Er det så noget ved, det der Star Wars?

collagejkIndlægget er sponsoreret af Star Wars, men næppe godkendt af Darth Vader. 😀

Der var folk i udklædning over det hele. Nogle af de mest genkendelige figurer vidste jeg selvfølgelig godt, hvem var, mens andre forvirrede mig grundigt. Til gengæld var jeg virkelig glad for, at der efterfølgende var reserveret plads i salen til alle de udklædte mennesker, for de var sindssygt gennemførte og gjorde en ihærdig indsats, mens de lystigt poserede med begejstrede børn og, well, bloggere.

Der stod fade rundt omkring med sådan nogle små chokoladesummerfugle fra Summerbird, og jeg, der ingen skam har i livet, gik selvfølgelig rundt og hamstrede lidt til filmen. (De var fyldt med flydende karamel, og jeg havde ikke spist sukker i ugevis, okay?) Det var, da jeg ville tage en sidste hamstringsrunde, at jeg kom til at fucke op. Ser I, borgmesteren havde lige indviet den spritnye IMAX-sal, og det havde han gjort med en eskorte bestående af Darth Vader og en ordentlig bunke storm troopers. Så mens alle andre gik i retning af salens indgang, tog jeg en omvej og fulgte i stedet Hr. Vader og hans posse af hvide plasticmænd hen mod snack-området. Og så skete det: En uheldig storm trooper kom til at træde på Darth Vaders kappe, så manden i stedet for fortsat at bevæge sig fremad blev rykket bagover og var lige ved at vælte. Det. Så. Så. Sjovt. Ud. Og jeg grinede. Jeg grinede så afsindigt højt, at jeg var lige på grænsen til at klaske mig selv på lårene. Jeg grinede så højt, at Darth Vader stoppede, vendte sig om og truede mig med sit lyssværd. Hvilket måske havde været lidt mere skræmmende, hvis det havde været efter, jeg havde set filmen og fundet ud af, hvor uhyggelig ham Vader rent faktisk er i stedet for at associere ham allermest med Mufasa fra “Løvernes konge”, fordi det er James Earl Jones, der lægger stemme til dem begge.

Men hvad så med den der film? Var den noget ved?

For lige at lægge ud med det negative, så havde jeg fået højt og flot at vide, at det var den første stand alone film i Star Wars-serien, hvilket betød, at man sagtens kunne se den uden at se alle de andre. Og det er også helt rigtigt, for plottet i filmen hænger kun minimalt sammen med de tidligere syv film. MEN! Star Wars-universet bliver ikke forklaret for de af os, der er noobs, og derfor tog det mig lige noget tid at hitte redde i, hvordan det hele hang sammen, ligesom jeg under flere krigsscener måtte opgive at juble/sørge, når et rumskib blev sprunget i luften, fordi jeg ikke helt kunne lure, om det tilhørte the good guys eller the bad guys.

Når det så er sagt, så var jeg sindssygt positivt overrasket over filmen. Ja, der var meget pew-pew, (det er lyden af folk, der skyder hinanden og så’n), fordi, duh, Star Wars, men som nævnt i sidste indlæg var jeg virkelig glad for diversiteten i castingen, som kun stykede plottet. Handlingen mindede mig faktisk på mange måder om “Ringenes herre”. Den der lille gruppe underdogs, der sætter sætter sig for at redde hele universet, selvom de har alt imod sig. Gruppen har allesammen deres styrker og særheder(!), og så har de i øvrigt selskab af, hvad der bedst kan beskrives som Sheldon Cooper i robotform. Og ja, han var min yndlings!

Jeg havde regnet med, at filmen ville være meget mere intern og niche-agtig, end den egentlig var. Jeg havde regnet med, at jeg ikke ville kunne “forstå” den, fordi Star Wars ofte lidt kan virke som en lukket klub. I realiteten var det en virkelig solid actionfilm med fuldstændig fremragende CGI og et temmelig gennemført univers, og jeg kan sagtens forstå, at folk forsvinder ind i det på samme måde, som jeg gør med Harry Potter. Klap på skulderen til George Lucas for den genistreg. Og nej, jeg skal ikke afvise, at jeg oven på den oplevelse får taget mig sammen til at se de andre film også. 😉

Igen, fordi filmen kun styrkes i kraft af sine special effects, kan jeg kun anbefale, at man ser den i en IMAX sal. Og nu har vi jo altså en i både Århus og København.

PS: Jeg synes, Mads Mikkelsen gør det aldeles fremragende, men jeg er faktisk lidt mopset over, at ingen snakker om, at Fares Fares altså også er med i filmen! Jeg ved godt, han teknisk set vist mere er svensker, men jeg synes alligevel Afdeling Q-serien gør ham til æresdansker.

PPS: Stort tillykke til Maria Bech Christensen, der er vinderen af den Rogue One-sweatshirt, jeg udloddede for en uges tid siden. Hold øje med din mail! 🙂

collagehjkl

Kommentarer (19)

  • Forstår mig ikke på Star Wars – vil bare sige, at du ser knaldgodt ud i den kjole OG hvis det var mig, der havde været vidne til et styrt a la det, du så; så havde jeg også skreget af grin 😉 Kh. Mette

      • Nej, der er ingen kommafejl. 🙂 Kat, hvis der havde stået “der” i stedet for “det”, så havde du helt ret, men det gør der ikke. 🙂 Det første “det” og “det der Star Wars” besidder essentielt samme sætningsplads, hvorfor de skal opdeles. Det er lidt ligesom at skrive fx “Hun er sød, min mor.”

        • Men så mangler du stadig noget.. lige nu står der: “Er det så noget ved, det der Star Wars?”. Så medmindre “ved” er en form for substantiv, jeg ikke kender (og som SW er), så er der en fejl et sted i sætningen. Det skal vel være “Er der så noget ved det, der der Star Wars?”

          • Stine, nej, den er godt nok. At være “noget ved” er et fast idiom, og det kan sagtens bruges selvstændigt. “Jeg synes ikke, han/hun/det er noget ved.” 🙂 Din formulering er også korrekt, det er bare ikke den formulering, jeg er gået efter. “Det er noget ved” og “der er noget ved det” er to forskellige udtryk.

          • Seriøst? Er det så jysk? Jeg er aldrig i mit liv stødt på det før.
            Der er i øvrigt flere/andre forhastede tastefejl i dette indlæg. Det ærgrer mig lidt.

          • Mig bekendt er det ikke et jysk idiom, nej. Mht tastefejl, så sker det ind imellem. Jeg læser altid korrektur flere gange, men hjernen læser, hvad den vil læse, så der smutter gerne nogle stykker. Jeg er ikke perfekt, desværre. 🙂

  • HELT enig i det med Fares Fares! Hvorfor taler ingen om det? En lille rolle, jovist, men det er jo umiskendeligt ham 🙂

  • Jeg ELSKER Star Wars og er jævnt ærgerlig over at være på barsel lige for tiden. For det er bare IKKE Babybio i IMAX. Og ovenikøbet vandt jeg ikke jakken. Så må jeg gerne spise en skumjulemand mere. Ja jeg må!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.