Jeg, en vendekåbe.

img_2461De sidste par år er jeg gået semi-amok på black friday. Dels er jeg jo amerikanofil (og konceptet er ikke overraskende amerikansk), og dels kan jeg virkelig godt lide rabatter. Jeg har brugt timer på at gennemtrawle nettet efter alle de bedste deals kun for minutiøst at gennemgå den enkelte webshop for at finde de helt rigtige ting at bruge mine rabatter på. Jeg har klappet mig selv på skulderen for aktivt at hjælpe med at holde verdensøkonomien i gang og lykkeligt ignoreret de røde tal på bankkontoen.

I år besluttede jeg mig imidlertid for at gå den stik modsatte retning. Jeg hoppede med på holdet, der ryster på hovedet af det overforbrug, som black friday opfordrer til, og hvad i øvrigt med de små shops, som altså ikke har råd til at sælge hele deres lager til halv pris for at følge med de store drenge? Øv, et lortekoncept, tænkte jeg helligt, mens jeg klappede mig selv på skulderen for min hellighed og ignorerede, at den mest af alt kommer sig af, at der er ret meget lavvande i kassen.

Og så i dag vågnede jeg, tjekkede min email og fik det pludselig lidt stramt. For selvom fredagen ikke engang er kommet endnu, så lå der en mail fra Boozt, der i dag giver ekstra 20% off allerede nedsatte varer med koden SURPRISE. Og fra Ellos, der giver 30% på sko og tøj fra eget mærke (inklusiv ugly Christmas sweaters, i øvrigt). Og fra Asos, der giver 20% på hele siden med koden GOGOGO. (Alle tre selvfølgelig reklame-/affiliatelinks.) Og selvom jeg febrilsk prøvede at holde fast i alle de gode grunde til ikke at give efter for black friday-manien, så kunne jeg også godt mærke trangen til nye sko bryde igennem alle mine mure. Og mod nye sko kæmper selv de mest ædle af mine principper forgæves…

Jeg er en ussel, ussel vendekåbe. Undskyld!

Kommentarer (9)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.