Jeg er jo Bridget Jones #269

giphy-31. Slår mig selv gevaldigt oven i hovedet for i sin tid at have besluttet mig for at lægge Bridget på en søndag. Kæft, jeg har det ringe.

2. Da aftenen startede i går, erklærede jeg højt, at den ikke ville blive en succes, med mindre jeg kastede op. Lad os bare sige, at den blev en meget stor succes.

3. …Og at i dag også har været ret succesfuld, i øvrigt.

4. Drikker mig sjældent så sanseløst beruset, men jeg havde virkelig brug for bare at spasse ud oven på gårsdagens bombe. Kvitterede i øvrigt ved at kysse ikke færre en tre (meget tiltrækkende!) mænd. Desværre var de alle homoer, og de kunne ikke lokkes til en firkant. Jeg spurgte.

5. Den ene af dem var i øvrigt tysk, hvilket gjorde mig helt begejstret, og jeg udsatte ham straks for en lang monolog om, hvor højt jeg elsker tysk. Kom blandt andet ind på min tysklærermor, og dengang en dönermand i Berlin kommenterede på størrelsen af mine bryster. Det hele foregik naturligvis på tysk. Jeg har ikke sat en tysk sætning sammen, siden min BA i 2010. Det var ikke elegant.

6. Jeg har ingen idé om, hvornår jeg kom hjem. Ingen. Til gengæld lykkedes det mig at låse mig ind i opgangen ved siden af min egen. Nøglen passer, og opgangen ligner min egen til forveksling, så jeg fattede absolut ingen mistanke, før jeg ikke kunne låse mig ind i min lejlighed. Det var der, jeg opdagede, at der stod “Bjørn” på døren. Jeg hedder ikke Bjørn.

7. Undskyld Bjørn.

8. Vågnede i dag til et virkelig imponerende blåt mærke på mit højre knæ. Aner ikke, hvordan jeg har fået det.

9. Har lige set min snapstory igennem. Der er en super random snap, hvor jeg filmer en kat, mens jeg meget højt siger “Paprika Steen!” Vil gerne lige opklare, at jeg besvarede et BezzerWizzer-spørgsmål om, hvem der spillede Tove Ditlevsen i “Toves værelse”. Normalt taler jeg ikke så meget om Paprika Steen.

10. Og for lige at tage et punkt, der ikke er fra i går, så går jeg pt rundt med en faktisk temmelig dyb rift i min ene tommelfinger. Det er et papercut fra da jeg var for utålmodig i min ispakkeåbning.

Kommentarer (12)

Der er lukket for kommentarer.