Spøgelser

“Hvordan har du det?” Det svarer jeg en del på for tiden, og jeg har det faktisk okay. For det meste. Flere dage decideret godt. Og når tristheden rammer, så kan jeg sågar nogle gange kigge på mig selv lidt ovenfra og forsøge at smile af, at en mand formåede at komme så langt ind under huden på mig på så kort tid. Jeg gør mig meget umage med at se det som noget positivt. Enten er jeg helt i det, eller også er jeg slet ikke i det. Som regel (læs: altid) vælger jeg ikke at være i det, så det er godt, at der endelig var en, der fik mig til at satse.

Og nu er processen så at fjerne mig selv igen. Fra ham og fra os. Det går fremad. Målet har været at degradere ham fra et rigtigt menneske til et minde. Fra noget virkeligt til noget abstrakt, som jeg kan se tilbage på og glæde mig over, men aldrig få igen. Det er lettere at bilde mig selv ind, at han aldrig rigtigt var virkelig. Så kan jeg holde savnet fra døren.

Eller, det troede jeg.

Onsdag aften mødtes jeg med nogle piger på toppen af Illum. De var en del af distraktionsplanen, som indtil videre har fungeret fremragende. Indtil jeg spottede ham ud af øjenkrogen: Tinder-manden. Eller nej, det var heldigvis ikke ham. Ikke helt. Men det kunne det lige så godt have været. Samme højde og kropsbygning. Samme nonchalante attitude, som han sad i baren ved siden af med højre albue hvilende på disken og glasset i venstre hånd. Samme stil, fra slipset til uret helt ned til skoene. De præcis samme sko som min Tinder-mand.

Det var næsten som at se et spøgelse, og et øjeblik føltes det, som om nogen havde givet mig en knytnævne i maven. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham. Manden, som jeg ikke kendte, og som aldrig havde været min, men som alligvel fik vækket mindet til live og fyldte mig med et savn, jeg troede, jeg havde fået lagt på hylden.

Det var held i uheld, at Illums rooftop-restauranter lukker klokken 20(?!), og vi derfor stort set med det samme satte kursen mod en anden restaurant, for ellers var vi endt ud i noget virkelig pinligt med min insisterende stirren. Det blev en god aften. Jeg fik den bedste burger, jeg har fået længe (her), jeg fik en Dark’n’Stormy, og jeg fik tøsefnidret til den store guldmedalje.

Og så kom jeg hjem. Hjem til Frank og til stilheden og til spøgelset af Tinder-manden, som tilsyneladende er lidt sværere at slippe af med end som så. Og det er træls, men det er også rart. For det betyder, at han betød noget. Og så skal det sgu gøre lidt ondt.

Kommentarer (8)

  • Kære Miriam, har flere gange på det sidste tænkt; fik du nogensinde fortalt ham om bloggen? Eller tror du han gættede/søgte/faldt over den? Som du selv tidligere har nævnt, så skal man ikke skrive dit navn mange steder før den popper op 😉

    • Jeg fortalte ham det aldrig direkte, men jeg hintede mere og mere til det, så jeg tror næsten, han må have luret det til sidst.

  • Du er en stjerne Miriam, din måde at formulere dig på er fantastisk. Jeg knus-elsker din blog og læser den både når jeg er trist og når jeg er glad. Tak for dette indlæg her en dag jeg er trist, det hjalp mig faktisk

  • Åh, sad med sådan en følelse af noget godt, efter jeg havde læst det første afsnit… Det gør ondt, men det betyder jo (nemlig) også bare, at du har levet livet <3

  • Hæng i ❤ Det gør så ubegribeligt ondt og jeg føler med dig. Det er en barskt omgang. Husk de basale ting: Spis mad. Drik vand. Græd! Gå ture. Skrig.
    Vores sorg er altid forskellig og han har virkelig rørt en masse i dig. Hvad sikkert gør det svært er vel næsten han ikke blev “offenliig virkelig” men din. Følelsen er HAN VAR DER og “tro nu på jeg var dybt forelsket” også selv om han ikke var der i årevis. I var hinandens og det lyder som om i havde det som mange virkelig higer efter, nemlig kemi. Den der helt særlige “jeg rammer dig lige i hjertekuglen” kemi. Den ER unik! Og den GØR ondt! Men du har også været vildt heldig overhoved at have prøvet det. Det er helt specielt.
    Tænker på dig, min ynglings blog og på den gang jeg også var der. Du får lige et knus og du ved lige hvor du har mig her i blogland. Skriv bare dine tanker ned til os! Vi er lige her for dig Miriam og læser dine ord, føler dine tanker og sender sig gode vibes. Iben

    • Jeg er også rigtig glad for den tid, vi fik sammen. Men det er stadig ikke nemt, at det ikke kunne blive til mere, selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at han tog den rigtige beslutning, når han ikke var i stand til at give mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.