Ankommet

collagenmjkDet er lidt op ad bakke, det der juletransport. Især når man ikke er så stærk i at pakke let og desuden har en skidesur kat og tre kæmpestore Pokémon-bamser under armen. Men det gik. Og til min store glæde var Dittes ansigt det første, jeg så, da jeg trådte ind i bussen, og så kunne vi holde hinanden lidt med selskab på den timelange tur. Og købe pommes på Monarch, når der var pitstop.

Klokken var lige knap 18.30, da jeg ankom i Randers, og traditionelt ville jeg have hevet min computer frem som det allerførste, for vi havde været adskilt i over fem timer, og vi har et meget symbiotisk forhold, der lider under den slags. Men jeg gjorde det ikke. I stedet stegte jeg nogle andebryster, mens min mor piskede kartoffelmos (vi er vel i Jylland), og bagefter tog jeg med på indkøb i Føtex efterfulgt af halvanden time i sofaen med Miraklet på Manhattan og seriøst meget juleslik. (Men hvis man bemærker, hvor meget top der er på moders slikkurv, så er det også på tide, der er nogen, der gør noget ved det! 😉 )

Først engang efter midnat, da jeg var på vej i seng, fik jeg lige tjekket mails og dagens lidt slunkne blogstatistikker, som de jo gerne bliver, hvis man ikke får blogget. Men december er generelt ikke et imponerende måned i bloggerregi, så jeg synes, det er okay, at både I og jeg er gået lidt på ferie. Det er Frank også. Han knuselsker det her hus og har spurgt om lov til at komme ud et par gange kun for at blive fælt skuffet over, at det ikke er sommer på den anden side af terassedøren. Han går en lynhurtig runde og kommer så gerne tilbage, mens han ryster sine våde poter demonstrativt og kigger bebrejdende på, hvem end åbnede døren og dermed også er skyld i vinterens vejr.

Med andre ord er alting fryd og gammen, og jeg nyder det gevaldigt. Men jeg har også kun to timer endnu at nyde det, for derefter skal de sidste julegaver opstøves, og det skal gøres i, hvad der bedst kan beskrives som proletar-mekka, det vidunderlige Randers Storcenter, hvor alt meget praktisk er lige inde for rækkevidde, men resten af Randers med garanti også vil befinde sig. Det bliver skidegodt. Jeg forudser tårer.

Måske det ville være en fordel lige at tage en skumjulemand eller tre med i lommen… 😀

Kommentarer (12)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.