikkede mindst lige så godt som på skrift, og da vi endelig lagde på, modtog jeg en sms, der sluttede med “men ih, hvor er du sød og alt for langt væk!”

Jeg begyndte at få meget svært ved at overbevise mig selv om, at jeg ikke var forelsket. Det var jeg ikke, det var jeg ikke, det var jeg ikke. Helt ærligt. Man kan for pokker ikke være forelsket i en, man aldrig har mødt?

   

30 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shhh... #158